Danmark kan bryste sig af nogle temmelig blærede mosefund: Grauballemanden og Tollundmanden for at nævne nogle få.

Men selvom nye undersøgelser af de danske moselig har gjort os klogere på omstændighederne omkring deres død – og blandt andet punkteret myten om, at de fysisk har skilt sig ud fra mængden – er der stadig grundlæggende spørgsmål, der spøger:

Hvem var disse mennesker, og hvorfor skulle de ofres?

I Irland sidder en forsker med sit helt eget bud på svaret. Arkæolog Eamonn Kelly er involveret i forskningsprojektet ’Bog Bodies Research Project’, som har til formål at undersøge de irske moselig gennem en række moderne analysemetoder.

Han mener, at moseligene var konger, der fejlede i deres embede. Hvad mere er: Han tror, at teorien måske kan overføres til de danske moselig.

Clonycavan Man blev kløvet i to - flere gange

Eamonn Kelly bygger blandt andet sin teori på det faktum, at de fleste moselig er blevet påført skade på mere end én måde – men de ser ikke ud til at have været i live til at opleve andet end netop dén skade, som slog dem ihjel.

Han nævner som eksempel det berømte irske moselig Clonycavan Man, som blev dræbt med et slag i hovedet med et stumt instrument – for derefter først at få sit kranium og dernæst sit underliv kløvet i to.

Clonycavan Man blev fundet i County Meath, i det irske lavland, i 2003. I dag er kun hans hoved og overkrop bevaret - han blev formentlig kløvet i to af en maskine i forbindelse med tørvegravning. (Foto: Wikipedia Commons / Mark Healey)

Manden har altså ikke mærket til de efterfølgende skader, som derfor må have haft en anden funktion, mener Eamonn Kelly.

»Det var ikke meningen, at de skulle lide. Der var intet ønske om at være ond mod de her mennesker,« siger han i artiklen 'Mytedrab: Ingen tegn på, at moselig var bøsser'.

Her fortæller den danske professor Niels Lynnerup også, at det samme gør sig gældende for de danske moselig: Der er ingen tegn på tortur op til døden.

»Det er ekstremt interessant i en irsk kontekst,« lyder det fra Eamonn Kelly, »for i vores historiske kilder kan man læse om rituelle drab af konger. De såkaldte ’tredobbelte drab’.«

Kongen blev gift med jordens gudinde

Eamonn Kelly fortæller, at når en konge blev officielt indviet i bronze- og jernalderen, som de fleste moselig er dateret til, blev han ifølge de historiske kilder samtidig gift med gudinden Sadhbh.

Gudinden havde en ’trefoldig’ natur, hvilket blandt andet betød, at hun var gudinde for tre områder:

1. Jord og fertilitet
2. Magt og suverænitet
3. Død og krig

Sadhbh var også fremstillet på tre forskellige måder i overleveringerne, nemlig som rendyrket kvinde, som en moder og som en heks.

De ’ekstra’ skader på moseligene kan dække over, at kongen rituelt skulle dræbes tre gange for at tilfredsstille gudinden med de tre ansigter og ansvarsområder, mener Eamonn Kelly.

»Vores konklusion er, at der er tale om konger, som har fejlet i deres embede, og derfor er blevet ofret til gudinden med den trefoldige natur,« forklarer han.

Dårlig høst var kongens skyld

Fordi kongen var gift med gudinden, var det hans ansvar, at hun passede på landet.

Med andre ord: Hvis landet gik ind i en periode med sult, død og krig, havde kongen ikke udført sit job godt nok.

Eamonn Kelly mener, at kongen blev ofret til mosen og erstattet af en ny, hver gang det skete.

»Der var måske 150 regionale konger i Irland i jernalderen, og de var hver især ekstremt centrale personer i deres del af samfundet. Hvis kvæget døde, og afgrøderne fejlede, var det kongen personligt, der var ansvarlig. Det var ham, der havde fejlet,« siger den irske arkæolog, som i dag er pensioneret, men fortsat en del af ’Bog Bodies Research Project’, som hører under det irske nationalmuseum.

»Gudinden skulle så have noget tilbage, og i Irland ville den indlysende person at ofre være kongen,« siger han.

Moseligene ligger på territorie-grænser

For at finde opbakning til sin teori har Eamonn Kelly blandt andet gennemtrævlet gamle tekster og landskabskort tilbage fra middelalderen.

Han mener nemlig heller ikke, at det er tilfældigt, at mange af moseligene er placeret på ’grænser’ i landskabet.

Grænserne markerede overgangen mellem forskellige territorier, i hvert fald i middelalderen – og ifølge Eamonn Kelly formentlig helt tilbage til jernalderen.

»Grænserne er vigtige, fordi i et irsk kongerige var riget lig med jordens gudinde. Moser, der lå op til en grænse, mentes at være indgangen til en anden verden, og derfor var et ritual, der blev udført ved en grænse, langt vigtigere end ritualer på andre placeringer,« forklarer han.

En fascinerende tanke, mener en dansk forsker, som Videnskab.dk har forelagt teorien.

»Man kan sagtens forestille sig, at der er grænser i landskabet, som er langt ældre, end vi lige tænker dem. Hvis det en dag lykkes at bevise, er det en interessant måde at koble arkæologiske fund til historiske sagn,« siger Ole Nielsen, som er direktør ved Museum Silkeborg, hvor Tollundmanden er udstillet.

Kelterne kyssede kongens brystvorter

Et andet argument, som Kelly bruger til at bakke op om sin kongeteori, er det faktum, at mindst to af de irske moselig mangler deres brystvorter. Det gælder Clonycavan Man, mens også et andet, mindst ligeså kendt, moselig fra Irland, nemlig Old Croghan Man.

Rationalet er, at det blandt kelterne – det folkeslag, der i jernalderen beboede de centrale og vestlige dele af Europa – var skik og brug, at man kyssede eller suttede på en konges brystvorter for at vise underdanighed, fortæller han.

Old Croghan Man blev fundet tre måneder efter Clonycavan Man i nærheden af Croghan Hill, som ligger lidt over en time vest for Dublin. Old Croghan Man havde ekstraordinært velplejede negle og havde fået en rig diæt i månederne op til sin død. (Foto: Wikimedia Commons / Mark Healey)

Overleveringerne fortæller for eksempel, hvordan Irlands skytshelgen Skt. Patrick nægtede at »suge på brystet« af en kaptajn – med den begrundelse, at det var en »hedensk« tradition.

»Det er en tradition, som har været udbredt flere steder i Europa og Afrika,« fortæller Eamonn Kelly.

»Det, at brystvorterne i flere tilfælde er skåret af moseligene, peger på et rituelt drab af en konge. Når hans brystvorter var skåret af, var han ikke længere konge,« fortsætter han.

Danske moselig er mere forskelligartede

Eamonn Kelly føler sig ikke blot overbevist om, at hans teori gælder for de irske moselig – han finder det tilmed sandsynligt, at den i nogen udstrækning kan overføres til moselig i andre lande. Eksempelvis Danmark.

Han fortæller, at den typiske modtagelse af teorien fra danske forskere har været, at vi slet ikke havde konger i Danmark i jernalderen.

»Men bare fordi vi ikke kender til dem, er det ikke ensbetydende med, at de ikke har været der,« påpeger Eamonn Kelly, som dog samtidig anerkender, at der også er indlysende forskelle på de irske og de danske moselig.

Langt de fleste moselig i Irland er eksempelvis unge mænd på 25 til 40 år. I Danmark er billedet mere broget: Unge, gamle, mænd, kvinder og børn.

Faktisk er der ingen forskel på fordelingen af mennesker, der bliver fundet i moserne i Danmark, sammenlignet med den almindelige befolkning i jernalderen.

Berømt dansk professor foreslog lignende teori

Eamon Kelly tror dog alligevel, at der er mange ligheder mellem for eksempel danske og irske moselig.

»Jeg tror, at princippet i bund og grund er det samme: Et menneskeoffer til ære for en gudinde til folkets bedste,« siger Eamonn Kelly.

Han påpeger, at den danske professor Peter Vilhelm Glob allerede i 1965 foreslog, at moseligene kunne være ofre til gudinden Nerthus, en urnordisk eller oldgermansk jord- og frugtbarhedsgudinde samt gudinde for fred og velstand.

Han mente dengang, at moseligene kunne være Nerthus’ tjenere og tjenerinder, som blev aflivet efter den årlige 'Nerthus-ceremoni'.

Peter Vilhelm Glob stod i spidsen for de første undersøgelser af Grauballemanden og Tollundmanden.

»Kilderne er ikke pålidelige«

Peter Vilhelm Glob døde i 1985 og kan derfor ikke selv kommentere på ovenstående. Men ifølge en anden dansk forsker skal man være varsom med at tillægge Kellys kongeteori for meget vægt af den simple grund, at den primært baserer sig på sagn og overleveringer.

»Kilderne er ikke pålidelige. Det er fortællinger, som er skrevet ned, længe efter historien har udspillet sig, og som er blevet genfortalt, pyntet og ændret på. Vi kan ikke sige med sikkerhed, at de har rod i virkeligheden,« pointerer Pauline Asingh, som er museumsinspektør på Moesgaard Museum og sammen med professor Niels Lynnerup har været med til at undersøge blandt andet Grauballemanden påny.

»Det er tit sådan, at hvis du gør et fund og så går på jagt i de historiske kilder, kan du let finde oplysninger, der peger i retning af, at lige netop hér er der sket noget særligt. I det konkrete tilfælde synes Kelly, at der er et sammenfald med nogle grænseområder, administrative grænser fra en langt senere tid, og han forestiller sig, at moseligene markerer de grænser. Jeg ville være forsigtig med at konkludere noget på den baggrund,« konstaterer Pauline Asingh.

Moseligene skal forstås individuelt

Hun møder opbakning fra den engelske seniorforsker Melanie Giles, som arbejder ved University of Manchester:

Det kan være farligt at forsøge at ’læse’ tilbage i tiden og få de historiske kilder til at passe med de arkæologiske fund – man risikerer hurtigt at se noget, som ikke er der, påpeger hun.

»De grænser, han refererer til, er i mange tilfælde helt naturlige grænser i landskabet,« siger Melanie Giles, som er uddannet inden for både klassisk arkæologi og landskabsarkæologi.

»Mit primære problem med Kellys teori er, at den ikke passer på alle moseligene. Jeg mener, at vi skal tage dem individuelt og forsøge at forstå deres liv og deres død en ad gangen,« slutter hun.