Ingen ved, om centre som Sjælsmark får afviste asylansøgere til at rejse hjem

Efter et par årtier, hvor integration og asylpolitik har været et gennemgående tema i den ene valgkamp efter den anden, besluttede Venstre, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet tidligere i år at lave et paradigmeskifte:

Afviste asylansøgere og flygtninge på midlertidige ophold skal ikke længere integreres. De skal rejse hjem.

»Vi drejer hele politikken på det her område, fra at den i dag handler om integration, til at den handler om hjemsendelse,« sagde en af idémagerne til paradigmeskiftet, Peter Skaarup, gruppeformand i Dansk Folkeparti, til DR.

Politikerne bag paradigmeskiftet antager, at afviste asylansøgere og andre uden opholdstilladelse ikke vil rejse hjem, fordi de har for gode forhold i Danmark. Af samme grund besluttede regeringen i 2014 at åbne to udrejsecentre: Sjælsmark og Kærshovedgård.

Immigranter, som ifølge de danske myndigheder ikke har brug for beskyttelse i Danmark og derfor har fået afslag på deres asylansøgning, bliver tvangsflyttet til centrene, som hører til under Kriminalforsorgen (se faktaboks herunder).

Asylpolitik bygger ikke på evidens

Men i modsætning til de fleste andre tiltag, der sættes i værk på det sociale område, er der overhovedet ingen evidens for, at udrejsecentre til afviste asylansøgere har den ønskede effekt.

»Der er reelt ingen forskning på det her område. Det er forbløffende, at man slet ikke har undersøgt, hvad der virker, for politikerne har snakket om motivationsfremmende foranstaltninger i mere end tyve år,« siger Thomas Gammeltoft-Hansen, der er professor MSO i international migrationsret på Københavns Universitets Juridiske Fakultet.

»Skiftende regeringer og myndigheder har, så vidt jeg kan se, slet ikke forsøgt at danne sig viden om effekten af et så centralt politisk instrument som udrejsecentre. Det siger ganske meget om, hvordan politik bliver gennemført på det her område,« fortsætter han.

LÆS OGSÅ: Parallelsamfund er noget politikerne har opfundet

Dansk asylpolitik er baseret på antagelser, ikke evidens, vurderer også Martin Bak Jørgensen, der er lektor på Institut for Kultur og Globale Studier på Aalborg Universitet.

I en videnskabelig artikel publiceret i The British Journal of Politics & International Relations har han sammenlignet dansk og svensk udlændingepolitik.

»I Danmark bliver politiske beslutninger på det her område truffet ud fra mavefornemmelser, og hvad man føler er rigtigt. I stedet for at kigge på eller bestille ordentlig, uvildig forskning, opretter ministeriet typisk sin egen lille task force, som inddrager undersøgelser, der understøtter de indsatser, politikerne sætter i gang,« siger Martin Bak Jørgensen.

Seneste rapport har seks år på bagen

Sidst, en dansk regering indhentede viden om hjemsendelse af afviste asylansøgere fra uvildige forskere, var i 2013, hvor Udenrigsministeriet bad Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) om at lave en systematisk oversigt over den danske og internationale forskningslitteratur, der findes om assisteret hjemsendelse.

Assisteret hjemsendelse er en ordning, hvor de danske myndigheder sørger for, at afviste asylansøgere, der frivilligt indvilliger i at forlade Danmark, får hjælp og et pengebeløb til at bygge et nyt liv op i deres hjemland.

Forskning tyder på, at det i nogle tilfælde kan øge afviste asylansøgeres vilje til at rejse hjem, at de er sikre på, at de har penge eller uddannelsesmuligheder, når de er tilbage i hjemlandet, siger Thomas Gammeltoft Hansen.

I 2013 blev det foreslået, at Udenrigsministeriet skulle bruge bistandsmidler til de assisterede hjemsendelser. Derfor bestilte ministeriet en opsamling af forskningsbaseret viden på feltet.

»Vi samlede den litteratur, der er på området og fandt blandt andet ud af, at det kan være problematisk at bruge bistandsmidler til assisteret hjemsendelse, fordi bistandsmidler er beregnet til at skabe udvikling,« siger Zachary Whyte, som er en af forskerne bag DIIS-rapporten ‘International Experiences with the Sustainable Assisted Return of Rejected Asylum Seekers’.

»Helt overordnet kan det være svært at vurdere, om de midler, der bruges på at få afviste til at rejse ud, især løser et udviklingsproblem i hjemlandet eller et juridisk problem i Danmark,« fortsætter Zachary Whyte, der i dag er tilknyttet Centre for Advanced Migration Studies ved Københavns Universitet.

Allerede i rapporten fra 2013 peger Zachary Whyte og medforfatteren Dan V. Hirslund på, at der mangler viden om afviste asylansøgere:

»Vi konkluderede blandt andet, at der var forbavsende lidt forskning i profilerne på de afviste asylansøgere, man ønsker at sende ud af landet, og i hvad der sker med dem, der sendes ud, både på mellem og langt sigt,« siger Zachary Whyte.

Nogle rejser til andre europæiske lande

Der findes altså en seks år gammel rapport om fordelene og ulemperne ved at bruge bistandsmidler til assisteret hjemsendelse, hvor afviste asylansøgere mere eller mindre frivilligt forlader Danmark.

Til gengæld er der ikke indsamlet viden om effekten af motivationsfremmende foranstaltninger som eksempelvis udrejsecentre.

Politiet laver statistik over, hvor mange mennesker der forlader centrene frivilligt eller ved tvang. Men i statistikken fremgår ikke, om de, der ikke bliver tvangsudsendt, men forlader centret af egen fri vilje, rejser tilbage til deres oprindelsesland, eller om de går under jorden i Danmark eller et andet europæiske land.

»Der er relativt få udsendelser, men til gengæld et meget stort antal forsvindinger. Vi ved, at en del af dem, der forlader de danske udrejsecentre, senere dukker op i andre europæiske landes asylsystemer,« siger Thomas Gammeltoft-Hansen og fortsætter:

»Officielt er målet med udrejsecentre at få beboerne til at vende tilbage til deres hjemlande, ikke at få dem til at søge asyl i vores nabolande eller gå under jorden. Når myndighederne ikke taler højt om de forsvundne afviste asylansøgere, er det måske, fordi det er undergravende for Danmarks internationale samarbejde.«

LÆS OGSÅ: Data: Her er europæernes præferencer for asylansøgere

Politiet kan ikke tvangsdeportere alle afviste asylansøgere, for en del lande, for eksempel Iran og Irak, nægter at tage imod landsmænd, der er flygtet og ikke frivilligt vil vende tilbage.

I andre tilfælde kan afviste asylansøgere ikke deporteres, fordi de danske myndigheder ikke er sikre på, hvor de kommer fra.

Aktivitet er bedre end passivitet

Mens der altså ikke bliver indsamlet videnskabelig dokumentation for, om de danske udrejsecentre får flere til at rejse hjem, er der i den internationale litteratur indikationer på, at det ikke nødvendigvis virker motiverende at gøre forholdene for afviste asylansøgere så ulidelige som muligt, fortæller Thomas Gammeltoft-Hansen.

»Jeg har kigget efter internationale undersøgelser på dette område. Igen mangler der overordnet mere forskning. Der er dog enkelte rapporter, som indikerer, at det om noget kan have en positiv effekt i forhold til frivillig tilbagevenden, hvis afviste asylansøgere og flygtninge, som har fået inddraget deres opholdstilladelse, har haft mulighed for at holde sig i gang, mens de er i Danmark, fremfor blot at sidde passivt hen,« siger han.

»Meget tyder på, at muligheden for for eksempel at kunne arbejde og uddanne sig under opholdet i asyllandet, gør det nemmere at træffe beslutningen om at vende tilbage, når forholdene i hjemlandet ændrer sig,« fortsætter Thomas Gammeltoft-Hansen.

Samme vurdering kommer fra forskeren Katrine Syppli Kohl, der i øjeblikket undersøger, hvilke bevægelser de danske udrejsecentre sætter i gang ved at interviewe beboere, personale, beboernes danske netværk og tidligere beboere på udrejsecentre, som har forladt Danmark.

»De fleste af de afviste asylansøgere, jeg snakker med, har svært ved at se nogen udvej overhovedet. De ser ikke deres hjemland som en udvej, fordi de frygter for deres liv og sikkerhed,« siger Katrine Syppli Kohl, der er ansat på VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

»Det virker ikke motiverende på dem at opholde sig passivt på et udrejsecenter med så dårlige forhold som muligt. Mange bliver fysisk og psykisk nedbrudte, hvilket ikke gør det nemmere at rykke teltpælene op og rejse hjem« fortsætter hun.

LÆS OGSÅ: Afvist: Europæerne gider ikke muslimske asylansøgere

Kvalitative interviews kan ikke stå alene

Kvalitative undersøgelser som den, Katrine Syppli Kohl er i gang med, fortæller noget om, hvordan afviste asylansøgere oplever deres situation. Men de kan ikke stå alene, og de giver ikke svar på, om udrejsecentre virker efter hensigten.

»Migrations- og flygtningeforskning er domineret af nogle bestemte faggrupper som for eksempel jurister, humanister og antropologer. Vi har brug for en bredere repræsentation. Man kan godt savne flere økonomer, dataloger og statistikere,« siger Thomas Gammeltoft-Hansen, der selv er jura-professor.

»Det er rigtig fint at lave kvalitative interviews, men man skal være opmærksom på, at hvis man kun interviewer afviste asylansøgere, der ikke vil rejse, så får man et skævvredet billede. Statistikere kalder det 'survivorship bias'. Men er nødt til at også at interviewe folk, der er rejst hjem, eller at sammenholde resultaterne med mere kvantitave analyser,« foreslår han.

Videnskab.dk har forsøgt at få udlændige- og integrationsminister Inger Støjberg (V) til at forholde sig til forskernes kritik af dansk asylpolitik. Men:

»Det bliver ikke muligt med en kommentar fra Inger Støjberg,« skriver hendes særlige rådgiver Mark Thorsen i en mail.

LÆS OGSÅ: Migranter og flygtninge: Hvad er forskellen?

LÆS OGSÅ: Forskere: Sådan kan vi forhindre flere bådflygtninge-ulykker