I 1944 gav en samvittighedsfuld arbejdsmand besked til Nationalmuseet om, at han havde gjort et fund ved Værløse Flyvestation.
Den tyske besættelsesmagt var på det tidspunkt i gang med at etablere et militæranlæg i området, og i forbindelse med arbejdet var man stødt på et skelet og forskellige smykker i cirka en meters dybde.
Da museumsinspektør C. L. Vebæk (1913-1994) endelig, efter en del tovtrækkeri med de tyske myndigheder, fik adgang til fundstedet, fandt han skeletdele og oldsager hulter til bulter – blandt andet et dragtsmykke af en type, som arkæologerne kalder for en rosetfibel.
Alugods smykke havde et uheldigt svastika
På den ene side af smykkets nåleskede var ridset personnavnet ’Alugod’ med runer sammen med et svastika, det urgamle fælleseuropæiske solsymbol, der fik en kedelig renæssance som hagekors i Det Tredje Rige.
Fundet blev omtalt i flere af landets aviser i marts 1945, men ingen nævnte svastikaet, og det blev også behændigt retoucheret bort på de fotos fra Nationalmuseet, som aviserne bragte.
Ikke blot undlod man at omtale det forhadte nazistiske symbol – man fjernede det simpelthen fra historien. Og det var der en god grund til.
Den nazistiske forvrængning af historien
Omtalen af Værløse-fiblen var en naturlig modreaktion mod den nazistiske propaganda.
I den nazistiske ideologi var troen på den germanske races overlegenhed central, og man mente, at roden til den europæiske kultur skulle findes i Norden. Kun den germanske eller nordiske race skabte kultur, mente nazisterne, og her spillede arkæologi og runologi en stor rolle.
Nazisterne bøjede kilderne efter de svar, som de allerede på forhånd havde besluttet sig for. Runerne så man som direkte udløbere af bronzealderens helleristninger, hvorfra man kendte svastikaet. Og derfra lå det ligefor at tolke runerne som en germansk opfindelse og samtidig ophøje dem til det ældste skriftsystem i verden.
Man forkastede dermed også teserne om, at middelhavsalfabeterne havde inspireret til at opfinde runerne. Tværtimod var futharken – alle runer i rækkefølge – forgænger for alle andre alfabeter (runealfabetet begynder med bogstaverne f, u, th, a, r og k, deraf navnet).
’Nazi-runer’ var en del af uhyggelig ideologi
I nazismens ideologi blev runerne til noget andet og mere end bare skrifttegn. Hver enkelt rune havde sin egen betydning, og man forestillede sig, at betydningen lå gemt i den germanske folkesjæl.
Den måske bedst kendte nazirune er s-runen, som oprindelig var solrunen, men som i 1929 fik navnet Siegrune (sejrsrune) og blev symbolet for Hitlers SS (Schutzstaffel).
o-runen, som hed *ōðila – arv, blev brugt som symbol på ’Blut und Boden’ (blod og jord), og t-runen som symbol på krig og kamp efter t-runens navn, som var krigsguden Tyr. Den blev blandt andet populær i den nazistiske ungdomsorganisation Hitlerjugend. ʀ-runen blev symbolet på enten liv eller død, alt efter om bistavene (de kviste og bælge, som går ud fra den lodrette hovedstav i runer) vendte op eller ned.
De uhyggelige konsekvenser af selviscenesættelsen af germanerne som herrefolk er velkendte. Den førte på lang sigt til, at alle symboler, der så meget som minder om nazistiske tegn, ifølge den tyske forfatning blev forbudt. Det er de den dag i dag.
Runernes skyggeside bliver en parentes i en større fortælling
I det brede historiske perspektiv ender den mørke side af runernes historie sikkert med at blive en parentes. Selv om nynazistiske grupper stadig bruger runerne som symboler, har de i dag også fået en anden rolle.
Med tiden er runerne blevet en fast forankret del af danskernes historiske identitet, og de dukker op fra tid til anden i vittighedstegninger, tv-programmer og det danske fodboldlandsholds spilletrøjer.
I TV 2’s julekalender fra 2005, ’Jul i Valhal’, finder hovedpersonerne Sofie og Jonas en dag en hemmelig hule, hvor Loke sidder fanget. Loke overtaler dem (sådan er Loke jo) til at løsne hans bånd, og så er det kun et spørgsmål om tid, før Ragnarok bryder løs, hvis ikke Sofie og Jonas redder verden.
I julekalenderen har runerne en magisk betydning, og de spiller en central rolle i historien. Da serien blev lavet som fiktion, fik runerne ganske vist et andet udseende end de rigtige, historiske runer. Men i det øjeblik, hvor seriens titel løber over skærmen med ’runeskrift’, kan man med lidt god vilje nærmere læse ’Juth i Vathhath’ end ’Jul i Valhal’, hvis man tager afsæt i jernalderens runealfabet.
\ Læs mere
Fodboldruner er blevet lykkebringende amuletter
I 2016 lancerede Dansk Boldspil-Union nye spilletrøjer for herrelandsholdet i fodbold. Det skete under sloganet ’We will rise again’, udmeldt på engelsk som en advarsel til andre landshold.
Et billede af Holger Danske, den gamle sagnhelt, er prentet på maven, og i nakken står der: ’En del af noget større’, skrevet med bogstaver.
I nakken på målmandstrøjen er ordet vogteren skrevet med runer, og i ærmekanten på udebanetrøjerne er Danmark også skrevet med runer.
På kvindelandsholdets trøjer står der ’Signe’, der er sat sammen af to ord: sigr (sejr) og nýr (ny). Signe er ligeledes skrevet med runer.
Fasthold identitet - men lær af historien
DBU og tøjfirmaet Hummel, som står bag trøjernes design, har hentet både runer og nationale symboler for at fastholde identitet og fællesskabsfølelse.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Hver trøje er nærmest blevet en lykkebringende amulet, som spillere og tilskuere kan trække over hovedet, når der er kamp.
Julekalendere og fodboldtrøjer er heldigvis langt fra raceoverherredømme og SS-uniformer.
Nok bliver runeskriftens skyggeside en parentes i det store historiske perspektiv, men det er altid vigtigt at kunne lære af historien – så runerne ikke bliver misbrugt igen.
Artiklen bygger på bogen ’Rigets runer’ af Lisbeth Imer, en del af serien 100 danmarkshistorier fra Aarhus Universitetsforlag.
\ Læs mere
\ Læs mere
