Flere steder i verden bliver forbrydere, der begår ny kriminalitet efter de kommer ud af spjældet, straffet endnu hårdere end forbrydelsen egentlig berettiger til.
Blandt de mest ekstreme tilfælde er '3 strikes and you're out'-lovgivningen i Californien, hvor kriminelle får mellem 25 år og livstid tredje gang, de bliver dømt for en forbrydelse. Argumentationen er, at selv hvis truslen ikke afholder dem fra at begå kriminalitet, så holder det dem i det mindste langt væk fra os andre, hvis de begår ny kriminalitet.
Men i antologien Recidivist Punishments: The Philosopher's View, som professor i filosofi på RUC Jesper Ryberg står bag, tager danske og internationale filosoffer stilling til den etiske rimelighed i at straffe tidligere dømte kriminelle hårdere end førstegangs kriminelle.
»Der mangler en filosofisk-etisk tilgang til spørgsmålet,« siger Jesper Ryberg.
Danske Thomas Søbirk Petersen der er lektor i praktisk filosofi på RUC, står for den mest opsigtsvækkende tilgang til emnet i bogen. Han argumenterer for, at kriminelle der bliver dømt igen, skal have en mildere straf end forbrydelsen ville have udløst, hvis de var førstegangs kriminelle. Hans pointe er, at fængselsopholdet øger deres incitament til at opsøge ny kriminalitet.
»Når kriminelle kommer ud af fængslet efter afsonet straf, kommer de ud til en verden med muligheder der er langt mere indskrænkede, end de var inden straffen. Straffeattesten gør det vanskeligere af få job, og uden job bliver det vanskeligere at opbygge en tilværelse, og betale den gæld af, som de eventuelt har til samfundet i form af regning for sagsomkostningerne,« siger Thomas Søbirk Petersen.
Indsatte ryger tilbage bag tremmer
De kriminelle står med andre ord betydeligt dårligere end inden de kom ind at sidde, og sandsynligheden for at de igen begår kriminalitet er derfor langt større end sandsynligheden for at helt almindelige mennesker kommer i karambolage med loven.
En undersøgelse foretaget af det amerikanske justitsministerium i 2002 viser, at 67,7 procent af de 300.000 fanger der blev løsladt i 1994 blev dømt for en ny forbrydelse indenfor tre år. Tilsammen stod de 300.000 fanger for næsten fem millioner anholdelser. Det følger nogenlunde statistikkerne fra andre lande. Blandt andet viser en undersøgelse af fanger løsladt i Finland 1993-2001, at over halvdelen ender bag tremmer inden for fem år.
»Derfor kan man argumentere for, at samfundet er medansvarlig, hvis løsladte indsatte ender med at begå kriminalitet igen, og derfor skal de straffes mildere,« siger Thomas Søbirk Petersen.
Selv om synspunkter virker pudsigt, er det ikke helt dumt. I Rockwoolfondens undersøgelse fra 2008 Forbryderen og samfundet - Livsvilkår og uformel Straf skriver Rockwoolfondens forskningschef professor Torben Tranæs direkte, at straf øger risikoen for fornyet kriminalitet.
»Et fængselsophold af en vis længde reducerer en persons muligheder på arbejdsmarkedet betragteligt. Hertil skal lægges et andet af vores resultater, nemlig at dårlige jobchancer øger tilbøjeligheden til at begå kriminalitet; og specielt at folk, som oplever en pludselig og betydelig forøget ledighedsrisiko, bliver mere tilbøjelige til at begå kriminalitet. Det er derfor ikke umiddelbart til at sige, om det er denne ekstra straf i form af dårlige jobchancer – samfundets uformelle straf – som er den udløsende faktor bag ny kriminalitet, eller om det er selve fængselsopholdet, det dårlige selskab osv.«
Fortjener alle det samme?
Thomas Søbirk Petersen understreger, at han ikke argumenterer for at gentagelseskriminelle skal straffes mildere, han argumentere for, at man kan argumentere for det ud fra de præmisser vi straffer ud fra.
»Det er et kontroversielt synspunkt, men pointen er, at man kan argumentere for det ud fra den strafmodel, der handler om, at forbryderen har fortjent sin straf. Hvis samfundet har indskrænket hans muligheder og stigmatiseret ham med en straffeattest, så kan man argumentere for, at han fortjener straffen mindre end en førstegangs kriminel, og derfor skal have en mildere straf,« siger Thomas Søbirk Petersen.
I det hele taget er der en lang række socioøkonomiske parametre der går igen blandt de fleste kriminelle. Mange er så at sige næsten født til en kriminel løbebane.
»Ud fra tanken om, at straf er fortjent, virker det underligt, at vi alle bliver straffet ens, når vores muligheder i livet er så forskellige. For nogle er en kriminel løbebane langt mere nærliggende end for andre. I princippet kan argumentet også anvendes ved første gangs kriminalitet,« siger Thomas Søbirk Petersen.
Hvorfor straffer vi hårdere?
Argumentationen er det mest eksotiske indlæg i antologien. I bogen tager filosofferne stilling til straf ud fra de mest almindelige strafmetoder, fortæller Jesper Ryberg.
»Den mest almindelige model siger, at borgeren er et ansvarligt menneske, og samfundet tager det ansvar alvorligt, når handlinger har konsekvenser i form af straf. Det er underordnet om man tidligere er dømt, da straffen udelukkende bliver vurderet ud fra forbrydelsen,« siger Jesper Ryberg og fortsætter:
»Den anden model siger, at straf handler om at fjerne forbrydere fra gaden, ved at spærre dem inde eller true dem til lovlydighed. Her bliver forbryderen straffet hårdere ved gentagelseskriminalitet. Den tredje model straffer førstegangs forbrydere mildere end forbrydelsen egentlig berettiger, hvis man igen begår kriminalitet igen bliver den egentlige straf udløst.«
I bogen bliver der diskuteret for og imod de forskellige modeller ud fra et etisk synspunkt. Bogens overordnede pointe er, om man udfra et etisk-filosofisk synspunkt kan retfærdiggøre, at straffe personer hårdere, fordi de tidligere har begået en forbrydelse, som de har udstået deres straf for.
