Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Kultisk tempel i Jylland topper listen over årets 10 vigtigste arkæologiske fund

Annonce:

Arkæologer fra Museet på Sønderskov havde kun lige nået at forlade den mark, hvor de - i al hemmelighed - har brugt 10 uger på at udgrave et tempel fra jernalderen, da det blev offentliggjort, at deres fund er årets største.

Egentlig rangeres fundene ikke på listen over årets 10 største arkæologiske fund, som slots- og kulturstyrelsen står bag.

Det skyldes, at »de alle er vigtige for forståelsen af vores fælles kulturarv«, skriver styrelsen.

Alligevel har jernaldertemplet ved Fæsted med al tydelighed fået lov at toppe listen i år.

Arkæologerne har ikke bare fundet resterne af det, der ser ud til at have været en kultisk bygning fra cirka år 150-450. De har også fundet op mod 50 lansespidser og spyd, to bukkede sværd med guldfragementer og bronzegenstande, blandt andet beslag fra vogne.

Måden, hvorpå alle disse ting var placeret både inden for og uden for bygningen, giver arkæologerne grund til at tro, at her engang har foregået rituelle handlinger, blandt andet ofringer af våben og guld.

»Det, vi kan se, er, at man har haft en uhyggelig glæde ved at ødelægge de værdifulde genstande. Det er sket som led i nogle kultiske ritualer, vi overhovedet ikke forstår mere,« siger museumsinspektør Lars Grundvad fra Museet på Sønderskov til Politiken.

Annonce:

»Vi begynder nu at forstå, hvornår og hvordan det er sket, og nu skal vi til at forstå hensigten. Hvad man har tænkt, når man har destrueret sine ting«.

De øvrige ni (og urangerede) fund på listen er:

  • 92 grave fra romersk jernalder udgravet ved Roskilde
  • Offentlige latriner fra senmiddelalderen og renæssancen fundet i Ribe
  • Skibsvrag fra 1500-tallet fundet i Køge
  • Københavns ældste kirkegård (under Rådhuspladsen)
  • Skæring Munkegård og fortællingen om en hævnbrand
  • Niels Bugges borg fra 1300-tallet
  • Rester fra masseproduktion af Jern ved Silkeborg
  • Lerskiver med bidemærker fra stenaldermennesker
  • 5.000 års vestjysk historie samlet på ét stort højopløseligt foto

Videnskab.dk har dækket flere af de vilde fund.

Du kan læse mere om Københavns ældste kirkegård i artiklerne 'Københavns ældste kirke måske fundet under Rådhuspladsen' og 'Skeletter på Rådhuspladsen stammer fra vikingetiden'.

I artiklen 'Ad! Stenaldermennesker bed i ler' kan du læse om de mærkelige bidemærker i lerstykker.

Du kan læse mere om de forskellige projekter på slots- og kulturstyrelsens hjemmeside, hvor listen findes.

ele

Annonce: