For nylig fløj foredragsholdere fra hele verden til Birmingham for at deltage i en tre-dages event: Storbritanniens første Flat Earth Convention.
Den velbesøgte konference bestod ikke blot af taler og YouTube-klip (selv om der var rigeligt af begge dele), men også af en masse teambuilding, networking, workshops – og videnskabelige eksperimenter.
Det lader til, at folk, der tror, at Jorden er flad, prioriterer og lægger stor vægt på videnskabelige metoder og især på fakta, man kan observere.
\ Læs mere
Stoler ikke på forskere
Weekenden handlede i høj grad om at diskutere og debattere videnskaben. Derudover blev der brugt en masse tid på at arrangere, planlægge og rapportere de seneste ‘Flat Earth’-eksperimenter og modeller.
Som én foredragsholder bemærkede, forsøger tilhængerne af teorien om den flade jord ‘at lede efter flere, verificerbare beviser’. Deltagerne blev rådet til: »altid at foretage din egen forskning og acceptere, at du måske tager fejl.«
Selv om fladjordsbevægelsens tilhængere tilsyneladende stoler på og støtter videnskabelige metoder, stoler de ikke på forskere og den etablerede forbindelse mellem ‘magt’ og ‘viden’; et forhold, der længe er blevet teoretiseret af sociologerne.
Det er gennem en granskning af forholdet mellem de to, at vi kan lære at forstå, hvorfor fladjordsbevægelsen er genopblusset.
Hvad afslører det om videnskab og viden?
Lad mig starte med at slå fast, at jeg egentlig ikke er interesseret i at diskutere, om Jorden er flad eller ej (men for god ordens skyld er jeg overbevist om, at den er rund).
Jeg er heller ikke ude på at gøre nar af eller nedgøre fladjordsbevægelsens tilhængere.
Dét, der er afgørende her, er ikke nødvendigvis, om de tror, at Jorden er flad eller ej, men i stedet hvad fladjordsbevægelsens genopblussen – og den offentlige konference – afslører om videnskab og viden i det 21. århundrede.
Skepsis over for eksisterende strukturer
Adskillige modeller blev præsenteret i løbet af weekenden; blandt andet den ‘klassiske’ flade jord, kupler, ismure, diamanter og endda Jorden indeni et gigantisk kosmisk æg.
Diskussionen drejede sig ikke ikke om de forskellige modeller, men om mere almene spørgsmål som holdninger til de eksisterende vidensstrukturer samt de institutioner, der understøttede og præsenterede modellerne.
Fladjordsbevægelsen er ikke den første gruppe, der stiller sig skeptisk over for de eksisterende magtstrukturer og deres stramme greb om viden.
Denne holdning kommer til udtryk i den indflydelsesrige, franske idéhistoriker og filosof Michel Foucaults studier, der studerede samfundets marginaliserede for at forstå, hvad de kan fortælle os om livet i hverdagen.
Tæt forhold mellem magt og viden
Michel Foucault var blandt andet kendt for at lede efter den tætte forbindelse mellem magt og viden.
Han mente, at viden er skabt og brugt på en måde, der styrker magthavernes berettigelse.
På samme tid har magthaverne kontrol over, hvad der bliver opfattet som henholdsvis korrekt eller ukorrekt viden.
Ifølge Michel Foucault er der derfor et tæt og indbyrdes forbundet forhold mellem magt og viden.
Dengang Michel Foucault skrev om emnet, var det ikke længere de religiøse institutioner, der havde kontrol over magt og viden; den var begyndt at bevæge sig mod et netværk af videnskabelige institutioner, mediemonopoler, dommerkontorer og bureaukratiske regeringsinstanser.
Michel Foucault argumenterede for, at disse institutioner arbejdede på at opretholde deres legitimitetskrav ved at kontrollere viden.
Forud for sin tid?
I det 21. århundrede er vi vidner til afgørende forandringer i både magt og viden som følge af faktorer som de sociale mediers offentlige platforme.
Viden bliver ikke længere styret centralt, og som det blev påpeget i kølvandet på Brexit, er eksperternes tidsalder ved at være forbi.
Nu kan alle nemlig både skabe og dele indhold.
Da den førende Brexit-fortaler Michael Gove sagde: »Jeg tror, at indbyggerne i dette land har fået nok af eksperter,« lader det til at han mente det – og på mange måder.
Vi oplever også en øget polarisering i samfundet, i takt med at vi bevæger os væk fra enkelte narrativer til lejrer, der centrerer sig om fælles interesser.
PEW-forskning indikerer eksempelvis, at 80 procent af de vælgere, der sluttede op bag Hillary Clinton ved præsidentvalget i 2016 og 81 procent af Trumps vælgere er overbeviste, om at de to sider ikke engang vil være i stand til at blive enige om basale fakta.
I 1936 spåede forfatteren H. G. Wells i essayet ‘Verdens Hjerne‘, at en verdensomspændende videnressource ville skabe fred, harmoni og en fælles virkelighedsfortolkning. På trods af den påstand, lader det til, at det modsatte faktisk er tilfældet.
De sociale medier leverer en stemme; viden er decentraliseret, og narrativerne kæmper om kap.
Adskille viden fra videnskabelige institutioner
Det var et emne, som dukkede op igen og igen i løbet af weekenden, og især da fire af fladjordsbevægelsens tilhængere diskuterede med tre fysik ph.d.-studerende.
Bølgerne gik især højt, da en af fysikerne tryglede publikum om ikke at tro på YouTube og diverse bloggere.
Publikum og fladjordsbevægelsens tilhængere tog afstand fra fysikerens bøn: »Nu da vi har internettet og massekommunikation er vi ikke afhængige af, hvad mainstream fortæller os i aviserne – vi kan selv træffe en beslutning.«
Det stod hurtig klart, at fladjordsbevægelsens tilhængere var ivrige efter at adskille viden fra videnskabelige institutioner.
Fladjordsbevægelsen og populisme
Samtidig med at videnskabelige postulater om viden og magt bliver undermineret, er visse magtstrukturer i færd med at adskille sig fra videnskabelig viden og bevæge sig mod en slags populisme, der i stigende grad stiller sig skeptisk over for viden.
Det har i de seneste år manifesteret sig på ekstreme måder; fra politikere, der offentligt støtter Pizzagate eller Trumps påstand om, at Ted Cruz’ far skød JFK.
Men det kan også ses i den mere subtile og lumske måde, hvorpå eksempelvis Brexit-kampagnen blev ført på mavefornemmelse og følelser i stedet for eksperternes statistikker og forudsigelser.
Videnskaben og forskningen står i stigende grad over for problemer med at formidler teorier og ideer; et problem, som politikerne og fladjordsbevægelsen omgår ved at bevæge sig imod populisme. Det var et tilbagevende problem i løbet af konferencen.
Fladjordsbevægelsens tilhængere blev tilskyndet til at tro på ‘poesi, frihed, passion, livagtighed, kreativitet og længsel’ snarere end en mere klinisk afliring af etablerede teorier og fakta.
Deltagerne fik at vide, at ‘håb ændrer alt’, og de blev advaret imod at tro blindt på, hvad de blev fortalt.
Det er en narrativ, der blev samlet op af en del af de kendisser som bruger deres indflydelse til at støtte op om fladjordsbevægelsens ideer; som for eksempel musikeren B.O.B. der skrev i et tweet: »Don’t believe what I say, research what I say.«
Afspejlning af vores stadig stigende mistillid
På mange måder er fladjordsbevægelsens konference både et tidens tegn og et produkt af tiden; en afspejlning af vores stadig stigende mistillid til videnskabelige institutioner og de magthavende institutioners skridt mod populisme og følelser.
På samme måde som Michel Foucault reflekterede over, hvad de sociale udstødte afslørede om vores systemer, løfter fladjordsbevægelsen sløret på den igangværende forandring mellem magt og viden.
Efter alt at dømme – både hvor populær det britiske event var samt de store planlagte konferencer i Canada og USA senere på året – har vi ikke hørt det sidste til fladjordsbevægelsen.
Harry Dyer hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
LÆS OGSÅ: Brug epistemisk kontekstualisme, hvis du havner i en debat med en ‘flat earther’
\ Læs mere
