Store drenge græder ikke

Sverige år 1770. Den 20 år gamle Johan Gabriel Oxenstierna skal ud på en længere rejse.

På gårdspladsen foran forældrenes gård står tjenestefolkene, storfamilien, forældrene og teenagebrødrene for at tage afsked. Tårerne triller hos dem alle, bortset fra Johan Gabriel selv. Han skammer sig over de manglende tårer og skriver bekymret om det i sin dagbog. Men et par dage senere, da han overnatter på en kro, kommer endelig de tårer, som demonstrerer, at også han kan have stærke følelser.

Unge Oxenstierna blev siden da en af Sveriges mægtigste mænd, og hans dagbøger er bevaret for eftertiden. De indeholder mange tårer.

»Han beskriver for eksempel, hvordan bøger får ham til at græde - men også til at grine. Han var ikke en deprimeret person. Det at græde var helt almindeligt for mænd på den tid,« fortæller idéhistoriker og psykoterapeut Claes Ekenstam.

Moderne mænd græder ikke

»Det at græde er universelt for mennesker. Men alle følelsesudtryk er også foranderlige, og de bliver påvirket af kulturen. Forskellige former for gråd betyder forskellige ting. Man kan græde af sorg og smerte, men også af raseri,« siger Claes Ekenstam.

Gråd bliver gerne set som et autentisk følelsesudtryk og noget, som er godt for helbredet. Men det kan også blive tolket som et værktøj til manipulation.

»Den store svenske landsfader Gustav Vasa var kendt for at kunne manipulere med sine tårer. Når han ikke fik sin vilje i Riksdagen gik han ind og stortudede, og så gav alle ham, hvad han ville have,« fortæller forskeren.

Måden at græde på har ændret sig meget. I tidligere tider var det almindeligt for både mænd og kvinder at græde meget, også i offentlige sammenhænge. Som terapeut har Claes Ekenstam set, hvor vanskeligt det kan være for moderne mennesker at græde, i særlig grad for mænd.

Brystet ud, maven ind

»Gennem historien er der vokset en idé frem om, at selvkontrol er forbundet med mandighed, og mænd, der græder, ses som svæklinge, eller også bliver gråden forbundet med depression. Jeg blev interesseret i at se på dette fænomen i en idéhistorisk sammenhæng,« siger Claes Ekenstam.

Ideer om impulskontrol og sjælens herredømme over kroppen har eksisteret længe, blandt andet i kristendommen. Men ifølge Claes Ekenstam går det især stærkt efter industrialiseringens indtog.

»'Brystet ud og maven ind' står der i alle bøger om etikette. Hvad gør man så? Jo, man undertrykker gråd og man undertrykker også glæde,« siger han.

Antikkens grædende mænd

I historiske tekster finder man imidlertid en helt anden holdning til gråd og selvkontrol end den, vi har i dag.

»I Homers Iliaden og Odysseen flyder tårerne. Den store helt Achilleus udtrykker hæmningsløst sin sorg, da han får besked om, at en nær ven er faldet i krig; han kaster sig på marken, river sig i håret og hyler som et barn.«

»Det fremstilles ikke som umandigt, og det er sjældent, at der udtrykkes nogen skam over tårerne i de antikke tekster,« siger Claes Ekenstam.

Der fandtes ganske vist nogle, som havde en anden opfattelse.

»Platon mente, at manden skulle være rolig i sin sorg. Manden står nærmere fornuften og må beherske sine følelser. Kvinder kunne græde; ifølge Platon kunne man ikke kunne forvente andet fra dem,« siger forskeren. Men det fik Platon dog ikke held med at indføre.

Gråd var en nådegave

»Da vi går over i kristen tid, bliver holdningerne mere ambivalente, men kirkefædrene taler også positivt om gråd. Gråden skulle ikke blive for overdreven, men det var en nåde fra Gud at kunne give sig hen til sorgen. Specielt skulle man græde over sine synder, da det rensede sjælen,« fortæller Claes Ekenstam.

Teologen Thomas Aquinas (1225-1274) mente, at vi får det bedre af at græde, men at gråden må komme af sand ydmyghed. Og man må ikke græde for meget, for det kan være tegn på, at man ikke tror på genopstandelsen og det hellige liv.

I middelaldertekster grædes der nu alligevel meget.

»Det er muligt, at beskrivelserne er overdrevne, men det siger noget om, hvordan man mente, at det burde være. Kvinder græder, mænd græder, og også mægtige mænd som konger og adelsmænd skulle have grædt i stride strømme ved skriftestolen.«

»I svenske kirker blev der grædt meget helt op i 1800-tallet, og en præst, som fik menigheden til at græde, blev anset som en virkelig god præst,« siger den norske idéhistoriker.

Større krav til beherskelse

I renæssancen i 1400- og 1500-tallet bliver gråd i større grad problematiseret og diskuteret.

»Der kommer øgede krav om beherskelse, særligt inden for protestantismen. Luther mente for eksempel, at sorg var kvindagtigt og uværdigt for rigtige mandfolk,« fortæller han.

Ifølge Claes Ekenstam ser det alligevel ud til, at folk fortsatte med at græde meget i denne periode.

»Ved at læse dagbøger ser vi, at man græd over kærlighedssorger, dårlig økonomi, når man skulle ud at rejse, eller fordi kongen var syg. Man gik også i teatret for at opleve stærke følelser,« siger Claes Ekenstam og henviser til en anmeldelse af Hamlet fra 1819.

Stykket var godt, skrev anmelderen, men han syntes, at den indeholdt lidt for få følelser. Det var således første gang, han havde set en tragedie uden at være begyndt at græde.

»Man mente også, at det at græde sammen med andre mennesker havde en moralsk værdi og gjorde en til et bedre menneske. En mand, som havde tørre øjne midt i en grædende forsamling, var suspekt.«

Tårerne feminiseres

»Ved overgangen til 1800-tallet kom der en ændring i mentaliteten.«

Platon mente, at manden står nærmere fornuften og må beherske sine følelser. Kvinder kunne græde; ifølge Platon kunne man ikke forvente andet fra dem

Claes Ekenstam

»Med urbanisering og et voksende borgerskab får man en klarere skillelinje mellem offentligt og privat og en polarisering af det mandlige og det kvindelige, hvor manden er ude i offentligheden,« siger Claes Ekenstam

Det er begyndelsen på feminiseringen af gråden, mener han.

»Der kommer et stærkt krav om følelseskontrol og beherskelse for manden. Og det skal forankres og internaliseres, så det ikke bare er en maske, man tager på. Dette krav rammer også kvinder, men hvor kvinder pålægges stærkere seksuel kontrol, er følelseskontrollen vigtigere for mændene.«

»Da vi når til slutningen af 1800-tallet, er det tydeligt, at mænd ikke skal græde, til nøds med undtagelse af begravelser. Der findes endda eksempler på, at mænd, som græder i situationer, hvor de er i kontakt med sociale myndigheder, bliver anset som vanvittige. Mænds gråd er ved overgangen til 1900-tallet blevet patologiseret,« siger Claes Ekenstam.

Sigmund Freud og andre psykoanalytikere har dog til en vis grad udfordret denne opfattelse af gråd. Psykoanalysen fik således stor betydning for den vestlige kultur og bruges fortsat som en metode til bevidstgørelse af egne følelser.

Men det er fortsat vanskeligt for mange mænd - og kvinder - at græde, selv i terapi. Alligevel ser Claes Ekenstam lyspunkter i vore dage.

»I dag kan vi for eksempel ofte se mænd græde på film. Det gjorde man sjældent for bare 10 år siden,« mener han.

© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm