Har du nogensinde prøvet at tisse i bukserne af grin? Eller haft svært ved at trække vejret eller måttet holde fast i en dørkarm, fordi noget var alt, alt, alt for sjovt?

Til det kan de fleste nok svare et stort og rungende ja – men måske har du så også prøvet at komme til kort, da du efterfølgende skulle forklare en udenforstående, hvad det egentlig var, der var så sjovt på daværende tidspunkt.

Humor kan være svær at blive klog på, og derfor har vores læser Jeppe K.P. bedt Spørg Videnskaben om hjælp til netop dette. Han har således skrevet i en mail:

»Hvad er humor egentlig for en størrelse, og hvorfor griner man, når man hører noget sjovt?«

Spørg Videnskaben har tidligere dykket ned i, hvorfor man griner, når noget er alvorligt, og hvorvidt man rent faktisk kan ’dø af grin’.

Men hvad griner vi af, hvad sker der i hjernen, når vi gør det - og hvorfor gør vi det? Det vil Spørg Videnskaben forsøge at dykke ned i ved at konsultere en retoriker, en filosof og en neurobiolog.

Humoren starter i hovedet

Humor starter jo som bekendt med en sjov tanke, og altså oppe i hovedet på os. Derfor vil vi i første omgang undersøge den fysiologiske forklaring bag humoren – altså hvad der helt lavpraktisk sker i hjernen på os, når vi griner.

Den bedste mand til at svare på det spørgsmål er Albert Gjedde, som er professor i neurobiologi og farmakologi og institutleder ved Institut for Neurovidenskab og Farmakologi ved Københavns Universitet. Han fortæller, at fysiologien bag humor er blevet undersøgt ad flere omgange:

»Der er udført hjerneskanninger af mennesker, der griner, og af mennesker, der hører på andre, der griner,« skriver Albert Gjedde i en mail til Videnskab.dk.

»Disse skanninger har vist forskellige områder i hjernen, der er aktive - især områder der er aktive, når vi oplever følelsesmæssige reaktioner, som latteren jo er.«

Hjernens lykkestof har afgørende rolle

De områder i hjernen, Albert Gjedde refererer til, strækker sig fra midthjernen til de store kerner i hjernens indre og videre til forpandelappen. I forpandelappen er det især den midterste nederste del, som er aktiv, når vi oplever stærke følelser, fortæller han. Forpandelappen er en del af vores følelsesmæssige styringssystem.

Når vi griner, bliver der udløst en række forskellige signalstoffer til de førnævnte områder i hjernen, men såvidt vides kan alle disse stoffer spores tilbage til ét stof, nemlig hjernens ’lykkestof’, dopamin.

Dopamin virker både som motivation for mennesker, fordi det kan udløse en slags ’forventningens glæde’, og samtidig står det for den reaktion, der kommer, når forventningen udløses. Det er altså både involveret i vores reaktion, når vi forventer, at noget sjovt skal ske om lidt, og når det sjove er sket.

Latter er faktisk en skrækreaktion

Når der udløses dopamin i hjernen, giver det os en umiddelbar lykkefølelse, og det får os til at lagre den gode oplevelse i vores hukommelse og opsøge den næste gang, muligheden byder sig. Det betyder, at hvis vi én gang har oplevet, at en bestemt sammenhæng var sjov, så vil vi opsøge den igen, for at få lidt mere af den rare dopamin.

Men selvom det lyder selvmodsigende, er latter ikke en entydig positiv ting, fortæller Albert Gjedde.

»Det viser sig, at latter og grin i virkeligheden er en reaktion på en påvirkning, der er den modsatte af den forventede. Det ses typisk i forbindelse med den klassiske vittighed. Her lægges op til en forventning om et bestemt udfald, og når et fuldstændigt andet udfald opleves, udløses en reaktion, som ved studier af aber viser sig egentlig at være en skrækreaktion,« skriver Albert Gjedde.

»Vi griner altså, når der er et markant misforhold mellem den forventede og den oplevede pointe – så længe denne ikke er af truende karakter.«

Hvis vi føler os truede, reagerer vi nemlig på andre måder, der naturligvis afhænger af truslens alvor og art, fortæller Albert Gjedde. Men det giver selvfølgelig meget god mening, at vi ikke stiller os op og skraldgriner i en truende situation.

I Antikken mistænkte man latter

Humor handler altså i og for sig om at blive forskrækket. Så langt, så godt. Men humor er jo mere end bare kemiske reaktioner i hjernen. Derfor finder vi frem til en retoriker, der kan hjælpe os med at dykke lidt mere ned i selve humorens væsen.

På en Skype-forbindelse til Australien får vi fat i Mette Møller. Hun er cand.mag i retorik og har skrevet speciale om humoren, og hvordan den har udviklet sig fra Antikkens tid og frem til i dag. Det er tilsyneladende ikke så lidt. Mens vi i dag betragter humoren som en overvejende positiv ting, var det anderledes i Antikken, fortæller hun:

»Specielt hos filosoffer som Platon og Sokrates var der en stor mistænksomhed over for latteren. De brød sig ikke om, at filosofien blev mødt med latter, og i deres opfattelse af ’den ideelle stat’ var latteren reduceret til et absolut minimum.«

Med tiden ændrede behovet for humoren sig dog, og det samme gjorde den negative indstilling til den i takt med at indflydelsesrige personligheder, som f.eks. Freud – der ellers betragtede humoren som ét stort selvbedrag – fandt flere og flere nyttige funktioner ved humoren.

En psykisk ventil for frustrationer

Et eksempel på en af disse funktioner kan findes under karnevalet i Middelalderen og Renæssancen, hvor humoren fungerede som folkets ’ventil’. I et samfund, hvor folkets frihed i den grad var begrænset, gav karnevalets vilde fest folket en mulighed for at gøre grin med magthavere og afvise alle gældende normer og regler. På den måde kunne de komme ud med nogle frustrationer, som under normale omstændigheder kunne udløse alvorlige straffe.

Freud kaldte senere denne effekt for en ’psykisk ventil’ - gennem latteren kan man få afløb for tanker og følelser, som normalt er tabu-belagte.

»På den måde bliver humoren en ventil for vores frustrationer. Vi bruger den til at sige det, vi ikke kan sige normalt. Vi kan sige det med et glimt i øjet, så det ikke falder så hårdt, som det ellers ville gøre,« uddyber Mette Møller.

»Man kan stadig spore, at det er den samme følelse, vi søger i humor i dag. Det er en frigørelse fra det, vi ikke normalt kan sige.«

Clintons vigtigste våben var humor

Henrik J. Bjerre, lektor ved Institut for Læring og Filosofi på Aalborg Universitet, kommer med et hjemligt og mere moderne eksempel på, hvordan humoren kan være en ventil, der er med til at ’genoprette balance’:

»Margrethe Vestager kom til at fortale sig, da hun besvarede et spørgsmål om de mange, der stod til at falde ud af dagpengesystemet med et: ’Sådan er det jo’. Hendes reaktion på denne kommunikationsfejl var ikke at sige undskyld, men at bruge udtrykket utallige gange på en tale på partiets landsmøde, hvilket vakte en del furore. På den måde overdrev hun sin fejl og viste dermed, at det dels var en svipser, men også at det både var en overreaktion af pressen at hidse sig sådan op over det, OG at hun faktisk mente det.«

Humor kan på den måde også være med til at stadfæste magt. Det gælder også, når vi andre gør grin med magthaverne, fortæller Henrik J. Bjerre:

»Ved at gøre grin med magten giver vi den også en mulighed for at forblive, som den er – med alle sine fejl og mangler – så længe den selv, engang imellem, indrømmer dem. Var ét af Bill Clintons største politiske våben for eksempel ikke netop hans åbenlyst gode humor?«

Fraværet af humor er et sygdomstegn

Ordet ’humor’ kommer fra latin og betyder også ’væske’, fordi humor oprindeligt blev betragtet som en måde at holde kroppens forskellige væsker i balance. Hvis man har en god humor, er man med andre ord velafbalanceret. Et samfund helt uden humor kan derfor betragtes som et samfund i voldsom ubalance.

Mette Møller og Henrik J. Bjerre kan hurtigt blive enige om, at et totalt fravær af humor hos enkeltpersoner, men også i hele samfund, i vore dage kan ses som et alvorligt sygdomstegn.

»Humor fylder meget i vores samfund i dag,« siger Mette Møller, »TV-shows, politik, late night shows. At være en person uden humoristisk sans er næsten den værste kritik, man kan få nu til dags.«

Henrik J. Bjerre bakker op: »Det nordkoreanske styre virker f.eks. som et samfund i voldsomt ubalance pga. dets fravær af humor. I sådanne tilfælde ville åbningen for en form for humor muligvis - bortset fra at den ville være overordentlig risikabel - kunne medvirke til at afmontere en smule af magtens indbildte ufejlbarlighed.«

Hvad er det, vi griner af?

Indtil videre har vi altså fundet ud af, at humor kan være en ventil, for de ting vi ikke kan få sagt normalt. Den kan på den ene side bruges til at fastslå magten i et samfund, men på den anden side kræver det, at magthaverne selv kan se komikken. Og så er det en rigtig skidt ting nu til dags, hvis du slet ikke har nogen humor – så kan du faktisk næsten betragtes som ’syg’.

Men før vi runder af, er vi selvfølgelig også nødt til at runde den sidste del af Jeppes mail. Som han skriver, så handler humoren jo netop om det, vi griner af. Og hvad er så det?

Men som du måske havde regnet ud, så er lige netop denne del af spørgsmålet knap så nem at svare på. Selvom noget var sjovt, da du hørte det første gang, er det ikke sikkert, at du vil synes, det er sjovt anden gang. Din humor er ikke den samme, når du er 15, som når du er 50 - og du griner givet af noget helt andet, end din ven eller nabo for eksempel gør. Derfor er ’det sjove’ meget svært at sætte fingeren på.

»Humor er så situationsafhængig, og det er derfor, det er så svært at opstille normer for den. Noget, der er sjovt i én sammenhæng, er ikke sjovt i en anden,« siger Mette Møller.

»Man kan for eksempel komme grueligt galt afsted med at lave race-jokes i én situation, mens det i en anden er fuldstændig acceptabelt. Timingen er på den måde altafgørende for det sjove.«

Kan aldrig være entydigt god eller dårlig

I Mette Møllers speciale indleder hun sin konklusion med et citat af den amerikanske filminstruktør Mel Brooks:

»Tragedy is when I cut my finger. Comedy is if you walk into an open sewer and die.«

Jo voldsommere, jo sjovere. Vi griner af onde ting, og det har vi gjort siden Antikkens tid (se faktaboks). På den måde illustrerer citatet ifølge Mette Møller den dobbelthed, som også ligger i humoren. Mens den på den ene side kan være frigørende, kan humoren på den anden side også være ond og fornedrende.

Det handler altså om balance. For selvom humoren i dag er blevet en urokkelig del af vores vestlige samfund, så er vi ikke nødvendigvis interesserede i et samfund, hvor intet er helligt.

»Jeg synes, at citatet fanger humorens kerne, som vi er nødt til at acceptere. Humor kan aldrig være en entydig god eller dårlig ting. Den kan aldrig sættes i bås. Men den vil altid være en del af vores samfund, fordi historien viser os, at der altid vil være behov for den,« slutter Mette Møller.
Med disse kloge ord sætter vi et punktum for denne gang.

Vi håber, at Jeppe er blevet klogere på humorens væsen, og at han vil grine lidt, når han modtager en flot T-shirt med posten som tak for hans gode spørgsmål. Vi takker også Mette Møller, Henrik J. Bjerre og Albert Gjedde for deres hjælp.

Du kan læse svar på andre spørgsmål i Spørg Videnskaben - eller selv stille andre vigtige spørgsmål ved at sende en mail til redaktion@videnskab.dk.

Du kan også købe dig til ejerskab af 77 af de bedste i Videnskab.dk’s seneste bog: ’Hvad gør mest ondt – en fødsel eller et spark i skridtet?’