Hvorfor er dansk børne-TV så provokerende?

Når danske børn tænder for DR’s børneunivers Ramasjang, kan de blandt andet møde karakteren Onkel Reje.

Onkel Reje gider ikke gå i bad, han ryger pibe, og han spiller i et metalband, hvor man helst skal drikke blod eller i det mindste være satanist, hvis det skal være helt rigtigt.

Danske forældre kan godt få kaffen galt i halsen, når Onkel Reje kommer på skærmen, og aktuelt har en lille gruppe mennesker set sig så vrede på karakteren, at det har udviklet sig til en hetz mod manden, der spiller Onkel Reje.

Men i Danmark er der generelt en accept af, at børne-TV udfordrer grænserne for, hvad man må vise børn.

»Onkel Reje er fandenivoldsk og antiautoritær. Det kan gå an på dansk TV, der er kendt for at være frigjort,« siger Helle Strandgaard Jensen, der er lektor i kulturhistorie ved Aarhus Universitet og blandt andet forsker i offentlige debatter om børn og medier.

»Onkel Reje ville til gengæld slet ikke kunne gøre sig på amerikansk TV,« fortsætter hun.

For nylig har hun udgivet bogen ‘Sesame Street: A Transnational History’. I bogen sammenligner hun børne-TV-kulturer på tværs af landegrænser, og hun ser ikke mindst på de sammenstød, der kan opstå, når et TV-koncept rejser fra ét land til et andet.

Når vi diskuterer, hvilket TV-indhold, der er passende for vores børn, diskuterer vi nemlig samtidig, hvilke normer og værdier, vi gerne vil give videre til de næste generationer.

Debatten bliver hurtigt ophedet, fordi det er én stor forhandling om, hvad der er godt og skidt.

»Skal børn skærmes, eller skal de ikke skærmes? Er det okay, at børne-TV får børn til ikke at ville i bad? Eller skal de lære, at det der med at gå i bad, det skal man bare, for det synes de voksne?« spørger Helle Strandgaard Jensen.

Indoktrinering i Gurli Gris?

Et eksempel på et sammenstød så vi i 2022, hvor det britiske børneprogram ‘Gurli Gris’ vakte vrede hos den politiske højrefløj i Italien.

En episode introducerede en isbjørnekarakter med to mødre, og det fik en talsmand fra partiet Fratelli d’Italia til at forlange, at afsnittet ikke blev vist i Italien, da der ifølge ham var tale om ‘kønsindoktrinering’.

Et andet eksempel – denne gang med Danmark og USA i hovedrollerne – var, da Google i 2020 fjernede DR’s Ramasjang-app fra sin digitale butik. Appen, der indeholder TV-programmer, musik og spil, opfordrede børn til rygning og vold, lød det.

Det, der havde fået alarmklokkerne til at ringe hos Google, var, at der i detektiv-programmet ‘Ramasjang Mysteriet’ blev brugt lakridspiber som rekvisitter. Og at Onkel Reje tæskede ninjaer.

Google endte med at tillade appen alligevel, men eksemplet viser, at det ofte varierer fra land til land, hvad der opfattes som passende børneunderholdning, fortæller Helle Strandgaard Jensen.

Ud fra sin forskning, der blandt andet beskriver den mærkelige historie om, hvordan det amerikanske børneprogram Sesame Street blev til et konfliktfyldt møde mellem amerikansk bornerthed og vesttyske bandeord (den historie vender vi tilbage til), har hun sporet tre faktorer, der afgør, hvad et samfund synes er passende underholdning for børn:

1. Synet på børn og barndommen
   Her kan man eksempelvis spørge, om børn og voksne opfattes som ligestillede i samfundet. Bliver børn set som borgere, der skal have lov til at sige deres mening og gøre, hvad de selv synes er bedst?

2. Hvilke idealer man har for uddannelse
   Tænker et samfund traditionelt om uddannelse, eller er man mere progressiv? Progressivitet vil sige, at man er åben over for, at noget kan gøres på en anden og måske mere tidssvarende måde end den traditionelle.
   »Den traditionelle uddannelse er klassisk skolelæring. Det er at kunne huske vigtige årstal, lære at tælle og så videre. Progressiv uddannelse handler om den sociale og kulturelle læring – om at lære om sine følelser, om sin krop, om det at indgå i fællesskaber med andre, og om at kærlighed kan se ud på mange forskellige måder« siger Helle Strandgaard Jensen.

3. Medielandskabet
   Den tredje faktor, medielandskabet, handler om, at lande har forskellige vilkår, i forhold til hvad de kan producere af indhold. Det kan groft sagt sammenfattes til, om man har råd til at lave noget, der ikke kan sælges.

I Danmark (og i andre vesteuropæiske lande) er medielandskabet præget af, at vi har ‘public service’.

Det vil sige, at en række medier modtager penge, så de kan lave indhold, der er uafhængigt af økonomiske og politiske interesser. I stedet skal man »sikre den danske befolkning et bredt udbud af programmer og tjenester omfattende nyhedsformidling, oplysning, undervisning, kunst og underholdning«.

Public service gør det muligt for DR at lave en Onkel Reje, fordi de ikke er afhænige af at skulle sælge ham. Det ville jo, ifølge Helle Strandgaard Jensen, være svært at afsætte ham til det amerikanske marked.

I det danske syn på, hvad børn må, og hvad der er fornuftigt at lære dem, er vi også langt fra USA. Vi ligger nok mere på linje med Vesttyskland, som Helle Strandgaard Jensen blandt andre har brugt som case i sin bog.

Muppets på vesttysk

For at forstå nogle af nutidens ophedede debatter om børne-TV, har hun vendt blikket mod Sesame Street, der er et af verdens mest kendte børneprogrammer.

Første episode af det amerikanske TV-program blev sendt i 1969. På den tid var det en nyskabelse inden for TV til børn på grund af sit fokus på læring.

Ved hjælp af de farverige dukker, kendt som muppets, skulle børn inspireres til at lære. Men, som Helle Strandgaard Jensen siger, det skulle være den slags læring, som amerikanske voksne mente var passende.

»Udover 1-2-3 og A-B-C, skulle børnene lære at være søde ved hinanden. Moralen i de forskellige afsnit var ofte, at der altid er en løsning på problemerne,« siger hun.

Én ting, børnene i hvert fald ikke skulle lære, var at sige nej til de voksne. Og her opstod der med Sesame Street et sammenstød mellem amerikansk og europæisk børne-TV-tradition, som vi ifølge Helle Strandgaard Jensen stadig kan lære af i dag.

‘Op i røven’

Produktionsselskabet bag Sesame Street, Children’s Television Workshop, ville gerne sælge Sesame Street til andre lande, og deres rejse mod global udbredelse tog et ordentligt ryk, da de i begyndelsen af 1970’erne solgte programmet til Vesttyskland.

Sesame Street kunne enten sælges i en original engelsksproget version eller som en form for lokal version, hvor lokale producenter kunne tilføje deres eget indhold. I Vesttyskland valgte man sidstnævnte løsning og lavede egne indslag, der blev vist sammen med muppet-dukkerne.

I Vesttyskland havde erfaringerne fra Anden Verdenskrig imidlertid haft en enorm effekt på, hvad man opfattede som vigtigt at lære. Kort fortalt så man en stor værdi i, at børnene lærte at være kritiske over for autoriteter og systemer. Man ville klæde børnene på til at undgå en gentagelse af krigen.

Derfor var den tyske ‘Sesamstrasse’ ret anderledes end den amerikanske version. Den fokuserede på det, Helle Strandgaard Jensen kalder social (ud)dannelse. At børnene skulle lære at begå sig på egen hånd, også selvom det betød, at de måtte modsætte sig de voksne.

»Det lokale indhold var lavet fra børnenes perspektiv, og amerikanerne syntes, det var alt for antiautoritært. Børnene bandede og sagde eksempelvis ‘op i røven’ på tysk. Der var også for meget nøgenhed, fordi der var klip med børn, der badede på stranden,« siger Helle Strandgaard Jensen.

Det fik amerikanere, der var bosat i Vesttyskland, til at klage til produktionsselskabet, og i 1972 sendte de et brev til deres vesttyske samarbejdspartnere, hvor de skrev, at de var bekymrede over, at børnene blev ‘opmuntret til at trodse de voksne og deres regler’.

Efter to sæsoner med diskussioner om, hvorvidt der var for meget ‘social læring’ i Sesamstrasse, fik vesttyskerne fred til at lave deres lokale indhold.

Blandt andet fordi Vesttyskland var en for økonomisk indbringende samarbejdspartner at give slip på for amerikanerne, fortæller Helle Strandgaard Jensen.

Børnenes talsmand

Med historien om vesttyskernes antiautoritære tilgang i baghovedet, vender vi blikket mod Danmark igen.

Herhjemme har DR taget udgangspunkt i børnenes perspektiv i mere end 50 år: Fra dengang Sonja fra Saxogade ikke gad gå i skole, til i dag, hvor Onkel Reje ikke gider bruge sæbe.

»Hos DR’s Børne og Ungeafdeling, B&U, sagde man i 1968, at når nu børnene hverken havde en fagforening eller en interesseorganisation, så skulle de være det for dem,« fortæller Helle Strandgaard Jensen.

Mogens Vemmer, der var chef for B&U fra 1968 til 2000 (og blandt andet har frembragt elskede DR-karakterer som Bamse og Kylling og Kaj og Andrea), sagde selv, at børne-TV skulle ‘udfordre’.

Men hvorfor er det egentlig et ideal, at børne-TV skal udfordre?

»Det bliver det, fordi man gerne vil vise børnene noget andet indhold, der ikke er så poleret, som det engelsksprogede indhold typisk er,« siger Helle Strandgaard Jensen og peger på, at skandinavisk børne-TV sammenlignet med amerikansk, tillader alle de svære følelser, børn også kan have.

»Børn har konflikter. Det kan være, at man får en lillebror, men man finder ud af, at man faktisk ikke kan lide lillebror. Det er de farlige og uforløste følelser. Jeg er ensom, jeg bliver behandlet dårligt. Hvis børn ikke kan lide, at deres forældre skal skilles og er sure på dem, så kan man lave et rum for det. Det ser vi ikke på amerikansk tv på samme måde, overhovedet,« siger hun.

Hun fortæller om en episode af Onkel Reje, hvor han får julegaver. Han kan ikke lide dem, og derfor smadrer han dem. Det kan ifølge Helle Strandgaard Jensen være med til at bekræfte børn i, at deres følelser er okay.

»Men det kan samtidig såre nogens følelser, hvis man smadrer de gaver, de har foræret en. Nogle voksne vil synes, det er mere rigtigt at lære børnene, at de skal lære at udtrykke taknemmelighed. Også selvom de er skuffede,« siger Helle Strandgaard Jensen og fortsætter:

»Andre voksne vil omvendt synes, det er fedt at blive udfordret, når børnene lærer noget, der styrker deres egen stemme. At børnene lærer at klare sig selv og blive mere selvstændige. Også selvom det bliver mere besværligt at få dem i bad.«