På sporet af den første risbonde

Ris - Oryza sativa - har spillet en afgørende rolle for menneskets historie. I dag er den kun overgået af hvede som fødevare-plante, og den giver mad til en stor del af verdens befolkning.

Den type ris, som bruges i dag, er en menneskeudviklet art, som er forædlet frem af vilde ris. En sådan forædling kaldes på fagsprog for 'domesticering'.

Forløberne for dagens domesticerede risplante blev udviklet en gang i yngre stenalder, men vi ved foreløbig ikke hvor eller hvornår.

Meget peger imidlertid mod Kina. I en undersøgelse i tidsskriftet 'Science' fremlægger et internationalt team af arkæologer resultater fra stenalderbopladsen Tianluoshan ved den nedre del af Changelva (Yangzte) i Kina.

Nødder og ris

De mennesker, som boede her, havde en varieret kost bestående af kød, fisk, nødder - og ris. Agern og vandkastanjer blev plukket vildt i naturen.

Det blev vilde ris også, som arkæologerne kan se indgik i deres kost.

Men prøverne viser også domesticeret ris - noget som viser, at de også dyrkede jorden.

Forskerne finder, at andelen af domesticeret ris i prøverne er stigende gennem en periode på 300 år.

Kan høstes

Professor Manfred Heun fra Universitetet for miljø- og biovidenskab er ekspert på overgangen fra vilde til domesticerede kornsorter.

»En bonde vil have planter, som bliver modne samtidigt, men sådan foregår modningen ikke blandt vilde planter. Desuden er småaksene hos vilde ris sådan, at de knækker af og falder ned, når risen er moden,« forklarer han.

Stenalderbønderne ønskede sig altså en ris, som kunne skæres af og høstes. En væsentlig forskel mellem vilde ris og domesticeret ris er netop, at småaksene på domesticeret ris ikke knækker ved modning.

Denne forskel kan arkæologer bruge til at skelne mellem domesticeret og vilde ris i prøver fra udgravninger.

I prøverne fra Tianluoshan fandt forskerteamet, at andelen af domesticeret ris steg fra 27,4 procent (6900 år siden) til 38,8 procent (6600 år siden).

Som et yderligere argument peger forskerne også på fundene af forskellige ukrudtsarter, som typisk findes på rismarker. Også indholdet af ukrudt i prøverne steg gennem perioden på 300 år.

Omstridt

Forskerne sætter dette i sammenhæng med andre fund og mener, at overgangen til dyrkning af ris startede i Kina for omkring 8000 år siden, men at udviklingen endnu ikke var afsluttet 1400 år senere.

Fagfeltet er imidlertid præget af uenighed.

Professor Manfred Heun mener, at udviklingen af domesticerede former kan være sket hurtigt. Dette gælder også for ris, mener han.

Heun peger på, at menneskene i stenalderen må have haft en god forståelse af mekanismerne bag udvælgelse af ønskede egenskaber ved deres spiseplanter.

»Stenalderbonden var ikke dum, og udviklingen kan være sket i løbet af et menneskes levealder,« siger han.

Et andet omstridt punkt er, om udviklingen af domesticeret ris er sket en eller flere gange.

Indica og japonica er to underarter med store genetiske forskelle. Det er ikke enighed om, hvorvidt disse stammer fra en urform udviklet i Kina, eller om der er foregået en parallel udvikling i forskellige dele af Asien.

© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov