Den seneste udgave af det populære videospil ’Call of Duty, Advanced Warfare’ viser, at handlingen i videospil kan afsløre motiverne bag virkelighedens udenrigspolitik.
Gennem det seneste årti har vi set, at de fiktive fjender i videospillene ofte er fra Mellemøsten, Kina og sågar Nordkorea, hvilket afspejler udviklingen i virkelighedens verden.
Men der er yderligere et element internt i USA, nemlig relationerne mellem militæret og våbenindustrien, som sjældent sættes under en lup. Hvordan den den relation spiller en hovedrolle i forhold til at forme USA's udenrigspolitik, er imidlertid tydelig i handlingen i krigsvideospillene.
Plads til at tænke anderledes
Der er et stigende behov for at forstå den amerikanske udenrigspolitiks såkaldte ’exceptionalism’, som er blevet stadig mere i øjenfaldende siden terrorangrebene den 11. september 2001: Forestillingen om, at USA er så sårbar og truet, at landet i sin respons på angreb ikke behøver rette sig efter de internationale love og regler, der gælder for andre lande.
Men hvorfor reagerer USA på denne måde, og er det berettiget?
Videospil giver os et indblik i amerikanske holdninger og hjælper os til at forstå nutidig amerikansk udenrigspolitik.
I militære videospil er USA oftest fremstillet som truet. I eksempelvis ’Homefront’ er historien, at USA er blevet invaderet af nordkoreanske tropper, som begår uhyrligheder mod civilbefolkningen.
I ’Call of Duty: Modern Warfare’serien bliver USA invaderet og truet med atomangreb.
I begge disse eksempler fra videospil er USA's følelse af sårbarhed blevet realiseret: De frygtede invasioner og angreb har fundet sted, og fjenden er udenfor al fornuft og umulig at forhandle med.
Videospil med den type handling forstærker netop den holdning, at USA ikke skal rette sig efter de regler, der gælder for andre.
På denne måde understreger videospillene følelserne bag en 'exceptionalistisk' amerikansk udenrigspolitik: At USA ses som et undtagelsestilfælde.
Det statsundergravende militær
Krigsvideospillene skildrer også tvetydigheder i den USA's rolle som militærmagt på et andet felt. I sin afskedstale til nationen advarede den forhenværende amerikanske præsident Dwight D. Eisenhower om faren ved, hvad han kaldte det ’militær-industrielle kompleks’. Udtrykket dækker over de sammenfaldende interesser og samarbejde mellem dele af industrien og militæret, og Eisenhower advarede mod den stærke indflydelse, som sammenfletningen af militær og virksomheder i det militær-industrielle kompleks havde på USA.
Sociologen C. Wright Mills havde tidligere udtænkt teorien om en ’magt-elite’, hvor al magt i USA blev koncentreret i politiske, militære og industrielle institutioner, som ville være i stand til at omdanne USA til en ’permanent krigsøkonomi’. Så ’praktisk taget alle politiske og finansielle handlinger og afgørelser ville blive bedømt ud fra en militær definition af virkeligheden’.
Et militær-industrielt kompleks er et fremtrædende tema i mange videospil, film og tv-programmer. I for eksempel ’Bourne’-serien af film og bøger, filmen ’Enemy of the State’ og tv-serien ’24’ præsenteres det som en snigende magtfaktor i det amerikanske politiske liv. En alliance mellem en politisk og en militær elite som giver genlyd til Mills bekymringer.
Fjenden kommer indefra
Det bedste eksempel på dette fænomens tilstedeværelse i spil er ’Splinter Cell: Conviction’.
Historien er fuld af sammensværgelser ligesom Bourne-filmene. I videospillet tager man rollen som Sam Fisher en forhenværende Special Forces soldat, som med løfter om informationer om drabet på hans datter bliver lokket ud af sit otium af sin tidligere chef.
Afsløringen af, at hans datter ikke er død, men holdes som fange af en hemmelig, statslig anti-terrorist enhed kaldet Third Echelon, bruges til at styrke kontrollen over Fisher. Plottet indeholder også en privat lejesoldat, Black Arrow, som samarbejder med Third Echelon i forsøget på at vælte USA's første kvindelige præsident, den lettere venstreorienterede Patricia Caldwell, som ønsker at skære ned på militæret.
Den totale krig
Spillet ’Call of Duty: Modern Warfare 2’ fortæller historien om en 'fornufts-sammensværgelse' mellem en krigerisk, amerikansk general og en ultranationalistisk russer, som begge er drevet af ønsket om at styrke deres respektive hjemlandes militære troværdighed.
Begge mænd fremstilles som forældede produkter af den kolde krig, hvis overvældende trang til at opretholde deres respektive nationers militære kapacitet fører til en global krig.
Det seneste ’Call of Duty’ videospil, Advanced Warfare, placerer spilleren i rollen som Jack Mitchell, en forhenværende soldat i det amerikanske marinekorps, der arbejder for et privat sikkerhedsfirma. Firmaet, Atlas, kæmper mod terrornetværket KVA. Handlingen forgår i 2054-60 og tilpasser sig de typiske narrativer efter 11. september: bekæmpelse af terrorister i Nigeria, USA og Grækenland.
Som spillet skrider frem, står det klart, at Atlas og terroristerne samarbejder. Atlas beskytter de betydelige politiske og økonomiske gevinster, som firmaet har opbygget ved i vidt omfang at erstatte USA's militær og ved at profitere på den utryghed, terroristerne forårsager.
Det er så op til spilleren/Jack Mitchell at afsløre sammensværgelsen.
At sige det usigelige
Der er en fælles, men paradoksal, tendens i de militære videospil.
Ofte kritiseres de for at forherlige krig, men samtidigt lægger deres plot op til, at man reflekterer kritisk over, hvilke krige der udkæmpes i det 21. århundrede.
Skildringen af det militær-industrielle kompleks, og den rolle det spiller i kravene om en 'exceptionalistisk' udenrigspolitik, hvor USA står udenfor reglerne, leverer en helt anden forklaring end de officielle begrundelser og retfærdiggørelsen af årsagerne til at gå i krig.
Man bliver nødsaget til igen at granske, om USA's ’exceptionalism’ er et produkt af den grundlæggende amerikanske ideologi, der har ophæng i selvopfattelsen, at USA er ’en ledestjerne af demokrati’, ’Guds eget land’ eller en nation med en ’unik skæbne’.
Hvis den i stedet er et produkt af en militær-industriel magtelite, som retfærdiggør krigsførelse under dække af ’exceptionalism’, kan det få alvorlige konsekvenser. Ikke bare i den akademiske verden med dens mangel på forskning og viden om dette, men også for sandfærdigheden i retfærdiggørelsen overfor offentligheden.
Nick Robinson modtager støtte fra Swedish Research Council.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation
