Har svensk arkæolog bevist, at Harald Blåtand blev begravet med kæmpeskat i Polen?

»Vildt plot-tvist: Er verdenskendt dansk konge begravet i Polen?«

»Svensk forsker vil blæse danmarkshistorien omkuld: Han har fundet Harald Blåtands grav - i Polen«

Opsigtsvækkende overskrifter med nyt om den danske vikingekonge Harald Blåtand har gennem det seneste år spredt sig i både Danmark og udlandet (f.eks. 1,2,3).

Årsagen er bogen »Vikingakungens guldskatt«, der er skrevet af især den svenske arkæolog Sven Rosborn.

Bogen konkluderer, at Harald Blåtand hverken er begravet i Roskilde, hvor historiske kilder og historikere tidligere har placeret hans rester, eller for den sags skyld i de historiske gravhøje i Jelling.

Harald Blåtand ligger ifølge forfatterne begravet under kirken i landsbyen Wiejkowo i det nordvestlige Polen, tæt ved Østersøen og grænsen til Tyskland.

Her skulle Blåtand i slutningen af 900-tallet være lagt til hvile med en fornem skat bestående af genstande som armringe, sværd, mønter, guldtråde og kilovis af sølv- og guldsmykker.

Denne indtil nu ukendte og sensationelle historie om Harald Blåtands endeligt bliver stærkt betvivlet af en række forskere, Videnskab.dk har talt med.

Forfatter Sven Rosborn har dog ingen tvivl om, at den er god nok.

Historien er ifølge Sven Rosborn afdækket ved en stribe bemærkelsesværdige hændelser i en vild fortælling, der begynder i 2014.

1) 11-årig pige tropper op med unik guldskive

Da skolepigen Maja lærer om latinske bogstaver i vikingetiden, genkender hun dem fra en skive, hun fik af sin afdøde oldemor og har leget med derhjemme.

11-årige Maja gnider nu skidt af skiven, som viser sig at være af guld.

Efter at have vist skiven til sin skolelærer, tager Maja Sielski med sin far Tomas hjem til middelalder-arkæolog Sven Rosborn.

Rosborn melder, at han på grund af sin erfaring med mønter fra Malmøs bymuseum kan se, at der er tale om en gammel, støbt guldgenstand med navnet Harald Gormsson (Blåtand) skrevet på latin.

Sven Rosborn spørger ind til, hvor skiven stammer fra, og om der kan være mere materiale, der kan kaste lys over, om skiven virkelig stammer fra Blåtands tid.

Tomas Sielski går på jagt i hundredvis af hengemte kasser med en masse sager, som hans farmor, Majas oldemor, tog med fra Polen, da hun flyttede til Sverige i 1980’erne.

2) Glemte dokumenter bliver fundet

Eftersøgningen afslører et væld af ukendte dokumenter i form af blandt andet bunker af breve med polske datostempler fra 1950’erne.

Brevene er en korrespondance mellem Tomas Sielskis farmor og hendes mor, Antonina.

I brevene står, at guldskiven tilbage i 1945 blev hentet op af en grav med en skat fra kirken i Wiejkowo af to mænd fra Sielski-familien, der hjalp den lokale præst med at flygte til Vesten.

Guldskiven og andre værdifulde sager fra kirken blev lagt op på loftet i Sielski-familiens hus i Polen.

3) En dagbog bliver fundet

I starten af 1960’erne kommer Antonina på besøg i huset og ser nærmere på sagerne. Hun falder over en dagbog fra 1840’erne, som hun tager med hjem.

I dagbogen beskriver den daværende præst i Wiejkowo, at graven under kirken gemte på en fornem skat – ifølge Sven Rosborn den største kendte vikingeguldskat i verden.

Graven blev oprindelig opdaget i 1841, da den nuværende kirke blev bygget, skriver Antonina i breve til sin datter.

Måske endnu vigtigere nævner præsten ifølge brevene en ukendt krønike fra vikingetiden; en kronologisk skildring af historiske begivenheder i Wolin-stiftet, som dækker egnen omkring Wiejkowo.

Antonina skriver til sin datter, at krøniken er meget værdifuld. Den beskriver danskernes historie mellem 941 og 1025.

4) En krønike bliver fundet

Antoninas datter finder krøniken på Sielski-familiens loft og sender den til Antonina.

Krøniken er ganske vist på latin, men heldigvis kan universitetsuddannede Antonina både latin, tysk og selvfølgelig polsk.

Antonina oversætter i 1963 brudstykker af det meget vigtige værk til sit eget sprog, formentlig for at sikre, at krønikens ord kunne overleve, selv hvis sovjetiske soldater skulle få fingre i originalen, funderer Rosborn.

I alt tager Antonina godt 150 siders noter.

De håndskrevne papirer med værdifulde oplysninger fra en indtil nu fuldstændig ukendt kilde til historiske begivenheder og Harald Blåtands liv bliver dog tilsyneladende glemt igen af Antoninas datter, Tomas’ farmor. Også selvom hun har skrevet mange breve med sin mor om det vigtige indhold.

Tomas’ farmor deler nemlig ikke sin mors notater fra krøniken med nogen, og ingen ved tilsyneladende, hvor de er, eller at de overhovedet eksisterer.

Man skulle tro, at de dermed var forsvundet – men nej.

5) Glemte notater bliver fundet

Tomas Sielski beder på Sven Rosborns opfordring i 2019 sin far om at tage rundt til fjerne slægtninge i Polen.

Han skal sikre sig, at alt materiale fra kirken er fundet, inden de to forfattere udgiver deres bog om Antoninas breve.

Tomas’ far finder frem til en ældre mand, som viser sig at have et lille havehus fuld af møbler, efterladt af Tomas’ farmor, da hun flyttede fra sit hus i Polen til sin nye lejlighed i Sverige tilbage i 1980’erne.

Det tætpakkede havehus gemmer på et skrivebord, der har en skuffe. Ved et nyt lykketræf viser det sig, at Antoninas over 50 år gamle noter ligger dér i fin, læsbar tilstand.

Fundet af Antoninas håndskrevne afskrifter af krøniken giver ifølge Sven Rosborn mange nye indsigter i tiden op til og efter Harald Blåtands død. Blandt andet fremgår det nu, at krøniken er skrevet af Harald Blåtands personlige præst, Avico.

De nye oplysninger betyder, at »Vikingakungens guldskatt« må skrives om og tilføjes 60 sider, inden den endelig udkommer i 2021 med bidrag af Tomas Sielski, der har oversat de polske tekster til svensk.

Heldet slipper op: Centrale kilder forsvinder

Ifølge Sven Rosborn og Tomas Sielskis bog hedder krøniken »Gesta Wulinensis ecclesiae pontificum«. Det kan oversættes til »Biskopperne ved Wolin-kirkens gerninger«.

Krøniken består af tre dele. Hver del beskriver sin periode af middelalderen. Den første handler om Harald Blåtands tid.

Oplysningerne om krøniken er beskrevet i Antoninas breve til sin datter.

Om de reelt passer, er dog umuligt at tjekke.

Her slutter nemlig de mange lykketræf. I stedet bliver de afløst af en række meget uheldige omstændigheder:

• Krøniken er forsvundet, efter Antonina tog sine noter.
• Præstens dagbog fra 1840’erne er gået tabt.
• Væk er også det meste af den skat, der lå i Harald Blåtands grav, inklusive de fleste dele, der blev bragt til Sielski-boligen i Polen og senere videre til Sielski-boligen i Malmø.

I tidens løb skulle noget være stjålet eller mistet af legende børn, andet smeltet om og solgt for penge, andet kan være henlagt i polske arkiver.

Andet igen er gået til, da Tomas’ farmors bolig i Malmø blev ramt af oversvømmelse i 2014 – inden Tomas og Maja tog hen til Sven Rosborn.

Rosborn: Materialet bekræftet af eksperter

Alligevel er Sven Rosborn overbevist om materialets ægthed og rødder i vikingetiden.

Det hele skulle være bekræftet af en masse pålidelige kilder, der har undersøgt både guldskive og tekster – fra selskabet Lloyd's i England til forskere i Sverige, Norge og Polen, melder Sven Rosborn.

Ægtheden bliver ifølge Rosborn også bekræftet hans egen ekspertise og kritiske tilgang til materialet.

Du kan læse de vigtigste af Rosborns argumenter for fundets ægthed i teksten »Aspekter på källmaterialet kring Harald Blåtands grav i Polen. (2021)«.

Det hele lagt sammen gør det tydeligt for Sven Rosborn, at Harald Blåtand blev begravet med en stor skat i Wiejkowo.

Konsekvensen er ifølge Rosborn, at lærebøgerne om vikingetiden skal skrives om, ligesom flere kapitler på det brugerdrevne opslagsværk Wikipedia allerede er blevet det efter udgivelsen af »Vikingakungens guldskatt«.

Rosborn ærgrer sig over at opleve, at danske forskere har svært ved at forholde sig upartisk til hans konklusioner.

»Projektet bliver fra dansk side desværre tydeligt set som meget kontroversielt, hvilket jeg som gammel ven af Danmark har svært ved at forstå,« skriver Sven Rosborn i en mail til Videnskab.dk.

Du kan på YouTube se en video med Sven Rosborn, hvor han fortæller om fundene af »det enorme materiale«.

Professor: Krøniken er nok en forfalskning

Før du stoler blindt på, hvad Sven Rosborn og Tomas Sielski har lagt frem, skal du vide, at en lang række forskere, som Videnskab.dk har talt med, er totalt uenige i konklusionerne.

Forfatterparrets materiale gør det faktisk umuligt at konkludere noget som helst. Langt mere sandsynligt er det, at krøniken er en forfalskning, lyder det fra blandt andre Anders Winroth, professor i middelalderhistorie ved Universitetet i Oslo.

Helt centralt i hans kritik står, at Antoninas uddrag af krøniken fra 1963 ved et fantastisk tilfælde giver svar på striber af spørgsmål, som ingen andre historiske eller arkæologiske kilder har kunnet afdække.

Uddragene af »Gesta Wulinensis« kaster for eksempel ikke bare lys over, hvor og hvornår Harald Blåtand døde, men også hvilken ukendt person der ligger begravet under Jelling kirke. (Hvis du er nysgerrig på detaljer i bogen, lyder det, at det er Blåtands storebror, Knud Danaast.)

»Hvorfor skulle oversætteren have udvalgt lige præcis disse episoder? Kendte hun til, hvilke episoder i nordisk historie, som en historiker gerne vil vide mere om?«

»Og kendte hun så godt til tidens krøniker, at hun valgte ikke at oversætte de stykker, som ganske enkelt beretter om episoder, som allerede er kendt fra andre kilder?« lyder det fra Anders Winroth.

Professoren undrer sig over, at oversættelsen fra latinsk middelaldertekst til nutidigt polsk ser ud til at være sket uden problemer med at afkode håndskrift, forkortelser eller andet, der normalt kan udløse store hovedbrud hos selv eksperter.

»Og så er det hele i bogen præsenteret på en dramatisk måde, som mere leder tankerne hen på Umberto Eco end forskningslitteratur, og som er svært at forene med forfatterens profession som museumschef – men er enkelt at forklare, hvis formålet er at forvirre og gøre historisk kildekritik svær eller umulig,« skriver Anders Winroth i en mail til Videnskab.dk.

Sven Rosborn afviser anklagerne om forfalskning. Det vender vi tilbage til.

Nationalmuseet: Læg materialet frem

Andre kritiske professorer hæfter sig ved tre helt grundlæggende mystiske omstændigheder ved »Vikingakungens guldskatt«:

1. Det skriftlige materiale består af lutter andenhåndskilder eller omtale af forsvundne kilder. Vi har ingen original latinsk krønike og ingen præstedagbog eller fotos af den.
2. Næsten alle genstande fra Harald Blåtands påståede guldskat, herunder tusindvis af mønter, er forsvundet. Igen mangler det primære kildemateriale.
3. Alt eksisterende materiale er i Sven Rosborn og Tomas Sielskis varetægt og er ikke præsenteret i videnskabelige artikler eller på anden vis lagt frem, så forskere kan se det i sin helhed eller lave undersøgelser på det uafhængigt af Sven Rosborn.

Af samme årsag vil Nationalmuseet ikke gå ind i det, de kalder »overraskende tanker om Harald Blåtands død og begravelse, som Sven Rosborn er nået frem til«.

»Vi har selvfølgelig stor interesse for emnet og samarbejder med forskere i hele verden omkring vikingetiden. Når baggrundsmaterialet for teorien bliver lagt frem, vil vi se frem til at studere det og gerne give vores vurdering,« lyder det i en mail til Videnskab.dk fra museumsinspektør Peter Pentz.

Sven Rosborn mener, at hans forsøg på at fremvise materialet er blevet afvist af flere danske forskningsinstitutioner, herunder Nationalmuseet. Det afviser museet. Læs mere om det i faktaboksen under artiklen.

Krønikes ordvalg ligner ingen andre tekster fra vikingetiden

Professor Kurt Villads Jensen har trods manglen på tilgængeligt materiale taget sig tid til at læse Sven Rosborns over 300 sider lange bog.

Han understreger, at det for en udenforstående fagmand er let at finde kritikpunkter af bogens store scoop, krøniken.

Det er vigtigt at fortælle om problemerne med krøniken i en bredere offentlighed, så ordene om Rosborns bog på blandt andet Wikipedia ikke bliver læst som sandhed af elever, der laver en skoleopgave, lyder det.

»De skal vide, at når man læser den tekst, er der en masse, der ikke stemmer, når man er vant til at læse tekster fra 900-1000-tallet,« siger Kurt Villads Jensen, professor i middelalderhistorie ved Stockholms universitet, til Videnskab.dk.

Kurt Villads Jensen nævner eksempler:

• I noterne bliver dato og måned skrevet på en måde, man ifølge professoren aldrig ville bruge i vikingetiden, for eksempel »17. juli«. Man daterede dengang ikke efter måned og nummer på dagen.

»Det kan være Antonina, der har oversat datoerne, men det er ikke gjort konsekvent hele vejen igennem. Det springer i øjnene, når en tekst bliver brugt som historisk kilde,« siger han.

• Person- og stednavne er nærmest for korrekte. Det kan lyde underligt, men Kurt Villads Jensen forklarer, at man dengang tit skrev ord, som man selv udtalte dem.

»Her er det pludselig vældig korrekt og viser kendskab til både slaviske og nordiske sprog.«

• Teksten nævner »jøder«. Men vi har ingen andre kilder til, at jøder skulle have levet i vikingetidens Østersø-område ifølge Kurt Villads Jensen.
• »Gesta Wulinensis« skulle være skrevet i 900-tallet, men bruger ord, ordsprog og begreber taget fra senere tidsperioder.

For eksempel nævnes »suverænitet«, der først blev brugt i sin nuværende betydning fra 1300-tallet. Ifølge Kurt Villads Jensen eksisterede ganske enkelt intet tilsvarende begreb på latin, da Avico skulle have skrevet krøniken. Derfor må teksten være af en anden person på et senere tidspunkt.

• Teksten blander genrer. Visse steder lugter den af datidens gejstlige, der skrev tørt og konstaterende. »Men andre steder ligner den noget fra nordiske sagaer, når den eksempelvis beskriver, hvordan Blåtand tværer Svend Tveskægs fjæs ned i mudderet.«

»Sådan ville ingen gejstlig skrive på det tidspunkt,« siger Kurt Villads Jensen med henvisning til, at Avico jo var Harald Blåtands personlige præst.

Professor: Guldskive kan være forfalsket

Så er der guldskiven.

Ifølge Kurt Villads Jensen ligner den ingen anden kendt mønt fra vikingetiden, og guld kan faktisk ikke dateres præcist. Guld kan til gengæld til enhver tid smeltes om.

Skiven kan derfor potentielt være en forfalskning lavet på et hvilket som helst tidspunkt af guld fra vikingetiden, bemærker professoren.

»Er guldskiven virkelig fra vikingetiden, er den helt unik – men det er i så fald stadig ikke vist, at den skulle være knyttet til Haralds grav, som jeg dermed mener, man ikke har fundet,« konstaterer Kurt Villads Jensen, inden han indskærper:

»Jeg tror dog nærmere, det er ren fusk hele vejen. Direkte. Hvis der er noget som helst ægte i det, har Rosborn gjort, hvad han kunne for at få det til at ligne en forfalskning.«

»Spørgsmålet er nok i stedet, hvem der har fusket, og hvornår det er lavet. Det er mere kompliceret at finde ud af,« siger Kurt Villads Jensen til Videnskab.dk.

Rosborn afviser anklager om forfalskning

Kurt Villads Jensen vurderer, at der i øjeblikket er en »meget stærk interesse i Polen« for at give landet en mere fremtrædende position i middelalderhistorien.

»På den måde passer timingen godt, men det er umuligt at sige, om det er sådan noget, der kan være på spil her,« siger Kurt Villads Jensen, der har skrevet om sit syn på bogen i tidsskriftet Fornvännen.

Sven Rosborn afviser alle anklager om forfalskning.

»Naturligvis har sådanne påstande intet at gøre med seriøs forskning.«

»Som uddannet forsker og museolog i et halvt århundrede, og også ven af ​​Danmark med mange legendariske danske arkæologer blandt venner og bekendte, såsom rigsantikvarer Glob og Olaf Olsen, føles den slags amatøragtige påfund naturligvis ikke rare,« skriver Sven Rosborn i en mail til Videnskab.dk.

Professor: Som om udvikling af kildekritik har været forgæves

Professor i historisk arkæologi Jes Wienberg har læst bogen og skrevet en anmeldelse af den til Jysk Arkæologisk Selskabs årbog, Kuml.

Jes Wienberg konstaterer, at de fleste af Sven Rosborns påstande faktisk giver fin mening »på den måde, at forfatteren giver bud på løsningen af gamle gåder i Danmarkshistorien fra en tid, hvor de arkæologiske og skriftlige kilder giver et meget ufuldstændigt billede«.

Det er set før, at både gravpladser, krøniker og andre kilder til ny viden pludselig dukker op, skriver professoren i sin anmeldelse.

Men så løber Jes Wienberg også tør for villighed til at se positivt på Sven Rosborns materiale.

Blandt andet går Rosborn ifølge Wienberg alt for ukritisk og usagligt til sagerne.

»Man forbløffes over, hvordan forfatteren tager udgangspunkt i et forældet billede af vikingetiden, en 'stråmand', som han siden afviser.«

»Man forundres over, at den kristne kong Harald Blåtand overhovedet får en guldskat med sig i sin grav.«

»Og endelig bliver man overrasket over, hvordan den nyfundne krønike helt ukritisk bliver anvendt som en sandfærdig skildring, som om mere end 100 års udvikling af den historiske kildekritik har været forgæves,« skriver professor Jes Wienberg fra Lund Universitet i anmeldelsen af Rosborns bog til Kuml: Årbog for Jysk Arkæologisk Selskab.

Anmeldelsen udkommer på tryk sidst i 2022, men ligger allerede online på Lunds Universitets hjemmeside.

»Udokumenterede« ringborge og pudsigt kildevalg

Forskningsleder Jens Ulriksen fra Museum Sydøstdanmark er ph.d. i forhistorisk arkæologi.

Han har blandt andet stået i spidsen for udgravningerne af Borgring, der i 2014 blev fundet som den indtil videre sidste af fem danske ringborge fra vikingetiden.

Jens Ulriksen lægger sig i samme spor som Jes Wienberg.

Han hæfter sig blandt andet ved, at Sven Rosborn i sin bog får placeret en række ukendte og »helt udokumenterede« ringborge omkring Øresund.

Han undrer sig over, at Rosborn ignorerer store, solide kilder (Jens Ulriksen nævner monografier af Iversen et al. 1991 og Sørensen 2001) og i stedet støtter sig til små, udvalgte kilder som eksempelvis en universitetsopgave om to danske vikingegrave.

Hvorfor er lokaliteter ikke undersøgt?

Som arkæolog har Jens Ulriksen også svært ved at forstå, hvorfor den tidligere museumschef Sven Rosborn konkluderer, hvor for eksempel Harald Blåtands grav befinder sig, uden at det er lykkedes ham at få polske arkæolog-kolleger til at lave udgravninger, der kan be- eller afkræfte påstanden.

Samme undren har han, da Sven Rosborn fortæller, at blyplader med inskriptioner fra graven er overdraget til et polsk museum i 1969.

»Så må der da være efterretninger om dem på museet. Hvorfor har Sven Rosborn ikke forfulgt det spor?«

»Og når det fortælles, at børn har leget »købmand« med en del af korsmønterne i en have ved den polske forbindelses tidligere hus i Polen, og at haven efter Sven Rosborns udsagn må flyde med mønterne, hvorfor er der så ikke sat gang i en metaldetektorundersøgelse, som Rosborn selv skriver kunne være fornuftig at lave?«

»Det er helt banale metoder til efterprøvning, som han ikke har brugt, endda selvom alt andet materiale på besynderlig vis er forsvundet de seneste 50 år,« bemærker Jens Ulriksen.

Forskningsleder: Blåtand nok begravet et andet sted

Jens Ulriksen er ud fra en række tidligere analyser overbevist om, at den gamle historie om, at Blåtand skulle være begravet ved Roskilde, er forkert, ligesom Rosborns bog konkluderer.

Han ser til gengæld ingen grund til, at Harald Blåtand skulle være ført til Polen og begravet dér, efter han omkring 986 blev såret i kamp.

Hvis Blåtand virkelig blev transporteret sydpå – som historiske kilder faktisk beretter om – virker det mere sandsynligt, at han blev ført til svigerfamilien i Mecklenburg i Tyskland, vest for Wiejkowo, vurderer Jens Ulriksen.

En tredje mulighed kan teoretisk set være, at Blåtand ligger begravet i jyske Jelling, men Jens Ulriksen forventer ingen afklaring på spekulationerne. Der er ganske enkelt for mange usikkerheder og for store kildemæssige huller i alle regnestykkerne.

»Jeg tror ikke, vi nogensinde får et svar,« konstaterer Jens Ulriksen.

En fornem skat dukkede op på den tyske ø Hiddensee efter en enorm stormflod i 1872, der i øvrigt også påvirkede Danmark. Hiddensee-skatten består af i alt 16 dele af guld, der alle lader til at være fremstillet i Danmark i slutningen af 900-tallet og dermed er ét af de fineste skattefund fra vikingetiden. Ifølge Sven Rosborn viser Tomas Sielskis materiale, at Hiddensee-skatten i virkeligheden er rester af den guldskat, Harald Blåtand blev begravet med i Wiejkowo.

Kilder: Den Store Danske og »Vikingakungens guldskatt«.

En anden skat, fundet i 2018, findes der tilsvarende referencer til i materialet, og den stammer ifølge Rosborn også fra Harald Blåtands grav. Du kan læse om 2018-fundet på øen Rügen lige ved siden af Hiddensee i artiklen Tyske arkæologer: Vi har aldrig sagt, at det var Blåtands skat.

Fund af Harald Blåtands grav ville være »epokegørende«

Ifølge Kurt Villads Jensen ville det være intet mindre end epokegørende, hvis man virkelig kunne finde Harald Blåtands grav i Polen sammen med nogle af de andre genstande fra guldskatten, som ifølge Sven Rosborn stadig kan være derude et sted.

Det ville dog nok betyde, at betydelige historiske kilder som Thietmar af Merseburg og Adam af Bremen skulle have rottet sig sammen for at fremstille visse begivenheder helt forkert, bemærker Kurt Villads Jensen.

»Men det er klart, at hvis man pludselig finder en original, som oversættelsen af krøniken stammer fra, må vi trække kritikken tilbage igen.«

»Så ville krøniken måske vise sig at være en kombination af mange forskellige kilder, der har skrevet i 900-1000-tallet – men jeg tvivler meget på det. Som det ligger nu, vil jeg sige, at det her er helt forkert.«

Ingen omskrivning af Danmarkshistorien

Jes Wienberg hælder til samme konklusion i sin anmeldelse af Sven Rosborns bog.

»Skal vores Danmarkshistorie nu behøve at omskrives? Nej! Så længe fundet ikke præsenteres på en overbevisende måde, som tillader andre end de direkte involverede at vurdere det nye, som eventuelt er fremkommet, bliver det ikke aktuelt.«

»Enten står vi over for en sensation eller over for forfalskninger. Det går ikke at afgøre klart, fordi vi er overladt til at tro på forfatteren af »Vikingakungens guldskatt« samtidigt med, at han ivrigt og konsekvent holder kortene tæt ind til kroppen.«

»Såfremt fundet er ægte, kan han måske berømmes for at have bragt fundet frem i den offentlige debat, men han er selv den største forhindring for, at det bliver taget alvorligt,« mener Jes Wienberg.

Sven Rosborn afbryder kontakt med Videnskab.dk

Sven Rosborn skriver i en mail til Videnskab.dk, at forskere, som ikke har set materialet, alle har én ting til fælles: »at de ikke har villet se det eller ville have kontakt med os, selvom vi gerne ville have det. Det kan næppe være min skyld.«

Efter en mail med opfølgende kritiske spørgsmål fra Videnskab.dk, afbryder Sven Rosborn kommunikationen.

Videnskab.dk ville ellers gerne have svar på blandt andet:

• Hvorfor har Rosborn undladt at lægge materialet frem for videnskabsfolk i fagfællebedømte tidsskrifter?
• Hvorfor er der ikke sat gang i udgravninger i Polen?
• Virker det ikke også på Rosborn usædvanlig heldigt, at Maja banker på døren med en unik guldskive, hvorefter en perlerække af ukendte dokumenter dukker op blandt gamle ejendele, og så bliver notater af en fantastisk krønike fundet i en skuffe i et haveskur i Polen og afslører sammenhænge, som ingen andre kilder i historien kan kaste lys over?

Mailen med spørgsmål er ifølge Sven Rosborn »desværre præcist, som jeg forventede«.

»Jeg tror, vi slutter diskussionen her, da det ikke fører til noget meningsfuldt,« skriver Sven Rosborn.

Rosborn: Flere historiske afsløringer på vej

Det hører med til historien, at denne artikel sagtens kunne have været længere.

Bogen har et væld af andre påstande, og Sven Rosborn har mange flere argumenter for, hvorfor han har ret – ligesom kritikerne har mange flere punkter, de undrer sig over.

Du skal også have den krølle med, at Sven Rosborn er i gang med flere bogudgivelser baseret på Tomas Sielskis familiearkiver.

Ifølge Sven Rosborn gemmer Sielskis kasser nemlig også på hidtil helt ukendte oplysninger fra Anden Verdenskrig, der omfatter »interessante personer«, som »træder ud af historiens mørke«.

Det skulle blandt andre dreje sig om den svenske dronning Silvias far.

Rosborn bemærker i samme åndedrag, at han har brug for økonomisk støtte til at fortsætte sin »efterforskning« og til at offentliggøre sine fund.