Jagten på den historiske Jesus

Du vidste det måske ikke, men historikere er faktisk enige om, at den historiske Jesus har eksisteret. Men kan vi vide mere om ham end det?

Oldtidshistorie handler på grund af kildernes ofte ringe beskaffenhed sjældent om sikker viden, men om forskellige grader af sandsynlighed.

Det kan sag­tens være, at en del af evangeliernes fortællinger om Jesus’ virke og lære er baseret på øjenvidneberetninger.

Men lige så sikkert er det, at de tidlige kristne og evangelieforfatterne har digtet til.

Vores problem i jagten på den historiske Jesus er, at Bibelens fire evangelier er en blanding af historie og tidlig kristen fanfiktion.

Biografier om mordet på en helt

Vi kan sammenligne med den britiske filminstruktør Richard Attenboroughs drama om Mahatma Gandhis liv og mordet på ham.

Gandhi blev myrdet den 30. januar 1948 i Delhi på vej til bønnemøde. Attenboroughs film er fra 1982. I filmen portrætteres Gandhi ikke fra et kolonialt perspek­tiv som rebellen, der frarøvede briterne en ordentlig luns af imperiet, hvor solen ellers aldrig gik ned.

Filmens perspek­tiv er snarere postkolonialt, så Gandhi er frihedshelten. Filmen helgenkårer Gandhi og fortæller lige så meget om Attenboroughs egen tid og værdier som om den historiske Gandhi.

Noget tilsvarende gælder evangelierne. Også de er biografier, der kredser om mordet på helten. Også de er skrevet årtier efter heltens død – ovenikøbet på et andet sprog end heltens eget, nemlig græsk, mens Jesus selv talte aramæisk.

Og de fortæller lige så meget om evangeliefor­fatterne og deres kristne teologi som om Jesus selv.

Hvad er fiktion, og hvad er fakta?

Jesus kan ganske vist have opfattet sig selv som en profet eller som messias, men næppe som Guds eneste søn, sendt fra himlen. Det er svært at forestille sig inden for jødedommens monoteistiske univers.

Den Jesus, vi møder i evangelierne, er både en historisk person og en fiktiv helt, der af eftertidens kristne blev fejret som Guds søn og den multietniske kristendoms grundlægger.

Men det var næppe Jesus’ eget projekt.

Hvordan henter vi så den historiske Jesus frem mel­lem linjerne i evangelierne?

Jagten på den historiske Jesus har beskæftiget bibelforskere siden midten af 1700-tallet inspireret af den moderne historievidenskabs opkomst.

Jesu liv i røde, pink, grå og sorte nuancer

Nogle forskere er i den forbindelse optimister. De mener, at man – med et tilstrækkeligt kritisk blik på kilderne – kan rekonstruere, hvad Jesus gjorde og sagde helt ned i detaljen.

For eksempel mødtes amerikanske bibelforskere i 1980’erne og -90’erne i det såkaldte Jesus Seminar. Her dis­kuterede de, hvilke af Jesus’ udsagn i evangelierne der var ægte, og hvilke der var de kristnes senere tildigtning.

Linje for linje gennemgik de teksterne – og afsluttede diskussio­nen med en afstemning.

Det samlede resultat udkom i en bogudgave af evange­lierne med tryk i fire farver: Rødt betød 'her taler den hi­storiske Jesus'; pink 'dette lyder Jesus-agtigt'; gråt 'næppe'; og sort 'absolut ikke Jesus'.

Når ikke engang forskerne kan blive enige, men må stemme om udsagnenes ægthed, kan jagten på den historiske Jesus let synes som at finde nålen i høstakken.

Måske finder man bare den Jesus, man ønsker at finde.

Udlægninger spejler forskeres egne idealer

Det hævdede allerede bibelforskeren Albert Schweitzer i 1906 i sin mursten af en klassiker om Jesus-forskningen, som han kritiserede for at være mere ideologisk end egent­lig historievidenskabelig.

Godt nok forsøgte bibelforskere at portrættere den historiske Jesus, men resultatet var, om ikke et spejlbillede, så en inkarnation af forskernes egne idealer. Og man må langt hen ad vejen give Schweitzer ret.

I 1800-tallet, hvor fremskridtsoptimismen og troen på den vestlige civilisations overlegenhed nåede sit zenit, blev den historiske Jesus beskrevet som den kristne kulturs store moralske forbillede.

Omkring 1900, hvor en pessimisme præ­gede tidsånden, så man Jesus som forkynder af den kendte verdens undergang og gudsrigets frembrud. Det var også Schweitzers eget synspunkt.

Siden fremmanede bibelfor­skere på venstrefløjen Jesus som en politisk revolutionær – det var særligt i 1970’erne – mens andre forskere i de postmoderne 1980’ere understregede Jesus’ fordomsfrie og ironiske undervisningsstil.

Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.

Når nu den historiske Jesus-forskning farer fra Herodes til Pilatus, kan det være svært at bevare optimismen på pro­jektets vegne, men med de rette forbehold kan vi godt samle nogle brudstykker af en historisk biografi om Jesus.

Korsfæstelsen er nagelfast

Det er som at lægge et ældgammelt puslespil, hvor kun en brøkdel af brikkerne er tilbage. Den brik, de fleste forskere vil lægge først, forestiller ikke Jesus’ fødsel i stalden, men hans dramatiske død på korset.

Romerne brugte dengang korsfæstelse til at straffe ikke-romerske oprørere og slaver fra underklassen. Det var et offentligt skue, som skulle advare befolkningen mod at få gode ideer.

De dømte blev bundet eller sømmet fast på en pæl, nogle gange med en tværligger. Så hang de i ar­mene og døde af udmattelse eller kvælning, når kroppens vægt efterhånden snørede luftvejene til. Det kunne tage flere dage.

Det lyder måske makabert, men hvis Jesus var blevet henrettet efter vor tids metoder, ville konfirmander i dag bære et smykke om halsen med en elektrisk stol i sølv.

Men romerne korsfæstede Jesus; det faktum kan slås fast med syvtommersøm. For det første omtaler både Pau­lus og evangeliernes forfattere begivenheden uafhængigt af hinanden. For det andet nævner den romerske forfatter Tacitus i en tekst fra begyndelsen af 100-tallet henrettelsen under Pontius Pilatus.

For det tredje var korsfæstelsen på alle måder dårlig presse for de kristne. Alligevel kunne de kristne ikke kom­me uden om korsfæstelsen, når de skulle fortælle om Jesus; simpelthen fordi den var et faktum.

Her er der tale om det, historikere kalder 'det ubelejliges kriterium': Jo mere ubelejlig en oplysning i evangelierne var for deres kristne forfattere, desto større er sandsynlig­heden for, at den ikke er en senere kristen opfindelse, men faktisk går tilbage til den historiske Jesus.

Justitsmordet på Jesus blev gjort til happy ending

Og korsfæstelsen var et ubelejligt traume i de kristnes kollektive erindring, som de forsøgte at bearbejde ved for eksempel at insistere på Jesus’ uskyld og processens karakter af justitsmord.

De hævdede også, at hele miseren i sidste ende fandt sted som led i Guds plan om at frelse menneskene. Og som kronen på værket fejrede de deres oplevelse af Jesus’ opstandelse fra de døde.

Korsfæstelsen var på den måde slet ikke et nederlag, men en happy ending. Det er også derfor, at vi endnu i dag kan bruge korset som et positivt symbol.

Men dengang må det have været en uhyrlig påstand. Skulle Jesus – en korsfæstet jøde og angiveligt en farlig forbryder – være Guds søn? Det svarer til at kalde Osama bin Laden en helt.

Ingen vej udenom tabermessias

Med en angivelig forbryder som forbillede kom den kristne bevægelse i romernes øjne let til at ligne en krimi­nel hob i stil med slaveoprøreren Spartacus og hans mange tusinde tilhængere.

Dem havde romerne omkring 100 år før Jesus korsfæstet i lange baner langs Via Appia, en af Roms udfartsveje. Og for mange jøder betød korsfæstelsen, at Jesus var en tabermessias.

Messias, befrierkongen, skulle jo sejre over romerne, ikke henrettes af dem.

De kristne havde altså grunde nok til at fortie Jesus’ død på retterste­det Golgata i Jerusalem. Men begivenheden var alment kendt, så de kunne ikke feje den ind under gulvtæppet.

What did Jesus do?

Hvorfor ville romerne så af med Jesus? Det er et krimiplot med årtusindgamle spor.

Evangelierne efterlader os nogle indicier, der peger i forskellige retninger, nogle mere realistiske end andre. Det er omvendt detektivarbejde. Vi kender den dømte, Jesus. Vi kender dommeren, Pilatus. Og vi kender dommen, korsfæstelse.

Men hvad var forbrydelsen?

Vi ved, at romerne ikke korsfæstede til højre og venstre. Det var ikke bare ud fra de forhåndenværende søms princip, at de erklærede en anklaget crossfit.

Pilatus må have anset Jesus for en forstyrrer af den offentlige orden, måske ligefrem for en politisk trussel. What did Jesus do er et helt andet spørgsmål, som kræver en nærmere udforskning af, hvem Jesus var, og hvad han stod for.