Hvorfor forsvandt spedalskhed?

I middelalderens Danmark var spedalskhed en frygtet sygdom.

I de hårdest ramte områder døde op mod halvdelen af befolkningen med spedalskhed. De værst ramte ofre fik vansirede ansigter, forkrøblede hænder og fødder og blev blinde.

Men i løbet af 1500-tallet forsvandt den udbredte folkesygdom næsten fuldstændigt fra Danmark og resten af Europa. Århundreder før lægevidenskaben havde fundet en behandling.

»Det er bemærkelsesværdigt, at en så udbredt sygdom fuldstændig forsvinder fra landkortet. Vi mangler stadig at få en ordentlig forklaring på hvorfor,« siger Ib Christian Bygbjerg, som er professor ved Afdeling for Global Sundhed på Københavns Universitet og har forsket i spedalskhed.

Fortsat uvished

Spedalskhed skyldes infektion med en særlig bakterie, kaldet Mycobacterium leprae.

Et nyt studie viser, at nutidens spedalskhedsbakterier ikke har ændret sig – muteret – væsentligt, siden deres forfædre hærgede i middelalderen. Dermed er spedalskhed altså ikke forsvundet, fordi bakterien er blevet mindre farlig, påpeger Ib Christian Bygbjerg.

»Studiet forklarer ikke den største gåde af dem alle; hvorfor forsvandt spedalskhed fra Europa. Vi kan se i studiet, at det hverken var fordi bakterierne blev mindre slemme, eller fordi vi mennesker ændrede os væsentligt,« siger Ib Christian Bygbjerg i artiklen 'Middelalderskeletter fra Odense gemmer på bakterier fra makaber sygdom', der handler om det nye studie.

To hovedårsager til forsvinden

Spørger man professor og ekspert i middelalderens spedalskhed, Jesper Lier Boldsen, mener han imidlertid, at vi allerede har fået en god portion forskning på bordet, som forklarer, hvorfor den frygtede sygdom forsvandt fra Danmark.

Han peger på to væsentlige årsager:

• I danske byer blev patienter med spedalskhed tvunget til at leve delvist isoleret fra resten af samfundet, og dermed blev smittefaren reduceret.
• En voksende udbredelse af en anden sygdom – kvægtuberkulose – betød formentlig, at folk blev mindre modtagelige over for infektion med spedalskhedsbakterier. Lidt populært sagt vaccinerede kvægtuberkulose altså mod spedalskhed.

I det følgende gennemgår vi de forskellige forklaringer på, hvorfor den udbredte folkesygdom stort set kunne forsvinde, længe før lægerne vidste, hvordan spedalskhed skulle behandles.

Skt. Jørgen reducerede smittefaren

Professor Jesper Lier Bolden påpeger for det første, at oprettelsen af særlige spedalskhedshospitaler, kendt som Sankt Jørgensgårde, spillede en rolle for udryddelsen af spedalskhed blandt indbyggerne i datidens danske byer.

Fra en gang i 1200-tallet begyndte man at sende spedalskhedspatienter på Sankt Jørgensgårdene. På den måde blev de delvist isoleret fra resten af samfundet, og man kunne undgå, at patienterne smittede familie, naboer, venner og andre i samfundet.

»Da Sankt Jørgensgårdene blev etableret, fik man fjernet smittefarlige patienter fra befolkningen. De blev tvunget til at leve delvist isoleret, og der var strikse regler for, hvad de måtte gøre,« siger Jesper Lier Boldsen, som er professor ved Syddansk Universitet.

»Det betød ikke, at spredningen af spedalskhed blev fuldstændig stoppet, men den blev bremset.«

I Odense forsvandt spedalskhed

Som eksempel nævner Jesper Lier Boldsen, at der i Odense blev oprettet en Sankt Jørgensgård omkring år 1270. Og knap 100 år senere ophørte sygdommen stort set med at eksistere i Odense.

Dermed forsvandt spedalskhed altså fra Odense cirka 200 år tidligere end i resten af landet, hvor det skete i løbet af 1500-tallet, påpeger Jesper Lier Boldsen.

»Vi kan se, at sygdommen forsvandt, fordi man holdt op på at begrave på Sankt Jørgensgårdens kirkegård, og samtidig holdt der op med at være mennesker med spedalskhed på de almindelige kirkegårde i byen,« siger Jesper Lier Boldsen og henviser til dette studie.

Isolation hjalp i byerne

I sin disputats – det vil sige en stor videnskabelig afhandling - fra 2007, argumenterer Jesper Lier Boldsen netop for, at Sankt Jørgensgårdene medførte en væsentlig reduktion i udbredelsen af spedalskhed i danske byer.

I byerne kunne man nemlig lettere opdage og fjerne de spedalske fra bybilledet - og således blev der gradvist færre til at videreføre sygdommen, forklarer Jesper Lier Boldsen.

»Argumentet er blot, at hvis hver smittet med spedalskhed smitter mindre end én anden i gennemsnit, så vil sygdommen forsvinde,« påpeger Jesper Lier Boldsen.

Professor: Ikke en central årsag

Professor Ib Christian Bygbjerg mener imidlertid ikke, at Sankt Jørgensgårdene kan have været en central årsag til, at spedalskhed blev udryddet i Danmark.

Han påpeger, at mennesker kan være ramt af spedalskhed i årevis, før symptomerne viser sig. Således vil det kun være patienter med meget fremskreden spedalskhed, som er blevet opdaget og sendt på Sankt Jørgensgården.

»Den alvorligste og mest smitsomme form for spedalskhed er Lepramotøs Lepra (LL). Hvis man tager en prøve på huden eller næsen på disse patienter, er den fuld af bakterier,« siger Ib Christian Bygbjerg, som har kendskab til spedalskhed fra behandling og forskning i nutidens patienter.

»Problemet er bare, at der kan gå mange år, før symptomerne på LL viser sig. Det er først, når næsen er faldet sammen, og fortænderne er faldet ud. Derfor kan de mest smitsomme patienter have gået rundt i befolkningen i mange år, før deres sygdom er blevet opdaget, og de er blevet spærret inde.«

Uenighed

Dermed mener Ib Christian Bygbjerg altså ikke, at Sankt Jørgensgårdene har spillet »en central rolle« for udryddelsen af spedalskhed i Danmark.

Modsat Ib Christian Bygbjerg mener professor Jesper Lier Boldsen, at Sankt Jørgensgårdene gjorde en reel forskel i byerne – selvom han understreger, at Danmarks bybefolkning dengang kun udgjorde en brøkdel af Danmarks samlede befolkning.

Men blandt indbyggerne i danske byer mener Jesper Lier Boldsen, at den delvise tvangsisolation af spedalskhedspatienter på Sankt Jørgensgårdene var med til at reducere smittefaren »så meget, at sygdommen forsvandt i løbet af nogle generationer.« Han henviser blandt andet til, at det ser ud til, at patienter med LL-spedalskhed rent faktisk havnede på Sankt Jørgensgårdene.

»Der er en meget betydelig overvægt af mennesker med LL-spedalskhed på Sankt Jørgensgården i Odense,« påpeger Jesper Lier Boldsen.

Kvæg var med til at vaccinere

Mens Sankt Jørgensgårdene ifølge Jesper Lier Boldsen hjalp til med at fjerne spedalskhed fra danske byer, så peger hans egen forskning på, at kvægtuberkulose kan være årsag til, at spedalskhed forsvandt fra landområder.

Kvægtuberkulose er en sygdom, som skyldes en infektion med bakterier (Mycobacterium bovis), der er nært beslægtede med bakterierne bag spedalskhed (Mycobacterium leprae).

Og har man først været ramt af bakterierne bag kvægtuberkulose, kan det faktisk modvirke, at man senere bliver ramt af spedalskhed, påpeger Jesper Lier Boldsen.

»Det er bakterier fra kvægtuberkulose, som man bruger til at lave Calmettevaccinen, der er rettet mod tuberkulose. Men vaccinen virker også delvist mod spedalskhed,« siger Jesper Lier Boldsen.

Med andre ord mener Jesper Lier Boldsen, at spredningen af kvægtuberkulose i middelalderens Danmark har været med til at sætte en stopper for spedalskhed.

Studehandel var vigtig

Bakterierne bag kvægtuberkulose har egentlig køer som naturlig vært, men kvægtuberkulose-bakterier kan også smitte fra kvæg til mennesker.

Dermed påpeger Jesper Lier Boldsen, at handelen med kvæg – studehandelen – i den sene middelalder i Danmark spillede en vigtig rolle for udryddelsen af spedalskhed i Danmark.

»Studehandelen kom i gang i løbet af 1400-tallet og kulminerede i 1500-tallet. Studehandelen flyttede levende kreaturer fra den ene ende af landet til den anden. Det medførte en spredning af kvægtuberkulose,« siger Jesper Lier Boldsen.

»I min disputats fra 2007 slår jeg til lyd for, at den samme reduktion af smittesandsynligheden, som Sankt Jørgensgårdene forårsagede i byerne, blev skabt af studehandelen på landet.«

Derfor hærgede spedalskhed så længe i Norge

Når studehandel og kvægtuberkulose har været med til at udrydde spedalskhed, giver det ifølge Jesper Lier Boldsen »rigtig god mening,« at spedalskhed fortsatte sin hærgen i det vestlige Norge helt indtil 1940’erne – længe efter at sygdommen var forsvundet de fleste andre steder i Europa.

I middelalderen blev kvæg nemlig ikke transporteret til Vestnorge, og dermed blev kvægtuberkulosen ikke udbredt i området, fortæller Jesper Lier Boldsen.

»Der er og har været en betydelig kvægavl i Vestnorge gennem hele perioden fra vikingetiden til nutiden. Men der har ikke været nogen transport af levende dyr gennem området; kun en produktion til eget forbrug og eksport. Derfor fik man ikke beskyttelsen mod spedalskheden fra kvægtuberkulosen,« siger Jesper Lier Boldsen.

Ib Christian Bygbjerg er enig i, at der kan være en sammenhæng mellem kvægtuberkuloses fremgang og spedalskheds nedgang. Som læge i udlandet har han flere steder set med egne øjne, at spedalskhed kan glimre ved sit fravær i områder med tuberkulose.

»Jeg har set det samme i både Indien og Etiopien. I højlandet er der meget mere tuberkulose end i lavlandet, hvor der til gengæld er mere spedalskhed. Så det ene sted er der spedalskhed, og det andet sted er der tuberkulose,« siger Ib Christian Bygbjerg.

En 'fattigmandssygdom'

Herudover påpeger begge forskere, at faktorer såsom underernæring, hygiejne og andre sociale forhold kan spille en rolle for, hvorvidt man udvikler spedalskhed. Og dermed kan ændrede levevilkår muligvis have været med til at sætte en stopper for spedalskhed.

»Levevilkår spiller uden tvivl ind på, hvorvidt man vil blive ramt af spedalskhed. Hvis man er underernæret, har dårlig hygiejne eller er svækket, fordi man lever under dårlige leveforhold, så vil man nok være mere modtagelig for sygdommen,« siger Ib Christian Bygbjerg.

Han tilføjer, at man »groft sagt kan kalde spedalskhed for en fattigdomssygdom.«

»Mange danskere har arbejdet på spedalskhedshospitaler i udlandet i årevis uden at blive smittet med spedalskhed. Det siger noget om, at de levevilkår, man er opvokset under, formentlig også spiller ind på risikoen for at blive smittet,« siger Ib Christian Bygbjerg.

Genetik kan spille ind

En anden mulig årsag til spedalskhedens forsvinden fra Europa kan være, at vi genetisk set er blevet mindre tilbøjelige til at få spedalskhed. Fra nutidens patienter med spedalskhed ved man, at mennesker, som bærer en særlig genvariant (DRB1’15:01), er mere tilbøjelige til at blive ramt af den alvorligste form for spedalskhed (LL).

Et nyt studie udført af blandt andet Jesper Lier Boldsen og internationale forskere tyder på, at den særlige genvariant er mindre udbredt i dag end i middelalderen. Det tolker forskerne som et tegn på, at vi kan have tilpasset os truslen fra spedalskhed. Med andre ord er genvarianten måske blevet mindre udbredt, fordi det er en evolutionær fordel, som beskytter os mod spedalskhed, forklarer forskerne.

»Det ser ud, som om vores genom (arvemasse, red.) har ændret sig på grund af spedalskhed. Der er sket et signifikant fald i forekomsten af genvarianten DRB1’15:01. Formentlig er den blevet reduceret fra omkring 20 procent i middelalderen til omkring 13 procent i dag,« siger den tyske professor Ben Krause-Kyora, som leder det nye studie.

Mange faktorer spiller ind

Forskerne er dog enige om, at nedgangen i genvarianten DRB1’15:01 er så lille, at det ikke alene er nok til at forklare, hvorfor spedalskhed forsvandt fra middelalderens Europa.

Spørger man Jesper Lier Boldsen handler det ikke kun om sundhedsmæssige faktorer, men det er derimod »nødvendigt at forstå historien politisk, socialt og økonomisk for at kunne analysere spedalskhedens udvikling.«

»Man kan ikke forklare det alene ved at se på én faktor. Det er formentlig et samspil mellem en række forskellige faktorer, som har betydet at spedalskhed blev udryddet,« slutter han.

\ Læs mere

Derfor findes spedalskhed stadigvæk