»Jamen, det var ham, der sagde, at jeg skulle.«
Den undskyldning har vi vist allesammen hørt før som en forklaring på, hvorfor det, vi har gjort, i sidste ende ikke er vores ansvar.
Det er ikke blot i små hverdagskonflikter om, hvem der har hapset en pose Matador Mix fra slikskuffen, at dette ræsonnement vinder frem.
Man kan nemlig også ofte støde på logikken blandt mennesker, der har begået kriminalitet.
Men har du nogensinde overvejet, om det nu også kan passe, at helt normale mennesker kan blive presset til at gøre andre ondt?
Det undersøger den nyeste video fra Tjek, der er Videnskab.dk’s YouTube-kanal, som formidler spændende forskning til unge. I denne uge dykker vi ned i ondskabens natur, når vi sætter det kendte ‘Milgram-eksperiment’ under lup, og du kan endda se ægte optagelser fra forsøget i videoen.
Milgrams skræmmende opdagelse
I kølvandet på 2. Verdenskrig og Holocaust stod mange tilbage med spørgsmålet om, hvordan det dog kunne gå så galt.
En af dem var psykolog Stanley Milgram (1933-1984).
I 1961 undersøgte han derfor, om det virkelig kan passe, at de mange mennesker, der deltog i Holocaust, blot fulgte ordrer, og hvor langt folk i det hele taget er villige til at gå for at adlyde ordrer.
På baggrund af hans utroligt grundige forsøgsdesign har man kunnet konkludere to ting.
For det første står det klart, at vores moral faktisk kan blive overtrumfet af vores lydighed.
Og for det andet viser Milgrams eksperiment, at en streng forsker i kittel - eller autoriteter mere generelt - kan få dig til at gøre mere skade på andre, end du normalt ville gøre.
Hvordan foregik det berygtede eksperiment?
Milgram indkaldte 40 mandlige forsøgspersoner i den tro, at de skulle deltage i et forsøg om, hvordan afstraffelse påvirker menneskers indlæringsevne.
Men i virkeligheden var forsøget nøje tilrettelagt med det formål at presse forsøgspersonerne maksimalt for at finde ud af, om de under de opstillede rammer ville gennemføre et forsøg, som de var overbeviste om ville gøre stor skade på et andet menneske.
Forsøget var strikket sådan sammen, at en forsøgsleder sørgede for, at forsøgspersonen blev tildelt rollen som lærer ved en tilsyneladende tilfældig lodtrækning. Men intet var tilfældigt.
Milgram havde nemlig hyret en skuespiller, der skulle spille forsøgspersonens elev.
Læreren og eleven skulle sidde i hvert sit rum, uden at de kunne se hinanden. Forsøgspersonen fik så at vide, at han skulle lave en slags vendespil med ord for at lære eleven nogle ordpar, som ‘stærk’ og ‘arm’.
Men for hvert forkert svar blev forsøgspersonen bedt om at give sin elev gradvist stærkere og stærkere stød ved at trykke på knapper på maskinen foran ham. I takt med dette ville forsøgspersonen kunne høre sin elev skrige højere og højere for hvert stød, han fik.
Knapperne udløste tilsyneladende stød med helt op til 450 volt og havde små oversættelser skrevet under dem. Den knap, der tilsyneladende udløste det stærkeste stød, var mærket med ordene ‘Fare! alvorligt stød’.
De fleste mennesker gør andre ondt under de rigtige betingelser
Hvad forsøgspersonen dog ikke vidste var, at eleven i det andet rum ikke fik rigtige stød. De skrig, forsøgspersonen kunne høre, var nemlig blot en lydafspilning af nogle skrig, der på forhånd var blevet optaget for at skabe et overbevisende, realistiskt lydbillede af, at eleven var i smerte.
Ud fra forsøgspersonens perspektiv var situationen dog ganske reel og alvorlig.
Hvis en forsøgsperson begyndte at sige fra og nægte at straffe sin elev med voldsomme stød, var det forsøgslederens job at presse på og give klare ordre til, at forsøgspersonen skulle fortsætte.
Overraskende nok viste det sig, at hele 65 procent af forsøgspersonerne gik hele vejen og udsatte deres elev for stød på hele 450 volt. Når eleven fik det højeste stød, ville der ikke blive spillet en optagelse af et skrig, så det ville virke som om, at stødene var blevet for meget for ham.
Set i det lys kan man altså rose Milgrams forsøgsdesign for at være både godt og overbevisende, da det løftede sløret for en del af menneskets psykologi.
Men på den anden side har forsøget også høstet stor kritik, fordi forsøgspersonerne blev lagt under et alt for stort psykisk pres, der kunne være skadeligt for dem. Forsøgspersonerne blev desuden, ifølge kritikerne, ikke debriefet grundigt nok efter at have været involveret i, hvad der for dem havde føltes som en meget voldsom oplevelse.
Forsøget vil altså have svært ved at leve op til nutidens forskningsideal og etiske standard om, at vigtigheden af den viden, der bliver produceret, altid skal opveje de personlige omkostninger, det har for forsøgspersonerne at deltage i et forskningseksperiment.
\ Læs mere
Viden fra forskere og fagfolk
Hvis du vil vide mere om Milgrams berygtede forsøg, hvorfor det ikke levede op til nutidens standarder for etisk forskning, og hvordan forskere i dag forholder sig til hans eksperiment, er det blot at gå i krig med Tjek-videoen i toppen af artiklen.
De informationer, vi præsenterer i videoen, har vi fra forskere:
- Henrik Høgh-Olesen, professor, Psykologisk Institut, Aarhus Universitet.
- Jesper Ryberg, professor, Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab, Roskilde Universitet.
