Mystisk stenvej ved Karlslunde viser sig at være oldgammel

Hjulet bliver ofte peget på som en vigtig opfindelse, men opfinderen af det var nok ikke kommet langt uden veje.

Veje er interessante og vigtige, fordi de binder store og små samfund sammen, og for arkæologer fortæller de om udveksling af varer, idéer og kulturer.

I 2018 stødte forskerne på en mystisk vej, da kabellægning førte til opdagelsen af et stenlagt vejstykke tæt ved Karlslunde på Sjælland.

Forskere havde formodninger om vejens alder, men kunne ikke bevise den. Indtil nu, hvor de har brugt en teknik kaldet luminescens-datering til for første gang at datere den, som beskrevet i et studie udgivet i Quaternary Geochronology.

Vejen er dermed dateret til at være cirka 2.000 år gammel, på trods af at det eneste, der er tilbage af den, er et stykke på 16 meter med hjulspor og få sten.

»Den nye teknik, de afprøver, kan hjælpe med at datere gamle stenveje, som er noget af det sværeste at kende alderen på i arkæologi,« siger Søren Munch Kristiansen, lektor i geoscience på Aarhus Universitet, der har læst studiet for Videnskab.dk.

Vejen var et spørgsmålstegn fra starten

Da vejstykket blev opdaget under en kabellægning i 2018 og hurtigt udgravet, var der ingen artefakter i området eller andet materiale, der kunne have hjulpet med at placere den i tid.

Der var i begyndelsen heller ikke tegn på bopladser i nærheden, som ellers kunne have givet et godt hint om, hvornår vejen var fra. Man vidste derfor ikke, hvilke steder vejen har forbundet.

Siden fandt forskerne dog spor af et langhus samt to udhuse eller hegn cirka 300 meter nord for vejstykket. De er dateret til yngre romersk jernalder, samme periode som vejen er dateret til med den nye metode, men det vidste forskerne jo ikke før det nye studie.

Ikke engang vejens primære formål stod klart. Den ligger tæt ved et vådområde, og forskerne har gættet på, at den var brugt til at transportere husdyr over sumpet terræn, men de kan ikke bevise det.

Tilstedeværelsen af en boplads fra samme tid tyder dog på, at vejen har indgået i et organiseret kulturlandskab med bebyggelser, marker og infrastruktur.

Forskerne kigger på ‘opladte’ vejsten

Vejen er som sagt dateret til at være cirka 2.000 år gammel, men hvor sikre kan man være på det? Det er nemlig ikke en smal sag at finde ud af.

»Træ er et godt materiale at datere, men det er der næsten aldrig noget af på forhistoriske veje, medmindre der er en bro involveret, eller arkæologen er så heldig at finde dele af en vogn,« påpeger Søren Munch Kristiansen:

»Sporene af hjulet derimod kan man tit se som for eksempel hulveje, men ikke datere lige så nemt. Dét gør veje notorisk svære at bestemme præcise aldre på.«

Men det er her, geologi kommer arkæologerne til undsætning, nemlig med den såkaldte luminscens-datering.

Det er nemlig sådan, at når en sten bliver løftet op og siden begravet i jord, for eksempel som brolægning i en vej, bliver de udsat for forskellige typer stråling.

Den stråling skubber til elektronerne i stenene og laver derved fejl i stenenes krystalgitter, som er den måde, atomerne i krystaller er organiseret på. Og de fejl, kaldet ‘traps’ eller ‘fælder’, kan fange et par af de her løsrevne elektroner og bliver ladede.

»Og der er en øvre grænse for, hvor stor ladning bestemte typer sten kan akkumulere. Man kan se stenen lidt som et batteri, der langsomt oplades under jorden,« forklarer Warren Thompson, ph.d. i geofysik på Danmarks Tekniske Universitet og hovedforfatter til den videnskabelige artikel, til Videnskab.dk.

Men sollys er jo også en form for stråling, og hvis stenen kommer op af jorden og bliver ramt af det, så frigør strålingen fra Solen hurtigt den ladning fra jorden, stenene har samlet gennem tiden.

Når forskerne har fat i en sten, der har været begravet i lang tid, sidder de altså på en måde med et stopur, der bare kører, indtil det kommer ud i lyset igen.

På den måde kan forskerne bruge 'stopuret' og den tilbageværende ladning til at finde ud af, hvor gammel stenen - og dermed vejen, den ligger på - er.

Stadig svært at datere vejen, selvom ny teknik i høj grad hjalp

Luminescens-datering er selvfølgelig ikke et mirakelværktøj, og selvom forskerne bag studiet har haft god nytte af det her, har udgravningsstedet ved Karslunde stadig været svært at arbejde med ifølge dem selv.

Det har indeholdt forskellige typer sten og sediment, men dateringen fungerer bedst med kvartskrystaller og mineralet feldspat.

Oveni dét fandt forskerne ud af, at nogle af stenene var genbrugssten, der var blevet brugt, før vejen blev anlagt.

»Det har været et meget komplekst udgravningssted, og vores første resultater gav ikke meget mening, selvom vi gradvis fik et godt overblik over de forskellige sten,« påpeger Warren Thompson.

Efter at have taget højde for de forskellige forhold og de sten, det først ikke gik godt med at datere præcist, pegede forskerne på 2.000 år som vejens mest sandsynlige alder.

Forskerne er også meget ærlige om studiets begrænsninger, men præcisionen er rigtig god, når man tænker på, hvor svært det har været at datere veje som den ved Karlslunde, lyder det fra Søren Munch Kristiansen.

»Det er et solidt studie, hvor de får afprøvet noget ret nyt på et rigtig svært arkæologisk problem,« siger han.

Han håber selv, at teknikken kan blive en værdifuld del af værktøjskassen for arkæologer, der gerne vil vide mere om de første veje i Danmark.

»Veje var jo til at begynde med højest et få centimeter dybt hjulspor, så vi ved endnu ikke præcist, hvornår de først opstod. Heller ikke hvor længe fortidens vidt forskellige vejforløb var i brug,« forklarer han:

»Med luminescens-datering af selve hjulenes spor gennem landskabet lader det nu til, at vi kan mere end bare at teoretisere over de her spørgsmål.«