Efter atombombningen af Hiroshima for 80 år siden blev den nye teknologi mødt med både fascination og frygt. Men det var først mange år senere, at de mange konsekvenser slog igennem.
»Fantastiske Atombomber mod Japan«
Sådan lød overskriften i avisen Social-Demokraten 7. august 1945 - dagen efter bombningen af Hiroshima.
Dagen efter fulgte avisen op med overskrifterne »A-bomben brændte alt til døde: Ethvert levende Væsen forsvandt i Luften paa Grund af den glødende hede« og »Sensationen om Atom-bomben: Helt fantastiske Fremtids-perspektiver«.
Avisoverskrifterne viser den blanding af fascination og frygt for de kræfter, som atombomben og atomteknologien havde sluppet løs ved bombningen af Hiroshima, der fandt sted 6. august for præcis 75 år siden.
Forestillingen om de nærmest uendelige mængder af billig energi, som beherskelse af den atomare fissionsproces lovede, gav anledning til fantasier om, hvordan ørkener ville kunne forvandles til frugtbar jord, og om hvordan vi alle ville kunne rejse mellem kontinenterne i svimlende fart.
Det var først flere år eller årtier efter, at de mange konsekvenser af Hiroshimabomben og atomteknologien for alvor stod klart. Denne forsinkede frygt er et gennemgående tema i vores nye bog 'Atomangst og det civile beredskab', som denne artikel udspringer fra.
Antologien 'Atomangst og civilt beredskab: Forestillinger om atomkrig i Danmark 1945-1975' er et resultat af forskningsprojektet 'Hvis krigen kommer', som udføres i et samarbejde mellem Nordjyllands Historiske Museum og Aalborg Universitet med støtte fra Velux Fondens Museumssatsning.
Projektets formål er at etablere den historiske kontekstforståelse for museumsåbningen i 2021 af REGAN Vest – det regeringsanlæg i Rold Skov, den danske regering og regent skulle udflyttes til i tilfælde af en atomkrig- for herfra fortsat at regere landet. Anlægget stod færdigt i 1968.
Bogen udkom 18. juni 2020 på Aalborg Universitetsforlag og indeholder bidrag af Iben Bjørnsson, Ivan Lind Christensen, Ulla Varnke Egeskov, Bodil Frandsen, Peer Henrik Hansen og Marianne Rostgaard.
Atomangsten, med frygt for konsekvenserne af den ioniserende stråling (den stråling, der kommer fra et radioaktivt stof), opstod først for alvor i sidste halvdel af 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne. Det er der flere grunde til.
For det første hemmeligholdt amerikanerne viden ikke bare om teknologien, men også om de menneskelige konsekvenser af atombomberne over Japan frem til midten af 1950’erne. Alt vedrørende atombomben var en strengt bevogtet militær hemmelighed.
Herudover fremhævede amerikanerne bevidst ildkraften og eksplosionens voldsomhed, og nedtonede den radioaktive stråling. Den radioaktive stråling kunne siges at være en form for kemisk krigsførelse, og dermed overtrædelse af Geneveprotokollen (fra 1925, der forbød brug af krigsgasser og bakteriologisk krigsførelse).
Amerikanerne ville ikke vikles ind i en diskussion om dette, men ønskede netop at få deres sejr til at fremstå som et resultat af en magtfuld beherskelse af atomernes sprængkraft.
Der var samtidig ingen, der i 1945 kendte de konkrete langtidsvirkninger af atombomben.
Radioaktiv stråling, som hverken kan ses, lugtes eller smages, var omgivet af en vis mystik. Initialstrålingen var et kendt fænomen, men langtidsvirkningen af strålingen forblev omstridt, og de videnskabelige eksperter var uenige.
Hertil kom udviklingen af stadig større og kraftigere bomber.
Den første brintbombe blev prøvesprængt i 1952, og i løbet af 1954-55 prøvesprang USA såvel som Sovjetunionen flere brintbomber.
Brintbomben (også kaldt B-bomben) adskiller sig fra A-bomben ved at benytte sig af atomkernefusion, ikke fission, og ved at have en sprængkraft, der måles i megaton, hvor A-våbens kraft måles i kiloton.
Den største B-bombe ('The tsar bomb') som blev prøvesprængt, var sovjetisk, og havde en sprængkraft på cirka 50 megaton. Den blev prøvesprængt på øen Novaja Zemlja i november 1961.
Det var et vilkår for myndigheder såvel som borgere, at den mulige atomkrig var forestillet. Det betyder dog ikke, at forestillingerne ikke havde rod i virkeligheden, men at forestillingerne om den mulige krig byggede på rapporter, scenarier og formodninger.
Ingen vidste, hvordan en fuldskala atomkrig ville udspille sig. Det efterlod et tomrum, som enten måtte fyldes ud med tavshed eller, som sagt, forestillinger.
Myndighedernes scenarier byggede på viden, som primært blev indhentet i USA og Storbritannien, men efterhånden blev der også etableret en dansk ekspertise med viden om atomteknologi og følgevirkningerne af radioaktiv stråling.
Forskningscenter Risø forskede eksempelvis i konsekvenserne af radioaktivt nedfald for kontaminering af fødevarer, og hvordan for eksempel korn efter et atomangreb evt. kunne renses og dermed bruges som fødemiddel både til mennesker og dyr.
NATOs planlægning og politikker spillede en afgørende rolle for de beslutninger, som blev truffet i Danmark om, hvordan det civile beredskab skulle se ud.
Civilforsvarsstyrelsen, som havde ansvaret for beskyttelse af civilbefolkningen i tilfælde af en atomkrig, fik i 1950’erne næsten udelukkende sin viden fra amerikanske og britiske kilder. Herudover skelede man til, hvordan Sverige og Norge forsøgte at løse problemerne med beskyttelse af befolkningen mod en atomkrig og dens følger.
Som i andre lande var de danske myndigheder bekymret for, at befolkningen skulle gå i panik. Derfor skulle den rette dosis oplysning gives på det rette tidspunkt. Men hvornår det var, og præcis hvad der skulle oplyses, var myndigheder, eksperter og politikere ikke altid enige om.
Derudover gik planlægningen af et civilt bredskab i gang med vedtagelse af loven herom i 1959. Det civile beredskab handlede om at forberede statens og samfundets overlevelse.
Statens overlevelse handlede ikke blot om kontrol over territoriet – at fjenden ikke erobrede Danmark – men om at sikre en legitim regerings overlevelse i de dele af Danmark, som fjenden i tilfældet af en invasion ikke havde erobret.
Et vigtigt aspekt af denne planlægning handlede om, hvordan man kunne sikre kommunikationslinjer, forsyninger og andre nødvendigheder.
Som i andre lande var de dele af planlægningen, som handlede om regeringens og statens overlevelse, hemmelig. Samtidig var den offentlige debat om konsekvenserne af en mulig atomkrig begyndt at røre på sig.
Debatten udspillede sig fra midten af 1950’erne og frem, og fyldte for alvor dagsordenen i 1961-62. I januar 1962 blev pjecen 'Hvis krigen kommer' husstandsomdelt.
Civilforsvaret – med ansvar for at hjælpe og redde liv – stod i Danmark i samme dilemma som i alle andre lande: Skulle man fokusere på at evakuere befolkningen eller på at bygge beskyttelsesrum?
Dilemmaet gav anledning til, at der blev gjort meget grin – blandt andet i Politikens 'At tænke sig' – med daværende civilforsvarsdirektør Arthur Dahl, og hans udtalelse om, at hvis en atombombe faldt, så var det bedste man kunne gøre at opholde sig et andet sted.
Det er selvfølgelig umiddelbart komisk, at manden med det øverste ansvar for at redde civilbefolkningen ikke havde andet at tilbyde.
Problemet var, at Arthur Dahl havde ret, og heri lå civilforsvarets store dilemma.
Der blev i international sammenhæng brugt en del krudt på at diskutere evakuering over for en beskyttelsesrumsstrategi.
I 1962 vidste alle, der ville vide det, at man ikke kunne overleve en atomkrig, hvis man var så uheldig at opholde sig det sted, hvor bomben faldt, beskyttelsesrum eller ej, og at evakuering krævede et varsel i så god tid, at man kunne nå at komme væk.
Den forudsætning var ikke nødvendigvis realistisk. Det officielle budskab fra myndighederne håndterede dilemmaet ved at advokere nytten af civilforsvaret, samtidig med at man åbent sagde, at alle ikke kunne reddes.
Man fokuserede på, at mange trods alt ville overleve, og det var disse overlevende, civilforsvaret skulle sikre og redde.
Det var ikke kun myndighederne som tog affære, men også dele af civilbefolkningen.
Det gjorde de typisk ved enten at gå ind i civilforsvaret eller hjemmeværnet for at være parate til at gøre en indsats, hvis krigen kom, eller modsat ved at engagere sig i kampen for atomvåbnenes afskaffelse, hvilket, nogle mente, var det eneste realistiske bud på en sikker fremtid.
Derudover organiserede personer med rødder i modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig sig i 'stay-behind' netværk, som skulle operere bag fjendens linjer i et potentielt besat Danmark for at forsyne Danmarks NATO-allierede med efterretninger.
Selvom atombomben blev født i 1945, tog det lang tid, før forståelsen af konsekvenserne for alvor sank ind. Der var i en dansk civilforsvarlig kontekst i lang tid en tilbøjelighed til at forstå A-bomben som 'bare' en større og kraftigere bombe.
Det vækker associationer til vores egen tid, hvor nogle mente, at COVID-19 bare var en slags influenza - det vil sige noget kendt, som vi derfor også ville kunne håndtere med kendte metoder.
Der ligger også en parallel i, at de videnskabelige eksperter, dengang som nu, ikke nødvendigvis var og er enige om alt, også fordi det er et vilkår, at videnskaben til at starte med ikke kan udtale sig klart og entydigt om nye fænomener, hvor der knapt endnu foreligger forskning.
Der er således paralleller mellem 1950’ernes og 1960’ernes diskussioner af konsekvenser af atomkrigen, og de diskussioner vi havde om, hvordan vi som samfund skulle håndtere COVID-19, både i sammenvævningen af politik og videnskab og i diskussioner om, hvordan relationerne mellem videnskabelige eksperter, myndigheder, politikere og borgere kan og bør være.
'Atomangst og civilt beredskab', Aalborg Universitetsforlag (2020)
Forskningsprojektet 'Hvis Krigen Kommer'
