Hvis man beder en dansker om at tegne et ægte grønlandsk hus, vil mange sandsynligvis tegne et lille, farvestærkt træhus med nogle fjelde i baggrunden, måske beliggende ud til en fjord med lidt isbjerge.
Det er i hvert fald det billede, der stadig i dag går igen i danske fotoreportager fra Grønland.
Men det var først efter 2. verdenskrig, at den slags huse blev opført i større skala.
Og det typiske lille grønlandske træhus, med plads til en enkelt familie, ligner til forveksling den slags huse, som de norske myndigheder i al hast opførte til den nordnorske og samiske befolkning umiddelbart efter krigen.
Er det tilfældigt?
Det spørgsmål er et af hovedspørgsmålene i forskningsprojektet INDHOME, som denne artikel udspringer af. Arbejdet i arkiverne har været i gang i nogle måneder, og et par mønstre begynder allerede at tegne sig.
\ INDHOME-projektet
INDHOME står for Indigenous Homemaking as Survivance
Projektet er støttet af Norges Forskningsråd og ledes af Astri Dankertsen fra Nord Universitet i Norge.
Overordnet skal projektet dels undersøge, den boligpolitik, der blev ført i Nordsverige, Nordnorge og Grønland i den tidlige efterkrigstid, dels undersøge, hvordan samere og grønlændere har gjort disse boliger til deres egne hjem.
Vi arbejder på den historiske del og skal undersøge boligpolitikken i efterkrigstiden i Nordsverige, Nordnorge og Grønland.
Store planer og stort hastværk
De danske og norske myndigheders ageren i henholdsvis Grønland og Nordnorge i den tidlige efterkrigstid har en lang række fællestræk.
Krigen betød begge steder et markant brud med tidligere tiders boligpolitik og administration på området.
Efterkrigsperioden tegnedes i begge lande af socialdemokrater, der fulgte samme ideologiske linje, og havde fokus på at opbygge en stærk velfærdsstat.
Den velfærdsstat, som Danmark og Norge var ved at opbygge, var for alle, og lighed var et centralt princip. Begge lande rullede efter krigen denne velfærdsmodel ud i en rasende fart, også i Grønland og i dele af Nordnorge, blandt andet i form af de typiske små træhuse.
Begge områder var beboet af oprindelige befolkninger med egne kulturer – og begge steder fik tiltagene voldsomme og langsigtede konsekvenser. Men hvorfor den hast med at bygge huse?
I Norge skal svaret findes i krigens sidste måneder.
Tyske tropper brænder Nordnorge ned til grunden
Det nordligste Norge brænder op i vinteren 1944-45.
Under 2. verdenskrigs sidste krampetrækninger, er de tyske tropper tvunget til at opgive Murmansk-fronten og er ved at trække sig tilbage over nordvest.
For at undgå, at de fremrykkende sovjetiske tropper kan få støtte fra lokalbefolkningen, beslutter de tyske generaler sig for at brænde de nordligste distrikter Finnmark og Troms ned til grunden.
Hele Finnmarkens befolkning bliver tvangsdeporteret til det sydlige Norge under trusler om dødsstraf, hvis man ikke parerer ordrer.
Men ikke alle deporteres, for det lykkes nogle tusinde, heriblandt flere samer, at undslippe op i fjeldene eller ind i grottegange. En enkelt grotte huser op mod 3.000 mennesker den vinter.
Flere byer i Norge er på det tidspunkt allerede udbombede efter gentagne tyske angreb på norsk infrastruktur.
Men den ødelæggelse er intet at regne for den systematiske afbrænding, de tyske tropper nu udfører som et led i ’den brændte jords taktik’:
Hvad tyskerne ikke kan få gavn af, skal ikke falde i hænderne på den fremrykkende sovjetiske hær.
Enormt genopbygningsarbejde
Da de norske myndigheder efter krigens afslutning skal til at danne sig et overblik over krigens ødelæggelser, bliver det klart, at 80-90 procent af alle bygninger i Finnmark og Nord-Troms er totalt ødelagte.
De ødelagte områder strækker sig over et areal på 60.000 kvadratkilometer, altså cirka 1½-Danmarks størrelse. Mange steder er ødelæggelsen 100 procent, og befolkningen er spredt for alle vinde. Genopbygningsarbejdet er enormt – og det skal gå stærkt.
Fornemmelsen af hastværk gennemsyrer de norske myndigheders arbejde i efterkrigstiden og ender med at få vidtrækkende konsekvenser, ikke mindst for Nordnorges samiske befolkning.
FN lægger pres på Danmark som kolonimagt
Det er dog ikke tyske troppers afbrænding, der sætter gang i byggeprojekterne i Grønland.
2. verdenskrig går anderledes fredeligt hen over landet, og under krigen er Grønland afskåret fra enhver kontakt til Danmark.
Det danske kolonistyres lokale repræsentanter styrer stadig landet, men de facto har den amerikanske hær overtaget ikke bare forsvaret, men også alle forsyningskæder til Grønland.
Allerede i krigens sidste år begynder forberedelserne på indretningen af en markant ny verdensorden. Det bliver oprettelsen af FN i oktober 1945 en manifestation af, og organisationen sætter en ny ramme for international politik.
Kort efter krigens afslutning kommer Danmark under pres fra FN, der ønsker en afskaffelse af kolonisystemet over hele verden. Danmark ændrer derfor Grønlands status fra koloni til amt.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet og Region Hovedstaden.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Grønlændere skal hurtigt have del i velfærdsforbedringerne
Med den ændring følger et løfte om, at Grønland skal være en fuldgyldig og ligeberettiget del af Danmark på linje med andre danske amter (det, man i dag ville kalde regioner), og at den grønlandske befolkning skal have del i samme velfærdsforbedringer som den danske.
Grønland er ikke som Finnmarken blevet ramt af krigens ødelæggelser, men til gengæld lever befolkningen længe før krigsudbruddet i udtalt fattigdom. Tuberkulosen har længe hærget, og børnedødeligheden er stor.
Nok er Danmark slidt af krigen, men levestandarden for den grønlandske befolkning ligner alligevel langt fra den, man finder i andre danske amter.
Befolkningen i Grønland skal mærke markante forbedringer i deres levestandard, og det skal gå hurtigt, for FN følger med i, hvordan Danmarks bud på en afkolonisering i form af indlemmelse udspiller sig.
Nye boliger er et symbol på velfærd
Hastværk gennemsyrer ikke kun beslutninger om Grønland, men i det hele taget de beslutninger, der tages i efterkrigstidens Danmark.
For selvom Danmark kommer forholdsvis helskindet ud af krigen, har Socialdemokratiet ikke været i stand til at indfri de reformer, partiet havde lovet arbejderklassen før krigen.
Det danske kommunistparti rider på en bølge af popularitet ved krigens afslutning. Landet ligger, ligesom Norge, meget tæt på Sovjet. Det skaber travlhed hos de ledende skandinaviske socialdemokrater efter krigen, som føler sig presset af kommunisternes succes.
Boligpolitikken bliver, ligesom i Norge og Sverige, et centralt element i den nye nationale velfærdsideologi. Staten tilbyder standardløsninger, som i udgangspunktet er lige for alle.
Boligpolitikken i Danmark er formet efter arbejderklassens udtalte ønsker. Ønsket om forbedringer er også udtalt blandt grønlandske politikere.
Men når det kommer til den praktiske udformning af boligbyggeriet, har den brede grønlandske befolkning, ligesom den samiske og nordnorske, ikke meget at skulle have sagt. Myndighederne og danske og norske arkitekter tager over.
Enfamilieshuse bliver den nye standard
Vi forbinder ofte moderniseringen af Grønland med de store boligblokke fra 1960’erne i landets større byer, og moderniseringen af Nordnorge med 1950’ernes standardiserede funktionalistiske fabriksbygninger.
Den moderniseringsvej, som myndighederne ruller ud begge steder, går dog først over små typehuse til kernefamilier.
Netop den slags huse betyder et klart brud med den traditionelle kollektivistiske kultur hos de oprindelige befolkninger begge steder.
Her levede familier ofte flere generationer sammen i traditionelle bygninger som den samiske gammen eller de grønlandske flerfamiliehuse af tørv, sten og, med tiden, træ, der oftest bestod af et stort rum til alle hverdagens aktiviteter.
Kernefamilien som ideal for de nye huse
De traditionelle bygningsformer var tilpasset det arktiske klima og landskab, og indretningen tilpasset kulturen.
Vores arbejde i de norske arkiver viser blandt andet, at det norske Gjenreisningsdirektoratet udskrev en arkitektkonkurrence for hustyper, der skulle bruges som permanente boliger i distrikterne Nord-Troms og Finnmark.
Arkitektkonkurrencen efterlyste udkast til fire forskellige typer huse med et areal på mellem 50-60 m2.
Arkitektkonkurrencens bestemmelser indskærpede, at den ene af de fire hustyper i de første par år skulle kunne fungere som bolig for to familier for at afbøde den mest akutte bolignød.
Men ellers var boligerne alle tiltænkt små kernefamilier.
Et opgør med ’briksen’
Også i Grønland er det denne boligtype, de danske myndigheder ruller ud i den umiddelbare efterkrigstid. I Grønlandskommissionens betænkning I-VI fra 1950 anbefaler kommissionen et drastisk brud med befolkningens traditionelle beboelsesmønstre og levevis.
Især ønsker man et opgør med den fælles seng, ’briksen’, som myndighederne anså som stærkt problematisk med henvisning til smittefare og promiskuøs adfærd, som, man mente, var relateret til det fælles sovearrangement.
Briksen – og altså ikke det separate køkken, som i de skandinaviske huse – var hjertet i inuits traditionelle huse. Her fungerede den både som fælles soveplads om natten og sidde- og arbejdsplads om dagen.
Inuits traditionelle boliger undergik allerede en række forandringer i begyndelsen af 1800-tallet, hvor europæiske materialer såsom træbeklædning og kakkelovne blev indført.
Men ændringer til trods havde den traditionelle grundplan og funktionalitet overlevet frem til efterkrigstiden.
Overså traditionelle levemåder
Befolkningen i Nordnorge, herunder både nordmænd, samer, kvener og norskfinner, var i det store hele vant til at klare sig selv.
Kvener og norskfinner er minoritetsgrupper i Norge, der på forskellige tidspunkter er indvandret fra det, der i dag er Finland, og taler finske sprog.
Livet i Nordnorge var for alle grupper betinget af årstidernes skiften og af en indgroet vilje til at klare sig med egne midler, trods barske forhold.
De store planer, som myndighederne rullede ud i efterkrigstiden, mødtes derfor med tøven og modstand fra alle grupper. De ville gerne selv bestemme, hvordan deres hjemsted skal genrejses.
Som vores dyk i arkiverne viser, var myndighederne i Norge ikke fuldstændigt blinde for, at der måske var et behov for at tilpasse boligerne til lokal kultur, måske til traditionelt håndværk eller madlavning. Det blev bare ikke rigtigt udfoldet.
Hensyn til traditionelle levemåder var ikke i fokus
De norske myndigheders genrejsningsplaner skulle afhjælpe den akutte bolignød for hele den nordnorske befolkning.
I den forstand er det måske ikke så overraskende, at hensynet til de traditionelle nordnorske, samiske og kvenske levemåder ikke var et hovedtema for genrejsningens planlæggere.
Det manglende hensyn hænger dog også sammen med myndighedernes håndtering af den samiske befolknings særlige kultur.
Myndighederne fulgte nemlig i det store og hele den assimileringsstrategi, som Norge havde fulgt siden 1850erne.
Den handlede om at gøre samer, kvener og norskfinner til nordmænd for at etablere en samlet nation – og for at undgå konflikter om retten til land, ressourcer og grænser i Nordnorge.
Der er flere lighedstegn mellem de norske myndigheders ageren og den måde, de danske myndigheder efter krigen forsøger at udviske traditionelle levemåder i Grønland – eksempelvis ved at fjerne briksen som centrum i hjemmet.
Hentede arkitekterne inspiration samme sted?
Arkitekterne bag genrejsningen og moderniseringen var alle del af et internationalt fagfællesskab, der interesserede sig for moderne funktionalistisk arkitektur.
Viljen til at hente inspiration andre steder var tydeligt til stede. Men det store hastværk og den nye modvilje overfor Tyskland, ser også ud til at spille ind, særligt i Norge.
Norske arkitekter brød efter 1945 med den tyske arkitektoniske linje, og orienterede sig i stedet mod særligt Sverige og USA.
Og hvorfor ligner de små grønlandske træhuse så de norske genrejsningshuse?
Det er vi stadig ved at undersøge, men indtil videre tyder vores studier på, at man faktisk orienterede sig mod Nordnorge, da man i slutning af 1940’erne planlagde moderniseringen af Grønland.
Samarbejde på tværs af Skandinavien?
Komparative studier af boligpolitikken for Nordnorge og Grønland i efterkrigstiden åbner for interessante nye perspektiver og indsigter.
Men i projektet arbejder vi ikke kun med at sammenligne boligpolitik og boligudvikling. Vi leder i lige så høj grad efter forbindelser mellem den måde, Danmark, Norge og Sverige planlagde og udførte politikker om oprindelige folk.
I den sammenhæng er boligpolitik kun en mindre del af en større helhed, der handler om datidens syn på oprindelige folk i de skandinaviske lande, det vil sige inuit i Grønland – underlagt Danmark – og samer i Norge og Sverige.
Alle tre lande var i efterkrigstiden præget af stærke socialdemokratiske regeringer, der på mange andre punkter samarbejdede. Derfor er det nærliggende at undersøge, om det også gjaldt arbejdet med at genbebygge Finnmarken og modernisere Grønland.
Det er det, vi er i gang med nu. Vi er endnu kun begyndt på projektet, men som denne artikel viser, har et par mønstre allerede vist sig.
