»Bare rolig, corona-virussen holder ikke længe – den er made in China...«

Side om side med sundhedsanbefalinger og påbud om, hvordan man mindsker smittefaren, bugner internettet i disse dage med corona-vitser og vittige memes.

Omdrejningspunktet i vittighederne er typisk de sommetider drastiske midler, som folk tager i brug for at holde sig corona-fri, og folks adfærd i krisen.

Men hvorfor egentlig lave sjov med en sygdom, der har udviklet sig ganske alvorligt og sat verden på den anden ende?

Hvordan er humor en hjælp, når vi står over for noget fremmed i en usikker tid?

Det skal vi komme lidt nærmere i denne artikel.

Det letter at le

En humorteori, der kan kaste lys over corona-vitser, er forløsningsteorien.

Den udgør en af i alt tre dominerende teorier indenfor humorforskning, der overordnet forklarer, hvad der vækker latter (de to øvrige teorier er overlegenhedsteorien og inkongruensteorien, som du kan læse mere om nederst her).

Forløsningsteorien udlægger latter som en slags udladelse af nervøs energi, og den første til at formulere teorien var den britiske tænker Herbert Spencer i det 19. århundrede.

Han undersøgte latter udfra et fysiologisk perspektiv og hævdede, at når nervøs energi hober sig op i vores nervesystem, er latter en måde at få afløb for denne energi.

Latter punkterer alvoren

Teorien forbindes imidlertid især med Sigmund Freud, der i 1905 skrev værket 'Der Witz Und Seine Beziehung Zum Unbewussten' ('Vittigheden og dens forhold til det ubevidste').

I 'Der Witz' anvender Freud de samme psykoanalytiske begreber på vittigheder, som er kendt fra hans arbejde med drømme. Bogen præsenterer en psykologisk teori om, hvorfor og hvordan det ubevidste gør oprør mod sociale normer og koder gennem vittigheder.

Ligesom i drømme får vi i vittigheder afløb for ubevidste, fortrængte og 'forbudte' følelser, såsom begær, fobier eller frygt for det fremmede, og latteren fungerer som en ventil for vores lettelse over at 'komme af' med det, der hæmmer os.

Vittigheder – eller humor for nu at bruge en mere overordnet betegnelse – giver os med andre ord en mulighed for at nærme os det, der er svært, på en indirekte måde og tale om det, vi ikke føler, vi kan sige under normale omstændigheder.

Ved at joke med coronavirus punkterer vi derfor lidt af situationens alvor og kan på den måde lette noget af den nervøsitet, der måske sidder og nager et sted indeni os – bevidst eller ubevidst.

Toiletpapir, mexicansk øl og John Travolta

Lad os se på nogle eksempler på corona-humor:

»John Travolta has just been tested negative for corona virus last night. Turns out it was just Saturday night fever...« Med slet skjult reference til Travoltas filmhit af samme navn. 

Mange vitser og vittige memes spiller desuden på corona-navnet, som virussen har til fælles med en mexicansk øl, der gerne nydes med en skive citron eller lime, som dette billede hentyder til:

Corona-øllen har været genstand for mange memes, her én af dem. (Illustration: Starecat.com)

Måden, folk beskytter sig mod virussen, er også omdrejningspunkt i mange jokes. Her er for eksempel et forslag til, hvordan man kan beskytte sig, hvis ansigtsmasker er udsolgt:

Ét fælles mundbind er bedre end ingenting. (Illustration fundet her: Soycurioso)

I samme dur viser et andet meme en mand, der har iført sig et hygiejnebind, formodentlig i mangel på et rigtigt mundbind!

Som en slags afledt joke af corona-krisen har mange vitser også hamstring af toiletpapir som omdrejningspunkt. Her fungerer humoren snarere som et korrektiv:

Man udstiller folks paniske indkøb, der bunder i angst for at løbe tør for papir til at tørre sig bagi med, som tåbelig. Heri ligger, at det er en irrationel handling, som derfor irettesættes satirisk.

Panic Forting.#toiletpaper #coronavirusaus #COVID19 #auspol
More cartoons, gifs and behind the scenes videos athttps://t.co/L3EUxCaus8 pic.twitter.com/2iaHaxAHd9

— Glen Le Lievre (@GlenLeLievre) March 6, 2020

Toiletpapiret har vist sig at være ét af vores mest skattede produkter. (Illustration: Glen Le Lievre)

Humor knytter sig til nuet – og os til hinanden

Udover at give afløb for nervøsitet kan en anden forklaring på de mange corona-vitser i omløb være, at humor knytter sig til nuet:

Vi laver sjov med det, der sker nu og her, og som vi alle oplever eller kender til.

Standupkomikere får typisk noget sjovt ud af små hverdagssituationer, som de fleste mennesker kan genkende, men formår alligevel at overraske os ved at vende situationen på hovedet og gøre noget lidt anderledes end det, vi forventer.

Lige nu er corona blevet vores hverdag, og derfor er det altså heller ikke så sært, at den behandles humoristisk. På den måde danner humor et fællesskab, for når vi ler af det samme, bekræfter vi hinanden i en fælles oplevelse af en situation.

Den amerikanske retorikforsker John C. Meyer peger ikke overraskende på, at en af humorens mest centrale funktioner i kommunikation er en samlende funktion, som han benævner 'identifikation'.

For når vi ler sammen – eller hvis man som taler inviterer andre til at le af sig selv ved at bruge selvironi – har vi også lettere ved at identificere os med hinanden. Og særligt i krisetider har vi brug for at føle, at vi ikke alene, men kan dele vores bekymringer med andre.

Humorens samlende funktion kan derfor også have stor betydning for vores evne til at håndtere livet, når det er svært.

Der er sjældent langt fra det tragiske til det komiske eller omvendt

»Hvis det hele ikke var så sørgeligt, ville man simpelthen omkomme af latter.«

Sådan lyder en af Storm P.'s såkaldte fluer. Ordene indkapsler noget helt centralt, nemlig, at afstanden mellem humor og alvor ikke er så stor, som man skulle tro.

Livet byder på en lang række uventede situationer, der bringer os ud af balance, og hvor det sommetider kan være svært at vide, om man skal grine eller græde. Eller måske begge dele.

Meget komedie baserer sig jo også på, at nogen kommer galt afsted – se bare datidens 'Gøg og Gokke' eller nutidens 'Klovn'. De kommer alle ud for ulykker, der er så absurde, at de får os til at le.

Mange ville nok også hævde, at corona-krisen er absurd på mange måder, men da den knytter sig til virkelige omstændigheder med alvorlige konsekvenser til følge, er der knap så meget at le af.

Grænsen mellem, hvornår noget er komisk eller tragisk og får os til at grine eller græde, er altså hårfin og samtidig flydende. Det, der var sjovt sidste uge, er det muligvis ikke længere. Men det kan det jo heldigvis blive igen.

Så måske vi også i Storm P.'s ord kan læse en stille opfordring om ikke at tage livet alt for alvorligt. For selv når livet det ene øjeblik ser mest alvorligt ud, kan vi måske i det næste øjeblik alligevel finde noget at le af. Lad os håbe det.