18. maj er en dato, som har slået sig fast i dansk historie.
Den 18. maj 1993 udviklede en lille demonstration sig nemlig til en skæbnesvanger dag for både demonstranter, politi og for danskernes opfattelse af os selv og vores magthavere.
Demonstrationen efter folkeafstemningen om Edinburghaftalen udviklede sig nemlig til et voldeligt oprør i gaderne på Nørrebro, og politiet affyrede 113 skud mod demonstranterne. Den ene undersøgelse efter den anden skulle derefter redegøre for, hvad der var sket og hvorfor.
\ Edinburgh-aftalen
Edinburgh-aftalen eller Edinburgh-afgørelsen blev vedtaget af EU’s stats- og regeringschefer på Det Europæiske Råds møde i Edinburgh 11.-12. december 1992.
Det er en særordning vedrørende Danmarks medlemskab af Den Europæiske Union.
Aftalen indeholder de fire danske forbehold, som de danske politikere var blevet enige i et såkaldt Nationalt Kompromis efter danskernes nej til Maastricht-traktaten 2. juni 1992. Edinburgh-aftalen var til folkeafstemning i Danmark 18. maj 1993.
Ungdomshuset blev torsdag 1. marts 2007 ryddet ved en aktion, der begyndte 07:00:07. De følgende dage var præget af uroligheder og ødelæggelser, hvor over 714 personer blev anholdt.
5. marts ved 8-tiden om morgenen begyndte nedrivningen af huset, der varede indtil 6. marts ved 23-tiden.
Kilde: Wikipedia
I dag arbejder forskerne med at undersøge, hvad det er, der kan få ellers fredelige demonstrationer til at udvikle sig til blodige gadekampe mellem demonstranter og politi.
Et af fokuspunkterne er at finde ud af, hvad der driver massen til i fællesskab at gå amok. Det har nemlig vist sig, at demonstranter ofte kan finde på at overskride deres egne grænser, når de bliver grebet af stemningen i masserne.
»Under ungdomshus-demonstrationerne så man eksempler på, at helt almindelige folk med borgerlige liv, som aldrig havde været i negativ kontakt med politiet, blev grebet i at kaste med ting efter politiet,« fortæller postdoc i sociologi Christian Borch fra Department of Management, Politics and Philosophy på CBS.
Forskeren har gransket race-urolighederne i England i 2011 og fortæller, at dét at være en del af et vildt oprør kan sætte den enkeltes bevidsthed ud af spil og give en berusende fornemmelse.
Er oprørere drevet af irrationelle eller rationelle overvejelser?
Sociologiske teorier, om hvorfor folkemasser kan gå amok i vold og ødelæggelse, findes der en del af.
Men historisk set har der været to forskellige grundlæggende antagelser:
1. Den voldelige pøbel er en samling af mennesker (også mennesker, som normalt ikke er voldelige), som i massen bliver grebet af irrationalitet.
Den bedste måde for politiet at håndtere oprøret på er at bruge vold og skille folk ad. Hver for sig får den enkelte nemlig sin frie vilje igen og bliver igen rationel.
2. En oprørsk folkeforsamling vælger at bruge magt – det vil sige vold – for at opnå et politisk mål, fordi, de mener, der findes en uretfærdighed i samfundet. Den enkelte er altså motiveret af rationelle overvejelser.
Den bedste måde for politiet at håndtere oprøret på er at kommunikere med forsamlingens ledere. På den måde kan politiet appellere til forsamlingens fornuft.
Andre oprør dannede grund for teorier
Den første antagelse om den voldelige irrationelle pøbel opstod i 1800-tallet, efter at man i 1789 havde haft den franske revolution og i 1871 i Pariserkommunen – et revolutionært folkestyre, som opstod i protest mod den franske regering og varede i 71 dage.
Den anden antagelse om folkemængden som en gruppe af rationelle individer med en sag på hjertet opstod, efter de folkelige bevægelser i 1960’erne kæmpede for blandt andet at indføre borgerrettigheder i USA.
I dag er teorierne mere avancerede
I dag forholder massepsykologien sig lidt mere nuanceret til masserne. For der var under ungdomshusoptøjerne på Nørrebro både demonstranter med en politisk agenda og ikke-aktivister, som blot lod sig rive med af stemningen.
Der findes modstridende forklaringer indenfor massepsykologien om, hvorfor ellers ikke-voldelige mennesker pludselig under en demonstration kan finde på eksempelvis at kaste med brosten.
Forklaringerne er for eksempel:
- Man opnår en rus ved at være en del af massen og dens kollektive bevidsthed. Ligesom når man drikker for meget alkhol, så opgiver den enkelte sin bevidsthed og rationelle overvejelser og overdrager sin frie vilje til mængden for at opnå rusen.
- Den fredelige borger har et ubevidst ønske om at være en del massen, fordi massen giver frihed til den enkelte. I massen overskrider man sig selv og sine begrænsninger og bliver en del af et fællesskab, som har mere magt end den enkelte.
En tredje gruppe bruger oprøret til at plyndre
Der er dog også andre grupper end aktivister og lejlighedsvise medløbere.
Under en opstand ser man også ofte en tredje gruppe blande sig med de andre: gadens bøller, fortæller postdoc i sociolog Christian Borch.
»Det britiske politi gik ud fra, at det var talspersoner, som drev masserne frem under de voldelige oprør i England i 2011. Men det viste sig, at det, at man betragtede massen som rationel, slog fejl. En stor del af massebegivenheden handlede om, at mange demonstranter så det som en mulighed for at plyndre butikkerne. Så der kom politiet til kort.«
Demonstrationernes småforbryderes adfærd bliver af sociologerne betegnet som irrationel, men det betyder ikke, at man blot går tilbage til den gamle opfattelse, hvor irrationelle massebevægelser blot skulle bankes ned.
»Ingen ønsker at gå tilbage til den gamle tankegang. Men man forsøger at finde en ny måde at forstå massepsykologi på,« siger Christian Borch.
»Der, hvor vi står nu, er, at man anerkender, at der er et differentieret billede af, hvad der driver masserne. Der kan være en gruppe i demonstrationen, som har rationelle bevægegrunde, og der kan være grupper, som bliver revet med af stemningen.«
Forskeren vil dog ikke gøre sig klog på, hvordan politiet konkret skal håndtere fremtidige potentielt voldelige demonstrationer. Det er ifølge ham ikke hans, men politiets fagområde.
Politiet sætter markant ind for at undgå eskalering af konflikt
Politimuseet i København har en fast udstilling om urolighederne på Nørrebro. Lederen af museet fortæller, at der er sket store forandringer i politiets strategi siden 1993.
»På baggrund af det, der skete i 1993, har man fået en række helt nye redskaber. Man reagerer for eksempel massivt og markant, inden situationen er kørt op i spids – af hensyn til både politi og demonstranter,« siger museumsleder og ph.d. i politiforhold, Frederik Strand.
\ Blodige gadekampe
Gadekampene mellem politi og demonstranter 18. maj 1993 resulterede i, at både betjente og demonstranter blev såret – deriblandt 11 demonstranter, som efterfølgende blev behandlet for skudsår.
Politiet bruger i dag tre forskellige måder at håndtere optøjer på:
- Massiv tilstedeværelse: Politiet dukker til potentielt voldelige demonstrationer op med et stort antal kampklædte betjente – et større antal end demonstrationen kræver på det givne tidspunkt, så man både har det fysiske og psykologiske overtag.
- Nyt udstyr som eksempelvis Hollændervogne (særligt forstærkede minibusser): Politiet kan køre ind mellem en gruppe demonstranter, hive de ledende demonstranter ud og køre dem væk i hollændervognene.
- Kommunikation: Samtidig med den massive tilstedeværelse er politiet ifølge museumsinspektøren blevet bevidste om ikke at piske en stemning op hverken under demonstrationen eller i deres kommunikation til pressen.
Det vigtigste mål for disse strategier er ifølge Frederik Strand, at demonstrationen ikke udvikler sig. Det giver nemlig oprørslederne mere selvtillid og kan rive en masse andre med i en vild stemning. En stemning, som vi siden 1993 har erfaring for, kan ende galt for både demonstranter og politi.
