I kølvandet på angrebet på Charlie Hebdo, vil mange forlange svar om islams rolle i understøttelsen af voldshandlingerne.
Mens vi forbereder os på de uundgåelige modreaktioner rettet mod almindelige muslimer, i Frankrig såvel som andre steder, vil der blive rejst spørgsmål om forskellige landes kollektive ansvarlighed for individuelle islamofobiske og racistiske handlinger.
Vi føler ikke selv kollektivt ansvar
Disse spørgsmål, samt mange andre, eksempelvis det større ansvar for vold mod kvinder, omfatter bedømmelsen af en gruppes moralske ansvarlighed for enkeltindividernes handlinger.
Sådanne bedømmelser er i etisk henseende komplicerede og kan være svære at gøre overensstemmende.
Vi kan alle være fristede til at forlange kollektiv ansvarlighed for andre grupper, såsom det muslimske ansvar for terrorhandlinger, men trække på skuldrene af lignende anklager, hvis det gælder os selv, såsom det vestlige ansvar for islamofobi.
At bidrage til ansvaret
En af fælderne i bedømmelsen er selve ordet 'ansvar's flydende definition. Når vi siger, at man er moralsk ansvarlig for en handling, mener vi, at man direkte har udført denne handling.
Men i tilfælde af kollektiv ansvarlighed i stor stil, mener vi noget mere udefinerbart.
Vi mener, at den anklagede bidrog indirekte og lagde fundamentet for den situation, hvor voldshandlingerne blev mulige.
Til tider er det let og ligetil at tillægge dette 'bidragende' ansvar. De fleste vil være enige i, at alle nazipartimedlemmerne i det mindste var skyldige i en del af uhyrlighederne.
Selvom det enkelte partimedlem ikke personligt begik forbrydelserne, var deres racistiske, brutale overbevisning en medvirkende faktor.
Svært at opveje bidragende ansvar
Der er med sikkerhed meget få mennesker, der finder det rigtigt at tilskynde andre til voldelige handlinger. Dette illustreres i Æsops eventyr, hvor en trompetist, der opfordrer sin hær til at kæmpe, tages til fange, på trods af at han ikke selv bærer våben.
Udover så oplagte sager, er det dog straks sværere at opveje det bidragende ansvar. På trods af den voldelige forbryders religiøse og patriotiske motiver, vil størstedelen af gruppen tage afstand fra de voldelige handlinger.
Religiøse ledere hævder, at deres religion forbyder terrorisme. Politiske ledere understreger, at racistisk vold strider mod den traditionelle tolerance og lovgivningens regler.
Disse ledere påpeger ofte, at andre faktorer bidrog til voldshandlingerne, såsom en fortid af kriminalitet eller sindslidelse.
Kan lyde som en undskyldning
Eksempelvis bølger debatten videre, om hvorvidt belejringen i Sidney var et religiøst begrundet, enkeltstående terrorangreb, eller om det var implosionen af et sygt og besværet sind.
Sommetider modererer gruppen sin afstandstagen til volden. Den accepterer måske, forbryderens vrede og frustrerede bevæggrunde, eller at forbryderen virkeligt var udsat for forfølgelse, selvom de tager afstand fra volden.
I sådanne situationer kan man som udenforstående føle, at gruppen til dels undskylder forbryderens handlinger. Dette på trods af at gruppen kan påpege en klar forskel på at sige god for målet, modsat at sige god for, at målet helliger midlet.
Positivt ansvar
Man kan også benytte begrebet ansvar på en anden måde, hvor vi påpeger en person eller en gruppe, som vi mener skulle have forhindret volden.
Selvom denne person, end ikke indirekte, var skyld i handlingen, forhindrer det os ikke i at tro, at de var ansvarlige for at forhindre det i at ske.
I dette tilfælde kan vi være enige i, at en religiøs eller politisk leder ’kunne have gjort mere’ for at forhindre voldshandlingerne.
Når vi forlanger, at en leder fordømmer volden, mistænker vi dem ikke samtidigt for at være medvirkende til den, men at vi mener, de er i den rette position til at forhindre yderligere angreb, og at dette er den rette måde, at gøre det på.
Fælles sammenhængskraft?
Bedømmelsen af det kollektive ansvar, involverer også en bedømmelse af en gruppes sammenhængskraft. I hvor stor en udstrækning, gruppen kan arbejde som en enhed, og om i hvor stor grad de enkelte kan samarbejde, og have indvirkning på hinanden.
En gruppes sammenhængskraft kan være svær at måle. Hvorfor? Fordi hvis et individ handler på en måde, vi ikke kan forestille os selv gøre, stiller vi naturligvis spørgsmålstegn ved hvad der mon kunne have motiveret dem.
Grupper er ikke altid homogene
Hvis vi er udenforstående, formoder vi at årsagen er medlemskabet i den for os fremmede gruppe. Hvis vi er indenfor gruppen, leder vi naturligvis efter andre motiver.
Enhver af disse procesforløb kan forvrænge vores fornuftsbeslutninger, men en plads indenfor gruppen giver et vist raffinement til vores spørgsmål.
Set udefra forekommer de fleste fællesskaber homogene. Set indefra kan vi påskønne de forskelle, delinger og personligheder, som forhindrer en gruppe i at fungere som en forenet og samlet enhed.
Lad os prøve at skabe overensstemmelse
Enhver påstand om kollektivt ansvar er afhængig af usagte grundregler angående individuelle, moralske handlinger, og komplicerede og saglige påstande om gruppesolidaritet. På trods af disse forskelle, vil det komme os til gode at forsøge at være overensstemmende i vores bedømmelse.
Denne artikel har drøftet to anvendelsesmuligheder af kollektiv ansvarlighed: Kollektiv religiøs ansvarlighed for terrorisme, og kollektiv national (eller kulturel) ansvarlighed for racisme og islamofobi.
Vi kan lære af hinanden
Hvad jeg mener, er værd at bemærke ved disse to anliggender, er at de som tilskriver det kollektive ansvar det ene sted, hurtigt fraskriver sig det ved det andet.
En person som mener at islam i bund og grund er voldelig, vil sjældent mene, at den vestlige verden i bund og grund er racistisk. Og vice versa.
Vi kan alle lære af den måde vi frasiger os den kollektive ansvarlighed, andre tilskriver os, selvom vi forlanger den ansvarlighed af andre.
Man kan ikke sige at de to anliggender er nøjagtigt de samme, snarere kan den måde vi bedømmer og fordømmer bruges til at reflektere over kompleksiteten involveret.
Lad os være varsomme
Endeligt skal det nævnes, at selv i de tilfælde hvor vi beslutter, at en gruppe i vid udstrækning er ansvarlig for voldelige handlinger, står der stadig et spørgsmålstegn ved hvad den mest hensigtsmæssige, moralske reaktion til denne beslutning måtte være.
Selv i de mest oplagte sager af skyld, er der stadig intet der fortæller os, hvad vi nu bør gøre. Endnu mindre, om det endda er os der skal gøre det.
Beslutningen om at en anden person bærer den moralske skyld, giver os ikke retten til gengældelse. Troen på det er netop den grundlæggende moralske fejl, som både terroristen og den racistiske bølle begår.
Lara Warmelink arbejder hverken for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos the Conversation.
