Hvorfor mangler kvinderne i filosofihistorien?

Hvorfor anses det at dræbe fjender for at være vigtigere end det at opdrage børn? Det spørgsmål stillede filosoffen 'Sophia' allerede i 1700-tallet.

»Man tænker ofte på feministisk filosofi som noget, der opstod i 1960'erne, men der går en lige linje fra 'Sophia' i 1700-tallet via Mary Wollstonecraft, Harriet Taylor og Simone de Beauvoir til nutidens feministiske filosofi,« siger filosoffen Tove Pettersen.

»Disse tænkere har diskuteret nogenlunde de 'samme' problemstillinger – 'samme' i anførselstegn, fordi samfundet selvfølgelig har forandret sig,« fortsætter Tove Pettersen.

Hun er lektor ved Universitetet i Oslo og har netop udgivet bogen 'Filosofiens annet køn, en introduksjonsbok om feministisk filosofi'.

Bogen behandler, hvad filosoffer i historien har sagt om kvinder. Den fremhæver nogle kvindelige filosoffer og omtaler moderne feministisk filosofi.

»Filosofi handler blandt andet om at være i dialog med en fagtradition, og jeg vil gerne lave nogle forbindelseslinjer til enkelte af de glemte kvindelige filosoffer,« siger Tove Pettersen.

Hvorfor mangler de kvindelige filosoffer?

Men hvorfor mangler kvinderne i filosofihistorien. For de findes, også selv om de ikke har fået en plads i den internationale filosofikanon.

»Det er nemt at tænke, at de mangler, fordi kvinderne ikke havde samme adgang til universiteter og læreanstalter som mænd. Men især i 1600- og 1700-tallet fandtes der en række kvindelige filosoffer uden for akademierne,« siger Pettersen.

Så hvorfor har de ikke fået plads i kanon? Pettersen afviser, at det handler om, at kvinderne skrev mindre betydningsfulde tekster.

»Flere af kvinderne var ganske kendte i samtiden. Sophias essays blev genoptrykt flere gange. Wollstonecraft og Catharine Trotter Cockburn blev læst og anerkendt, og de var i dialog med mandlige filosoffer, som nu er kanoniseret.«

Pettersen mener heller ikke, at disse tekster skulle være dårligere skrevet end de kanoniserede forfatteres tekster.

»Kvinderne tager til en vis grad andre emner op end mændene og skriver på andre måder end mange mandlige filosoffer. Alt er ikke filosofifagligt relevant i dag, og meget opfylder heller ikke genrekravene til moderne filosofi.«

»Men heller ikke kvinder, som skriver traditionelt, får plads i kanon, mens mandlige filosoffer, som skriver anderledes, alligevel godt kan være med,« siger Tove Pettersen.

Pettersen mener derfor, at grunden til, at disse kvinder er faldet ud af kanon, netop er, at de er kvinder.

»I 1800-tallet sker der en ændring af synet på, hvad filosofi er, ligesom synet på kvinder ændrer sig. En intellektuel kvinde blev betragtet som en afviger, og de, der ytrede sig offentligt, blev gerne chikaneret for deres afvigende personlighed frem for at blive kritiseret for det, de skrev.

»De blev således heller ikke læst og henvist til. Og så går et værk tabt,« påpeger hun.

Efterlyste empirisk bevis for mænds overlegenhed

Pettersen fremhæver den anonyme filosof 'Sophia'.

»Hendes værk 'Woman Not Inferior to Man' fra 1739 er utroligt interessant. Her kritiserer hun de oplysningsfilosoffer, som mener, at kvinder er mindre rationelle og mere styret af følelser end mænd.«

Sophia spørger, om dette syn på kvinder bygger på rationelle argumenter og svarer nej: Synspunktet er et udtryk for følelser og fordomme hos de mænd, som påstår det. Motivet er egeninteresse.

Der findes heller ingen holdbare empiriske beviser for sandheden i påstanden. Hvordan skal man kunne observere, hvilke evner kvinder faktisk har, når de i århundreder har været undertrykt og nægtet uddannelse, spørger Sophia videre.

»Hun mener, at hendes samtidige mandlige filosoffer er dårlige filosoffer, når de bygger deres ræsonnement på ubegrundede og falske præmisser,« siger Pettersen.

Sophia tager også spørgsmål op, som er lige så aktuelle for moderne feministisk filosofi, som det var i 1700-tallet.

»Hvordan kan det være, at soldater, som forsvarer landet ved at tage liv, hyldes, mens det arbejde, kvinder gør med at give liv og opdrage børn, ikke bliver tilsvarende værdsat?«

»Det samme spørgsmål diskuteres i nutidens feministiske filosofi: hvorfor har omsorgsarbejdet i privatsfæren ikke været analyseret og tillagt samme værdi i moralfilosofien?« siger Tove Pettersen.

Moralfilosofi hører kun til i den offentlige sfære

Selv det er muligt at finde spor efter kvinder i filosofiens historie, er kvinders traditionelle verden i høj grad fraværende i den kanoniserede filosofi.

»Mænd har befundet sig i den offentlige sfære og været optaget af den. Men man kan ikke blot tage udgangspunkt i de tanker, filosoffer har haft om mænd, og så sige, at det gælder for alle mennesker, ligesom man har gjort i moderne etik.«

»Der gives ikke længere forskellige anbefalinger for, hvordan mænd og kvinder skal leve, men der snakkes heller ikke om, hvordan man skal forholde sig til sine nærmeste,« påpeger Pettersen.

Sproget mangler

Moderne feministisk filosofi er derfor optaget af også at etablere en etik for nære relationer, samt at bruge erfaringer og praksisser traditionelt forbundet med kvinder som udgangspunkt for etisk refleksion.

»Når man skal genindføre en sfære, som har været væk, er det et spørgsmål om, hvilket slags sprog man skal bruge. Derfor arbejder mange feministiske filosoffer med begrebsudvikling,« siger Pettersen.

Et eksempel er autonomibegrebet, som er vigtigt i moralfilosofi.

»Moralsk autonomi handler om, at individer har selvbestemmelse og kan tage moralske afgørelser, uafhængigt af andre. I filosofihistorien blev det hyppigt diskuteret, om kvinder er lige så autonome som mænd. Nu er det ikke et tema længere,« siger hun.

»Men når man anvender begrebet i privatsfæren, støder man på vanskeligheder. For hvor meget selvbestemmelse har en alenemor med tre børn?«

»Det viser, at man bliver nødt til at omformulere autonomibegrebet, så det også inkluderer, at mennesker ofte har ansvaret for andre end bare dem selv. Det er svært, for der kommer en spænding mellem det at være fri og uafhængig og det at være bundet til andre,« siger Pettersen.

Men kan det lade sig gøre?

»Ja, det kan godt lade sig gøre! Simone de Beauvoir fremsætter én strategi. Hendes indfaldsvinkel er, at verden er tvetydig, og mennesker kan ikke beskrives fuldstændigt i dikotomier eller modsætninger. Vi er ikke enten frie eller tilknyttet andre; vi er begge dele samtidig. Derfor skal vores filosofiske begreber kunne rumme denne ambivalens,« siger Tove Pettersen.

Beauvoir tog for eksempel udgangspunkt i, at mennesket er frit og kan skabe sig selv, men hun kunne efterhånden se, at de fleste kvinder levede i en situation med langt større begrænsninger på friheden end mænd.

»Hun udviklede derfor sit frihedsbegreb sådan, at det tog hensyn til, at den situation, som kvinder er i, kan begrænse mulighederne for at bruge sin frihed,« siger Pettersen.

Skal have følelserne ind i etikken

I moderne filosofi er omsorgsetikken et vigtigt bidrag fra feministiske tænkere.

»Bevægelsen startede som en kritik mod traditionel tænkning, hvor følelser og tilknytning betragtes som et forstyrrende element, når man skal træffe moralske valg,« siger Tove Pettersen.

Omsorgsetikere er blandt andet optaget af, at følelser skal have en plads i etisk tænkning, men de har forskellige opfattelser af hvordan.

»Det er vigtigt at tænke over hvilken rolle, følelser spiller og bør spille, frem for bare at tie dem ihjel. Følelserne er med, når mennesket handler moralsk. Hvordan dine handlinger påvirker dem, du er knyttet til, kan have større betydning for, hvordan du vælger at handle, end regler og principper har,« siger hun.

Gælder ikke kun i nære relationer

»Omsorgsetikken tager højde for, at mennesker ikke altid fungerer som ligeværdige, uafhængige kontraktpartnere. Etiske spørgsmål opstår ofte i asymmetriske relationer, hvor de handlende er afhængige af hinanden og magtforholdet er skævt,« siger Tove Pettersen.

Det er let at se i nære relationer som forældre-barn-forhold. Men omsorgsetikere bruger samme model på samfundsforhold og globale relationer.

»Forholdet mellem fattige og rige lande kan for eksempel ses på en ny måde med denne aktørmodel. Det er misvisende at se de globale aktører som ligeværdige kontraktpartnere,« påpger hun.

I en traditionel model bliver spørgsmålet: hvem har ret i hvad, eller hvad er mest nyttigt? I omsorgsetikken spørger man hellere: hvad skal den anden bruge for at kunne vokse og udvikle sig, og hvordan kan vi hjælpe med dette på en måde, som gør, at relationen opretholdes og udvikler sig på en god måde?

»Opgaven bliver så at yde omsorg eller assistance med det mål, at den, der har brug for hjælp, skal blive autonom, men også på en sådan måde, at relationen kan fortsætte. Det gælder altså både for forældre og børn, for borgere i velfærdsstaten og for internationalt samarbejde.«

© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm