Grønland bliver grønnere – hjulpet på vej af et mineselskab og en gruppe træentusiaster

Da jeg gik gennem paskontrollen i Reykjavik på vej til Nuuk, Grønlands hovedstad, stillede grænsebetjenten mig det sædvanlige spørgsmål om formålet med min rejse.

»Jeg skal se på træer,« svarede jeg.

Han kiggede lidt mistænksomt på mig gennem vinduesglasset og sagde: »Der er ingen træer i Nuuk.«

»Jo der er. De dyrker træer, og der er en skov i det sydlige Grønland.«

»Du lyver vist,« svarede han tørt. Intet kunne overbevise ham.

Den islandske grænsebetjent så ud til at nyde denne lille adspredelse fra de almindelige grunde, de fleste rejsende giver for at besøge Grønland: Isbjerge, vikingeruiner eller isbjørne.

Men jeg skulle faktisk til Grønland – mit første besøg – for at se planterne og de mennesker, der dyrker dem. Det lyder måske mærkeligt, i betragtning af at 95 procent af Grønland, som er verdens største ø, er dækket af en enorm iskappe, Indlandsisen.

Grønne områder spreder sig

Næsten hver eneste dag kan man læse alarmerende nyheder om Grønlands accelererende istab (30 millioner tons i timen). Det er mindre nyhedsværdigt, men lige så dramatisk, at de 5 procent af Grønland, der er isfrit – er ved at blive grønt.

'Arctic greening' er klimafænomen forårsaget af klimaforandringerne, hvor landområder, der engang var dækket af is og sne, bliver koloniseret af planter. Planterne forandrer sig også. Lav tundravegetation vokser højere (såkaldt 'buskdannelse'), og nye planter og insekter flytter ind fra længere mod syd.

På tværs af det Cirkumpolare Nord (en region, der spænder over tre kontinenter, og omfatter otte lande), har forskere observeret en stigning i 'greening' på mellem 20 og 40 procent i de seneste årtier. Konsensus er, at 'greening'-fænomenet accelererer på tværs af de forskellige arktiske regioner.

Accelererer optøningen af permafrost

At landområder bliver grønnere lyder måske godt i forhold til skovrydning, men i Arktis forstærker udbredelsen af ​​plantelivet farlige såkaldte feedback-mekanismer:

Når vi tænker på planter, der lagrer CO₂ fra atmosfæren, tænker vi typisk på de overjordiske planter, som vi kan se. Men i Arktis sker CO₂-lagringen hovedsaglig under jorden, i den frosne jordbund – permafrosten. Permafrosten lagrer mere CO₂ end samtlige overjordiske planter på kloden og dobbelt så meget som i atmosfæren.

Voksende ​​træer og buske accelererer optøningen af permafrost, hvilket øger den globale opvarmning i en del af verden, der allerede bliver opvarmet fire gange hurtigere end resten af ​​kloden.

Så den arktiske 'greening' gør ikke bare krav på land, der er sårbar overfor tilbagetrækningen af isen - det fremskynder sandsynligvis også afsmeltningen af is.

Siden vikingerne har man forsøgt at 'forgrønne' Grønland

Men denne form for arktisk greening er ikke det fænomen, jeg kom for at undersøge. Jeg var interesseret i den bevidste forvandling af Grønland til et bogstaveligt talt 'grønt land' ved hjælp af nye skove, haver og gårde.

Denne form for 'greening' begyndte for 1.000 år siden med vikingehøvdingen Erik den Røde, der dyrkede landet ved Sydgrønlands isfrie fjorde.

Landet langs fjordene var grønt og frodigt, så derfor navngav Erik den Røde bygderne 'Grønland', hvilket nok er ét af de første eksempler på den type beskrivelser, vi i dag ofte ser hos ejendomsmæglere med deres til tider lemfældige skildringer af for eksempel 'kig til vandet'. Navnet Grønland skulle jo gerne inspirere og lokke flere til at følge ham og at bosætte sig i denne iskolde verden.

I dag er det ældgamle projekt med at gøre Grønland grønt fortsat undervejs i den moderne, multietniske grønlandske kultur, fra minedrift til havebrug til skovbrug.

Jeg er fascineret af denne konvergens mellem to forskellige former for greening – den ene som følge af klimaforandringer og den anden som følge af menneskelige præferencer – og jeg rejste til Grønland for at forstå forbindelsen mellem dem.

I maj 2024 tog jeg altså således til 'Arboretet' i Grønland, som er oprettet ved Narsarsuaq; en bygd med omkring 100 indbyggere beliggende på Grønlands sydspids i nærheden af Erik den Rødes oprindelige bosættelse.

Arboretet (fra latin arboretum 'sted med træer', afledt af arbor 'træ', red.) blev etableret i 2004, men dets udspring i nordisk skovbrug går tilbage til 1800-tallet. Nordiske forstmænd (personer, der beskæftiger sig professionelt med skovbrug, red.) har brugt årtier på at plante arter fra det nordlige Asien, Europa og Nordamerika, inspireret af videnskabelig nysgerrighed efter, hvad der kan vokse i Grønland, og en kolonial overbevisning om, at de kunne bestemme, hvad der skal vokse.

Forbløffet over, hvad jeg fandt

Jeg har studeret Arktis i mange år – fra den kontroversielle arv efter arktisk udforskning til min kommende bog om Svalbard Global Seed Vault – og jeg var forbløffet over, hvad jeg fandt. Den bevidste dyrkning af nye planter sker ikke bare i et bemærkelsesværdigt omfang, men der er et næsten totalt fravær af love, der regulerer planter – en tilgang, der lader til at være unik for Grønland.

I dette juridiske tomrum er det ikke kun planterne, der blomstrer. Jeg fandt, at Grønlands planter trives på grund af indsatsen fra et internationalt mineselskab, haveentusiaster, landmænd og dedikationen fra nogle få bemærkelsesværdige mænd.

Jeg opdagede, at en en stor del af træplantningen er finansieret af et mineselskab, som er ivrige efter at vise, hvor 'grønne' virksomheden er gennem 'offsetting' af udvindingsplaner ('offsetting' er en måde at kompensere for CO₂-udledninger, red.)

Mineselskabet Amaroq Minerals, som er selskabet med flest udvindingstilladelser i Grønland, spiller en afgørende rolle i det enorme boom i efterspørgslen på kritiske råstoffer. Grønland konkurrerer nu med Kina i ræset som den vigtigste kilde til sjældne, værdifulde mineraler, der er nødvendige for de grønne teknologier.

Mineselskaber, der gør brug af træplantningsordningerne, gør det måske, fordi de er ivrige efter at vise, hvor 'grønne' de er gennem 'offsetting' af deres udvindingsplaner. Amaroq Minerals påpeger dog, at virksomheden »i øjeblikket ikke har planer om at bruge det som en måde at kompensere for CO₂-udledningerne«.

Selvom Amaroq Minerals ikke oprindeligt var involveret i etableringen af Arboretet i Grønland, slutter virksomheden sig til ved at finansiere træplantager i Grønlands 1.000-årige eksperiment med bevidst greening af landet.

I flere årtier har grønlændere arbejdet på at introducere eksotiske planter 'for at gøre byen grøn', fortalte en gartner mig. Det er, som om nationen flere steder udfører et storstilet ukontrolleret eksperiment, for at se hvad der vil ske, hvis planternes kraft ikke er under kontrol.

Fuglesang overalt

Arboretet i Grønland ligger i Narsarsuaq, en tidligere amerikansk luftbase. I dag hejser personalet på Hotel Narsarsuaq det grønlandske flag foran hotellet som påmindelse om nationens autonomi i alle spørgsmål (undtaget udenrigspolitik og sikkerhed).

Jeg var her for at mødes med den danske biolog Anders Ræbild, som forsker sammen med Kenneth Høegh, der i stor udstrækning er ansvarlig for aboretets eksistens. Kenneth Høegh, som blandt andet er agronom, voksede op i Narsaq, få kilometer længere mod syd.

Her plantede han i en alder af 14 år sine første træer (sibirisk lærk), og han fortalte mig stolt, at træerne stadig lever i bedste velgående. I dag er han repræsentationschef ved Grønlands Repræsentation i USA, men​​ for Grønlands træer er han en langt mere indflydelsesrig position.

Det var min første dag i Grønland, og allerede inden jeg nåede frem til Arboretets trægrænse, registrerede mine ører det surrealistiske ved denne skov i et angiveligt træløst land: Fuglesang lød overalt.

Små spurvefugle som gråsiskener strøg gennem luften eller mæskede sig i træernes frø. På denne solrige, varme dag med temperaturer omkring 0°C var skoven fuld af lyde fra ​​deres hektiske jagt efter mad og sex. Den korte arktiske sommer var lige begyndt, og alt arktisk liv – planter inklusive – gør alt for at få det bedste ud af disse få måneder.

Min rejsefælle var min søn River, der ellers læser på universitetet. Vi fulgte træerne, der skød frem af den magre jord på en lille bjergtop.

Hverken 'arboret' eller 'skov' kan bruges til at beskrive dette smukke sted. Det er for usammenhængende til at være førstnævnte, men for velordnet til at være sidstnævnte. Bevoksninger med høje sibiriske lærketræer, norsk gran, klitfyr fra Colorado, pinje fra Mongoliet og løvfældende vestamerikansk balsampoppel voksede side om side. Det er et mødested for træer fra hele den nordlige halvkugle, ikke en sammenhængende skov fra en bestemt del af den.

Det er også et bemærkelsesværdigt stort område på godt 162 hektarer. Faktisk er området så stort, at vi kunne kunne høre hinanden kalde, men ikke finde hinanden i 'skoven', hvor vi havde aftalt af mødes. Jeg kendte tallene, men jeg blev alligevel overvældet af antallet af træer – mere end 100.000 træer plantet i alt, fra flere end 100 arter, siden 1970'erne.

Manden, der elsker træer

Senere samme aften mødte vi Kenneth Høegh og hans kolleger i hans hytte til middag – lam til dem fra lokale gårde, kål og kartofler til River og mig, fløjet ind fra Europa ligesom størstedelen af maden i Grønland.

Kenneth Høegh er en karismatisk mand, som var leder af Rådgivningstjenesten for Landbrug for det grønlandske landsstyre, inden han begyndte sin karriere i diplomatiet. Efter at have tilbragt flere timer i hans selskab, stod det klart, at uanset hvad, der er hans erhverv, er træerne hans virkelige kald.

Kenneth Høegh beskrev, hvordan han blev håndplukket som elev af sin forgænger, en dansk skovbrugsprofessor, sammen med en anden skovfoged. Sammen rejste de verden rundt i flere årtier og samlede træer. Disse tre mænd lod hver især til at have ledet plantningen af ​​langt de fleste træer i Grønland.

Er det uproblematisk at indføre nye træarter i Grønland?

Nu tænker du måske på alle de forskellige risici ved at importere fremmede arter til et ø-økosystem:

• De potentielle skadedyr, der så at sige flytter med de unge kimplanter.
• Hvad kan der ske med den lokale biodiversitet som følge ​​så mange nye arter – især i betragtning af, at træerne overskygger tundraplanterne?
• Hvem betaler for det hele?
• Og endelig: hvilke love og etik styrer et så storstilet økologisk projekt?

Det var alle spørgsmål, der bragte mig til Grønland.

Jeg stillede Kenneth Høegh spørgsmålet om faren ved at importere ikke-hjemmehørende planter i så stort et omfang. Han stillede et modspørgsmål: Hvornår bliver planter hjemmehørende? Det er et godt spørgsmål, for ikke kun hvor, men hvornår er vigtigt. Planter, ligesom dyr, er altid undervejs, og de områder, hvor de er 'hjemmehørende', ændrer sig over tid.

Vi har en tendens til kun at tale om hjemmehørende arter i rumlige termer: Hvad der er hjemmehørende eller ikke-hjemmehørende på bestemte steder i dag. Når vi taler om ændringer over tid, trækker vi typisk grænsen for, hvad der blev indført eller udryddet ved europæisk kolonisering eller af mennesker mere generelt.

Hvis mennesker introducerer en ny plante, er den 'ikke-hjemmehørende'. Hvis dyr gør det i deres pels, fjer eller afføring, er det 'naturligt'. Antagelsen er, at mennesker står adskilt fra naturen, og at naturen var i uberørt balance, før mennesker (især europæere) blandede sig i den.

Denne 'edeniske' (paradisiske) idé er fremherskende i dag, i adskillige religiøse og sekulære overbevisninger, herunder miljø- og bevaringsvidenskab. Uanset hvor man står, er konsensus om, at 'hjemmehørende, oprindelige' økologier er 'gode' eller 'let definerede', nu stærkt omstridt.

Træarterne har tidligere vokset i Grønland

Kenneth Høeghs tilgang til spørgsmålet om hjemmehørende planter er at tage det langsigtede perspektiv (det ekstremt langsigtede perspektiv, faktisk), der går hele vejen tilbage til Grønlands forhistoriske skovklædte fortid.

Før den seneste istid var Grønland bevokset med skov med de træarter, der blev indført i Arboretet. De fleste levende ting i Grønland ankom, efter at isen begyndte at trække sig tilbage for 10.000 år siden. Alle er nylige tilflyttere, og mennesket ankom lige i hælene på de første planter for 5.000 år siden.

Kenneth Høegh foreslog, at eftersom gran, taks, fyr og poppel hørte til i Grønland for længe siden, hvorfor så ikke nu og i fremtiden, når vores varmere klima formentlig kommer til at ligne klimaet i den geologiske epoke Pliocæn for mellem 2 og 5 millioner år siden?

Da jeg spurgte ham, om han er ved at dyrke en skov, svarede Kenneth Høegh beskedent, at han ser sit arbejde 'som en frimærkesamling'. Han er tilfreds med, at Arboretet kan være forskellige ting for forskellige mennesker. For ham er det en levende samling, og for andre er det måske en skov eller potentielt en indtægtskilde eller endda et helligt sted.

Mens jeg ventede på en færge i Qaqortoq, hørte jeg en lokal røst, der var sjældent kritisk. Fredrik, som er vokset op i området, kendte mange andre inuitter, der havde meldt sig frivilligt til at hjælpe med at plante Arboretet. Alligevel sagde han: »Jeg kan ikke se meningen med det (Arboretet, red.).«

Skoven hverken interesserer eller vækker ikke følelser i ham, sagde han, og han har ikke tænkt sig at besøge den. Fredrik beskrev alarmerende økologiske forandringer i de sidste to år: Et stort antal af en ny snegle-art er en plage i hans have, og han er bekymret for, at træerne bringer skadedyr med sig.

Et eksperiment uden styring og kontrol?

Jeg spurgte Kenneth Høegh om faren ved at importere nyt planteliv i betragtning af de potentielle risici ved invasive arter. Han svarede, at de altid får tilladelse til at plante.

Min søn River, som studerer miljøvidenskab, spurgte, hvordan træerne ændrer jordens kemi, og hvilken effekt de har på etablerede arter. Svaret var, at ingen ved det. Grønlands Arboret ser ud til at være et storstilet eksperiment, men jeg begyndte at undre mig: Hvor er styringen og kontrollen?

Det er hér, Grønlands unikke politiske og juridiske status kommer i spil. Grønland er én af ​​de få nationer, der ikke anerkender den internationale lovgivning om import af planter. Lovgivningen mod import eller eksport af dyr – som er afgørende for jagt og turisme – er meget streng, men i teorien kan man importere et hvilket som helst levende plantemateriale til Grønland, hvis man skulle have lyst. Når man først er i Grønland, er der ingen tydelige begrænsninger for, hvad man kan plante i haven eller ude i det fri.

Jeg var fascineret af dette fravær af plantekontrol. I modsætning til Danmark er Grønland ikke bundet af mellemstatslige organisationer som European and Mediterranean Plant Protection Organisation (EPPO eller International Plant Protection Convention (IPPC). Grønland blev i 2005 undtaget fra internationale traktater, som styrer og lovgiver om plantekarantæne.

Chefen for Grønlands landbrugsdepartement bekræftede over for mig, at landet »ikke på nuværende tidspunkt har lovgivning, der regulerer plantesundhed«. Han henviste mig også til Grønlands Landstingslov om naturbeskyttelse fra 2003, som siger, at regeringen 'kan give tilladelse' og 'kan stille betingelser' for udenlandske planter.

Men da jeg personligt fulgte det op på kommunekontoret i Qaqortoq, hvor der bliver givet tilladelser, fik jeg tilsyneladende modstridende oplysninger: At der anmodes om og udstedes plantetilladelser mundtligt uden papirarbejde. Der er ingen forbudte arter, og der er ingen videnskabelig input.

En administrator bekræftede, at der ikke var 'hverken standarder eller regler for, hvad man kan bringe ind i landet eller plante'. Da jeg spurgte ham til den lokale lyst og holdning til indførelse af regler, fortalte han, at de 'ville blive meget svære at administrere'.

Efter at have talt med mange mennesker i Grønland, har jeg (og mange af dem, jeg har talt med) ikke indtrykket af, at plantereglerne bliver overholdt konsekvent.

Voksende uafhængighed af Danmark

Grønlands dispensation fra de internationale planteaftaler og lovgivning skyldes landets voksende uafhængighed af Danmark. Grønlands befolkning er multietnisk, overvejende af blandet inuit og nordeuropæisk oprindelse med en større dansk etnisk minoritetsgruppe.

Med grundloven af 1953 blev Grønlands koloniale status ophævet, og Grønland fik hjemmestyre, der bevæger sig hurtigt mod fuld uafhængighed. Efter indførslen af hjemmestyre i 1979, trak Grønland sig i 1985 ud af forløberen for EU, Det Europæiske Fællesskab (EF), og efter at have opnået selvstyre i 2009, er landet klar til at gå efter fuld uafhængighed.

Danmarks deltagelse i europæiske og globale planteaftaler betød, at Grønland også fulgte reglerne. Da Grønland forlod EF og den koloniale status blev ophævet, endte planterne i et juridisk limbo.

Grønlands kurs mod fuld uafhængighed er tæt forbundet med landets blomstrende udvindingsindustrier. Fuld uafhængighed vil betyde, at den danske blokbevilling på 3,9 milliarder kroner (som udgør omkring halvdelen af ​​Grønlands offentlige budget) falder væk.

Spørgsmålet er nu, hvordan Grønland selv vil finansiere fremtiden. Efter adskillige omgørelser af politikken for efterforskning af uran og olie, forpligtede en ny grønlandsk regering sig i 2021 til at udvinde sjældne grundstoffer og mineraler for en fossilfri fremtid, og mens alle fokuserede på Grønlands udvindingspotentiale, slap planterne gennem nettet. Men min forskning har afsløret en hidtil ukendt sammenhæng mellem de to.

Minedriftvirksomheden vil være en 'klimavirksomhed'

Amaroq Minerals, som gør klar til at påbegynde minedrift og forarbejdning ved en gammel guldmine i Nalunaq i Sydgrønland, finansierer omfattende plantning af træer i øjeblikket.

Amaroq Minerals, der er registreret i Canada, er en del af en ny generation af mineselskaber, der udvinder de sjældne mineraler kobber og nikkel, der blandt andet bruges i elbiler og vindmøller, som er afgørende for den grønne omstilling.

Jeg opdagede denne forbindelse mellem træerne og minedrift, da jeg besøgte Upernaviarsuk forsøgsstation, som er Grønlands Selvstyres forsøgsgård og skole for landbrugserhvervet i Grønland for at lære, hvordan landbruget klarer det destabiliserende klima.

Jeg var overrasket over at se tusindvis af træ-frøplanter i deres drivhuse. Kim Neider, som driver driver forsørgsstationen i Upernaviarsuk, fortalte mig, at træerne var finansieret af Amaroq Minerals og bestemt til Arboretet.

I efterfølgende samtaler med Amaroq Minerals’ ledelse erfarede jeg, at virksomheden har finansieret grønlandske træplantager i flere år, og at 2023 var det første år, hvor de rent faktisk producerede frøplanter for Qanasiassat, som er endnu en plantage, som Kenneth Høegh udvikler i nærheden af ​​Arboretet.

I 2023 finansierede Amaroq Minerals dyrkningen af ​​14.500 frøplanter og forpligtede sig til 348.500 kroner. De er gået med til yderligere knap 10.000 kroner om året fremadrettet, selvom virksomheden har sagt, at der ikke er en øvre grænse for dette beløb.

Amaroq Minerals' sociale vision, som er næsten lige så ambitiøs som virksomhedens vision for udvinding, er drevet af omfattende efterforskningslicenser og åbningen af guldminen i Nalunaq, Sydgrønland, i 2024.

Ved at bruge overskuddet fra guldminen forklarede Amaroq Minerals' administrerende direktør, Eldur Ólafsson, mig: »Amaroq Minerals har til hensigt at blive en 'klimavirksomhed', der hjælper med at bygge et bæredygtigt vandkraftnet (i øjeblikket bruger de fleste mindre samfund diesel).«

Er det greenwashing?

Gennem finansieringen af plantningen kan Amaroq Minerals kompensere for deres CO₂-udledning ved at købe CO₂-kreditter på samme måde som mange andre virksomheder – denne tilgang er blevet kritiseret af mange som en form for grønvaskning.

Amaroq Minerals fortæller, at man 'på nuværende tidspunkt' ikke har planer om at gøre det – 'men måske i fremtiden', fik jeg at vide. Men beplantningen er primært en del af virksomhedens sociale vision for i fremtiden at komme lokalbefolkningens levebrød (som skovbrug) til gavn, skrev Eldur Ólafsson i en mail til mig.

Hvis det lyder som Kenneth Høeghs vision for Arboretet, er det, fordi han arrangerede finansieringspartnerskabet med Amaroq Minerals og beregnede deres CO₂-udligning, ifølge Amaroq Minerals vicedirektør, som bekræftede det over for mig over Zoom og e-mail, og som desuden delte CO₂-beregningen med mig. Amaroq Minerals fortalte mig senere, at det var en 'uformel beregning'.

CO₂-kompensationen for træplantning i Arktis er kontroversiel, fordi det genererer flere drivhusgasser, end træerne kan opfange.

En fjerdedel af den nordlige halvkugle er permafrost, en frossen ophobning af mange tusinder af års døde planter (og patogener), der lagrer enorme mængder kulstof. Trærødderne uddyber permafrostens aktive lag (det tynde lag jord, der tøer op og igen fryser hvert år).

De introducerer mikrobiel aktivitet i den frosne jord, fremskynder permafrostens optøning og nedbrydning (og udledning af CO₂) i løbet af vinteren. Forskere beskriver duften af ​​tøende permafrost som alt fra en 'blanding af afføring og vinaigrette' til 'skotsk whisky med et strejf af tørv'.

Jo højere planterne er, desto mere af Solens energi absorberer de i stedet for at reflektere den, som sneen under dem ville. Grønlands træer fanger også CO₂. Men fordi træer vokser langsommere i Arktis end andre steder, vil det tage mange årtier, før de fanger mere – eller det vil gå lige op – med den mængde CO₂, som de udleder nu.

På globalt plan blev forskere i 2023 forskrækkede, da de fandt, at det 'kulstofdræn' (planterne), vi er afhængige af for at absorbere vores CO₂-udledning, stort set intet CO₂ absorberede for første gang nogensinde. Grønland stiler efter uafhængighed og udvinding på samme tid i dette omskiftelige nye klima. Amaroq Minerals engagement i træplantning i Grønland viser, at planter er til stede i begge bestræbelser.

Jeg tror, ​​at Grønlands laissez faire-holdning til planter er direkte relateret til landets stræben mod selvstændighed. Det er ikke en forglemmelse, men en reaktion mod den isolationspolitik, som dansk kolonisering så længe pålagde.

I to århundreder styrede Danmark Grønlands kontakt med omverdenen: Menneskers, planters, dyrs og varers bevægelse til eller fra Grønland krævede den danske regerings tilladelse. Denne økonomiske og kulturelle paternalisme, som grønlænderne måtte finde sig i, er med til at forklare deres libertære holdning til planter i dag. Grønland kan langt om længe vælge sine egne love og sine egne planter.

»Vi har altid gerne villet bo i en skov«

Men Amaroq Minerals og Arboretet agerer ikke alene og er begge relativt nye i forhold til landmændenes og gartnernes etablerede indsats, når det kommer til, at Grønland bliver stadig grønnere. Da jeg besøgte gårde og haver, blev jeg overrasket over grønlændernes passion for deres planter. Men min overraskelse skyldtes mine egne antagelser om, hvad grønlænderne bør bekymre sig om.

Da jeg besøgte haven hos en gartner fra Qaqortoq, Alibak Hard, forstod jeg, hvor mangelfulde min antagelser var. Han fortalte mig historier om sine planter, blandt andet det eneste ahorntræ (plantet af Kenneth Høegh) i Grønland og endda en stedmoderblomst, der blomstrede i frostgrader.

Jeg spurgte Alibak Hard om kilden til hans passion for eksotiske planter, og han sagde: »Vi har altid gerne villet bo i en skov.«

Man kan godt være født og leve sit liv i dette arktiske land, hvor isen dominerer landskabet, og alligevel drømme om fremmede plantelandskaber - skove med ahorn med fligede, dybrøde blade og forunderlige blomster.

Jeg fortalte Alibak Hard, at mange af mine forskerkolleger ville sige, at det at bringe udenlandske planter til Grønland afspejler en kolonial – ikke en grønlandsk – holdning til naturen. Han svarede: »Hvorfor skulle vi ikke kunne ændre landet, som vi har lyst?«

En anden gartner i Qaqortoq fortalte mig om den haveklub, han startede i 1980'erne med mere end 100 medlemmer, som i fællesskab importerede nye planter fra Island hvert år. Deres mål var 'at gøre byen grøn', fortalte han.

Når grønlændere forfægter et ønske om at forme deres land, at diversificere planterne i deres dagligdag, strider det mod udenforståendes forestillinger om, hvad Grønland bør være. Grønland bliver forestillet som et sublimt islandskab, hvorpå udenforstående projicerede deres ønsker – urnatur eller autentisk inuitkultur uspoleret af modernitet.

Lupinerne fra Alaska

At lytte til grønlændernes syn på planter udfordrede mine antagelser om, hvordan modstanden mod kolonialisme ser ud. Det kan være en slagkraftig og stærk forevisning i uafhængighed at transformere dit land og planter, nøjagtig som du har lyst til.

I sidste ende er der ingen, der ved, hvordan introduktionen af ​​hundredvis af nye arter via haver, gårde og træplantager påvirker Grønlands økologi, nu hvor det varmere klima gør det muligt for disse planter at trives.

Jeg samlede mange anekdoter om økologiske nyheder – røde biller, der aldrig er set før, nye fugle, nye snegle, et udbrud af sommerfuglelarver. Men ingen behøvede at gøre mig opmærksom på den mest iøjenfaldende 'tilflytter', for den ranke blå-violette plante var overalt i Qaqortoq: Nootka-lupiner.

De importerede planter fra Alaska (som også kaldes Alaska-lupiner) blev introduceret flere gange i Grønland, fordi den kan berige udpint jord ved at binde nitrogen og bekæmpe erosion. Gartnere introducerede dem også for deres skønhed. Når først lupinerne er etableret, kan de dog hurtigt blive invasive.

Islandske naturbeskyttelsesfolk plantede lupiner i 1970'erne for at modvirke sandflugt og erosion, men i dag er mængden af lupiner i landskabet hele 35 gange større. Der er nu åben biologisk krigsførelse mellem lokalbefolkningen og lupinerne i det østlige Island. Den arktiske 'greening' i Island er ikke grøn, men snarere lupin-lilla, og det lader til at gå samme vej i det sydlige Grønland.

Uden klare love om, hvilke planter der ikke kan introduceres, er der teoretisk set intet til hinder for, at en eller anden også begynder at eksperimentere med pileurt eller tornblad. Sådanne importerede planter trives i forstyrrede miljøer og kan hjælpe med at etablere nyt liv, selvom de mindsker biodiversiteten ved at fortrænge etablerede planter.

Stefano Mancuso er biolog og fascineret af invasive planter på grund af deres bemærkelsesværdige overlevelsesevne, som er tegn på deres intelligens, mener han. »De invasive arter i dag er fremtidens hjemmehørende flora, ligesom fortidens invasive arter er en grundlæggende del af vores økosystem i dag,« skriver han.

Jeg er enig med Kenneth Høegh og Stefano Mancuso i deres langsigtede perspektiv om, at 'hjemmehørende' arter skal gentænkes i både rum og tid, i betragtning af planternes dynamiske bevægelser i de mere end 400 millioner år, de har udviklet sig på Jorden.

Men på kort sigt i Grønland er jeg bekymret for faren ved at leve udelukkende med dette langsigtede perspektiv uden beskyttelsesforanstaltninger ved at flytte planter lige nu.

Og antagelsen om, at det er i orden for nogle få mænd at påbegynde transformationen af ​​hundredvis af kvadratkilometer kommunalt ejet jord, er en nonchalant tilgang. Det minder om kolonitidens holdning til Grønland som et sted, hvor man kan afprøve og eksperimentere socialt og miljømæssigt.

Er det muligt samtidigt at tænke og handle både kort- og langsigtet? Det mener jeg godt, man kan. Det er faktisk både muligt og nødvendigt.

Inden tusindvis af planter slippes løs på Grønlands tundra, fordi de kan vokse der, eller de plejede at vokse der, skal man i samråd med befolkningen overveje, om de bør vokse der i dag.

Kenneth Høegh og hans samarbejdspartnere som Greenland Trees (der accepterer internationale donationer til plantning af træer som CO₂-kompensation) engagerer lokale skoler til at hjælpe med at plante træerne, men det er uklart, om økologisk uddannelse spiller en rolle.

Amaroq Minerals samarbejder ligeledes med Siu-Tsiu, det statslige program, der hjælper unge grønlændere med at udvikle nye job. Det kan være et beundringsværdigt socialt engagement, men det er udvalgte individer eller eksterne grupper, der tager føringen over et grønnere Grønland, snarere end et kollektivt ønske om at gøre det.

Fremtidig opvarmning

Før i tiden har Grønland ikke haft meget at frygte fra skadedyr, naturbrande eller invasive arter på grund af det kolde klima. Men i dag halter risikoopfattelsen af ​​disse farer efter det nye opvarmende klima. Og Grønlands love for planter halter også efter det nye klima.

Men mange grønlænder har taget træplantning, kosmopolitisk havearbejde og landbrug til sig, og det afspejler også deres ekstraordinære evne til at forny sig. Grønlændere er ikke kun dygtige til at tilpasse sig forandringer, men også til at forudse forandringer proaktivt, hævder antropologen Mark Nuttall.

Udvinding og 'greening' udvikler sig hurtigt sammen i Grønland efter det voksende netværk af miner, veje, militærbaser, gårde og lufthavne. Træerne plantet af Kenneth Høegh og Amaroq Minerals afslører deres ukomplicerede og gnidningsfrie integration.

Jeg spurgte forskerne, om de kunne forudse, hvordan disse nye skove ville se ud om 50 eller 100 år. De var enige om, at situationen var for kompleks til at forudse.

Alligevel hævder den videnskabelige konsensus, at: »fremtidig opvarmning sandsynligvis vil muliggøre vækst af træer og buske på tværs af store dele af det isfri Grønland inden år 2100,« inklusive det nordlige Grønland. Spørgsmålet er så: Vil folk, fra gartnere og landmænd til mineselskaber, hjælpe flere planter med at nå disse stadig varmere landområder på trods af risiciene?

Grønlænderne taler med mange stemmer om spørgsmål om, hvad de skal udvinde og hvordan, og hvilke planter der skal dyrkes og hvor. I dette moderne samfund intensiverer klimaforandringerne vigtigheden af ​​at være opmærksom på planterne i nutiden - både bogstaveligt og i juridisk forstand.

Planterne er i forgrunden i ​​et Grønland i forandring med alle de dramatiske ændringer, de også skaber med betagende og ufattelig hastighed.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.