Hvorfor forsvandt spedalskhed?
Igennem århundreder hærgede spedalskheden blandt danskerne, men pludselig forsvandt sygdommen fra Danmark og det meste af Europa. Hvad skete der?
spedalskhed middelalderen sygdomme historie

I middelalderen skulle spedalske bære en klokke for at advare andre om, at de var syge. (Foto: Wikimedia Commons)

I middelalderens Danmark var spedalskhed en frygtet sygdom.

I de hårdest ramte områder døde op mod halvdelen af befolkningen med spedalskhed. De værst ramte ofre fik vansirede ansigter, forkrøblede hænder og fødder og blev blinde.

Men i løbet af 1500-tallet forsvandt den udbredte folkesygdom næsten fuldstændigt fra Danmark og resten af Europa. Århundreder før lægevidenskaben havde fundet en behandling.

»Det er bemærkelsesværdigt, at en så udbredt sygdom fuldstændig forsvinder fra landkortet. Vi mangler stadig at få en ordentlig forklaring på hvorfor,« siger Ib Christian Bygbjerg, som er professor ved Afdeling for Global Sundhed på Københavns Universitet og har forsket i spedalskhed.

Spedalskhed i dag

Spedalskhed – også kaldet lepra eller Hansens Syge – er en sygdom, som skyldes infektion med bakterier.

Bakterierne kan i dag fjernes med medicin.

Sygdommen er udryddet i Vesten, men ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO var der på verdensplan fortsat 173.358 tilfælde af spedalskhed i 2016.

Fortsat uvished

Spedalskhed skyldes infektion med en særlig bakterie, kaldet Mycobacterium leprae.

Et nyt studie viser, at nutidens spedalskhedsbakterier ikke har ændret sig – muteret – væsentligt, siden deres forfædre hærgede i middelalderen. Dermed er spedalskhed altså ikke forsvundet, fordi bakterien er blevet mindre farlig, påpeger Ib Christian Bygbjerg.

»Studiet forklarer ikke den største gåde af dem alle; hvorfor forsvandt spedalskhed fra Europa. Vi kan se i studiet, at det hverken var fordi bakterierne blev mindre slemme, eller fordi vi mennesker ændrede os væsentligt,« siger Ib Christian Bygbjerg i artiklen 'Middelalderskeletter fra Odense gemmer på bakterier fra makaber sygdom', der handler om det nye studie.

To hovedårsager til forsvinden

Spørger man professor og ekspert i middelalderens spedalskhed, Jesper Lier Boldsen, mener han imidlertid, at vi allerede har fået en god portion forskning på bordet, som forklarer, hvorfor den frygtede sygdom forsvandt fra Danmark.

Han peger på to væsentlige årsager:

  • I danske byer blev patienter med spedalskhed tvunget til at leve delvist isoleret fra resten af samfundet, og dermed blev smittefaren reduceret.

  • En voksende udbredelse af en anden sygdom – kvægtuberkulose – betød formentlig, at folk blev mindre modtagelige over for infektion med spedalskhedsbakterier. Lidt populært sagt vaccinerede kvægtuberkulose altså mod spedalskhed.

I det følgende gennemgår vi de forskellige forklaringer på, hvorfor den udbredte folkesygdom stort set kunne forsvinde, længe før lægerne vidste, hvordan spedalskhed skulle behandles.

Spedalskhed i middelalderen

Spedalskhedens hærgen var på sit højeste i 1200-1400-tallet, og stort set hele Europa var ramt.

Der kunne dog være relativt store forskelle på, hvor hårdt ramt befolkningen var lokalt set.

Professor Jesper Lier Boldsens tidligere forskning tyder eksempelvis på, at 35-44 procent af befolkningen i Slesvig døde med spedalskhed.

Ikke langt derfra – i Ribe – var det imidlertid kun omkring 5-10 procent, som døde med spedalskhed, antyder Boldsens igangværende forskning.

Kilde: Jesper Lier Boldsen

Skt. Jørgen reducerede smittefaren

Professor Jesper Lier Bolden påpeger for det første, at oprettelsen af særlige spedalskhedshospitaler, kendt som Sankt Jørgensgårde, spillede en rolle for udryddelsen af spedalskhed blandt indbyggerne i datidens danske byer.

Fra en gang i 1200-tallet begyndte man at sende spedalskhedspatienter på Sankt Jørgensgårdene. På den måde blev de delvist isoleret fra resten af samfundet, og man kunne undgå, at patienterne smittede familie, naboer, venner og andre i samfundet.

»Da Sankt Jørgensgårdene blev etableret, fik man fjernet smittefarlige patienter fra befolkningen. De blev tvunget til at leve delvist isoleret, og der var strikse regler for, hvad de måtte gøre,« siger Jesper Lier Boldsen, som er professor ved Syddansk Universitet.

»Det betød ikke, at spredningen af spedalskhed blev fuldstændig stoppet, men den blev bremset.«

I Odense forsvandt spedalskhed

Som eksempel nævner Jesper Lier Boldsen, at der i Odense blev oprettet en Sankt Jørgensgård omkring år 1270. Og knap 100 år senere ophørte sygdommen stort set med at eksistere i Odense.

Dermed forsvandt spedalskhed altså fra Odense cirka 200 år tidligere end i resten af landet, hvor det skete i løbet af 1500-tallet, påpeger Jesper Lier Boldsen.

»Vi kan se, at sygdommen forsvandt, fordi man holdt op på at begrave på Sankt Jørgensgårdens kirkegård, og samtidig holdt der op med at være mennesker med spedalskhed på de almindelige kirkegårde i byen,« siger Jesper Lier Boldsen og henviser til dette studie.

spedalskhed Norge Europa Historie sygdomme infektion bakterier

I Norge fortsatte spedalskhed med at hærge langt op i 1900-tallet. Den norske læge Armaur Hansen (1841-1912) opdagede, at spedalskhed skyldes en infektion med bakterier. Billederne er fra Armaur Hansens lærebog fra 1895. (Fotos udlånt af Jesper From)

Sankt Jørgens-gårde

Sankt Jørgens-gårde var hospitaler for middelalderens spedalske.

I Danmark var der ca. 35 af disse gårde.

Spedalskhedshospitalerne blev oprettet fra 1100-tallet. Livsvarig tvangsisolering af spedalske i Sankt Jørgens-gårde blev først påbudt fra 1443.

I 1542 var spedalskhed næsten forsvundet, og Sankt Jørgens-gårdene blev nedlagt – mange bygninger blev i stedet brugt som fattiggårde.

Kilde: Den Store Danske

Isolation hjalp i byerne

I sin disputats – det vil sige en stor videnskabelig afhandling - fra 2007, argumenterer Jesper Lier Boldsen netop for, at Sankt Jørgensgårdene medførte en væsentlig reduktion i udbredelsen af spedalskhed i danske byer.

I byerne kunne man nemlig lettere opdage og fjerne de spedalske fra bybilledet - og således blev der gradvist færre til at videreføre sygdommen, forklarer Jesper Lier Boldsen.

»Argumentet er blot, at hvis hver smittet med spedalskhed smitter mindre end én anden i gennemsnit, så vil sygdommen forsvinde,« påpeger Jesper Lier Boldsen.

Professor: Ikke en central årsag

Professor Ib Christian Bygbjerg mener imidlertid ikke, at Sankt Jørgensgårdene kan have været en central årsag til, at spedalskhed blev udryddet i Danmark.

Han påpeger, at mennesker kan være ramt af spedalskhed i årevis, før symptomerne viser sig. Således vil det kun være patienter med meget fremskreden spedalskhed, som er blevet opdaget og sendt på Sankt Jørgensgården.

»Den alvorligste og mest smitsomme form for spedalskhed er Lepramotøs Lepra (LL). Hvis man tager en prøve på huden eller næsen på disse patienter, er den fuld af bakterier,« siger Ib Christian Bygbjerg, som har kendskab til spedalskhed fra behandling og forskning i nutidens patienter.

»Problemet er bare, at der kan gå mange år, før symptomerne på LL viser sig. Det er først, når næsen er faldet sammen, og fortænderne er faldet ud. Derfor kan de mest smitsomme patienter have gået rundt i befolkningen i mange år, før deres sygdom er blevet opdaget, og de er blevet spærret inde.«

Uenighed

Dermed mener Ib Christian Bygbjerg altså ikke, at Sankt Jørgensgårdene har spillet »en central rolle« for udryddelsen af spedalskhed i Danmark.

Modsat Ib Christian Bygbjerg mener professor Jesper Lier Boldsen, at Sankt Jørgensgårdene gjorde en reel forskel i byerne – selvom han understreger, at Danmarks bybefolkning dengang kun udgjorde en brøkdel af Danmarks samlede befolkning.

Men blandt indbyggerne i danske byer mener Jesper Lier Boldsen, at den delvise tvangsisolation af spedalskhedspatienter på Sankt Jørgensgårdene var med til at reducere smittefaren »så meget, at sygdommen forsvandt i løbet af nogle generationer.« Han henviser blandt andet til, at det ser ud til, at patienter med LL-spedalskhed rent faktisk havnede på Sankt Jørgensgårdene.

»Der er en meget betydelig overvægt af mennesker med LL-spedalskhed på Sankt Jørgensgården i Odense,« påpeger Jesper Lier Boldsen.

Et nyt studie udført af blandt andet Jesper Lier Boldsen og internationale forskere tyder på, at den særlige genvariant er mindre udbredt i dag end i middelalderen. Det tolker forskerne som et tegn på, at vi kan have tilpasset os truslen fra spedalskhed. Med andre ord er genvarianten måske blevet mindre udbredt, fordi det er en evolutionær fordel, som beskytter os mod spedalskhed, forklarer forskerne.

»Det ser ud, som om vores genom (arvemasse, red.) har ændret sig på grund af spedalskhed. Der er sket et signifikant fald i forekomsten af genvarianten DRB1’15:01. Formentlig er den blevet reduceret fra omkring 20 procent i middelalderen til omkring 13 procent i dag,« siger den tyske professor Ben Krause-Kyora, som leder det nye studie.

Mange faktorer spiller ind

Forskerne er dog enige om, at nedgangen i genvarianten DRB1’15:01 er så lille, at det ikke alene er nok til at forklare, hvorfor spedalskhed forsvandt fra middelalderens Europa.

Spørger man Jesper Lier Boldsen handler det ikke kun om sundhedsmæssige faktorer, men det er derimod »nødvendigt at forstå historien politisk, socialt og økonomisk for at kunne analysere spedalskhedens udvikling.«

»Man kan ikke forklare det alene ved at se på én faktor. Det er formentlig et samspil mellem en række forskellige faktorer, som har betydet at spedalskhed blev udryddet,« slutter han.

Ugens Podcast

Lyt til vores ugentlige podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.