Når vi historikere går på jagt i arkivet eller på anden vis laver research, ved vi aldrig, hvad vi kan støde på. Med hjælp fra arkivarer og bibliotekarer ved vi måske nok, hvad der overordnet set ligger i en given mappe eller database, men vi ved aldrig, hvilke dele vi kan bruge til noget.
Vi går til vores kildemateriale med bestemte spørgsmål, vi ønsker at finde svar på, eller en analytisk vinkel, vi vil belyse materialet med – men hvad vi faktisk finder kan nogle gange overraske, forvirre eller komme helt bag på os.
På Twitter stillede jeg derfor det simple spørgsmål: Historikere, hvilket fund har fået dig til at stoppe op og sige »Vent, hva’?!« på arkivet eller under din research?
Jeg blev helt overrumplet af modtagelsen – tweetet har for indeværende fået 300 svar og 450 citationer.
Historikere, arkivarer og andre researchere rakte ud for at fortælle deres egne fremragende historier om arkiverede fund og bizarre research-øjeblikke. Nogle af historierne var skæve og morsomme, andre var forstyrrende og nogle var decideret skelsættende.
I denne artikel har jeg udvalgt en håndfuld fra hver kategori, for at male et billede af det brede spektrum af emner, vi historikere støder på i vores arbejde.
De skæve og morsomme
Mange af de svar, jeg fik, handlede om aldeles bizarre (og nogle gange underholdende) fund i arkiverne.
Nogle af disse fund var ikke bare papirer, men rent faktiske objekter, for eksempel Robert Cribbs fund: »17 tuber forarbejdet opium, klar til at ryge, i de hollandske arkiver fra 1946, Indonesien«.
Daniel McKay var faldet over »negativer af en tidlig australsk premierminister, nøgen og på ferie«, og så var der de »300 kærlighedsbreve fra kvinder til kvinder, skrevet omkring 1760, delvist nedfældet med blod« som Susanne Wosnitzka havde gravet frem.
Andre havde fundet interessante korrespondancer. A.J. Bauer var for eksempel kommet i besiddelse af transskriptioner af telefonsex i arkiverne på Ronald Reagan Presidential Archive. Disse blev frembragt efter en politiker havde skrevet til daværende præsident Reagan, og bedt ham gøre noget for at stoppe dette ’ring-og-rusk’-snavs.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Yasmin Dualeh afdækkede et »brev fra professor Phillip Hitti hvor han beskylder sin kollega på det prestigiøse universitet Princeton, Albert Einstein, for at sprede falske rygter om Hitti blandt de studerende«.
Maurice Casey kunne fortælle om et brev til den russiske leder, Josef Stalin, fra et debathold på New York University, der »ønskede hjælp til deres snarlige debat om kapitalisme«.
Endnu flere mærkelige fortællinger kom fra avisudklip og transskriptioner af taler, som historikere er faldet over under deres research. Xesc Mainzar nævnte en historie fra 1970’erne, hvor en avis på Mallorca skrev, at »en ældre belgisk kvinde mistede sit gebis, da hun bed en politimand i benet«.
Mens Dustin Jones rodede gennem arkiverne på Gerald Ford Presidential Library and Museum, stødte han på »en tale holdt af John Wayne ved et velgørenhedsarrangement, hvor Gerald Ford også deltog. Wayne lavede en af de absolut mindst korrekte forudsigelser, jeg har set i mine studier«.
Hvad var filmstjernens forudsigelse? At »Watergate ville blive en fodnote« i fremtidens historiebøger.
De forstyrrende
Historikerne fortalte også om det forstyrrende materiale, der havde overrasket dem under deres research, og hvordan den ofte bureaukratiske og sterile stil, der kendetegner arkiverede dokumenter, stod i skærende kontrast til det urovækkende indhold.
Lachlan Clohesy fandt noter fra et foredrag af den britiske atomfysiker Sir Ernest Titterton, omhandlende Australiens potentielle arsenal af atomvåben. Dette oplæg »inkluderede pointen, at hvis vi havde atomvåben, ville drabsprisen per mand, kvinde og barn blive billigere end ved konventionel krigsførelse.« Clohesy tilføjer, at Tittertons noter indeholder de faktiske priser.
I samme boldgade fandt Stephen Schwartz ud af, at den amerikanske generalløjtnant James M. Gavin i 1957 havde fortalt Kongressen, at for at vinde en atomkrig ville USA have brug for ikke mindre end 151.000 atomvåben.
Og mens vi stadig er ved udregninger af død og ødelæggelse, var Pépé Roswaldy stødt på et hollandsk kolonimagasin, der advokerede for at deportere indfødte i Indonesien i 1930’erne (en praksis, der slog mange mennesker ihjel). I artiklen bliver en officer citeret for at sige: »Dødstallet er helt fint, på ingen måde usædvanligt.«
\ Læs mere
Der var også mere malende fund i den gruopvækkende kategori. Gabe Moshenska fortalte om en beskrivelse, forfattet af den kendte britiske egyptolog Sir John Gardner Wilkinson, af »hans egen sygdomsbefængte penis« blandt Thomas Pettigrews papirer på Yale University.
Narrelle Morris beskrev en tur på det australske nationalarkiv, hvor hun fandt »en rusten ragekniv som en japaner, der var mistænkt for krigsforbrydelser, forsøgte at begå selvmord med« (fra tiden umiddelbart efter anden verdenskrig, red.). Hun tilføjer tørt, at hun »gjorde arkivaren opmærksom på sit fund.«
De skelsættende
Der var også de overraskende fund, der på den ene eller den anden måde indeholder vigtig information, når vi forsøger at kortlægge og forstå fortiden. Becky Erbelding fra United States Holocaust Memorial Museum faldt over det eneste kendte fotografi af den berygtede nazistiske læge, Josef Mengele, i Auschwitz-Birkenau. Det blev opdaget, da et fotoalbum blev sendt til museet.
Peter Job kunne fortælle om et dokument, som en australsk diplomat fik af indonesiske efterretningsfolk i Jakarta i 1975. Dokumentet, forklarer Job, var en liste over medlemmer af Fretilin, en selvstændighedsbevægelse fra det lille land Østtimor. Medlemmerne skulle opsøges (og med al sandsynlighed uskadeliggøres, red.) kort efter en indonesisk invasion af nationen. Job argumenterer for, at dette »viser, at der var et vist niveau af medvirken inden invasionen« fra Australiens side.
For Adam Rothman opstod hans »Vent, hva’?!«-øjeblik, da han fandt en rapport fra 1866, udfærdiget af det amerikanske senat, der beskriver »rygterne om, at nyligt frigivne mennesker i USA blev kidnappet og solgt som slaver i Cuba og Brasilien«. Det ledte Rothman til at skrive en hel bog baseret på denne opdagelse.
Andre historikere kunne ligeledes fortælle, at et tilfældigt fund var blevet til starten på helt nye research-projekter. Anna Hájková hørte tilfældigvis om et tvungent forhold mellem en kvindelig tysk vagt og en ung, kvindelig fange i løbet af det sidste år af anden verdenskrig.
Fascineret og nysgerrig gik Hájková i gang med at undersøge historien nærmere, som hun først havde hørt fortalt i en optagelse et sted i arkivet. Det endte med et nyskabende værk inden for queer-historie.
Disse eksempler er kun et udpluk af de mange historier, folk skrev som svar på mit oprindelige tweet. Når historikere undersøger fortiden, bliver vi ofte konfronteret med eller overrasket af, hvad vi rent faktisk graver frem. Nogle af disse fund er underholdende små anekdoter, mens andre fundamentalt ændrer vores billede af givne begivenheder og mennesker.
Næsten alle historikere har en fortælling om et fund, der fik dem til at stoppe op, og - via Twitter - var det muligt for os at høre en stor del af dem.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Sara Eleonora Hougaard.
