Erfaringer fra Anden Verdenskrig og Den Kolde Krig kan lære os at bekæmpe falske nyheder

En noget tvivlsom klassiker fra det 20. århundrede – dette mørke kapitel i menneskehedens historie – er for nylig blevet genudgivet i opdateret udgave i mit gamle hjemland Sverige.

På overfladen er det vist nok et ganske harmløst værk: et illustreret hæfte på 20 sider, hvor sproget flyder uforstyrret og krystalklart som en elv fra fjeldene. Det er blevet omdelt til samtlige svenske husstande på vegne af noget så betryggende som den svenske regering.

Titlen er dog lige så mareridtsfremkaldende som en roman af Stephen King: 'Hvis krisen eller krigen kommer'.

Det drejer sig altså om en art overlevelsesguide, der skal forberede den enkelte borger på fremtidige kriser af mere eller mindre apokalyptisk karakter, fra 'alvorlige ulykker, ekstremt vejr og IT-angreb til militære konflikter.'

Indholdet udgøres delvist af konkrete overlevelsestips, for eksempel at man altid bør opbevare skjulte reserver af ferskvand, dåsemad og kontanter i hjemmet. Eller at mobilen bør sættes på lydløs ved et terrorattentat – og at man i sammenhængen bør afholde sig fra at ringe til andre i 'risikoområdet'. Telefonsignalerne kan nemlig 'røbe en person, som gemmer sig'.

Der er også kontaktoplysninger til svenske beredskabsmyndigheder og mere overordnede instrukser og principerklæringer.

Informationskrig er her og nu!

Særligt interessant fra et kommunikationshistorisk perspektiv er, at der i pjecen er flere afsnit, der handler om beskyttelse mod falsk information og propaganda. For eksempel kan vi læse, at der er 'stater og organisationer', som allerede i dag bruger 'vildledende information' for at påvirke vores vurderinger og modstandskraft.

Her bliver budskabet altså særligt alarmerende, idet denne skjulte kamp om vores sjæle – om vores holdninger, sympatier, passioner og aggressioner – ikke bliver præsenteret som et truende fremtidsscenario, men som noget der foregår her og nu.

I Sverige – og sandsynligvis også Danmark – anno 2018.

Kildekritik er den bedste beskyttelse

Hvordan forberedes svenskerne på denne specifikke form for trussel? Jo, kildekritik anbefales som 'den bedste beskyttelse' mod propaganda og falske meddelelser.

Overlevelsesguiden indeholder faktisk en lille liste over kildekritiske spørgsmål, som den enkelte borger kan bruge som kompas i informationsjunglen, for eksempel 'Er det fakta eller holdninger?', 'Hvad er formålet med informationen', 'Hvem er afsenderen', 'Er kilden troværdig?'.

Desuden skal man være forsigtig med rygter, pointerer regeringen. Tro ikke på mærkelige, sensationelle historier, men brug flere, af hinanden uafhængige – og troværdige – kilder for at undersøge om de er korrekte. Og spred eller del ikke historier, som ikke klarer sig igennem en kildekritisk eksamination.

Det er unægtelig tanker, som også cirkulerer overalt i medieverden i disse tider. Mange seriøse medieaktører publicerer manifester, der advarer mod den voksende spredning af rygter og såkaldte falske nyheder.

Måske den svenske regering endda har hentet inspiration i Videnskab.dk's nylige manifest på området?

Gengangere fra Anden Verdenskrig

Lige så interessant fra kommunikationshistorisk perspektiv er, at disse advarsler ikke udgør noget nyt i sammenhængen.

Første udgave af hæftet kom i 1943 i den mest dystre og desperate fase af 2. verdenskrig. Den hed kun 'Hvis krigen kommer' og indeholdt naturligvis ingen webadresser til svenske beredskabsmyndigheder – eller referencer til mobiltelefoner, der skulle sættes på lydløs i kritiske situationer.

Men hvis man sammenligner de to versioner, finder man forbløffende, ja, foruroligende mange gengangere fra 2. verdenskrig i dagens udgave af teksten.

Det gælder blandet andet den noget bombastiske principerklæring, som i begge udgaver udgør fundamentet for al kildekritisk refleksion: Sverige vil aldrig give op, hvis landet bliver angrebet, og således er 'enhver meddelelse om, at modstanden skal ophøre falsk.'

Udgaven fra 2. verdenskrig minder også om, at den moderne krig ikke kun bliver udkæmpet på regulær vis 'mellem militære styrker'. Angreb kan også komme i form af 'propaganda i radio og gennem flyveblad, med falske meddelelser om svenske eftergifter, alt i hensigt at skabe forvirring hos befolkningen.'

Derfor var det essentielt, at hver svensk statsborger også var forberedt på krigens mere skjulte, psykologiske dimensioner. Og ligesom i dag advarede myndighederne i 1943 mod spredning af rygter og sensationelle oplysninger, der kunne forårsage panik hos befolkningen.

En mediebaseret kamp om vores bedsteforældres sjæle

Det der med falske nyheder og informationsskrig er altså ikke noget, der er kommet med den digitale revolution. Mennesket er et opfindsomt væsen, ikke mindst når det handler om krig og rivalitet mellem stater.

Gennem hele verdenshistorien er 'nye medier' og kommunikationsteknologiske innovationer hurtigt blevet opsnappet af herskere og krigsherrer som våben til psykologisk krigsførelse.

Men især medierevolutionen i de sidste cirka 150 år har været betydningsfuld for udviklingen af det, vi i dag kalder for 'fake news'. Siden ekspansionen af de verdensomspændende elektriske telegrafkabler i anden halvdel af 1800-tallet, er de globale nyheds- og informationsstrømme vokset eksponentielt. For hvert årti siden 1850 er de blevet hurtigere, mere polyfone, mere kognitivt overvældende og anmassende.

Og de er blevet brugt af alskens politiske aktører – magthavere og journalister; terrorister og verdensfrelsere; monarker, krigsherrer og entreprenører – til at påvirke 'den almene opinion' i samfundet.

Derfor er vores nyeste historie gennemsyret af en intensiv mediebaseret kamp om magten over vores sjæle. En kamp som ikke mindst satte sit præg på det mørke 20. århundrede – vores forældres og bedsteforældres tid på jorden.

Dansk udgave af krisehæfte

Det er der også tydelige spor af i den danske 'koldkrigsklassiker' 'Hvis krigen kommer', der i 1962 blev husstandsomdelt til samtlige danskere på vegne af Viggo Kampmans SR-regering.

For eftertiden er hæftet ikke mindst blevet kendt for sine lange og temmelig detaljerede passager om beskyttelsesrummets velsignelser og prosaiske praktikaliteter. Men der er også fyldige afsnit om propaganda og beskyttelse mod fjendsk desinformation.

Danskerne fik i 1962 at vide, at en 'angriber' – eventuelt inden udbruddet af den egentlige, 'synlige' krig – ville 'bearbejde civilbefolkningen med propaganda og falske meddelelser' med det overordnede formål 'at skabe forvirring og modløshed'.

»En sand og hurtig nyhedstjeneste«

Alle borgere skulle 'være på vagt' over dette lumske aspekt af den kolde krig – og alle skulle bidrage 'til at bekæmpe dens underminerende virkning'.

Det bedste våben i kampen mod 'usikkerhed, tvivl, rygter og falske meddelelser' – var en 'sand og hurtig nyhedstjeneste'. Aviserne ville udkomme, 'så længe det overhovedet er muligt'. Og myndighederne ville bruge radioen, hurtigt og hyppigt, til at give 'oplysninger og orientering'.

Altså var det også alpha og omega, at den enkelte borger fulgte med – via de rigtige, autoriserede nyhedskanaler: 'Sørg for at kunne holde Dem orienteret, hvor De end måtte opholde dem'.

Således, kære læser af denne ydmyge artikel – hvordan holder De Dem orienteret i dagens nyhedsjungle? Hvordan adskiller De fakta fra holdninger?

Tænker De Dem om, inden De spreder sensationelle historier på de sociale medier?