En gang for mere end 6.000 år siden spændte en af menneskehedens mere dumdristige forfædre et par brædder fast på fødderne og begav sig ud i snelandskabet. Her var han eller hun måske modig nok til også at sætte af fra toppen af en bakke.
I dag har skiene fundet deres grundform, og den teknologiske udvikling har i de sidste 10 til 15 år mest handlet om materialeforbedringer. Det fortæller Uwe G. Kersting, som er lektor ved Institut for Sundhedsvidenskab og Teknologi ved Aalborg Universitet.
»Der kommer hele tiden nye idéer, men konceptet er relativt fikseret. Der sker ikke så meget i forhold at prøve noget, der er rigtig anderledes,« siger han.
Uwe G. Kersting arbejder til dagligt med at udvikle en særlig type skistøvler til freestyle-skiløb, hvor skiløberne ofte får skader i knæledene på grund af de mange farefulde hop. Den slags skader får fritidsskiløbere også tit.
Videnskab.dk har bedt Uwe G. Kersting om at se tilbage i tiden på nogle af fortidens skandinaviske skityper og kommentere dem ud fra sin viden om skiteknologi.
Ski og snesko flere steder i verden
Fodtøj til at gå på sne med har eksisteret i hele verden.
Ifølge kilder fra Han-dynastiets Kina (206 f.v.t til 225 e.v.t.) levede der ved de sneklædte Altajbjerge i det nordvestlige Kina et folk, som blev kaldt Dingling-folket. Dette folk brugte lange skindbeklædte støver, der var sat fast til nogle brædder.
I de arktiske egne af Amerika, i Japan og Korea har arkæologerne desuden fundet rester af mange forskellige typer snesko.
I Norden brugte vi også snesko men i høj grad også ski, som vi kender dem i dag.
I de mere snefattige områder i Syd- og Mellemsverige har arkæologerne fundet en type ski, der ikke er så udbredt højere mod nord. Denne type var kendetegnet ved at have en bagende, som var skåret lige over, en helt plan underside uden rille og et fodfæste, hvor foden enten var bundet fast til påsømmede lister eller lister, som hulet ud i træet.
LÆS OGSÅ: Friktion og smøring: Fysikken bag skiløb
Skiene var et nødvendigt redskab
Skiene var i oldtiden ikke et stykke sportsudstyr, som man kunne udfordre sig selv med. De smarte brædder var derimod et nødvendigt redskab for de mennesker, der levede i snerige landskaber.
Her gav skiene dem mulighed for at jage mere effektivt, for at føre krig og for i det hele taget at komme hurtigt fra sted til sted.
Det var først i 1800-tallet, at brugen af ski blev udviklet til en sport.
I dag har arkæologerne gjort cirka 250 fund af forhistoriske ski. Levnene er især fundet i forbindelse med mose- og søsænkninger og grøftegravning i slutningen af 1800-tallet i Norge, Sverige, Finland og Rusland.
Fundene kan dateres tilbage til en lang periode fra 4.000 f.v.t. til 1.000 e.v.t.
Ulempen ved træ – et ustabilt materiale
De fundne ski i Norden er som oftest lavet af fyrretræ, hvilket kan have noget med bevaringsforholdene i moserne at gøre.
Arkæologerne ved dog, at der også blev lavet ski af birk, ask, asp og gran, og at skiene blev hugget ud med økse og kile.
Uwe G. Kersting siger, at træ for så vidt er et udmærket materiale til ski, og at det nok er derfor, at træski har været udbredt helt frem til og med 1970’erne.
»Men der er et problem med træ. Og det er, at når træet bliver fugtigt, så skifter det form. I dag laver man ski af glasfiber, som er mere stabilt, og man forsøger sig med intelligente materialer, som tilpasser sig temperaturen,« siger forskeren.
LÆS OGSÅ: Slalomløbernes værste fjende er sne
De bottniske ski
En af de skityper, som arkæologerne har kunnet datere tilbage til forhistorisk tid, er den såkaldte bottniske type. Den er tidligst kendt fra jernalderen, men har været anvendt helt oppe i middelalderen.
De bottniske ski er kendetegnet ved at have en lancetform (smal og ender i en spids), et lille format, og en svagt konveks underside (en overflade der buer udad).
Foden sidder fast på en centreret forhøjet fodplade, og øskenhullerne er lodrette.
Brugerne af den bottniske skitype holdt enten forfoden fast i en tåhætte af læder, eller også bandt de den fast med vidjer – det vil sige lange, tynde grene.
»Hvis man bruger skiene til at gå lange distancer i sneen, så er det godt at kunne bruge bevægelsesfriheden i bagfoden til at skubbe sig fremad med. Går det derimod stejlt ned ad bakke, så skal foden fæstnes på en meget mere stabil måde,« siger Uwe G. Kersting.
Han fortæller, at moderne mountainering-ski kan begge dele. Når man skal op ad bakke, kan man bruge den frie fod til at arbejde sig opad, mens man kan spænde bagfoden fast, når man skal ned igen.
LÆS OGSÅ: Slopestyle: OL’s nyeste disciplin udnytter alle fysikkens love
En kort – en lang
En anden meget udbredt type ski kalder arkæologerne for ‘den centralnordiske type’. Den har været brugt i et bælte henover Skandinavien og Finland, som lå på højde med den bottniske bugt.
Et par ski af den centralnordiske type er kendetegnet ved, at sættet består af en lang ski og en kort ski. Den korte blev kaldt en andur.
Teknikken var så, at man sparkede sig frem med den korte ski, og lod vægten hvile på den lange ski. Uwe G. Kersting mener, at hårene på skindet sandsynligvis bevirkede, at anduren fik et mere fast afsæt, når man skulle sparke sig frem hvilende på den lange ski.
Forskeren er ikke voldsomt begejstret for denne skitype, som skihistorie-forfatteren Frank Lund beskriver som værende godt egnet til jagt.
»Jeg tror ikke, det er så smart, hvis man ser på det ud fra et præstationsperspektiv. Det er bedre at have mulighed for at bruge begge ben til at udvikle kraft. Normalt er det sådan, at jo flere muskler, man kan bruge, desto mere effektivt er det.«
Uwe G. Kersting fortæller, at med denne skitype vil det ene ben blive trænet mere end det andet, medmindre man indimellem bytter om på skiene.
Finpudsning af skiteknologi
Skienes teknologi er i dag blevet langt mere avanceret, i takt med at de i højere grad bliver brugt til vilde hop og forsøg på at sætte fartrekorder end til jagt og transport.
De nye måder at anvende skiene på udfordrer de forskere, som skal udvikle skiene.
Uwe G. Kersting fortæller, at der er en kompliceret sammenhæng mellem ski, binding og skistøvle, som skal gå op i en højere teknologisk enhed, hvis forskerne skal nå frem til en løsning, som eksempelvis giver freestyle-udøverne færre skader.
Men princippet om de to brædder med en spids ende fortil vil der sandsynligvis ikke blive lavet om på. Den har nemlig fungeret godt for os mennesker i alle 6.000 år.
LÆS OGSÅ: Hvad gør jeg, hvis jeg bliver fanget i en lavine?
LÆS OGSÅ: Hvilken vintersportsgren er farligst?
LÆS OGSÅ: Er skisporten i Alperne presset af klimaforandringer?
