Fra ‘naturreligion’ til kristendom og islam

Religionsforskere er i dag overbeviste om, at vi skal lede efter baggrundene for religion og religiøsitet i vores nedarvede biologi og psykologi.

Takket være vores forestillingsevne kan vi udtænke komplekse scenarier og endda indtage vigtige roller i disse religiøse universer, hvilket tilsammen udgør selve grundlaget for vores evne til at have religion.

I dette redigerede uddrag fra den nye Tænkepause 'Religion' vil jeg skitsere, hvordan forskningen skelner mellem forskellige måder at være religiøs på.

Verdens skabelse? Det er jo længe siden…

Vi kan dele religioner op i to hovedtyper: lokale og universelle.

Den lokale type er typisk et bestemt folks eller en bestemt stammes religion, den hører hjemme et bestemt sted og baserer sig oftest på mundtlig overlevering.

De universelle har derimod hellige skrifter og mener at have den endelige sandhed med lige gyldighed for alle mennesker i al evighed.

Et eksempel på en lokal religion er de grønlandske inuitter, som ikke havde præster, men åndemanere, angakokker, der fungerede som en slags religiøse eksperter på deltid. Det vil sige, når deres indsats var nødvendig.

I tilfælde af sygdom kunne åndemaneren tage på ånderejse ved at sætte sig i et mørkt hjørne af hytten og synge, påkalde hjælpeånder og flyve ud over landskabet for at finde en vildfaren sjæl, der havde forårsaget sygdommen.

Hvis fangstdyr som sæler og hvaler forsvandt fra inuitternes jagtområder, kunne han også tage på ånderejse til havets bund, hvor Havkvinden i sit undersøiske hus ville forklare åndemaneren, at menneskene på bopladsen havde brudt et eller flere tabuer og derfor selv var skyld i den dårlige fangst.

Inuitternes religiøse handlinger drejede sig om ganske konkrete problemer, for det meste om at genskabe en brudt balance og harmoni.

De fortalte hinanden myter om forskellige menneskelige skikkelser som Manden i Månen og Havkvinden, men de havde ikke nogen teologi eller idé om et skabt kosmos.

På en af sine rejser i 1920'erne spurgte polarforskeren Knud Rasmussen nogle inuitter om verdens skabelse. Efter at have tænkt sig grundigt om svarede en af dem, at det var jo længe siden, så det kunne de ikke huske.

LÆS OGSÅ: Har kulturer uden religion nogensinde eksisteret?

Hvor indfødt er en indfødt?

Fra omkring 1870 kaldte forskerne sådanne lokale religioner for stammereligioner eller primitive religioner, for det var man overbevist om, at de var.

Efterhånden lød det for nedladende, så fra 1920'erne hed de naturreligioner, fordi forskerne fejlagtigt mente, at deres tilhængere 'dyrkede' naturen, og derefter blev de kaldt naturfolks religioner, fordi de i et noget romantisk skær forekom naturlige.

Det var de ved nærmere eftertanke alligevel ikke, og så blev de i 1960’erne til skriftløse folks religioner, fordi det er ret væsentligt for en kultur og dens religion, om den har et skriftsprog.

Politisk korrekthed førte så omkring år 2000 til betegnelsen indfødte eller oprindelige folks religion.

Men hvor indfødt skal man være for at være indfødt? Den amerikanske hær flyttede i 1800-tallet nordamerikanske indianere hundredvis af kilometer fra deres oprindelige levested til særlige reservater, efterhånden som nybyggere krævede mere og mere land.

Det er måske ikke så underligt, hvis disse indfødte indianere føler sig lidt rodløse og ikke så oprindelige.

Primære religioner har ingen hellige skrifter

Religionsforskere kalder i dag disse religionsformer 'primære', fordi de som type er ældre end de universelle (f.eks. kristendom og islam) og for det meste fokuserer på konkrete problemer som frugtbarhed, sygdom og død.

En primær religionsform som inuitternes har netop heller ingen hellige skrifter som de kristnes bibel - teologiske dogmer om synd og fortabelse, gud eller frelse.

Og der er langt flere primære religioner end universelle religioner i verden, hvorfor hovedparten af religioner faktisk ikke matcher moderne vestlige menneskers ideer om religion.

LÆS OGSÅ: Først kom de store civilisationer - derefter kom de store guder

Ingen og alle steder

Den anden hovedtype er de universelle religioner.

De er selvfølgelig alle begyndt et bestemt sted. Kristendommen har sit arnested i Jerusalem, og islam placerer sit nulpunkt i Mekka, men deres gyldighed er ikke længere bundet til disse geografiske områder, og de og deres fortalere hævder at være universelt gyldige.

Antallet af disse religioner er ret få – det drejer sig hovedsageligt om kristendom, islam, og buddhisme – men de har alt det udstyr, som vi oftest forbinder med religion: idéer om frelse, dogmatik, skrifttradition, professionelle udøvere med lange uddannelser, hierarki og organisation.

Ikke mindst byder de sig til med krav på at have den endelige sandhed med lige gyldighed for alle mennesker i al evighed.

I modsætning til inuitternes mundtlige myter har kristne og muslimske missionærer kunnet transportere og udbrede deres religions tanker til ellers fjerne folkeslag ved hjælp af Bibelen og Koranen.

Skrift er et fantastisk medium til at opbevare og videreformidle tanker; ikke mindst de mere abstrakte om moral og etik, om frelse og fortabelse.

Kritik af de frafaldne

Denne type religioner kalder religionsforskere derfor også 'sekundære', fordi de er videreudviklinger af de primære, og fordi de så at sige også tænker over sig selv og deres relationer til andre religioner.

I Koranen er der mange passager om jødedom, om Det Gamle Testamentes profeter, om Jesus, om kristne og om, hvordan tilhængerne af disse religioner er 'faret vild'. Ifølge Koranen har jøder og kristne været ulydige ved at forvanske de bibelske profeters åbenbaringer i deres hellige bøger.

Og som mange muslimer spørger: Hvorfor er der i Det ny Testamente hele fire evangelier, der fortæller modsætningsfyldte historier om Jesus? Noget af indholdet må så vel være forkert og usandt?

Rettroende muslimer mener til gengæld, at Koranen er en direkte afskrift af den hellige bog, som er hos Allah, og som han åbenbarede for Muhammed i store og små dele mellem år 610 til 632 e.Kr. Budskabet er, at islam er den eneste redning for menneskeheden, for de vantro kommer til at brænde op i helvede.

Kort sagt en voldsom kritik af de andre religioner og deres tilhængere.

I sekundære religioner bliver andre troende ofte til hedninge, kættere, urene eller frafaldne. Dermed kommer der fokus på den rette indstilling, eller tro.

LÆS OGSÅ: Antropolog fik en spirituel oplevelse, da han forskede i islamisk mysticisme

Islams 'Takt of tone'

Hvis vi spurgte en muslim om, hvad der udgør den rette tro, ville han eller hun nok bruge fortællingen om dengang, englen Gabriel stillede Muhammed det samme spørgsmål.

Muhammed svarede, at man skal tro på Allah og hans engle, hans bøger, hans sendebud, på dommedag og på forudbestemmelsen til godt og ondt. Det er troen, iman på arabisk, som er grundlaget for at være muslim ifølge Hadith, islams næsthelligste skriftsamling med beretninger om profetens liv.

Hadith er nærmest at sammenligne med Emma Gads Takt og tone, da den for muslimer fungerer som en håndbog i korrekt adfærd.

'Tro' er viden for den troende

De fleste muslimer opfatter ikke gudstro som absurd eller i strid med virkeligheden eller fornuften. Derfor bruger de ofte ordet for 'viden', ilm på arabisk, om deres religiøse overbevisning om Allah.

Det passer meget godt med religionsvidenskabens brug af ordet 'tro' om menneskers overbevisninger om verdens indretning og om bestemte dispositioner for tanker og handlinger.

Tro dækker således over et socialt accepteret mønster for at tænke, føle, tale og handle, som den troende opfatter som sandt og indlysende rigtigt.

På samme måde tror mange mennesker i Afrika ikke på hekse, for hekse findes jo; de er en del af den sociale virkelighed.

De gamle grækere troede heller ikke på deres guder. De nærede nemlig ingen tvivl om, at deres eksistens og guder og ånder udgjorde en integreret, om end usynlig del af virkeligheden.

LÆS OGSÅ: Borneos jæger-samlere jager blandt ånder og dæmoner

LÆS OGSÅ: Hvorfor har mennesket behov for religion?