Kan man både være 'hardcore' videnskabsmand og troende?
BOGOMTALE: Ja, svarer jeg og en række andre forskere i bogen ’Tro og Videnskab’. Og ser man historisk på problematikken, er videnskaben faktisk fyldt med religiøse forskere.
videnskab_religion_spiritualitet_naturvidenskab_forskning

Der behøver ikke være en modsætning mellem at være forsker og troende, skriver en række troende forskere i ny bog. (Foto: Shutterstock)

Jeg er professor i astrofysik. Og jeg er troende kristen.

For mange vil det komme som en overraskelse. For man kan da ikke være hardcore (natur)videnskabsmand og tro på en gud i det høje, kan man?

At videnskab og tro/religiøsitet gensidigt udelukker hinanden er en ret udbredt opfattelse.

Det er et synspunkt, man for eksempel kan finde hos den engelske videnskabsmand John William Draper, der skrev bogen ’History of the Conflict between Religion and Science’ sidst i 1800-tallet.

Men det er også et synspunkt, der i højeste grad lever i dag, for eksempel i den just udgivne ’Naturvidenskabens ABC’ skrevet af en ekspertgruppe nedsat af Undervisningsministeriet.

Her kan man på side 15 læse:

»Naturvidenskab, som vi kender den i dag, tog sin begyndelse i midten af 1500-tallet, hvor Andreas Versal udgav værket ’Om opbygningen af den menneskelige krop’ og grundlagde den moderne anatomi, og Nicolaus Kopernikus udgav værket ’Om de himmelske sfærers omdrejning’ og dermed indledte et opgør mod overtro og mystik om naturens fænomener til fordel for en beskrivende og analyserende tilgang. Gennem oplysningstiden i 1700-tallet blev naturvidenskaben styrket, og der stod respekt og beundring om de videnskabsmænd, der afdækkede og forklarede, hvordan ’Guds skaberværk’ i virkeligheden var blevet til.«

Lidt polemisk vil jeg hævde, at der er mere overtro og mystik i denne formulering end i tankegods, man kunne finde hos teologer på Kopernikus og Versals tid.

Masser af troende forskere

I bogen 'Tro og Videnskab' gør vi op med den udbredte konflikttese på to måder:

  1. Vi og andre troende forskere er levende eksempler på, det lader sig gøre.
  2. Historisk set er der faktisk ikke så stor konflikt, som vi er blevet oplært til at ’tro’  

Lad os begynde med punkt 1. Bogen er skrevet af folk, der alle opfatter sig selv som kristne fra en række forskellige kirkesamfund rækkende fra pinsekirken til katolicismen og inklusive folkekirkekristne som mig selv.

Ud over at være kristne er vi også videnskabsfolk indenfor en bred vifte af felter som astrofysik, hospitalsfysik, lægevidenskab, litteraturvidenskab, informationsvidenskab og matematik. Vi er naturligvis blot nogle få eksempler blandt mange flere troende forskere.

Min vurdering er, at religiøs tro blandt forskere nok kun findes hos et mindretal, men det er slet ikke sjældent (måske 1/3 ikke er helt skævt, se for eksempel her, her og her).

Er det så et problem?

LÆS OGSÅ: Religion, videnskab, følelse og fornuft – kan de virke frugtbart sammen?

Tro og Videnskab

Bogen ’Tro og Videnskab’ er en antologi med 13 bidrag fra kristne videnskabsfolk. Den er udgivet på Forlaget CKT (Center for Kristen Tænkning). Forfatteren til denne artikel, Johan P. U. Fynbo, er en af bidragsyderne.

Bogens tese er, at tro og videnskab stimulerer hinanden og har gjort det op gennem idé- og videnskabshistorien.

De 13 kristne videnskabsfolk forklarer i bogen, hvordan de rent logisk kan forene tro og videnskab, fordi de to størrelser beskriver forskellige dimensioner af tilværelsen. Læs mere her.

Giv videnskaben, hvad videnskabens er, og Gud, hvad Guds er

Jeg synes ikke, man kan se bort fra, at der nogle gange opstår konflikter mellem trosforestillinger og videnskabelig erkendelse, men efter min opfattelse skyldes dette, at man så lader religion eller videnskab træde ved siden af sit rette domæne.

Jeg kan for eksempel ikke selv forholde mig videnskabeligt til religiøse forestillinger om treenighed eller opstandelse, men jeg tænker som Paulus, at: ’Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt’.

Kort sagt skal man ikke bruge religion til at udtale sig bombastisk om verdens fysiske natur, men omvendt skal man heller ikke ekstrapolere videnskabelige erkendelser til totaltydninger af hele tilværelsen (som i nogle af de udgaver af de metafysikker, man kalder scientisme og naturalisme).

Den belgiske præst og fysiker George Lemaitre, som vi nævner i bogen, siger det meget fint:

»På en måde ser en forsker i sin forskning bort fra sin tro. Dette gør han ikke, fordi hans tro kunne lede ham i uføre, men fordi det ingen direkte relevans har for hans videnskabelige virke. På samme måde adskiller en kristen sig heller ikke fra en ikke-troende, når det kommer til at gå, løbe eller svømme.«

LÆS OGSÅ: 'Kan religion og videnskab følges ad?'

Historien rummer masser af kristne videnskabsfolk

Nu springer vi til punkt 2, altså, forholdet mellem videnskab og tro gennem tiderne.

Citatet fra ’Naturvidenskabens ABC’ repræsenterer som sagt en udbredt opfattelse om konflikt eller måske en form for revolution startende med Kopernikus.

Kopernikus og Versal var imidlertid ikke ude i noget opgør med overtro. Kopernikus frygtede ikke repressalier fra kirken – hans arbejde blev faktisk støttet af kirken.

Snarere end at stå i opposition til kristendommen og kirken stod folk som Kopernikus, Versal, Galilei, Newton og så videre på skuldrene af store, kristne tænkere som Roger Bacon, William af Ockham, Jean Buridan, Nicole Oresme, de såkaldte Merton calculators fra Oxford og Nicolaus Cusanus.

Disse navne vil givetvis være ukendte for de fleste, men de var med til at udvikle de tanker om for eksempel kosmologi, bevægelsens natur, begreberne impuls og inerti og så videre, som Galilei, Newton og andre videreudviklede.

Hvis man gerne vil læse mere om denne spændende historie, vil jeg anbefale professor Olaf Pedersens bog ’Naturerkendelse og Theologi’.

Har været en frugtbar samtale mellem naturerkendelsen og teologien

Jeg synes, det er mere retvisende at sige, at der har været en meget frugtbar samtale mellem naturerkendelsen/naturfilosofien og teologien gennem historien.

I boksen under artiklen her kan du finde en række citater helt tilbage fra nogle af kirkefædrene (-og mødrene) fra 300-tallet (Macrina d. yngre, Gregor af Nyssa, Augustin) og frem til nogen af den moderne fysiks pionerer (for eksempel Maxwell), der belyser dele af denne frugtbare samtale.

Ingen af disse videnskabelige pionerer så en modsætning mellem deres videnskabelige arbejde og tanken om ’Guds skaberværk’ – tværtimod.

Ej heller så kirkefædrene en modsætning mellem kirken og videnskaben.

LÆS OGSÅ: Er naturvidenskab en religion?

Forskerzonen

Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.

Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.

Konflikttesen matcher ikke kristnes tanker

Konflikttesen henter særlig sin støtte i den kendte retssag omkring Galilei i starten af 1600-tallet, hvor Galileo blev dømt for at fremføre det synspunkt, at Jorden bevæger sig.

Dette var uden tvivl en katastrofe for kirken (og for Galilei, som sad i husarrest de sidste 11 år af sit liv), men sagen er mere kompleks, end mange tror, og skyldes måske mere konflikten mellem store egoer end en principiel modsætning mellem tro og videnskab.

LÆS OGSÅ: 'Historiens største sammenstød mellem religion og videnskab'

Den moderne modsætning mellem videnskab på den ene side og  ’bogstavtro’ læsning af Biblen, ungjords-forestillinger (en variant af kreationisme) og den slags på den anden side er faktisk et moderne fænomen, som ikke er repræsentativ for kristnes tanker – hverken i dag eller gennem historien.

Jeg søger som naturforsker ikke at blande mine religiøse overbevisninger bastant ind i forskningen, men jeg kan følge Gregor, Macrina, Maxwell og andre kristne forskere gennem tiderne, i det synspunkt at det mest fascinerende ved naturforskningen er, at vi lærer noget om skaberværket og dermed i en vis forstand gennem forskningen kan beundre og tilbede skaberen.

På den måde er forskning dybest set en kærlighedshandling.

LÆS OGSÅ: 'Hvorfor har mennesket behov for religion?'

LÆS OGSÅ: Hvornår får videnskab bugt med religion?

Religion og videnskab: En frugtbar samtale

Dette er nogle eksempler på, hvordan der har været en frugtbar samtale mellem religiøse forestillinger og det, vi i dag kalder ’videnskab’.

Selve ordet videnskab er selvfølgeligt ikke gammelt, men naturfilosofien er (de fulde referencer til citaterne kan findes i bogen ’Tro og Videnskab’, men mange kan også googles).

For den troende er naturfilosofien en måde at nærme sig Gud. Det formulerer Gregor af Nyssa (ca. 335-394 e.v.t.) således:

»Han som af natur er hinsides al natur, han som er hinsides sanserne og hinsides tanken, han kan ses og gribes med andre metoder. Der er mange sådanne forståelses-måder. For eksempel er det muligt gennem den visdom, der ses i alle ting  at få en opfattelse af ham som skabte alting i visdom.«

I værket ’Om sjælen’ hører vi Macrina d. yngre (327-379 e.v.t., Gregors søster) forklare om menneskets forståelse af verden.

Jeg synes, det er et godt citat, da det dels viser noget om, hvor godt uddannede Gregor og Macrina faktisk var i astronomi, dels viser noget om respekten for den videnskabelige undersøgelse.     

»Sandelig, det er sandt, hvad en af de hedenske kulturer er kendt for at have sagt, at det er sindet, der ser og sindet, der hører. Hvis du er uenig i dette må du forklare mig hvordan du, når du ser på Solen, som du er blevet oplært til at observere den, slutter, at størrelsen af skiven ikke er som den forekommer for de fleste, men at den mange gange overstiger størrelsen af hele Jorden.

Når du ikke med sikkerhed frem til denne konklusion via rationelle overvejelser omkring fænomener som bevægelser, afstande og tider, og årsager til formørkelser? Og når du betragter den tiltagende eller aftagende Måne ledes du til andre sandheder fra den visuelle forekomst af dette himmellegeme, nemlig at den selv er uden lys, og at den kredser i cirklen nærmest Jorden, og at den oplyses af lys fra Solen (…)

Dem der ser dette, men ikke undersøger det, tror at lyset kommer fra Månen selv (…) Du ser, hvad øjet ikke ser. Øjet ville aldrig af sig selv have opnået denne indsigt uden noget som ser gennem øjet og bruger data fra sanserne som ledetråde fra det åbenbare til det usete. Det er overflødigt også at nævne de geometriske metoder som skridt for skridt fører os fra synlige aftegninger til sandheder, der ikke selv er synlige, og utallige andre eksempler, der alle beviser, at forståelse er resultatet af en intellektuel essens dybt i vores natur som virker gennem vores kropslige sanser.«

Eksperimentet afviser hypotesen

En anden af kirkefædrende, Augustin (354-430 e.v.t.), skrev disse kloge ord om videnskab og læsning af Biblen:

»Uden at være kristne har mennesker i mange tilfælde erhvervet mange kundskaber om jorden, himlene, verdens elementer, og om (stjernernes) bevægelser, omdrejninger og afstande, og om dyrs, planters og mineralers natur (...), kundskaber som de opnår med stor sikkerhed gennem erfaringer og fornuften.«

Derefter fortsatte han med denne vigtige betragtning om, at det værste er, »når en ikke troende kommer til at høre en kristen tale om disse ting på grundlag af Biblen og fremkomme med så mange naragtigheder, at han næppe kan bare så for at le. Det værste er ikke, at han ler ad en person, der er hildet i fejltagelser. Det værste er, at folk uden for kirken skulde give vore bibelske forfattere ansvaret for sådanne meninger. Det vilde med det samme overbevise dem om, at Skriften er fuld af fejl angående spørgsmål, som de selv har undersøgt enten gennem erfaringen eller med ubestridelige beregninger.«

I Dante Alighieris (1265-1321) ’Guddommelige komedie’ findes en fin beskrivelse af den videnskabelige metode. I bogen diskuterer Dante med Beatrice om, hvorfor der er mørke pletter på månen. Her siger Beatrice:

»Nu kan du hævde at de mørke pletter må skyldes det at lyset reflekteres fra større afstand, dybere i månen; men indvendingen holder ikke hvis man gør et eksperiment - og den metode er kilde til al kunst og viden hos jer [min understregning]: Du anbringer tre spejle, to i samme, det tredje i lidt større afstand fra dig…«

Herefter forklares det, hvordan eksperimentet afviser hypotesen.

Citater fra troende videnskabsfolk

De sidste citater er eksempler på troende videnskabsfolk, der har udtalt sig om tro:

James Clerk Maxwell (1831-1879):

»Det menneskelige sind tilfredsstilles ikke ved blot at dvæle ved fænomenerne, men søger mod de principper, der er manifesteret i fænomenerne, og disse elementære principper overbeviser os om, at naturlovene og lovene for åndsliv kommer fra den samme kilde, kilden til al visdom og sandhed.«

Vera Rubin (1928-2016):

»I mit eget liv er min videnskab og min religion adskilt. Jeg er jødisk, og derfor er religion for mig en slags moralsk kode og en slags historie. Jeg forsøger at bedrive min videnskab på en moralsk ansvarlig måde, og jeg mener, at ideelt set skal videnskab ses som noget, som hjælper os med at forstå vores rolle i universet.«

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Ugens videnskabsbillede