Siden anden verdenskrig er museumsverdenen og konservatorer gået ud fra, at man kunne undgå, at kunstværkerne blev nedbrudt og fik revner, hvis man indrettede museerne med klimaanlæg, som sikrede den helt rette temperatur og luftfugtighed.
Det har været en meget ambitiøs strategi, som var kostbar, og i øvrigt også energikrævende, og det er langt fra alle – især ikke de mindre museer – der har haft denne mulighed.
Nu viser ny forskning, at klimaanlæg ikke er en garanti for, at farverne ikke udtørres og krymper, skriver Berlingske.
»Ideen med disse anlæg er god nok, men nu ved vi, at vi ikke kan undgå nedbrydningen. Derfor bør museerne ændre strategi og ikke styre indeklimaet så stramt, som mange gør i øjeblikket. Det vil spare penge, være godt for klimaet, og man kan gøre det, uden at det er kritisk for malerierne,« siger en af forskerne bag Cecil Krarup Andersen, lektor ved Det Kongelige Akademi – Konservering, til Berlingske.
\ Læs mere
Cecil Krarup Andersen har sammen med lektor Mikkel Scharff undersøgt farveprøver fra kunstværker i forskellige aldre og dermed kunnet danne sig et billede af, hvilke forandringer et maleri gennemgår over tid. Og resultatet viser altså, at malerierne nedbrydes, uanset om der er et klimaanlæg eller ej.
»De nye resultater peger på, at vi er nødt til at acceptere at kunstværker kommer til at se gamle ud, og at de får revner. Det betyder grundlæggende, at vi skal gøre helt op med idealet om, at vi kan bevare kunstmalerier optimalt og perfekt. Det er ganske enkelt ikke muligt,« siger Cecil Krarup Andersen i en pressemeddelelse fra Det Kongelige Akademi.
»Nu åbner der sig en række nye spørgsmål, som konservatorer og museerne skal tage stilling til. For ét er oliemaling. Hvordan opfører nye materialer som akryl sig for eksempel? Og hvad betyder den nye viden for den måde, vi skal bevare på i fremtiden?«
Studiet er publiceret i Heritage Science.
