Internettet holder os fanget i fortiden

Jo mere af vores liv, der foregår digitalt, desto større er risikoen for, at nogen misbruger de personlige oplysninger, vi efterlader os på vej rundt på nettet.

I EU diskuterer man i øjeblikket et nyt regelsæt, der skal beskytte vores personlige data på nettet, og de danske medier er for tiden fyldt med historier om, at 'Facebook er en aflyttet dagligstue' og 'Google ved »fuldstændig vanvittigt« meget om dig'.

Men trods mediernes formaninger er danskerne ikke nær så bekymrede som vores EU-naboer. Ifølge en Eurobarometer-undersøgelse mener halvdelen af danskerne ikke, at det er et stort problem at afgive personlige oplysninger på nettet. Den holdning deles kun af godt en tredjedel af hele EU's befolkning.

Der er dog grund til at tage advarslerne alvorligt, mener Viktor Mayer-Schönberger.

Han er professor i forvaltning og regulering af internettet ved Oxford Universitet og i bogen 'Delete - The Virtue of Forgetting in the Digital Age' viser han, hvordan internettet har vendt op og ned på balancen mellem, hvad der bliver glemt, og hvad der bliver husket.

Kan du stå inde for alt, hvad du sagde for 10 år siden?

I modsætning til de fleste mennesker, så glemmer nettet ikke, og det kan måske lyde tillokkende, men ifølge Viktor Mayer-Schönberger kan det få fatale konsekvenser.

Har du nogensinde siddet til en familiefest, hvor din mor eller måske en morsom onkel har holdt en tale med en serie af pinlige anekdoter, som du for længst troede, var glemt?

Til stor morskab for de andre gæster bliver du konfronteret med noget, du har sagt med overmodig sikkerhed, men som senere viste sig ikke at holde. En sjov bemærkning, du har sagt for 10 år siden fremstår pludseligt helt forkert, når den bliver hevet ud af sammenhæng, og en bemærkning sagt i et mindre selskab bliver pludselig pinlig, når hele familien lytter med.

Sådan er internettet. Begivenheder fra i går står side om side med ti år gamle oplysninger. Alt præsenteres ude af sammenhængen. En konkurs og et ekstravagant bilkøb kan pludseligt optræde ved siden af hinanden i et søgeresultat, selvom begivenhederne er foregået med 10 års mellemrum.

Forskellen er bare, at internettet i modsætning til din sjove onkel ikke glemmer, og at oplysninger ikke kun er tilgængelige for familien, men også for kommende arbejdsgivere, potentielle kærester eller fremtidige forretningsforbindelse:

»Vi er mennesker, og vi laver alle fejltagelser. Måske er der et gammelt foto, hvor man er fuld, måske en ekskæreste, man ikke behandlede helt som man burde, måske et firma, der gik fallit,« siger Viktor Mayer-Schönberger og fortsætter:

»Men det smukke ved mennesket er, at vi kan glemme, for det betyder, at vi kan tilgive vores egne og andres fejltagelser. Men internettet glemmer ikke, og det får os til at hænge fast i fortiden.«

»Vi mister simpelthen evnen til at tilgive, fordi gamle begivenheder ikke gradvist forsvinder fra vores bevidsthed. Når du så skal søge et nyt job, have et banklån eller finde en ny kæreste, så kan oplysninger, du efterlod dig på nettet for 5-10 år siden, pludseligt blive brugt imod dig.«

Selvcensur kan få konsekvenser for demokratiet

Det er jo alvorligt nok, men ifølge Viktor Mayer-Schönberger er der endnu mere vidtrækkende konsekvenser. Efterhånden som vi oplever, at ting vi har sagt for mange år siden, kan bruges imod os, så vil vi blive meget påpasselige med, hvad vi tør sige:

»Det er ikke sikkert, jeg havde protesteret mod atomkraft for 25 år siden, hvis jeg vidste, at det kunne blive brugt imod mig i dag.«

»Hvis vi begynder at tænke, at alt, hvad vi siger i dag, kan blive brugt imod os i en fjern fremtid, så bliver vi bange for at sige vores mening, og det er jo ikke det, man ønsker i et demokrati. Her er det helt centralt, at man kan sige, hvad man mener uden at skulle bekymre sig over, om man stadig mener det om 10 år.«

Når vi ikke kan undslippe vores fortid, så giver det os ifølge Viktor Mayer-Schönberger mindre grund til at udvikle os som mennesker:

»Når gamle begivenheder ikke forsvinder fra vores søgeresultater, så kommer vi til at blive defineret af vores fortid for altid. Det betyder, at incitamentet til at udvikle sig forsvinder. Hvorfor for eksempel tilegne sig nye evner eller forsøge at lære at styre sit temperament, hvis man alligevel vil blive ved med at blive defineret af fortidens begivenheder.«

Internettets påvirkning minder ifølge Viktor Mayer-Schönberger på mange måder om fortidens feudale samfund, hvor man for altid var defineret af sin placering som for eksempel bonde eller aristokrat i det feudale system og ikke havde mulighed for at undslippe den fortid.

Kan ødelægge vores tillid til egen hukommelse

Studier har vist, at vores hjerne tilpasser vores minder til den nuværende situation. Jo flere oplysninger, vi efterlader os på internettet, jo oftere vil vi formodentligt opleve, at internettet vil korrigere vores egen menneskelige hukommelse:

»Når det går op for os, at vores hjerne ikke husker lige så godt som internettet, så begynder vi at stole mere på den digitale hukommelse end på vores egen. Det kan give dem, der styrer internettets hukommelse for eksempel søgemaskiner og sociale medier en enorm magt til ændre historien,« siger Viktor Mayer-Schönberger.

Forestillingen om, at den digitale hukommelse er perfekt er en illusion. Stalin er berømt for at forsøge at skrive historien om ved at få folk, der var faldet i unåde, retoucheret ud af billeder. Den slags historiemanipulation er i dag hverdag på internettet:

»I USA findes der allerede firmaer, der lever af at fjerne folk fra familiefotos. Så kan du få fjernet ekskonen fra ferien til Hawaii. Problem opstår selvfølgelig, hvis hun pludselig skal bevise, at hun har været på Hawaii på det givne tidspunkt. Det viser fotoet ikke mere. Historien har ikke ændret sig, men det har vores digitale hukommelse, og hvad skal man så tro.«

I yderste konsekvens kan det ifølge Viktor Mayer-Schönberger komme til at betyde, at vi mister tilliden til både vores egen menneskelige hukommelse og den digitale hukommelse. Internettets uendelige hukommelse kan altså paradoksalt nok, få os til at miste tilliden til fortiden generelt.

Men kan vi da ikke tilpasse os?

Der ser ikke umiddelbart ud til at være nogle nemme løsninger på problemet. Viktor Mayer-Schönberger så allerhelst, at vi kunne tilpasse vores hjerner til at acceptere, at alle har skeletter i skabet:

»Problemet er bare, at vores hjerner er programmeret til at interessere sig for det afvigende, snarere end det normale. Derfor er det usandsynligt, at vi skulle kunne vende vores hjerner til at se bort fra fejl, selvom de skete for mange år siden.«

»Når vi tænker på Mitt Romney, så husker vi, at han kørte i fem timer med sin hund på taget, selvom det er 20 år siden og sikkert ikke relevant længere,« siger Viktor Mayer-Schönberger.

Han giver et andet eksempel på, at vi kan have meget svært ved at se bort fra gamle begivenheder, selvom de ikke længere har betydning

»Der var en brand i 1970erne på en spansk campingplads, som kostede en masse mennesker livet. Når man googler den campingplads i dag efter 40 år, så er et af de første billeder, man møder et sort/hvidt-billede af forkullede kroppe efter branden. Campingpladsen spurgte Google, om de ville sørge for, at billedet ikke kom frem i toppen af søgeresultatet, når man søgte på campingpladsen, fordi det helt åbenlyst ikke sælger campingpladsen særligt godt med et billede af forkullede lig. Det ville Google ikke.«

»I gamle dage ville sådan en brand være glemt efter nogle år, men i dag gør Googles søgeresultater og avisernes arkiver, at campingpladsen aldrig kan slippe væk fra den oplysning, og det er højst usandsynlig, at vores hjerne bare kan se bort fra oplysningerne.«

Email med udløbsdato

Måske er en vej til at lære at glemme igen, at vi udstyrer vores oplysninger med udløbsdatoer.

Viktor Mayer-Schönberger forestiller sig, at man skal angive, hvor længe en oplysning skal eksistere på nettet, når man for eksempel sender en e-mail, poster en statusopdatering på Facebook, køber en bog i en internetboghandel eller deler et billede med vennerne.

Han medgiver, at vi er notorisk dårlige til at vurdere, hvilke oplysninger der er relevante på længere sigt, men han mener, at udløbsdatoer gør folk til herre over deres egen skæbne:

»Det vil gøre folk i stand til at bestemme, hvad der skal forfølge dem i lang tid, og hvad der skal glemmes hurtigt. I USA eksisterer allerede en service i stil med filopbevaringstjenesten Dropbox, hvor man indtil sidste år kunne knytte udløbsdatoer til de filer, man lagde op. Manden, der kørte tjenesten, fortalte mig, at der var overraskende mange, der brugte muligheden for en udløbsdato, men interessant nok blev selskabet købt af Facebook,« siger Viktor Mayer-Schönberger.

Udløbsdatoerne er ifølge Viktor Mayer-Schönberger også en måde at få folk til at tænke over, hvor holdbare de oplysninger, de deler på nettet, er. Samtidig sender datoen så også et signal til den, der modtager beskeden:

»Hvis jeg sender en email til dig med en udløbsdato om en uge, så sender det et signal om, at du ikke kan have særlig stor tillid til det, jeg har skrevet. På den måde afslører udløbsdatoerne, hvor meget vi selv tror på vores udtalelser.«

Unge har mindst to facebook-konti

Mange forældre er bekymrede over deres børns adfærd på nettet, og spørgsmålet er, om man kan få den nye digitale generation, der er vant til at dele alt med alle, til at erkende, at ikke en hver Twitter-besked er et eviggyldigt værk, men måske kun kan holde ugen ud.

Viktor Mayer-Schönberger tror dog, at de fleste unge mennesker er bevidste om risikoen:

»Jeg tror, at mange unge mennesker allerede forstår, at det man skriver på for eksempel Facebook kan skade en. Faktisk er der ingen af mine studerende, der har mindre end to Facebook-kontoer. De har en konto til deres fremtidige arbejdsgivere og en skør konto til vennerne. Nogle af dem har endda flere forskellige.«