Her kan du køre røvkane på Bornholm: Oldtidens kvinder kurede sig frugtbare

Unge bornholmere drak og dansede engang under egetræernes kroner på et højdedrag tæt ved Helvedesbakkerne nordvest for Nexø. Til festerne, som blev afholdt i starten af 1900-tallet, morede de unge sig med at rutsje - 'køre røvkane' - ned ad en næsten 12 meter lang blankpoleret klippe i nærheden.

»Et pensioneret postbud på næsten 90 år husker, at han har set det. Han udpegede stedet ved Klinten for os,« fortæller arkæolog Flemming Kaul, der er seniorforsker ved Nationalmuseet.

»Der er historier om, at de satte sig på en klippeformation, der stadig kendes som 'sofaen', mens de så på kammerater, der kurede ned.«

Klippe-rutsjebanen ved Klinten er en af de 13 såkaldte 'skrebaner' - skridebaner - der er fundet på øen i løbet af de seneste par år. 

Skrebanerne er formentlig over 1.000 år gamle, og de er lavet af bornholmernes forfædre, som med rumpen polerede klippesiderne glatte og blanke.

De håbede, at kvinder blev gravide, hvis de rutsjede på dem, fremgår det af en videnskabelig artikel i tidsskriftet Adoranten samt i en artikel i Skalk skrevet af blandt andre Flemming Kaul.

»Spark liv i ritualet igen«

Religionsforsker jubler, efter at han har læst artiklen.

»At kure ned ad en klippe er smukt, kropsligt og sanseligt. Handlingen rummer glæde og sex,« siger Mikael Rothstein, som er forskningsprofessor og lektor i religionshistorie på Syddansk Universitet.

»Det er smukt, at folk i århundreder - måske årtusinder - har brugt landskabet på den måde, og at der stadig lever ældre bornholmere, der har taget røvkane-turen.«

»Det er bedårende at få sparket liv i ritualet igen. Det er jo totalt simple living: Stå af ræset, find ind til kernen. Oplev stederne i landskabet og naturen. Brug dem til at have det sjovt,« opfordrer forskeren, der ikke selv har været involveret i studiet.

Rutsjebanerne giver forståelse for vores forfædre

Lokale bornholmere bruger faktisk stadig et par af skrebanerne for sjov.

De øvrige, som nu igen er tilgængelige for offentligheden, bliver husket af få ældre øboer, som selv har kørt røvkane på dem, eller som har hørt historier om dem, skriver forskerne i den videnskabelige artikel.

En 70-årig bornholmer har for eksempel fortalt, at den yngste generation i hans familie den dag i dag bliver drillet med, at deres eksistens skyldes, at oldemoren kurede ned ad skrebanen i nærheden af slægtsgården.

Det er værdifuldt, at forskerne dokumenterer den slags minder, mener Mikael Rothstein.

»Nogle tænker måske, at fortællinger om ritualer på rutsjebaner i det bornholmske landskab er ligegyldige. Minderne er jo ikke vigtige for betalingsbalancen eller klimaforandringerne. Men de øger forståelsen for, hvad det vil sige at være menneske.«

Vi er børn af vores fortid, og skrebanerne fortæller os noget om, hvordan vores forfædre tænkte og følte, påpeger religionsforskeren:

»Om mange år vil mennesker kigge på nutidens kristne ritualer med samme undren, som vi i dag ser på skrebanerne. Intet er bestandigt. Religioner og tro kommer og går. Hvis vi synes, at fortidens religiøse skikke er ligegyldige, kan vi også sige rend og hop til kristendommen,« siger Mikael Rothstein.

Skrebaner findes også i udlandet

Skrebaner er også fundet i Sverige, Tyskland og i de norditalienske alper, hvor de er kendt som ‘Fruchtbarkeitsrutsche’, står der i den videnskabelige artikel.

Forskerne formoder, at klipperne blev poleret og taget i brug som rutsjebaner, før Danmark officielt blev et kristent land i år 965. Men de har endnu ikke nok viden til at give et kvalificeret og mere præcist bud på, hvilken periode de stammer fra.

»Skrebanerne er et spændende fænomen, som findes i både Nord- og Sydeuropa. En hypotese er, at de stammer fra jernalderen, hvor folkeslag vandrede rundt og bosatte sig forskellige steder. Men vi har brug for at forske mere for at lave en datering,« siger Flemming Kaul.

Sten har en særlig betydning i mange kulturer

Forskerne kender heller ikke årsagen til, at vores forfædre troede, at det havde en gavnlig effekt på kvinders frugtbarhed at rutsje på klipper.

»Måske troede man, at klippens kraft kom op i kvindens underliv. Nogle snakker om stenens urkraft. Det er nok sådan noget, der ligger bag,« foreslår Flemming Kraul.

Den hypotese er ikke tosset, mener Mikael Rothstein, for sten har altid haft særlig betydning i forskellige kulturer på tværs af tid og rum.

»Nogle steder bliver sten opfattet som bidragsydere til selve livet. På Hawaii, hvor jeg har lavet feltarbejde, er der masser af sten, kvinder skal sove på for at blive gravide. Andre sten hopper mænd på for at blive mere potente,« fortæller han.

»Sten markerer også det varige og bestandige. I vores egen bondestenalder blev de brugt til at lave kæmpehøje og jættestuer. I vores egen tid foreviger vi mindet om de døde på gravsten.«

Folkeminderne går gradvist i glemmebogen

På Bornholm er folkeminderne om at rutsje på klipper indsamlet og dokumenteret i sidste øjeblik, vurderer Flemming Kaul.

»Fortællingerne går gradvist i glemmebogen, efterhånden som det gamle landbrugssamfund går i opløsning. De små slægtsgårde går ud af drift og bliver opkøbt af folk udefra, som ikke kender fortidens ritualer.«

Flemming Kaul har med egen krop bidraget til at holde liv i det historiske ritual, da han tog en tur på den næsten 12 meter lange skrebane ved Klinten.

«Folkeminderne blev pludselig så underligt levende, da vi selv at kurede ned ad skrebanen, som ikke havde været brugt i omkring 80 år. Det var virkelig sjovt at blive forbundet til stedet på den måde,« siger seniorforskeren.

De unge bornholmere stoppede med at bruge skrebanen ved Klinten i 1940’erne.

Med årene blev den dækket til af skovbund, og arkæologerne måtte fjerne et træ, der var vokset hen over den.

Rutsjebanen blev efterladt i landskabet, fordi de unges fester rykkede til Nexø, efterhånden som samfundet blev industrialiseret.

»På den måde fortæller folkeminderne om skrebanerne også en bredere fortælling om lokalsamfundets udvikling,« siger Flemming Kaul.