Jeg byggede en historisk hundeslæde fra bunden: Her er, hvad jeg lærte

Hundeslæden er et symbol på den grønlandske kulturarv.

Den var en af de vigtigste transportformer i det forhistoriske Grønland og var en central forudsætning for udbredelsen af præ-Inuitkulturen på tværs af det nordamerikanske Arktis.

Alligevel er forskning i hundeslædekulturen et overset felt, især den materielle del.

Og det er på trods af at slæde- og hundeudstyr ofte ses i arkæologiske sammenhænge og i etnografiske samlinger. Derfor satte jeg mig for at forsøge at udfylde et af hullerne i vores viden ved at bygge og teste en traditionel hundeslæde.

Hvordan det gik – og hvordan det kan gøre os bedre til at forstå hundeslædekulturen – vil jeg fortælle om i denne artikel.

Global opvarmning og snescootere truer hundeslæden

Vi ved ikke særlig meget om teknologien bag de forskellige typer af hundeslæder, der har været brugt gennem tiden i Grønland.

Den eksisterende forskning i hundeslædekulturen fokuserer hovedsageligt på genetiske undersøgelser af sammenhængen mellem menneskelige migrationer med arktiske hunde eller på domesticering af hunde gennem deres forbindelse til ulve (se for eksempel her, her og her).

Som en del af mit ph.d.-projekt lavede jeg derfor et teknologisk studie, hvor jeg rekonstruerede og testede en vestgrønlandsk hundeslæde fra 1930’erne.

Jeg valgte netop den hundeslæde, fordi den ville være mest anvendelig i nutidens Vestgrønland. Det var vigtigt for mig, at slæden også kunne benyttes efterfølgende af en lokal slædekusk, og ikke bare blev kasseret efter projektet.

Studiet er en del af et igangværende ph.d.-projekt, der udspringer af et større forskningsprojekt kaldet Qimmeq. Dets formål er at skaffe og udbrede viden om den grønlandske slædehundekultur og hundeslædens materielle historie – og derved sikre hundeslædekulturens overlevelse.

I takt med at havisen lægger sig i kortere tid over mindre havområder som følge af den globale opvarmning, samt en stigende konkurrence med snescooteren, er hundeslæden nemlig bevaringstruet.

Et arkæologisk eksperiment

Når man arbejder arkæologisk på den måde, jeg har gjort, kalder man det eksperimentel arkæologi.

Det er en metode, man typisk bruger til at teste bestemte hypoteser og processer ved at lave en nøjagtig kopi arkæologiske genstande.

Helt konkret brugte jeg en forårssæson i den vestgrønlandske by Sisimiut på at bygge slæden og prøvekøre den med et spand slædehunde.

For det er først: Når man selv har konstrueret og benyttet en genstand, at man lægger mærke til alle de detaljer, som ved første øjekast glider ubemærket hen. Det gælder eksempelvis tværbræddernes udformning, at mederne er skåret i smig, og hvilken slags knob man har brugt.

På trods af min meget begrænsede snedkererfaring, var det derfor væsentligt for projektet, at jeg byggede slæden selv.

Hvordan var slæden bygget?

Jeg gik i gang med at bygge slæden i foråret 2023. Jeg tog som sagt udgangspunkt i en historisk slæde fra 1930’erne, som oprindeligt er fra Upernavik-distriktet.

Nationalmuseet i København modtog den som gave i 1930’erne af kolonibestyrer C.E. Lemcke-Otto, men i 1995 blev de vestgrønlandske genstandssamlinger tilbageoverført, og slæden befinder sig i dag på Grønlands Nationalmuseum i Nuuk.

Som en del af byggeforberedelserne var jeg derfor i Nuuk for at undersøge dens mål og materialer, så jeg vidste, hvilken slags træ jeg skulle bruge.

Den originale Upernavik-slæde er 240 cm lang og 66 cm bred, hvilket er væsentlig smallere end dem, der bliver brugt i dag. Den er bygget af fyrretræ og er bundet sammen med kobberem (snor) af sælskind.

Under slædemederne har den ’skoning’ af hvalknoglestykker, for at den bedre kunne glide og for at beskytte træet.

Jeg kunne desværre ikke skaffe hvalknoglestykker til rekonstruktionen, men ellers er min slæde bygget i samme materialer som den oprindelige.

For at få en fornemmelse af hvor meget det havde krævet at bygge slæden, brugte jeg også primært håndværktøj til rekonstruktionen.

Efter at have brugt flere uger i snedkerværkstedet, med både op- og nedture, var jeg spændt på endelig at skulle teste slæden. Jeg var også lidt nervøs for, om den ville holde hele turen - eller om vi ville ramme en sten, så træet flækkede, og vi så skulle gå hele vejen hjem med hundene.

Første gang på isen

Jeg testede slæden sammen med en lokal slædekusk fra Sisimiut, Julia Lings. Under mit ophold havde hun oplært mig i, hvordan man spænder slædehundene for og i hundeslædekørsel generelt.

Fordi slæden var forholdsvis let, valgte vi kun at spænde fire hunde for, i modsætning til de cirka 11 hunde, man plejer at bruge. Ellers ville den være svær at bremse igen.

Vi mærkede også undervejs, at den slingrede mere, end den slæde vi plejede at køre med.

Det var virkelig en overvældende følelse at køre på en hundeslæde, jeg selv havde bygget (især med tanke på, at jeg kun havde prøvet at bygge en enkelt skammel inden da).

Da vi var nået over halvvejs på vores sædvanlige rute, uden nogle udfordringer, var jeg både lettet og ret stolt, da vi vendte om mod hundebyen igen.

Ved at bygge denne her slæde har jeg fået en ny indsigt i de mange konstruktionsdetaljer, som man kun lærer ved at selv at prøve det.

Jeg har lært meget om de valg, der ligger bag slædens udformning, men også hvordan man er kommet frem til de optimeringer, der findes på nutidens hundeslæde.

Tag for eksempel surringerne. Den originale slæde blev bundet sammen i hver side med ét langt stykke kobberem, fordi man på den måde har sparet på materialet. I dag bliver hvert tværbræt som regel bundet enkeltvis fast, så man undgår at hele slæden kollapser, hvis rebet knækker é mt sted.

Efter at have bygget størstedelen af slæden i hånden, har jeg fået endnu større respekt for de traditionelle hundeslædebyggere og det store arbejde, der ligger bag hver eneste slædedel.

Kan afsløre hundeslæde-dele i arkæologiske samlinger

Men hvad kan vi så bruge de nye indsigter til? Ja, måske kan vi på sigt gøre noget usynligt synligt.

Generelt er der en overflod af beviser for hundeslædekørsel fra Thule-perioden i hele det nordamerikanske Arktis, der startede for omkring 1.000 år siden. Hundemateriale fra de tidligere Dorset- og Saqqaq-kulturer i Grønland er derimod typisk fraværende.

Derfor er der en diskussion om, hvorvidt man overhovedet brugte hundeslæder på det tidspunkt – på trods af, at man har fundet hundeknogler, der kan spores tilbage til den omkring 4.500 år gamle Saqqaq-kultur.

Usynligheden af ​​hundeslæder, før Thule-folket ankom, kan skyldes flere omstændigheder.

Det kan for eksempel være, at der har været dårlige vilkår i forhold til at bevare det organisk materiale, eller at objekterne blev genbygget til andre formål.

Og måske også, at vi ikke ved, hvad vi skal lede efter.

Da jeg satte mig for at bygge en historisk hundeslæde, var det derfor for at opnå en forståelse for teknologien bag hundeslædekonstruktionen.

Den praktiske viden, man opnår ved selv at bygge en slæde, kan blandt andet bruges til at identificere potentielle hundeslædedele i de ofte meget fragmenterede arkæologiske fund i Grønland.

Det kunne for eksempel være et stykke træ, hvor man ud fra slidsporene ville kunne se, at det har været en del af en slæde.

Arkæologisk har den materielle kultur stor betydning, og disse objekter er med til at afdække fortidens sociale mønstre og praksisser.

Den eksperimentelle arkæologi præsenterer os på den måde for en base af væsentlige praktiske data. Dem kan vi bruge til at blive klogere på forskellige arkæologiske og historiske forhold i fremtidige studier – også af andre typer af hundeslæder.

Der er nemlig forskel på slæderne alt efter, hvor i Grønland, de har kørt.

Forskel på øst, vest og nord

Det er ikke muligt at køre med hundeslæde i alle områder i Grønland, og den langvarige tradition har ikke fundet sted i den sydvestlige del på grund af det varmere klima.

Hundeslædens konstruktion er tilpasset de forskellige landskaber og klimaer i Vest-, Nord- og Østgrønland. Derfor er det muligt at opdele den grønlandske hundeslæde i tre typer baseret på regionerne.

På trods af deres regionale forskelle er alle kendte arkæologiske og etnografiske variationer baseret på tre primære strukturelle komponenter: slædemeder, tværbrædder og opstandere.

Men der er alligevel stor forskel på slæder, som skal køre ude på havisen, eller om den skal køre inde på land. I Nordgrønland, hvor man typisk kører på havisen, er slæderne for eksempel længere end i Vest, hvor man bruger dem i mere bakket terræn.

Derfor er det relevant at kigge på de forskellige typer hundeslæder i Vest-, Nord- og Østgrønland. På sigt ville det også være interessant at rekonstruere flere slæder, så man kan sammenligne mellem regionerne.

Som jeg nævnte i begyndelsen af artiklen, er den grønlandske hundeslædekultur truet. Mit projekt er et lille skridt på vejen til at skabe og fastholde interessen for denne unikke kultur, og herved bidrage til at hundeslædekulturen også er bevaret i fremtiden.