40 års data afslører, at klimaforandringerne i Arktis tvinger moskusokser til at finde nye levesteder. Og de er ikke alene – andre arter bliver nødt til at gøre det samme.
40 års data afslører, at klimaforandringerne i Arktis tvinger moskusokser til at finde nye levesteder. Og de er ikke alene – andre arter bliver nødt til at gøre det samme.
Moskusoksen er det største plante-ædende dyr, der lever på den arktiske tundra.
Moskusokser har med succes overlevet tidligere istider og varme perioder ved konstant at bevæge sig mod områder med optimale levevilkår. Det har over tid ført til en udbredelse af disse behårede drøvtyggere, der strækker sig over store dele af den arktiske region.
Moskusoksen er således et godt eksempel på, hvordan klimaet i høj grad påvirker, hvor dyrearter lever, og hvilke levesteder der giver dem gode livsbetingelser.
Når de lokale klima-forhold bliver ugunstige, flytter vilde dyr almindeligvis til mere velegnede, og i mange tilfælde, nye områder. Dyrenes ’overvågning af klimaet’ er en naturlig proces og har fundet sted i årtusinder.
Men siden slutningen af det 19. århundrede har klimaet ændret sig hurtigere end nogensinde før. Temperaturen i Arktis stiger fire gange hurtigere end i resten af verdenen, og det er ikke sandsynligt, at denne udvikling vil bremse op i den nærmeste fremtid.
Det er potentielt dårligt nyt for arktiske arter som moskusoksen, der har udviklet sig til at trives i sne og kulde.
For at afdække hvordan de seneste klimaforandringer har påvirket hvilke geografiske områder, der er egnede levesteder for moskusokserne, har vi - en gruppe forskere fra Aarhus Universitet - analyseret observationer af moskusokser.
Resultaterne blev publiceret i en videnskabelig artikel i tidskriftet Climatic Change.
Observationerne er indsamlet gennem de sidste 40 år i verdens største nationalpark, beliggende i Nordøstgrønland (herefter kaldet NGNP), af Sirius-patruljen, en specialenhed i det danske forsvar.
Sirius-patruljen består af seks hundeslædehold, der hver gennemfører én tur om foråret og én om efteråret i den store nationalpark.
Turene varer typisk adskillige måneder, og slædepatruljerne tilbagelægger over tusind kilometer.
Alt dyreliv spottet af Sirius er registreret med angivelse af dato, art og placering af observationen.
Baseret på disse data viser resultaterne af vores studie, at de klimaforandringer, der er sket i løbet af de sidste fire årtier i dette verdens største landbaserede beskyttede område, meget hurtigt har skubbet det optimale levested for moskusokser nordpå (se figuren nedenfor).
I perioden mellem 1981 og 2020 flyttede de områder, der er optimale for moskusokser, nordpå med en hastighed svarede til mellem 69 og 108 kilometer per årti, hvilket svarer omtrent til bredden på Sjælland.
Samtidig blev levestederne i syd stadig mindre optimale - specielt efter år 2000, hvor temperaturen begyndte at blive endnu højere end tidligere, rykkede områderne med egnet moskus-habitat endnu hurtigere nordpå.
Sammenlignet med andre områder og arter rundt om i verden, viser vores studie, at moskusokserne oplever nogle af de mest ekstreme habitatskift som følge af de seneste klimaforandringer.
Et logisk opfølgende spørgsmål er så: Hvad med de fremtidige klimaforandringer?
Hvordan vil den forventede og fortsatte opvarmning i løbet af dette århundrede afgøre, hvor moskusokser og andre arktiske dyr kan leve i NGNP?
For at besvare disse spørgsmål benyttede vi igen data indsamlet af Sirius-patruljen. Denne gang inkluderede vi også observationer af andre fascinerende arktiske arter, som for eksempel polarræv, polarhare, polarulv, isbjørn, fjeldrype, snespurv og sneugle.
Vi kombinerede alle observationsdata for disse arter med modeller for klimaets udvikling frem til år 2080 (se figur ovenfor).
Studiets resultater viser, at moskusokser, men også de andre syv arter, sandsynligvis vil blive tvunget endnu længere mod nord, i takt med at klimaet konstant ændrer sig over tid.
Nok så vigtigt forventer man, at den hastighed, hvormed de forskellige arter vil bevæge sig nordpå, vil variere meget.
Det kan føre til en ændring af dyrelivets udbredelse i nationalparken, og i hvilke områder de forskellige arter overlapper
Indsamlingen af sådanne observations-data over så lang tid i et så stort område i den højarktiske region er ekstremt udfordrende og bekosteligt og finder derfor kun sjældent sted.
De data, der er indsamlet af Sirius-patruljen, er derfor helt unikke og de mest omfattende, der på nuværende tidspunkt er tilgængelig for den arktiske region.
Takket være denne datamængde og resultaterne af vores studier ved vi nu, at klimaforandringerne har og forsat vil have konsekvenser for moskusokserne.
Moskusokser og andre arktiske arter der lever i NGNP bliver tvunget til at bevæge sig mod det nordlige Grønland for at finde områder med optimale levebetingelser, både nu og i fremtiden.
Det store spørgsmål er nu, om moskusokserne og de øvrige arktiske arter, der lever i de sydlige dele af NGNP, kan følge med de hurtigt skiftende forhold, i takt med at de forfølger deres optimale klima længere mod nord.
Vi ved, at veje og hegn begrænser dyrs vandring i landskaber domineret af mennesker, men heldigvis er disse menneskelige barrierer ikke til stede i NGNP.
I stedet har regionen forskellige naturlige barrierer såsom dybe fjorde, gletsjere og stejle bjergkæder, som kan gøre det vanskeligt for moskusokserne i syd at følge den nordlige forskydning af passende levesteder og gunstige klimaforhold.
I et andet studie blev 61 individuelle moskusokser udstyret med GPS-halsbånd for at indsamle data om disse store dyrs færden.
Resultaterne har ikke vist en langdistance- eller nordgående vandring væk fra Zackenberg-dalen (74°2N, 21°3W), der ligger i den sydlige del af NGNP (se figur nedenfor), hvor de fik halsbåndene på.
Det kan enten betyde, at Zackenberg-dalen stadig er et optimalt levested for moskusokser, eller alternativt at moskusokserne ikke er i stand til at trække længere mod nord.
Hvis moskusokserne i NGNP reelt bliver begrænset i deres mulighed for at vandre, kan det føre til en gradvis uddøen af de sydlige bestande.
De bliver holdt fanget i stadigt dårligere levesteder og ugunstige klimaforhold, mens bestandene i nord er mindre påvirket i nuværende (og fremtidige) levesteder og klimaforandringer.
Selvom moskusokser og andre arktiske arter, der lever på NGNP-tundraen, endnu ikke er i alvorlig fare, er deres langsigtede overlevelse udfordret af de hurtigt skiftende klimaforhold i det højarktiske område, og det vil den fortsat være.
Denne artikel er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
Hver tirsdag aften sendes naturnyhedsbrevet til dig, der er vild med dyr og planter.
