Da der i 2012 var et politisk ønske om, at homoseksuelle skulle kunne få en kirkelig vielse, blev der lagt et hårdt pres på folkekirken. I modsætning til de andre trossamfund i Danmark, så blandende politikerne sig i kirkens forhold og tilskyndede kraftigt til, at det kristne trossamfund skulle favne homoseksuelle ægteskaber på lige fod med heteroseksuelle.
Kirkeminister Manu Sareen stod i spidsen. Han kommer fra et parti, De Radikale, som står for en total adskillelse mellem stat og religion. Alligevel brugte han folkekirken som redskab. Den inkonsekvens er et godt eksempel på, hvordan de danske politikere ofte er uklare på, hvilke principper, de i praksis mener, bør gælde for folkekirken, kristendommen og andre religiøse retninger.
»Bare fordi vi har en statsreligion og en folkekirke, er det ikke godt nok at sige, at vi ikke har nogle principper for, hvordan staten forholder sig til den og til de andre religioner i samfundet. Vi bør interessere os mere for de argumenter, vi bruger. Ellers har vi ikke noget grundlag for at vurdere, om folkekirken og de andre trossamfund skal behandles ens eller forskelligt,« siger Hans Bruun Dabelsteen
Hans Bruun Dabelsteen har netop forsvaret sin ph.d.-afhandling ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet og er nyansat postdoc samme sted. I ph.d.en undersøger han forholdet mellem religion og politik, kirke og stat.
Hvilke principper gælder for forholdet mellem stat og religion?
De fleste politikerne plæderer for, at religion skal være en privat sag, som staten ikke har noget at gøre med, og samtidig benytter de kirken, når der skal udsendes signaler om tolerance og storsind.
Det vidner om, at politikerne mangler at tage den grundlæggende diskussion om, hvilken plads religion skal have i det offentlige rum, mener Hans Bruun Dabelsteen. Man må tage stilling til en generel religionspolitik i stedet for en ofte selvmodsigende kirkepolitik, påpeger han.
»Principperne skal vi bruge, når vi skal finde ud af, hvordan vi som land skal favne både den traditionelle folkekirke, men også de mange andre trossamfund, der er i Danmark. Og det er et presserende problem, som vi snart må finde ud af, hvordan skal løses. Vil vi stadig have en statslig privilegeret religion eller skal alle trossamfund behandles ligeligt og i så fald hvordan?« spørger Hans Brun Dabelsteen.
Han mener derfor, det er essentielt for vores politiske ledere at finde ud af, hvilke principielle holdninger sammenhængen mellem folkekirken og staten bygger på. Det skal give et mere nuanceret syn på forholdet mellem religion og politik, som igen skal bruges som platform for en bedre forståelse af, hvorfor vi behandler vores minoritetsreligioner, som vi gør, og for hvordan vi gerne vil behandle dem i fremtiden.
Kirke og stat er filtret sammen
\ Fakta
Hans Bruun Dabelsteens billede af politikernes forhold til religion, tro og kirke er blevet skabt ved en undersøgelse af: • Love, lovbemærkninger og forklaringer hertil, som er blevet gransket for at klarlægge, hvordan politikernes holdninger til religion ser ud, når de bliver udtrykt i deres formelle form. Også e række folketingsdebatter har i den sammenhæng været under lup. • Tv-optrædener og andre medieindslag, som er blevet nærstuderet for at finde ud af, hvad der egentlig bliver utrykt, når politikerne optræder mere uformelt, og når de bruger deres egne ord i diskussioner om religion og tro. • Historiske kilder, som er blevet studeret for at finde ud af, hvordan udviklingen i statens forhold til kirken og i særdeleshed kristendommen har formet sig og set ud de sidste 150 år.
Det er god grund til, at staten gransker sit eget ståsted både i forhold til folkekirken og til andre religioner. Det er Sune Lægaard enig med Hans Bruun Dabelsteen i. Sune Lægaard er lektor i praktisk filosofi på Roskilde Universitet (RUC) og forsker selv i sekularisme, altså forholdet mellem stat og kirke.
»Når en minoritetsreligion i dag ønsker anerkendelse, er et argument ofte, at staten ikke vil tage stilling, fordi der er religionsfrihed her i landet. Staten vil forholde sig neutralt og ikke blåstemple nogle religiøse retninger frem for andre,« forklarer han.
Der er bare det problem, at staten jo slet ikke er neutral. Den er i dag tæt sammenfiltret med folkekirken, påpeger Sune Lægaard. Og det svarer i høj grad til det, Hans Bruun Dabelsteens undersøgelser har vist.
»Folkekirken, modsat andre trossamfund, anses stadig for at være et væsentlig offentligt domæne for vores politiske fællesskab. Når man analyserer den politiske argumentation, betragtes folkekirken i særlig samhørighed med danskhed og omvendt,« siger Hans Bruun Dabelsteen.
Politikere bruger kirken som eksperimentarium
Via folketingsdebatter, love, lovbemærkninger og forklaringer hertil, har Hans Bruun Dabelsteen undersøgt, hvordan nutidens politikere udtrykker deres forhold til folkekirken og taler om religion. Men han har også haft fat i historiske kilder for at se, hvordan vores folkevalgte før i tiden agerede i forholdet mellem kirke og stat.
Eksemplet med de homoseksuelle vielser er ikke det første på, at politikerne har blandet sig i religioners måde at gøre tingene på. Også tidligere har politikere brugt kirken som et ’eksperimentarium’ for værdier og reformer, som man gerne så andre dele af samfundet samle op på.
»Det skete også, da man indførte kvindelige præster. Det kom nok også en del tidligere, end kirken ville have stemt for det selv. Men politikerne ville meget gerne tidligt have anerkendt den kvindelige ligestilling på arbejdsmarkedet, og folkekirken var et godt sted at gennemføre det,« siger Hans Bruun Dabelsteen.
Hans ph.d. projekt peger på, at hverken dengang eller nu er forholdet mellem kirke og stat aktivt blevet ordnet, og at ingen på en principiel måde har taget stilling til, hvordan man ønsker, det skal være. Med sin beskrivelse og analyse af, hvor problemerne ligger, håber Hans Bruun Dabelsteen at give anledning til, at politikerne snart tager fat på det stykke arbejde.
(Foto: Shutterstock)
»Jeg håber, man på politisk niveau vil prøve at gå det skridt tilbage for at forstå, hvordan det er, vi tænker forholdet religion og politik på. På mig virker det påfaldende, at man prøver at adskille sager, der har med folkekirken at gøre, og sager, der har med andre religioner at gøre. Vi skal begynde at tænke på kristendommen som et trossamfund, ligesom vi har andre trossamfund i samfundet. Først da vil vi blive bevidste om, hvad det er for nogle principper, vi lægger bag vores forhold til religion. Det er blandt andet det, jeg peger på i min ph.d.,« siger Hans Dabelsteen, postdoc fra statskundskab på Københavns Universitet.
Principper bør vurderes, hvis de skal danne standarder
At få de politiske argumenter frem i lyset, og de bagvedliggende principper arbejdet frem, kan Sune Lægaard fra RUC også godt se det fornuftige i.
»Det giver god mening at undersøge, hvordan det eksisterende system ser ud og få viden om, hvordan vi behandler en religiøs gruppe, hvis målet er, at vi gerne vil behandle andre grupper lige sådan,« siger Sune Lægaard.
Men han peger på, at det kan være problematisk, hvis resultaterne fra en rent beskrivende undersøgelse bliver brugt som standarder for, hvordan en eventuel ligebehandling af kristne og for eksempel muslimske og katolske trossamfund bør være.
»Hvis man kun beskriver principperne, men ikke samtidig vurderer, om de er rimelige eller ej, så er det vanskeligt at bruge dem som en fremtidig model for, hvordan tingene bør gribes an,« mener Sune Lægaard.
Undersøgelsen er en platform for forståelse
Men i langt højere grad end at komme med bud på, hvordan fremtidens politik-stat-religionsforhold bør være, så har Hans Bruuns Dabelsteens ærinde i ph.d.-projektet været at skabe en forståelse, som vi kan arbejde videre ud fra.
»Jeg prøver ikke at retfærdiggøre, hvordan vi gør tingene. Kritik er altid vigtigt i et demokrati, men før det kommer forståelsen. Desværre har der været flest forsøg på kritik af stat-kirke forholdet og færre forsøg på at forstå det. Indtil videre har jeg koncentreret mig om det sidste, men i min fremtidige forskning vil kritikken fylde mere,« siger Hans Bruun Dabelsteen.
\ Religionsfrihed og religionslighed
Religionsfrihed
- Betyder, at alle har lov til at tro på den religion, de vil, eller vælge tro helt fra.
- Giver ret til at udøve sin religion privat og offentligt.
- Kan i visse tilfælde begrænses, for eksempel hvis en religionsudøvelse skader det danske demokratiske samfund eller begrænser andre.
- Er lovfæstet i den danske grundlov.
I Danmark er der tros- og religionsfrihed.
Religionslighed
- Betyder, at der er ligestilling mellem de anerkendte religioner i et samfund.
- Betyder, at ingen trosretning understøttes af staten og at politik og religion holdes adskilt.
- Betyder, at ingen et trossamfund har særstatus i et land.
I Danmark er der ikke religionslighed, da den danske stat understøtter den evangelistiske-lutherske kirke ifølge den danske grundlov.
\ Positionerne i dansk politik
I den politiske debat, især den blandt vores politiske ledere, tegner der sig to lejre, som kæmper om at få dominansen.
De to positioner i dansk politik er:
- Den frihedsorienterede: Forsvarer den måde, vi har det i dag og vil gerne fastholde folkekirkens særstatus. Den betragter Danmark som et kristen samfund, der bygger på kristne værdier. De andre religioner skal ikke berøves deres frihedsrettigheder, men betragtes som afvigelser. Den holdning ses blandt andet hos Danske Folkeparti, De Konservative og Venstre.
- Den lighedsorienterede: Anerkender folkekirkens status, men mener, at vi på lige fod skal anerkende de andre trossamfund og deres betydning for samfundet. De skal så at sige 'trækkes op på niveau' og gøres så lige med folkekirken som muligt. Det mener blandt andet Det Radikale Venstre, SF og Socialdemokraterne.
Kilde: Hans Bruun Dabelsteen
