Når enden er god: Døde homoer leverer den lykkelige slutning

Tag en hvilken som helst James Bond-film. Kig på skurkene. James er heteroseksuel kvindebedårer og he-man, skurkene er typisk perverse, om ikke direkte homoer, så kønslige og/eller seksuelle afvigere.

Når truslerne til slut er afværget, de onde uskadeliggjort, kloden reddet, og James Bond lyslevende i armene på endnu en kvinde, er homoerne blevet udslettet. Og verden er blevet et bedre sted.

Den egentlige vinder er altid heteroseksualiteten. Og den lykkelige slutning har de døde homoer som forudsætning. Som når den mandhaftige lebbeskurk Rosa Klebb i ’From Russia with Love’ endelig bliver skudt af b(l)ondinen Tatiana.

Den farlige homo må dø

At den homoseksuelle må dø for den lykkelige slutning er et afgørende, men temmeligt uudforsket træk ved det 20. århundredes populærkultur. Dreng møder pige, det ved vi, men før de kan få hinanden i enden, må de overkomme en masse forhindringer.

En af dem er den homoseksuelle trussel. Typisk som en person, der bliver dæmoniseret og derefter tilintetgjort. Men det kan også være i form af en farlig mulighed, der må fremvises for derefter at besværges og elimineres.

\ Læs mere

Er onde dronninger lesbiske?

Forrige århundredes romaner, dramaer, film og fjernsynsserier er én stor homoseksuel massegrav. Ovenpå den danser lykkelige heteroseksuelle par.

Når mennesker i en fjern fremtid kigger tilbage på det tyvende århundrede, vil de undre sig over dens kulturelle efterladenskaber. De vil spørge sig selv, om dette var en periode i menneskehedens historie, der elskede at se homoseksuelle dø. Og som havde svært ved at fortælle en historie med en lykkelig slutning uden døde homoer.

Homoen tog toget fra Tyskland

Der har sikkert i alle kulturer og til alle tider eksisteret kvinder, der elsker kvinder, og mænd der elsker mænd. Men kun vores kultur og tid har udviklet ’den homoseksuelle’ som en særlig persontype, der skal forfølges eller forstås, tugtes eller tolereres, bistås eller behandles.

Typen så for første gang dagens lys i Berlin i 1869, og herfra blev den hurtigt spredt til hele den vestlige verden. ’Den homoseksuelle’ kom tidligt til Danmark, blandt andet på grund af den direkte togforbindelse mellem Berlin og København.

Homoen kom med toget fra Tyskland. Og det gjorde homolitteraturen også.

Før og efter Den Store Sædelighedsaffære

Det er lidet kendt, at Danmark har en udbredt og tidlig homoseksuel litteratur.

Allerede i 1880 debuterede Herman Bang med romanen ’Haabløse Slægter’ som en tidlig homoseksuel dåbsattest, en slags tragisk og pervers ’mis-dannelsesroman’. Og i 1883 udgav Otto Martin Møller romanen ’Nina. En psykologisk Skildring’ om dansk litteraturs første lebbe.

I ’Nina’ mere end antydes det, at den perverse titelfigur dør, men Herman Bang begik den (begynder)fejl at lade den sygelige William Høg overleve. Det var medvirkende til, at romanen blev dømt usædelig og konfiskeret. Først andenudgaven fra 1884 slap gennem censuren. Den var mere ’moralsk’, for den slutter med Høgs afsked med verden.

Det er dog først efter 1900, at der i større udstrækning udgives dramaer og romaner med homoseksuelle bi- og hovedpersoner. Dette har forbindelse til den første større, offentlige homoskandale i Danmark, Den Store Sædelighedsaffære i 1906-7, som smudspressen mæskede sig i. Den medførte blandt andet, at Herman Bang måtte flygte to år til Berlin i seksualpolitisk asyl.

København: Nordens homohovedstad

Den danske homolitteratur blev næsten straks oversat og udgivet også i Tyskland. Berlin vedblev nemlig at være homohovedstad helt frem til nazisternes magtovertagelse i trediverne.

I Norden var København den største homoby, både på grund af sin størrelse og nærheden til Berlin.

Homoseksualiteten var fra første færd et storbyfænomen. Og altså oprindeligt tysk.

Døden som spidskompetence

Helt fra sin tidligste entre i litteraturen har den homoseksuelle karakter haft døden indbygget i sig. At dø var fra første færd en homoseksuel spidskompetence.

Næsten samtlige værker, der inkluderer homoseksualitet, slutter med den homoseksuelles endeligt. Lidt trist måske, men nødvendigt, og hvis den homoseksuelle har skam i livet, pligtfølelse og sans for anstændighed, tager han eller hun diskret sit eget liv.

\ Læs mere

Filmforsker: Dårlige bøssefilm er totalt oversete

Både i virkeligheden og i fiktionen efterlader den homoseksuelle selvmorder typisk et forklarende afskedsbrev, der fritager alle for skyld. Den homoseksuelle tager sjældendt sin hemmelighed med sig i graven. Også Herman Bang leverede posthumt et homoseksuelt ’testamente’, som han havde dikteret til sin berlinske læge.

De homoseksuelle vedblev at tage deres eget liv i populærkulturen de næste hundrede år. Hvis de altså ikke blev skudt, kvalt, druknet, spiddet, dolket, stegt, kogt eller sprængt i luften til stor fornøjelse for millioner af biografgængere. Den amerikanske filmforsker Vito Russo har oplistet de mange homodrab bare i Hollywood-film i bogen ’The Celluloid Closet’ fra 1981.

En god homo er ikke længere en død homo

Paradoksalt nok var det først, da mandlige homoseksuelle i firserne og halvfemserne rent konkret begyndte at dø i større antal af aids, at det ikke længere var så underholdende at se dem dø i fiktionen.

Ikke at den homoseksuelle død er forsvundet fuldkommen, men lebben og bøssen er i høj grad blevet erstattet af andre grupper.

Når vi i dag skal hygge os med populærkulturelle fiktioner, er det snarere handicappede og transpersoner, der må lade livet. 'Boys don’t cry' og 'The Silence of the Lambs' er nogle af de kendteste eksempler.

Den tid er forbi, hvor en god homoseksuel var en død homoseksuel.