Den norske Nobelkomité har afsløret, at EU er årets modtager af Nobels Fredspris.
»Den Europæiske Union har igennem 60 år skabt stabilitet, fred og sikkerhed i Europa siden Anden Verdenskrig og styrket menneskerettighederne i Europa,« sagde Nobelkomiteens formand, Thorbjørn Jagland ved offentliggørelsen af årets modtager.
EU har desuden med sin udvidelse med østeuropæiske lande yderligere styrket demokrati og menneskerettigheder på kontinentet, hedder det i begrundelsen fra Nobelkomiteen.
Thorbjørn Jagland medgiver i begrundelsen, at EU netop nu gennemgår store vanskeligheder i kraft af den økonomiske krise. Nobelkomiteen har dog ønsket at fokusere på den lange stabiliserende periode, hvor EU har virket.
Timingen virker sær
Offentliggørelsen af EU som årets modtager har på de sociale medier, blandt andet hos DR, resulteret i et overflødighedshorn af ironi, vantro og spydige kommentarer oven på valget.
»At EU vinder fredsprisen netop nu, kan virke lidt mærkeligt, da unionen er midt i en kæmpe krise, og der er tvivl om EU overhovedet vil overleve i sin nuværende form,« siger Rens van Munster, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS.
»Hvis man skal være kynisk, kan man sige, at det er som at tale med en gammel mand om fortiden og ikke nævne, at fremtiden ser knap så lys ud,« tilføjer han.
Trods alt en værdig vinder
Rens van Munster afviser dog ikke EU som en værdig vinder af prisen – kun at timingen kan virke en smule sær.
»Den positive stemning fra 90’erne, hvor man så EU som en samlende kraft efter Sovjetunionens fald, er svær at spore hos EU-borgerne i dag – valget ville give mere mening for 20 år siden,« siger Rens van Munster.
På trods af den nuværende krise er EU dog en værdig vinder, især hvis man ser anerkendelsen som en opfordring til at holde fast i den europæiske tanke, mener Rens van Munster.
»Prisen kan måske minde folk om, hvorfor EU blev skabt. Det var jo netop for at skabe fred på et kontinent, der tidligere var præget af krig. På den konto må man sige, at EU har været en succes. Det er trods alt bedre, at folk slås i grå jakkesæt i Bruxelles, end at de gør det i grønne uniformer,« siger Rans van Munster.
Ifølge Thorbjørn Jagland var det ikke særlig kompliceret at komme frem til årets vinder, fordi komiteen var helt enig. EU har flere gange været favorit til prisen, men først i år lykkes det altså.
Vinderen af Nobels Fredspris modtager ud over æren, en medalje og et diplom samt et større pengebeløb. Det er endnu uklart, hvem der skal modtage prisen på EU’s vegne.
»Det må EU selv afgøre,« siger Jagland.
Overrækkelsen sker ved en ceremoni på Oslo Rådhus i december.

































