Hjemme hos Hitler – sådan førte nazisterne verden bag lyset

16. marts 1941 - mens flere europæiske byer stod i flammer, og jøderne blev tvunget til at leve i ghettoer - publicerede The New York Times en illustreret artikel om Adolf Hitlers sommerhus 'Kehlsteinhaus', bedre kendt som 'Ørnereden', i Berchtesgadener Land i det allersydligste Tyskland, hvor alperne begynder.

I et neutralt tonefald nævner avisens korrespondent C. Brooks Peters, at fremtidige historikerne vil kunne lære noget af 'Førerens private og personlige domæne', hvor diskussioner om krigsfronten blev afbrudt af 'spadsereture med hans tre schæferhunde langs storslåede bjergstier'.

I mere end 70 år har vi ignoreret Peters' opfordring om at se nærmere på Hitlers hjemlige omgivelser. Når vi tænker på kulisserne omkring Hitler, er vi mere tilbøjelige til at forestille os Nürnberg Stadium end hans dagligstue.

Fremstilling af Hitler som fredsommeligt hjemmemenneske

Men det var gennem fremstillingen af hjemmets arkitektur og design, at det nazistiske regime fremelskede forestillingen af Hitler som en god nabo og et fredsommeligt hjemmemenneske.

I årene op til 2. Verdenskrig blev dette image brugt i Tyskland og i udlandet til både strategisk og effektivt at distancere diktatoren fra hans voldelige og grusomme politik.

Selv efter at krigen var begyndt, forduftede billedet af Der Führer, som legede med sine hunde, ikke lige med det samme.

Hitlers gennemgribende makeover

Den nazistiske mytologi fremhævede Hitlers tidlige fattigdom og hjemløshed såvel som hans ringeagt over for materielle bekvemmeligheder.

Men så snart han blev kansler - og særligt efter at hans royalties fra 'Mein Kampf' gjorde ham til en velhavende mand - brugte han mange kræfter på at designe og indrette sine bopæle: det gamle Rigskancelli i Berlin, en lejlighed i München og sommerhuset på bjergskråningen Obersalzberg ved Berchtesgaden i Bayern.

Renoveringerne i midten af 1930'erne faldt sammen med Hitlers offentlige makeover som statsmand og diplomat - en transformation, der også blev promoveret i Leni Riefenstahls nazistiske propagandafilm.

Diktatorens grove kanter blev slebet af

Den ekstremt antisemitiske folkeforførers grove kanter blev slebet af gennem skabelsen af en ny sofistikeret karakter, som dukkede op blandt de omhyggeligt udtænkte hjemlige omgivelser.

Hitlers indretningsarkitekter slog tonen an med silkegardiner og porcelænsvaser, der ledte tankerne hen på en indre verden, som var både kultiveret og fredsommelig.

Gerdy Troost - Hitlers indretningsarkitekt - spillede en vigtig rolle i fremstillingen af Hitler som en kulturel mand med god æstetisk og kunstnerisk smag.

Hun drog inspiration fra den britiske Arts and Crafts Movement ('Kunst- og Håndværksbevægelsen', fællesbetegnelse for de sammenslutninger af kunsthåndværkere og formgivere, der dannedes i Storbritannien i anden halvdel af 1800-tallet, som en reaktion mod den fremadskridende industrialisering og masseproduktion, red.) og vægtede materialerne og den håndværksmæssige kvalitet over prangende opstillinger.

Hitler var en engageret klient

Hitler var en engageret klient, og han beundrede hendes smag, selvom de sommetider have kontroverser over hans tendens til det pompøse.

Gerdy Troost - både frygtet og beundret i Nazi-Tyskland - er blevet overset i det, der siden er skrevet om tidsperioden.

Nyafdækkede arkivsamlinger afslører hendes overraskende store indflydelse på Hitler og hendes fremstående stilling i nazikredsenes elite.

Hitlers alpehytte

Ørnereden havde udsigt til Tyskland til den ene side og Østrig til den anden. Alpehytten var det af Hitlers private hjem, der stod mest til offentligt skue, og det havde et godt tag i den nazistiske forestilling om et empirium.

Hitler og hans publicister trak på Tysklands litterære og kunstneriske fremstilling af alpernes billedverden (særligt romantikkens) for at mytologisere Der Führer som en mystisk leder, der fordybede sig i - og legemliggjorde - de voldsomme og prægtige naturkræfter.

Bjergene tjente samtidigt som en menneskeliggørelse af Tysklands leder gennem hans kontakt med dyr såvel som børn. På officielle postkort, i blade og i bøger fortærede tyskerne fantasierne om et ideelt hjemligt liv, der havde rod i det naturlige landskab.

I det store Lebensraum og den rene alpeluft - hvor Solen skinnede og lyshårede børn tumlede sig - tilskyndede nazisterne tyskerne til at forestille sig den lyksalige fremtid i bytte for økonomiske afkald og friheder.

Den internationale presse så en gentleman fra Bayern

1920'erne og 1930'erne så begyndelsen af celebritykulturen, og det skabte en umættelig appetit efter informationer om de rige og berømtes liv.

Hitlers team var hurtig til at udnytte offentlighedens tørst efter oplysninger og banede vejen for de PR-strategier, vi ser i dag.

Journalister, der skrev for den engelsksprogede presse, slugte propagandaen råt og publicerede begejstrede historier om Der Führer - selv over for en alarmerende realitet, der var ganske anderledes.

Smigrende og beundrende artikler

30. maj 1937 - en måned efter at tyske fly havde bombet Guernica i Spanien - publicerede The New York Times Magazine en forsideartikel om Adolf Hitlers idylliske sommerhus i Alperne.

Artiklen beskriver, hvordan Tysklands leder - omgivet af alpelandskabet - filosoferede over Reich og tilfredsstillede sin søde tand med chokolade.

Angrebet på Guernica - som senere blev udødeliggjort af Pablo Picasso - og ofrenes frygtelige lidelser blev ikke nævnt.

I november 1938 - kort tid efter annekteringen af Tjekkoslovakiet og Krystalnatten - publicerede Homes and Gardens en artikel kaldet 'Hitler's Mountain Home', som gav Hitler æren for designet af Berghof-hytten.

Artiklen priste hans smag og beskrev hans privatliv som værende fuld af raffinement, hyggelige måltider og gode venner.

Sund, livsførelse, gæstfrihed og slik

Få dage før Molotov-Ribbentrop-pagten - som var navnet på den ikke-angrebs-pagt, Tyskland og Sovjetunionen indgik 23. august 1939 i Moskva - publicerede The New Times endnu en begejstret artikel om sommerhuset.

Artiklen beskrev Der Führers sunde livsførelse, uhøjtidelige gæstfrihed og forkærlighed for slik.

Life, Vogue og andre store tidsskrifter udgav lignende artikler, der gav læserne mulighed for at nærstudere de farvestrålende billedserier af Hitlers hjem.

Amerikanerne var længere tid om at opdage sandheden

Den britiske presse holdt op med at skrive beundrende artikler om Hitlers gentleman-smag og sysler, da fjendtlighederne begyndte. Briterne mistede hurtigt interessen for, om Herr Hitler kom sukker i teen.

Det tog lidt længere tid for amerikanerne at indse, at de var blevet holdt for nar, hvilket afspejler landets mere ambivalente holdning til indblanding i krigsførelse.

I løbet af krigens sidste uger i Europa blev Berghof bombet af allierede luftstyrker og sat i brand af Hitlers flygtende SS-tropper. Lokale indbyggere og franske og amerikanske soldater plyndrede huset for alt, der var tilbage.

Alpehytten blev en turistattraktion

Da man nåede frem til 1947 var ruinerne blevet til en turiststattraktion. De lokale myndigheder var foruroligede over de Hitler-loyalister, der kom for at hylde deres faldne leder.

Efter tilladelse fra den amerikanske besættelsesmagt demolerede regeringen i Bayern resterne af bjerghytten og beplantede området med træer.

Først i 2008 satte man et officielt skilt op, der identificerede, hvor huset havde ligget. Skiltet beskriver i korte træk på engelsk og tysk hyttens historie og ødelægger forestillingen om, at den var rammerne om et simpelt liv.

»Her tilbragte Hitler mere end en tredjedel af sin regeringtid. Her blev foretaget vigtige politiske diskussioner og forhandlinger, som førte til de katastrofale forhold under 2. Verdenskrig, til Holocaust, og som forårsagede tabet af millionvis af menneskeliv.«

Vi skal være på vagt over for livsstilsmedier

Hitler succesfulde makeover - der var udtænkt af hans designere og publicister - understreger behovet for at stille sig langt mere kritisk over for medier, der fokuserer på livsstilsnyheder, og som kan have en enorm indflydelse.

De seneste år har den vestlige presse smisket for Asma al-Assad - Syriens førstedame - og skildret hende som en kultiveret indflydelse på ægtemanden Bashar al-Assad.

Selvom nogle af medierne ihærdigt har forsøgt at fjerne alle online spor, ligger historierne stadig på præsident Assads website.

Så når det gælder et hjem, foregår der ofte mere, end man ser ved første øjekast.

Despina Stratigakos hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.

Oversat af Stephanie Lammers-Clark