I slutningen af 1970’erne blev Jimmy Carter den første amerikanske præsident til at integrere menneskerettighederne i USA's udenrigspolitik.
Allerede få år efter forsøgte hans efterfølger, Ronald Reagan, dog at tilbagerulle denne udvikling.
Men modstand fra en række kongresmedlemmer fik Reagan på andre tanker, og snart var Reagan og hans kritikere i Kongressen fanget i en indædt kamp om at definere menneskerettighedernes rolle i USA's udenrigspolitik.
I min nye bog ’Reagan, Congress, and Human Rights: Contesting Morality in US Foreign Policy’ beskriver jeg, hvordan denne tvist formede USA's menneskerettighedspolitik i 1980’erne på en måde, der har sat sit aftryk frem til nutiden.
\ Reagan, Congress, and Human Rights: Contesting Morality in US Foreign Policy
Rasmus Sinding Søndergaards bog 'Reagan, Congress, and Human Rights: Contesting Morality in US Foreign Policy' udkom 16. april 2020 på Cambridge University Press.
Bogen er baseret på unikke interviews og arkivarbejde og skildrer den kamp, der foregik om menneskerettighedspolitikken under Reagan-administrationen i 1980’erne.
En usædvanlig 'road trip'
I bestræbelserne på at fortælle denne historie har jeg de seneste godt fem år rejst USA tyndt i jagten på arkiver og interviews.
Undervejs har jeg tilbragt et uanet antal timer på arkivsale og biblioteker på diverse amerikanske universiteter.
Jeg har ligeledes haft lejlighed til at tale med flere centrale figurer fra Reagan-administrationen, tidligere kongresmedlemmer og menneskerettighedsaktivister.
Bogens vigtigste arkivgrundlag omfatter USA’s National Archives, Reagans præsidentbibliotek, adskillige NGO-arkiver samt 21 kongresmedlemmers private samlinger.
Flere af de sidstnævnte har aldrig tidligere været anvendt af forskere og kaster nyt lys over menneskerettighedernes historie i USA.
Et nyt forum for menneskerettigheder
Et vigtigt skridt for opbakningen til menneskerettigheder i USA blev taget af to relativt uerfarne og ukendte kongresmedlemmer i en kontorbygning nær Capitol Hill i januar 1983.
John E. Porter – en moderat Republikaner fra Illinois – og Tom Lantos – en liberal Demokrat fra Californien – lancerede et nyt forum dedikeret til at »fremme bred tværpolitisk opmærksomhed om krænkelser af menneskerettighederne verden over.«
Ved udgangen af årtiet talte deres Congressional Human Rights Caucus (CHRC) mere end halvdelen af Repræsentanternes Hus blandt dets medlemmer.
En medlemsskare, der inkluderede både konservative, liberale, moderate og demokratiske socialister.
På blot en håndfuld år havde CHRC altså bidraget til at udvide engagementet for menneskerettigheder blandt amerikanske kongresmedlemmer til et hidtil uset omfang.
Fra Holocaust til den amerikanske Kongres
Både Porter og Lantos var stærkt motiverede af personlige oplevelser.
For Porter var den afgørende begivenhed en rejse til Sovjetunionen året forinden, hvor han mødtes med jødiske familier, der blev udsat for diskrimination efter at være blevet nægtet at emigrere.
For Lantos var opbakningen til menneskerettighederne formet af et helt livsforløb. Som ungarsk-født jøde havde han overlevet Holocaust, kæmpet mod nazisterne og siden emigreret til USA.
Kunstudstillinger og 'adoptionsprogrammer'
På initiativ af Porter og Lantos producerede CHRC en lind strøm af briefinger, nyhedsbreve, rapporter og brevskrivningskampagner, der var med til at udbrede kendskabet til menneskerettighedsspørgsmål og anspore til handling.
De tog også mere utraditionelle metoder i brug og arrangerede for eksempel kunstudstillinger af menneskerettighedsaktivister.
Blandt deres aktiviteter var også 'adoptionsprogrammer', der forbandt dissidenter med kongresmedlemmer, som dedikerede sig til at sikre disses løsladelse fra fængselsceller eller andre former for undertrykkelse.
Dalai Lama på besøg
Som et såkaldt 'caucus' opererede CHRC som en uformel gruppe udenfor de officielle strukturer af politiske partier og udvalg i Kongressen og fokuserede mere på at sætte den politiske dagsorden end på lovgivning.
Dets uofficielle status gav også CHRC mulighed for at iværksætte handlinger, som de formelle kongresstrukturer enten ikke ville eller ikke kunne gøre af hensyn til for eksempel diplomatiske relationer.
Det kom blandt andet til udtryk da CHRC – til den kinesiske regerings udtalte utilfredshed – var vært for Dalai Lama i 1987.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
En tværpolitisk succes med begrænsninger
CHRC stræbte efter tværpolitisk opbakning til alle dets aktiviteter og forsøgte derfor at undgå kontroversielle emner, der kunne splitte medlemmerne.
Det gjorde, at kongresmedlemmer kunne bakke op om menneskerettigheder på en måde, der ikke gjorde dem upopulære hos deres vælgere.
CHRC’ aktiviteter handlede hovedsageligt om at at hjælpe forfulgte individer og minoriteter, og i stil med den generelle amerikanske tradition indenfor menneskerettighederne var der betydeligt mere fokus på civile og politiske rettigheder end økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.
På det taktiske plan benyttede CHRC sig primært af ’naming and shaming’, hvor man forsøgte at udskamme regimer, der krænkede menneskerettighederne i håbet om at opmærksomheden ville føre til forbedringer.
Denne taktik var effektiv til tider, men ofte udeblev resultaterne, og af og til kunne den endda give bagslag i form af øget diskrimination.
Trods betydelig succes med at fremme tværpolitisk opbakning til menneskerettighederne i Kongressen havde CHRC’s aktiviteter og taktik således også sine begrænsninger.
Forsøget på tværpolitisk opbakning til menneskerettighederne havde også mødt en ny form for begrænsning, da USA’s 40. præsident blev valgt ind i Det Hvide Hus.
Reagan ville bryde med Carter
Da Ronald Reagan den 20. januar 1981 fik overdraget nøglerne til Det Hvide Hus, var han fast besluttet på at nedjustere menneskerettighedernes rolle i USA’s udenrigspolitik.
Dette var til dels motiveret af Reagans ønske om at distancere sig fra sin forgænger Jimmy Carter og dennes udenrigspolitik, der havde givet menneskerettighederne en hidtil uset prioritet.
Selvom USA havde spillet en afgørende rolle i udarbejdelsen af FN’s erklæring om menneskerettighederne i 1948, var Carter faktisk den første præsident, der forsøgte at integrere menneskerettighederne i USA’s udenrigspolitik på mere systematisk vis.
En konservativ menneskerettighedspolitik
Reagans planer mødte imidlertid massiv modstand fra kongresmedlemmer og det bredere menneskerettighedsmiljø, der var vokset frem i 1970’erne – et årti, som forskere har betegnet som et gennembrud eller en genopdagelse af menneskerettighederne i USA.
I sommeren 1981 afviste Senatets udenrigsudvalg Reagans kandidat til at lede Udenrigsministeriets menneskerettighedsbureau, fordi man mente, at han var fjendtlig indstillet overfor menneskerettighederne.
Reagan-administrationen tog kritikken til eftertanke og skabte en konservativ menneskerettighedspolitik dikteret af antikommunisme. På sigt blev politikken også knyttet til selektive forsøg på at udbrede demokrati og frie markeder.
For Reagans liberale kritikere i Kongressen var dette en utilsigtet konsekvens, og det satte scenen for en række indædte kampe om indholdet af USA’s menneskerettighedspolitik.
I de kommende år krydsede Reagan-administrationen og dens kritikere i Kongressen gentagne gange klinger over menneskerettighedernes rolle i USA’s udenrigspolitik.
Liberale demokrater var især utilfredse med Reagans støtte til undertrykkende regimer og morderiske guerillagrupper i antikommunismens navn, for eksempel i Syd- og Mellemamerika.
Ikke overraskende var der mere enighed om at støtte forfulgte minoriteter og dissidenter i Sovjetblokken.
Kongresmedlemmer var afgørende
Når Kongressen skred til handling på vegne af menneskerettighederne, var det ofte, ligesom i tilfældet Porter og Lantos, et resultat af enkelte individers initiativ.
En gruppe afroamerikanske kongresmedlemmer i 'The Congressional Black Caucus' førte an i den amerikanske modstand mod Sydafrikas apartheid-regime. Deres kamp kulminerede med vedtagelsen af økonomiske sanktioner i 1986, der tilsidesatte et veto fra Reagan.
En håndfuld katolske kongresmedlemmer med kontakter i Mellemamerika stod i spidsen for at stoppe USA’s støtte til de såkaldte Kontraer, der førte en blodig guerillakrig i Nicaragua.
Kongressen – og særligt enkelte kongresmedlemmer – spillede på denne måde en afgørende rolle for USA’s menneskerettighedspolitik i 1980’erne. Det var Kongressen, der i 1981 fik Reagan til at skabe en konservativ menneskerettighedspolitik frem for at nedprioritere menneskerettighederne.
Og kongresmedlemmer påvirkede menneskerettighedernes rolle i USA’s udenrigspolitik gennem resten af årtiet i tæt samspil med Reagan-administrationen.
En idé undfanget på Kongressens bonede gulve
Alligevel har historikere oftest forbigået kongresmedlemmer til fordel for et fokus på præsidenter eller græsrodsbevægelser.
I min bog har jeg ønsket at rode bod på dette ved at introducere nogle af de vigtigste kongresmedlemmer til historien om menneskerettigheder i USA’s udenrigspolitik.
Idéen tog form helt tilbage i 2012, da jeg arbejdede et halvt år i et af Kongressens udenrigspolitiske udvalg. Her blev det for første gang for alvor tydeligt for mig hvor vigtig en rolle Kongressen spiller i amerikansk politik.
Efterfølgende gik det samtidigt op for mig, at kongresmedlemmer har spillet en afgørende, men underbelyst rolle i USA's menneskerettighedspolitik.
En vedvarende arv
I bogen konkluderer jeg, at kampene mellem Reagan-administrationen og kongresmedlemmerne bidrog til at styrke menneskerettighederne som et grundlæggende moralsk sprog i USA’s udenrigspolitik.
De var dog også med til i stigende grad at politisere konceptet. Denne arv fra Reagan-årene har formet menneskerettighedernes rolle i USA’s udenrigspolitik lige siden.
Og Porter og Lantos? Deres arv lever videre gennem The Tom Lantos Human Rights Commission, efter at CHRC i 2008 blev gjort til en permanent kommission i Kongressen.
