I går, da andre danskere skulle tage beslutning om de 22 retsakter, skulle indbyggerne i Holstebro og Struer kommuner også tage beslutning om, hvorvidt de to kommuner skulle lægges sammen.
Kigger man efter argumenterne imod forslaget, så kan de umiddelbart synes noget vage i forhold til de noget mere håndgribelige effektiviseringsargumenter, der var årsagen til forslaget. Et argument har været, at det ikke var sikkert, at det blev mere effektivt.
Fra den nordlige del af Struer kommune, der ligger fjernest fra Holstebro, var det særligt afstanden, der blev nævnt – vel også et overskueligt problem i en tid, hvor megen kontakt med det offentlige ordnes over internet og telefon. I kølvandet på afstemningen udtrykte en bagerjomfru i Struer det til DR således:
»Jeg er glad for, at det blev et nej, for jeg bor i Struer. Vi skal ikke hedde Holstebro – vi skal fortsat hedde Struer… Vi skal have det, som vi har det i dag.«
Demokratiet behøver en indre solidaritet mellem borgerne
På trods af denne tilsyneladende vaghed stemte 68 %, mere end to tredjedele, af borgerne i Struer kommune nej. Struer kommune – og Holstebro også for så vidt – forbliver altså selvstændige kommuner.
Hvorfor var disse noget uhåndgribelige argumenter nok til at skabe så markant en modstand? Jeg har et forslag.
Et demokrati behøver en indre solidaritet mellem borgerne, der på denne måde accepterer folkets vilje, også selvom de ikke er enige i den. Denne solidaritet kan være i fare, når f.eks. kommunen bliver større end et enkelt lokalsamfund, og det var det, borgerne i Struer kommune gav udtryk for i går.
Hvad er et folk?
Hvad der sker, når kommunen således bliver større end lokalsamfundet, er Ringkøbing-Skjern Kommune et eksempel på. Her har ideen om et samlet rådhus i Ringkøbing været uspiseligt for borgerne i Skjern, og derfor blev det ikke til noget.
I det hele taget har det vedvarende siden kommunesammenlægningen i 2007 været problematiseret, at borgere fra en by skal bestemme over forholdene i en anden.
I en demokratisk sammenhæng er det derfor et afgørende spørgsmål, hvad et folk faktisk er. Dette gælder naturligvis også, og måske i endnu højere grad, på nationalt plan. Første stykke af § 21 i Lov om Grønlands Selvstyre lyder således:
»Beslutning om Grønlands selvstændighed træffes af det grønlandske folk.«
Det kan ikke i sig selv siges at undre. Udgangspunktet er folkenes ret til selvbestemmelse – et princip, som det vestlige demokrati skylder sin eksistens, og hvis konsolidering har præget de seneste 200 års europæisk historie.
Befolkningen danner ramme om det demokratisk styre
Men hvad er så det grønlandske folk?
Med de vedvarende diskussioner i Grønland om det ønskelige i større eller fuldstændig selvstændighed er dette et godt eksempel i denne forbindelse, og der har da også i tidens løb flere gange været leveret forskellige svar på dette spørgsmål: Det grønlandske sprog, fangererhvervet, den etniske tilknytning, den kulturelle tilknytning og meget andet har været inddraget i debatten.
Det ændrer imidlertid ikke på, at der findes mennesker, der har dansk som modersmål, har et almindeligt kontorjob og kun sjældent beskæftiger sig med trommedans, men alligevel føler sig helt og aldeles som grønlændere. Hvad så med dem?
En befolkning, der skal danne ramme om et demokratisk styre, er således en besværlig størrelse, men vil i udgangspunktet bunde i det, måske umiddelbart uforklarlige, at der er en indre solidaritet. Om man føler, at der er tale om et 'vi' - et fællesskab, man føler, man vil være underlagt.
Således blev det i går fastslået, at en struerbo ikke er en holstebroer. På spørgsmålet "Hvorfor?" er det umiddelbare og mindst problemfyldte svar: Sådan er det bare.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
