Den sorte død ramte Europa i 1347 og dræbte mellem 30 og 50 procent af den europæiske befolkning i løbet af seks voldsomme år. Det var ikke en enkeltstående epidemi. Den markerede starten på den anden pestpandemi I Europa, der varede flere hundrede år og kun ganske langsomt forsvandt fra kontinentet efter den store pest i London i 1665-1666.
Hidtil har man troet, at smittebærende rottebestande i Europas storbyer var en slags rugekasse for sygdommen, eller rottebestande ude i vildnisset. Men resultatet af vores forskning, udgivet i tidsskriftet PNAS, indikerer noget andet.
Hvis teorien om smittebærende rottebestande var korrekt, ville man kunne forvente, at pestudbruddene var forbundet med lokale klimatiske udsving - et godt høstår for landbruget og i skovene ville have haft en indflydelse på antallet af gnavere både i byerne og på landet og resultere i mere pest.
Vi fandt da også, at Europas pestudbrud var påvirkede af klimatiske udsving - men i Asien.
Teorierne om pesten er dårligt underbyggede
Den sorte død ankom til Europa fra Asien. Historiske optegnelser fører den tilbage til udbrud i 1345 i Astrakhan og Sarai, to handelsbyer beliggende ved Volga-flodens delta ved det Kaspiske Hav.
Det vides ikke, hvor den sorte død kom fra, før den slog til i de to byer. Gennem DNA fra tænderne af europæiske pestofre, har man imidlertid fundet den middelalderlige pestbakterie Yersinia pestis' tætteste nulevende familiemedlem i blandt andet murmeldyr og langhalede jordegern i det nord-vestlige Kina.
(Illustration: SchmidStenseth/PNAS)
De mest fremherskende fortællinger om pesten er dårligt underbyggede. En af teorierne er, at pesten i middelalderen blev overført af smittebærende sorte og brune rotter og spredt til mennesker ved rotteloppebid.
Det var rent faktisk på den måde, at den 3. pestpandemi blev overført i det 19. og 20. århundrede. Men der arkæologiske fund tyder ikke på, at der var mange rotter at finde i det meste af middelalderens Nordeuropa udover mindre bestande i havnebyer, og der findes ingen historiske optegnelser om, at rotterne spillede en rolle i sygdommen.
Pestbærende gnaverbestande er en anden fremherskende teori. Ifølge den blev sygdommen bragt til middelalderens Europa én gang - ved epidemien den sorte død i 1347-52, og derefter forblev virussen blandt rotter og gnavere og forsatte med at forårsage udbrud i europæiske byer i flere hundrede år.
Klimaudsving i Centalasien gik forud for pestudbrud
Det er den teori, vores mål var at finde evidens for, men vi endte med at udfordre. Ved hjælp af klimaregistreringer baseret på årringe i træer påviste vi, at genindførslen af pest i de europæiske havne var forbundet med perioder med meget nedbør, efterfulgt af tørke, over store dele af Centralasien.
Det var hårde betingelser for de gnavere i regionen, der var værter for pestvirussen, og antallet af dem faldt brat. Smittebærende lopper fandt nye værter, ofte satte de sig fast på forbipasserende handelsrejsende eller deres kameler, men vi ved ikke nøjagtigt, hvordan pesten rejste vestpå. Hvad vi ved er, at 14-16 år efter den gnaverdræbende tørke, var pesten igen i Europa.
Diagrammet viser klimaudsvingene i Centralasien, der gik forud for den sorte død i 1347, den italienske pest i 1629 og den store pest i Marseille et århundrede senere, men - bemærkelsesværdigt nok - ikke pesten i London i 1665 eller udbruddet i Wien 10 år senere.
(Illustration: Wikimedia Commons)
Det følger et mønster, som vi forbinder med nutidige pestudbrud. Hvad er konsekvensen af denne opdagelse? Med hensyn til vores forståelse af forgangne pestpandemier giver det en anden synsvinkel på, hvordan sygdommen bevægede sig gennem Europa, drevet af klimaudsving, der ofte fandt sted, og som stadig ofte finder sted idag.
Det indikerer, at der måske aldrig har været permanente bestande af pestbærende rotter i Europa. Murmeldyr i bjergrige dele af det centrale og sydlige Europa har ganske vist været inficeret og har overført pest i middelalderens Europa, men vi fandt ingen tegn på, at de kan etablere en permanent smittebærende bestand som deres slægtninge i Asien gør.
Dertil kommer den observation, at pesten forsvandt fra det europæiske fastland, mens der fortsat var udbrud i Mellemøsten og Nordafrika efter klimaudsving i Centralasien. Det er en stærk indikation af, at årsdagen til at pesten forsvandt fra Europa ikke skal ses i forhold til, hvorfor de smittebærede bestande forsvandt, men hvorfor sygdommen ikke længere kunne spredes effektivt ud over kontinentet.
Det rejser nye spørgsmål, som historikere, epidemiologier og biologer kan stille i deres bestræbelser på at rekonstruere, præcis hvad der skete i en af de mest ødelænggende pandemier i menneskehedens historie.
Boris Schmid modtog støtte fra FP7-PEOPLE, project 302329 PlagueEco2Geno. Nils Christian Stenseth hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret The Conversation.
