Hvordan sikrer vi, at ny viden også bliver anvendt ude hos praktikerne?

Mange organisationer har en ambition om at arbejde vidensbaseret – eller motivere andre til at gøre det – for herigennem at skabe positive forandringer i verden.

Men den viden, vi hvert år bruger millioner af kroner på at skabe og formidle, ender ofte med kun at blive læst i snævre kredse og ellers leve et stille liv på hylder og hjemmesider, som besøges alt for sjældent.

Hvordan sikrer vi, at den viden, vi producerer og formidler, faktisk bliver anvendt af politikere, ledere, fuldmægtige og fagprofessionelle, og dermed bidrager til at skabe positive forandringer i samfundet? Svaret giver ikke sig selv.

Som forskerne Trisha Greenhalgh og Sietse Wieringa har formuleret det, er det som om, »viden på det frækkeste modsætter sig at blive drevet uproblematisk ind i praksis« – og politik, kunne man tilføje.

I denne artikel præsenterer jeg en række indsigter fra det voksende forskningsfelt, som handler om anvendelse af viden i politik og praksis.

Idéen er, at hvis vi gerne vil øge anvendelsen af viden i politik og praksis, har vi først og fremmest behov for en langt bedre forståelse af, hvad vi egentlig mener og ønsker at opnå, når vi taler om spredning og anvendelse af ny viden.

Hvad vil det sige at 'anvende' viden?

Først må vi spørge os selv, hvad det egentlig vil sige at anvende viden. Ofte tænker vi automatisk, at det handler om at træffe beslutninger eller implementere nye tiltag, som er evidens- eller forskningsbaserede.

Men en sådan direkte anvendelse er ikke den eneste måde, hvorpå viden kan bringes i spil i politik og praksis. Ny viden kan også 'bare' give anledning til et forandret syn på en given problemstilling, uden at være koblet til en specifik beslutningsproces.

Det ser vi for eksempel, når tidlig indsats kommer på dagsordenen i både skoler og dagtilbud, som et middel til at forebygge sociale problemer frem for at løse dem senere hen.

Vi ser det, når vores forståelse af børnefattigdom ændrer sig fra primært at omhandle materielle afsavn til i stedet at omhandle sociale konsekvenser af ikke at kunne deltage i fødselsdage og fritidsaktiviteter på lige fod med klassekammeraterne.

Og vi ser det, når debatten om 'evidens' på en lang række velfærdsområder i sig selv har ændret synet på, hvad der opfattes som gyldig viden – og dermed har haft en indflydelse, der rækker langt ud over implementering af specifikke evidensbaserede programmer.

LÆS OGSÅ: Sådan kan videnskab komme til at fylde mere i dansk politik

Indirekte indflydelse kan være lige så effektiv

En sådan indirekte indflydelse kan være en lige så vigtig ambition og have et langt større potentiale for at skabe forandring end de mere specifikke implementeringsindsatser.

Den amerikanske forsker Carol Weiss opstillede syv forskellige måder, hvorpå forskningsbaseret viden kan få indflydelse på samfundet.

Kun to af disse handler om den direkte anvendelse af viden, mens de fem andre er mere indirekte, for eksempel i form af en gradvis 'oplysning' af den offentlige debat.

Når vi taler om anvendelse af viden, skal vi altså ikke kun fokusere på den her og nu problemløsende anvendelse, men også på de mere indirekte former for anvendelse.

Fra forskning til politik og praksis i en lineær proces

Hvordan kan vi så understøtte, at viden får indflydelse på politik og praksis? Det er der mange forskellige bud på.

Nogle forskere mener, at man kan opdele forskellige forståelser af 'viden-til-handling-problematikken' i tre generationer med hver deres fokus.

Den første generation ser anvendelsen af viden som en lineær proces, der forløber i faser eller stadier. En stadie-model kan for eksempel se sådan ud:

1. Formidling: Forskningsresultater formidles til målgruppe(r) i politik og/eller praksis
2. Kognition: Forskningsresultaterne bliver forstået af modtagerne
3. Henvisning: Forskningsresultater bliver citeret i rapporter og handleplaner
4. Anstrengelse: Politikere og/eller praktikere anstrenger sig (handler) for at sikre anvendelse
5. Indflydelse: Forskningsresultater får indflydelse på beslutninger i politik og/eller praksis
6. Anvendelse og udbredelse: Forskningsresultater overføres og udbredes institutionelt

At øge anvendelsen af viden handler i denne tilgang primært om at finde den rette form for formidling. Producenterne (for eksempel forskere) og modtagerne (for eksempel politikere eller praktikere) ses som to grundlæggende forskellige kulturer med hver deres sprog og handlingslogik.

Det kræver derfor en målrettet indsats at formidle og overføre viden fra den ene til den anden gruppe. Fokus er ofte på at sikre, at den pågældende viden er 'pakket rigtigt ind' og formidles under hensyn til modtagernes forudsætninger og behov.

Det er det, vi ser, når VIVE (Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd) udarbejder 'Kort og godt'-versioner af lange rapporter, og når diverse styrelser opretter vidensportaler, hvor formidlingen af ny viden er målrettet praktikere som for eksempel socialrådgivere og folkeskolelærere.

Samtidig ses anvendelsen også som et spørgsmål om både udbud og efterspørgsel: Der skal både være et relevant udbud af viden og en efterspørgsel efter denne viden blandt målgruppen.

Nogle forsøger derfor at få forskerne til at producere mere anvendelsesorienteret viden og engagere sig i formidling ('push'). Videns-institutioner ansætter kommunikationsmedarbejdere, tilbyder kurser i medietræning og satser på formidling via sociale medier, podcast og video.

Andre har fokus på at stimulere interessen og evnerne til for eksempel at læse, forstå og bruge forskningsresultater hos målgruppen ('pull').

Stadie-modellen har den fordel, at den skelner mellem forskellige niveauer af anvendelse og er let at følge. Modellen bliver dog også kritiseret for at være for at se viden som en ting, der afleveres fra afsender til modtager – uden blik for den fortolkning og meningsskabelse, der også er en del af anvendelsen.

LÆS OGSÅ: Forskere: Videnskab skal hurtigere blive til politik

Anden generation: Sociale processer og gensidig udveksling

Den type kritik danner baggrund for anden generation, hvor anvendelse af viden i højere grad som en social proces, og fokus er på relationer og interaktion (se f.eks. her og her). Mennesker skal mødes og udveksle tanker og idéer.

Forskerne skal lytte til praktikerne og politikerne, når de udformer forskningsspørgsmål og undersøgelser. Praktikere og politikere skal invitere forskerne med til bordet, når de drøfter problemer og løsninger.

Tankegangen er baseret på en erkendelse af, at læring sker gennem dialog og interaktion. Hvis man vil øge anvendelsen af viden, kræver det muligheder for interaktion og gensidig læring frem for envejskommunikation.

Samtidig skærpes blikket for, at anvendelsen af forskningsbaseret viden sker i samspil med viden fra flere forskellige kilder, herunder praksis- eller erfaringsbaseret viden.

Anden generations-tænkningen fremhæver, at ny viden altid må sættes i relation til både eksisterende viden og den konkrete kontekst for at blive meningsfuld.

Såkaldte 'knowledge brokers' eller vidensmæglere står centralt i denne tilgang. Det er personer eller organisationer, som så at sige har 'et ben i hver lejr' og taler samme sprog som både forskere, praktikere og politikere.

Vidensmæglerne kan derfor holde sig opdateret på, hvad der rører sig hos de forskellige parter og bidrage til at formidle kontakt, 'oversætte' behov og idéer og skabe forbindelser på tværs. For eksempel i form af netværk eller partnerskaber.

Et andet eksempel er uddannelse af særlige videnspersoner eller ’faglige fyrtårne’, der har til opgave at bringe den nyeste viden fra forskningen (og andre relevante kilder) i spil i deres respektive organisationer, typisk via dialog og faglig sparring med øvrige medarbejdere.

Udviklings- eller aktionsforskningsprojekter, hvor praktikere og forskere samarbejder om at producere ny viden falder også inden for denne kategori.

Tredje generation: Systemtænkning

Tredje generation flytter fokus til det samlede 'system'. Her handler anvendelse af viden om, at ny viden – i form af nye redskaber, rutiner eller måder at tænke på – skal 'indlejres' i organisationer, systemer og kulturer.

Pointen er, at anvendelse af viden altid skal ses i lyset af – og indtænkes i – en større sammenhæng. Ændringer ét sted vil stort set altid også kræve ændringer et andet sted.

Nogle af disse ændringer kan forudsiges, mens andre vil være uventede og i nogle tilfælde uønskede. Det er en del af virkeligheden, når man arbejder med komplekse systemer.

Tænk for eksempel bare på sundhedsvæsenet og de mange sammenhænge og samarbejdsrelationer, som en enkelt operationsstue på et hospital eller en praktiserende læge indgår i.

I nogle tilfælde vil ny viden være i konflikt med eksisterende viden – det kan både være individuelle overbevisninger eller den alment accepterede viden i en organisation eller på et helt fagfelt.

Derfor er det nødvendigt at have fokus på aflæring såvel som læring – ikke bare for den enkelte, men i hele systemet. Aflæring er imidlertid et aspekt, som ofte overses fuldstændig i forsøget på at skabe forandring.

Hvem vil påtage sig ansvaret?

Meget tyder på, at der er et ganske stort – og hidtil ikke fuldt udnyttet – potentiale i at trække på alle de ovennævnte tilgange, når det gælder om at øge anvendelsen af forskningsbaseret viden i politik og praksis.

En central pointe fra anden og tredje generations-tænkningen er, at omsætning af viden til handling sjældent er en rent lineær, rationel og instrumentel proces, som blot handler om at formidle fakta til målgruppen på den rigtige måde.

Det er tværtimod en kompleks, dynamisk og interaktiv proces, som involverer en lang række aktører og finder sted i mange forskellige organisatoriske kontekster.

Ny viden kan udfordre vedtagne sandheder, kendte rutiner og skattede værdier. Samtidig er viden sjældent en helt neutral størrelse. Forskningsviden er også i sig selv baseret på antagelser, som i nogle tilfælde vil blive udfordret – særligt den humanistiske og samfundsvidenskabelige forskning.

Dermed ligger der også store udfordringer gemt i ambitionerne. Det kræver en ihærdig indsats at facilitere en dialog mellem forskellige fagkulturer, ligesom der kan være meget forskellige incitamenter på spil for de forskellige aktører, som kan føre til forskellige prioriteringer i samarbejdet.

For hvem er egentlig ansvarlig for, at viden bringes i spil? Dem, der betaler for den? Dem, der producerer den? Dem, der (potentielt) kan bruge den? Svaret er naturligvis: Alle.

Og dermed bliver virkeligheden let, at ingen gør det.

For det er langt lettere at pege på de andre end selv at prioritere indsatsen. Én ting står imidlertid klart: Ingen kan drive denne dagsorden alene.

LÆS OGSÅ: Når politik og videnskab smelter sammen

LÆS OGSÅ: Derfor er politikere immune over for fakta