Hverken fodboldtilskuerne eller demonstranterne handler fornuftigt, men irrationelt og dyrisk, for de er blevet til en masse, og så fordufter de saglige argumenter, det stemningsmættede tager over, og der kommer gang i gaden.
Masserne gærer, blodet kommer i bevægelse, masserne er som dyr – fordi de underlægger sig en sanselig magt, skrev Søren Kierkegaard (1813-1855). Masserne er endda yderst glade og fornøjede, for som flokdyr føler de sig på sikker grund. Strudsen stikker hovedet i jorden (omend det er en skrøne) og mener, at den ikke kan ses. Mennesker danner masse og mener, at de ikke kan ses. Masserne er en verden af dyriske mennesker.
Den logiske konsekvens er, at disse sære mennesker ikke for størsteparten egner sig til at leve som frie individer, og derfor bør ni tiendedele af menneskeheden forvandles til en flok kvæg. Sådan siger en af diskussionsdeltagerne i Fjodor Dostojevskijs (1821-1881) roman 'Onde ånder' fra 1871 som svar på, hvad man skal stille op med menneskeheden i fremtidens samfund.
En anden af diskussionsdeltagerne vil kæmpe for et nyt (socialistisk) paradis. En tredje deltager råber pludselig:
»I stedet for at tilbyde dem Paradiset (...) ville jeg tage disse ni tiendedele af menneskeheden, når man alligevel ikke kan stille noget op med dem, og sprænge dem i luften, så ville der blot være en håndfuld veluddannede mennesker tilbage, som endelig kunne begynde at leve efter videnskabelige principper.«
Massen er utilgængelig for fornuft
Det er selvfølgelig forkert at behandle mennesker som kvæg eller at udrydde dem, fordi de optræder i flok. Men det ændrer ikke ved, at mennesker i flok ændrer adfærd. Massernes adfærd har sin egen logik, som ikke kan indkapsles i den traditionelle rationalitet.
Et rationelt syn på massen overser, at den handler ud fra et sammensurium af ubevidste instinkter, følelser, suggestion og hypnoseagtige kræfter, og at de individuelle karaktertræk ophæves. I massen bliver man én tanke, men først og fremmest én krop med et fælles udtryk.
Massen er utilgængelig for fornuft, og alle argumenter preller af. Massens adfærd er dynamisk, men uforudsigelig, fordi den ikke kan styre sine hensigter og motiver, som skabes og forsvinder igen i dens udladning. Sjælene smelter sammen til én massesjæl.
Massemennesket er en automat
Derfor skrev den franske sociolog Gustave Le Bon (1841-1931) i et af masseteoriernes hovedværker Massernes psykologi fra 1895, at massernes handlinger i langt højere grad påvirkes af rygmarven end af hjernen. Massemennesket er ikke længere sig selv, »men en automat, ude af stand til at lade sig styre af sin egen vilje.«
Masserne akkumulerer ikke intelligens, men middelmådighed, og kan kun gå baglæns ned ad civilisationens stige. Når man er en del af massen, føler man sig imidlertid uovervindelig.
De samfundsbevarende kræfter har i mange år forsøgt at tæmme masserne, men det har næsten altid været rationelle tiltag med kontrol, dialog og samtale. I virkeligheden ser man så ikke på masserne som masse.
Man vil blot styre eller splitte. Det afskaffer ikke masserne, der jo har deres helt egen 'fornuft'. Det eneste effektive våben synes at være at bekæmpe dem som en fjendtlig enhed. Det får masseforskeren Christian Borch (f. 1973) til at fastholde, at man ikke slipper af med de irrationelle masser, og at masserne nogle gange skal have knippelsuppe eller andre former for konsekvent afklapsning.
Men man skulle dog alligevel tro, at de mange historiske erfaringer med masserne og samfundets demokratiske udvikling kunne eliminere den irrationelle dimension.
\ Læs mere
'Masse' får folk til at tænke flokinstinkter
'Danmark for masserne'. Medmindre det siges ironisk, vil ingen udtrykke sig sådan. Det hedder derimod med slet skjult stolthed: 'Danmark for folket'. Mærkeligt måske, for begge opråb henviser til den danske befolkning.
Tilsvarende siger man heller ikke med samme stolthed masseskole og massekirke, men folkeskole og folkekirke. Folket er positivt værdiladet, mens massen er negativt eller i bedste fald et neutralt beskrivende udtryk med ord som arvemasse, masseforgiftning, marcipanmasse eller som i denne sammenhæng: Jeg har stadig masser af skriveplads.
Når der tales om befolkningen som masse, tænkes der automatisk på flokinstinkter, hob, pøbel og i bedste fald middelmådighed og konventioner.
Størstedelen af befolkningen var undersåtter
Den vigtigste grund til, at vi i dag opfatter masserne negativt og folket positivt, er udviklingen af demokratiet. Demokrati, folkestyre, forstås i modsætning til alle tidligere styreformer horisontalt, ikke vertikalt.
\ Fakta
Denne artikel stammer fra bogen '50 ideer, der ændrede verden’. Bogen bringes i samarbejde med Aarhus Universitetsforlag. Køb bogen her
I et demokratisk samfund nedbrydes den hierarkiske magtstruktur, idet alle voksne mennesker formelt tildeles lige stor betydning i kraft af den almindelige valgret. Men indførelsen af demokrati har været en langsom proces, og det er i løbet af denne udvikling, at folket efterhånden får en positiv betydning, mens masserne (for)bliver en negativ, ustyrlig størrelse.
Før demokratiet i løbet af 1800-tallet blev indført i Danmark og mange andre europæiske lande, var det kongen, adelen og kirkens repræsentanter, som satte rammerne for masserne, der dengang hovedsagelig bestod af bønder og almuen. Størstedelen af befolkningen var simpelthen undersåtter.
\ Læs mere
Den Franske Revolution var skelsættende
I Europas historie var Den Franske Revolution i 1789 det skelsættende år med begivenheder, der som ringe i vandet førte til en ny forståelse af mennesker. Såkaldt almindelige mennesker holdt op med at være undersåtter og blev på tværs af social status til selvstændige borgere.
Hvor det tidligere var kongen, adelen og kirken, som bandt masserne sammen, og bestemte, hvordan de skulle agere, begyndte masserne at få magt. Eller rettere: Det var netop ikke masserne, men folket, som fik magt. På trods af de gode demokratiske ideer forblev folket i lang tid en form for masse, da ikke alle blev inddraget i demokratiet.
Men efterhånden var der ikke flere undersåtter tilbage, idet alle voksne mennesker blev til suverænt handlende borgere. I dag viser det sig ved, at ingen magtudøver vover at tale uden om hensynet til folket.
\ Læs mere
Masserne blev til folket
Det var nu ikke alle, som accepterede udviklingen fra masse til folk. Modstanderne blev ved med at identificere folket med masserne og så masserne som en irrationel og undergravende trussel over for alle former for hierarkisk orden. Folket eller masserne forblev i deres forståelse en horisontal, forskelsløs mængde, der bevægede sig, som vinden blæser.
Selv oplysningstænkeren Georg Brandes (1842-1927) havde i 1889 ingen respekt for masserne. Med filosoffen Friedrich Nietzsches (1844-1900) ord skrev han da, at masserne kun kunne betragtes som et af tre: dårlige kopier af store personligheder, modstandere mod de store eller redskaber for de store. Derudover var de »noget for Statistiken at tumle med.«
Først langt ind i 1900-tallet er overgangen fra masserne til folket så indiskutabel, at man endda kritiserer andre kulturers styreformer i folkets navn. Vi er demokrater – folket bestemmer. Masserne er blevet til folket, og folket er ikke blot et vist antal mennesker, men indbegrebet af nationens helhed af dydige, oplyste individer. Det er herhjemme ikke mindst dannelsen, som har ændret masserne til et folk.
Kampen stod mellem 'patricier og plebejer'
At dannelse har haft betydning for at distancere os fra masserne, kom allerede frem i oldtiden, hvor den romerske digter Horats (65-8 f.v.t.) skrev: »Jeg foragter den udannede hob og holder den på afstand.«
Hoben, de rå, de gemene, pøbelen eller masserne var dem med dårlig social status. Romerne havde endnu tidligere et andet udtryk for masserne, nemlig plebs. Plebejere var i oldtidens Rom en borgerstand, som var hævet over slaverne, men som ikke havde mulighed for at indtage samfundets øverste poster, der var forbeholdt adelen, patricierne.
De sociologiske teoretikere Karl Marx (1818-1883) og Friedrich Engels (1820-1895) genoptog 2.000 år senere plebejernes rolle i Det Kommunistiske Manifest fra 1848, hvori de skrev, at kampen stod mellem 'patricier og plebejer', som for dem betød kampen mellem undertrykker og undertrykt.
Fra nu af kunne der sættes spørgsmålstegn ved den negative forestilling om, at plebejerne kun kunne forvandle sig til en taktløs, vulgær masse. Plebejerne blev tværtimod fremtidens herrer under et nyt navn: proletariatet.
\ Læs mere
Massen er ikke problemet
Den teknologiske udvikling, som førte til masseproduktion i 1800-tallet, skabte de materielle forudsætninger for, at masserne blev en direkte menneske- og samfundsforandrende kraft. Mulighederne for sociale forandringer er ikke kun afhængige af ideer.
Socialstatistikker og undersøgelser tromlede næsten i sig selv hele det hidtidige samfunds struktur ned, og masserne skulle ikke forstås som en bestemt befolkningsgruppe: Alle mennesker kan i kraft af deres anonymitet danne en masse.
I et hierarkisk samfund kan masserne ikke eksistere helt rent, da den rene masse paradoksalt forudsætter sin modsætning, nemlig det isolerede individ. Så længe man udfylder sin rolle i samfundet, i en samfundspagt, stænder, klasser osv., defineres massen på forhånd ud fra nogle givne kriterier.
Hermed er det egentlig ikke massen, der er problemet, men dem, som falder uden for systemet, der bliver til syndebukke og klasseforrædere. Men idet masserne dannes af isolerede individer, som agerer i et rum uden helhed eller uden på forhånd givne fællesskaber, kan massen træde frem i al sin magt og vælde.
Totalitære systemer er opstået i massernes tidsalder
Den spanske filosof José Ortega y Gasset (1883-1955) kaldte i sin bog Massernes oprør fra 1929 udviklingen for den 'vertikale folkevandring', det vil sige en udvikling, hvor den laveste fællesnævner bestemmer og giver plads til 'barbarernes invasion'.
(Foto: Charles Russell [Public domain], via Wikimedia Commons)
Ortega y Gasset mente, at massernes oprør truer med at ville sejre på alle livets områder. Massemennesket føler sig ikke kun vulgært, men proklamerer også vulgaritetens ret ved ikke at anerkende nogen øvre instanser. På den måde befinder det moderne massemenneske sig godt. Med Nietzsches ord vil massemennesket være herre, ikke over noget bestemt i livet, derimod over livet som sådan.
I massernes tidsalder er der opstået en lang række nye former for totalitære systemer, som alle opererer med absolutte sandheder, enten som klassens, racens eller nationens. Det giver tryghed. Det bedste, eller værste, eksempel er Adolf Hitler (1889-1945), som tillagde folket en substantiel betydning som race.
Masserne ophæves i det racerene folk, hvorved demokratiet på forhånd har tabt. Irrationaliteten og volden kan gå i takt med hinanden. Det handler kun om at mobilisere og føre masserne.
Masserne har aldrig ret - men får altid ret
Massemennesket giver som regel ikke de store problemer i forhold til den politiske og økonomiske udvikling, for man kan vurdere og styre problemerne ved neutralt at tælle stemmerne politisk og gøre status over salget økonomisk. Massernes ideelle lighed er at blive betalingsdygtige og villige købere. Men hvad har industrisamfundets og massesamfundets dyder at gøre med vor tid?
At ensrette og standardisere er blevet afskaffet til fordel for det dynamiske og innovative. Spørgsmålet er, om der er etableret nye udgaver af masserne. I stedet for et (u)retfærdigt hierarkisk samfund har vi fået et mere tidssvarende belønningssystem spundet ind i næsten altomfattende målinger af kvalitet.
Talen om elite, best practice, Pisa-undersøgelser og andre former for ranglister sørger for, at der kan udskilles og skabes orden i masserne, enten det er som publikum, tilskuere eller forbrugere. Men det har ikke gjort masserne tavse.
Tværtimod er det tavse flertal opstået, og populismen som politisk kraft dominerer som aldrig før. Således kan man sige, at i vores moderne individualistiske samfund har masserne aldrig ret, men de får alligevel altid ret. Ellers ville demokratiet og alle opinionsundersøgelserne være narresutter. Det er massernes skæbne.
Masserne er ustyrlige
Det er endnu uklart, om internettet og mobiltelefonen og deres forskellige hybrider vil forøge eller formindske tendensen til dannelsen af masser. I så fald en form for masser, som ikke er fysisk, og hvor Google er alles nye bedste ven. Man 'liker', og man er en del af den masse, som ophøjer den enkeltes adfærd til andet og mere end menneskelige egenskaber og værdier.
Den ellers radikale massekritiker Elias Canetti (1905-1994) skrev i 'Masse og magt' fra 1960, at der ikke er andet at gøre end at standse masserne i opløbet. Det er muligt, hvis man ikke stiller sig tilfreds med den atomisering af mennesker, som ellers har været forudsætningen for demokratiet, men i stedet kæmper for traditioner, ceremonier og regler: »hellere en sikker kirke fuld af troende end hele den usikre verden.«
Det kan give mennesker en tæmmet oplevelse af sig selv.
Og en fodboldkamp, hvor man hører massernes stemme som et brøl, behøver ikke at udvikle sig voldeligt:
»Her kan massen virkelig brede sig: først opdæmmes som kø ved indgangene, så stagnere på siddepladserne; brøle på alle mulige måder, når det rette øjeblik er inde; og selv, når alt er forbi, håbe på lignende, fremtidige lejligheder,« mente Canetti. Men alligevel hjælper intet.
Masserne er ustyrlige.
