Hvis du tror, grækerne kick-startede europæisk kulturhistorie - så må du tro om igen

Kretas minoiske kultur var den første højtudviklede civilisation på europæisk jord, med paladser, skriftsprog, imponerende kunst – og endda skylletoiletter.

Minoerne levede i bronzealderen (cirka 3000-1200 f.v.t.) på middelhavsøen Kreta, som var et knudepunkt mellem Europa, Afrika og Asien.

Min nye bog, The Minoans, præsenterer centrale træk ved deres arkæologi, herunder arkitektur, kunst, religion, skrift, bureaukrati og økonomi.

I bogen undersøger jeg, hvordan denne banebrydende europæiske civilisation har påvirket vestlig kultur, og hvordan minoisk kultur er blevet rekonstrueret, nyfortolket og fremstillet i museumsudstillinger.

Tyre var overalt i minoisk kunst

Traditionelt har man betragtet de antikke grækere som Europas kulturelle ophav, men minoisk kultur blomstrede flere hundrede år tidligere.

På trods af det lange tidsinterval er der en vis forbindelse mellem dem: Minoerne påvirkede mykenerne, som var tidlige grækere, og de senere klassiske grækere viser tegn på en slags 'erindring' om minoerne, filtreret gennem deres myter.

For eksempel er Kreta i de senere græske fortællinger (fra det første årtusind f.v.t.) tæt forbundet med tyre. Zeus tog form som en tyr, da han bortførte den fønikiske prinsesse Europa og førte hende til øen for at starte den minoiske slægt. Hun fødte Minos, hvis hustru Pasifaë blev forelsket i Poseidons tyr og fødte Minotauros.

Der er tyre overalt i minoisk kunst. Arkæologer har fundet ritualistiske drikoffer-kar fra bronzealderen formet som tyrehoveder, og store guldringe med motiver af mennesker, der springer over tyre.

Gav genlyd gennem generationer

Historie, myte og ritual, som lader til at have givet genlyd gennem generationer, blev senere nyfortolket af de gamle grækere.

Derfor er det vigtigt for alle, der vil forstå Europas historie, at studere den indflydelse minoerne har haft på både de gamle grækere og moderne europæere – især gennem de store udgravninger på Kreta i begyndelsen af 1900-tallet, heriblandt den britiske arkæolog Arthur Evans' udgravninger ved oldtidsbyen Knossos på Kreta, et enormt og komplekst område, som måske har inspireret myten om Labyrinten i Knossos.

Tyren er et gennemgående motiv her, men forbindelsen mellem tyren og kvinder – som vi ser i de senere myter – er ikke tydelig. Kvinder forbindes snarere med andre dyr, som slanger, hvilket ses i de berømte slangegudinde-figurer, Arthur Evans fandt i Knossos-paladset i 1903.

Slanger i minoisk kunst

Disse slangegudinder blev fundet i brudstykker gemt i store stenkamre. Fundet indeholdt mange skatte: hundredvis af skaller, ler- og stenkar, seglaftryk (bruges til dokumentation), Lineær A-inskriptioner (et skriftsystem) og dyreknogler.

Man fandt rester af fem-seks kvindefigurer, men kun to er blevet rekonstrueret. De er blevet ikoner for minoisk kultur og nærmest reklamesøjler for Kreta, især på grund af deres iøjnefaldende påklædning: stramme, korsetterede jakker og blottede bryster. Gulvlange skørter, hvis tyngde fremhæver de blottede bryster endnu mere.

Den største figur, som nærmest er matroneagtig, bærer en høj, konisk hat. Hendes arme, som er omviklet med slanger, holdes i en vinkel på cirka 45 grader, med håndfladerne opad og i højde med navlen. Slangerne slynger sig omkring hende, mens hun stirrer lige frem.

Stof til eftertanke

Den anden figur løfter sine arme, bøjet ved albuerne, ud til siderne. Hun holder slanger, og en katteagtig skabning balancerer på hendes hat.

Disse figurer giver stof til eftertanke om, hvordan arkæologer rekonstruerer fund.

Arthur Evans kaldte den større figur for 'gudinde' og den mindre for 'votary' (indviet, en person, som har aflagt et religiøst løfte).

Men det er vilkårligt: Vi ved ikke, hvem figurerne forestiller, om de er mennesker, præstinder eller guddommelige væsener – kun at de var betydningsfulde.

Når man ser dem i dag på museet i Heraklion, er det ikke altid tydeligt, hvor meget der er rekonstrueret, og hvor meget der faktisk er en skabelse fra begyndelsen af 1900-tallet.

For eksempel er 'votaryens' ansigt med store øjne og det naive blik helt moderne, ligesom hendes venstre arm, som blev tilføjet kort efter udgravningen. Det objekt, hun holder i højre hånd, er knækket, og kun en lille stump af originalen er bevaret.

Rekonstruktionen med slanger er ikke helt usandsynlig – den anden figur har dem jo overalt, men nyere forskning har sået tvivl om, hvad hun oprindeligt holdt.

Deres eftermæle strækker sig vidt og bredt

Ud over rekonstruktionerne er figurerne også blevet nyfortolket på mange forskellige måder: som souvenirs, Barbie-dukker, graffiti (især i Heraklion) og reklamer. De har prydet forsider på bøger og inspireret moderne litteratur, billedkunst og scenekunst.

De er blevet levendegjort i digte, opera, dans og musik. Ved åbningsceremonien for de Olympiske Lege i Athen i 2004 ledte en performer den historiske procession som slangegudinden.

Projektet The Many Lives of a Snake Goddess, som jeg er en del af, gransker disse objekters kulturelle biografier.

Det viser, at deres eftermæle strækker sig vidt og bredt, netop fordi vi har genskabt dem på så mange forskellige måder.

Minoisk Kreta er vigtigt – ikke kun på grund af påstande om, at det er Europas kulturelle vugge – men også fordi dens kunst og arkæologi har haft stor betydning for moderne kultur.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.