Skoleelever ved det, Google og ChatGPT ved det, din gamle bedstemor ved det formentlig også:
Træer suger kulstof ud af atmosfæren og lagrer det i stammer, grene, rødder og blade og hjælper dermed til med at modarbejde klimaforandringerne.
For mere kulstof i stammer betyder mindre kulstof i atmosfæren, hvor det primært findes som den opvarmende drivhusgas CO₂.
Det gør træplantning til en dejligt simpel og ekstremt omkostningseffektiv klimaløsning, fordi vi nærmest ikke behøver gøre andet end at plante træerne og vente. Da den globale opvarmning samtidig gør træplantning mulig længere og længere mod nord, arbejder nogle aktører på at plante træer blandt andet i Grønland.
Gid det var så simpelt.
I en ny videnskabelig artikel gennemgår vi, hvorfor plantning af træer i Arktis og store dele af de nåleskovsdækkede områder i Canada, Alaska, Skandinavien og Rusland vil opvarme og ikke afkøle Jordens atmosfære.
Sne reflekter sollys tilbage til rummet – det må træer ikke skygge for
For det første – og væsentligst – reflekterer en overflade dækket af skov kun cirka 10 procent af det sollys, der rammer den. En snedækket tundra reflekterer derimod op mod 75 procent.
Den solenergi, der reflekteres som lys, når aldrig at hjælpe til med at opvarme atmosfæren, inden den er ude i verdensrummet igen.
Kun den energi, der absorberes af overfladen, og dernæst udsendes igen som varmestråling bidrager til opvarmningen.
I en del af verden, hvor der både ligger sne i landskabet store dele af året, og hvor dagslyset i perioder fortsætter 20-24 timer i døgnet, er der rig mulighed for en effektiv refleksion af sollys.
Den effekt kaldes albedoeffekten, og den betyder ekstremt meget for den samlede energibalance.
Kan træernes kølende effekt opvejes af den skygge, de vil give for den vigtige refleksion af sollys?
Ikke i Arktis, viser et andet studie, der udkom tidligere i år.
Det viser, at den opvarmende effekt af albedoændringerne er større end den afkølende effekt fra kulstoflagringen i hele tundraen og i størstedelen af de relativt tyndt bevoksede nordlige nåleskove i den såkaldte boreale zone.
Jordene i de kolde egne af verden har et meget højt kulstofindhold. Faktisk indeholder de mere end dobbelt så meget kulstof som al biomasse og atmosfæren tilsammen.
Jordens kulstof i kolde egne er tilmed meget sensitiv over for forstyrrelser, så man får en stor udledning af drivhusgasser fra dem ved eksempelvis jordbearbejdning relativt til andre steder på Jorden.
Træer køler først om 100 år
Over tid vil noget af det tabte kulstof dog blive leveret tilbage til Jorden i nye former, måske endda nok til at gøre op for det tabte.
Derfor vil nogle måske sige, at det går op: ’Hvad vi taber på karrusellen, tjener vi på gyngerne’.
Den form for tankegang har ét markant problem, nemlig at den ignorerer timingen af, hvornår kulstof udledes til atmosfæren.
Hvis man udleder drivhusgasser til atmosfæren i dag, kan man ikke overbevise drivhuseffekten om, at den skal lade være med at varme, fordi man skam har tænkt sig at betale sin kulstofgæld tilbage om 100 år.
Sådan fungerer Jordens energisystem desværre ikke.
Nyplantede træer risikerer at gå tabt i skovbrande og insektudbrud
Det var så, hvad der foregår i underetagen, men oppe i stuen er alt heller ikke blot fryd og gammen.
Som om det ikke allerede var svært nok at være træ i en af de barskeste egne på jordkloden, bliver det kun sværere i fremtiden.
Klimaforandringerne sker i gennemsnit tre til fire gange hurtigere i Arktis end på resten af Jorden, hvilket som sagt blandt andet betyder, at træer er levedygtige længere og længere mod nord.
Men det betyder også, at man har set en enorm stigning i antallet og intensiteten af naturbrande, insektudbrud og perioder med tørkestress i Arktis hen over de seneste tre til fire årtier, og udviklingen synes kun at fortsætte i den gale retning.
Da vi ved fra andre dele af verden, at træplantager er særligt sårbare overfor sådanne forstyrrelser, har træer særdeles hårde odds i de nordlige dele af jordkloden i de kommende årtier, hvor udviklingen mod flere og kraftigere ekstremevents går ekstremt hurtigt.
Naturen ofres på klimaets alter
Vores konkluderende budskab gælder i Arktis såvel som resten af verden:
Hvis vi vil identificere effektive naturbaserede klimaløsninger, må vi tage et mere holistisk perspektiv, som anerkender alle relevante mekanismer i Jordens energisystem.
For det er ikke blot kulstofcyklussen, vi skal have fokus på. En mere holistisk tilgang vil formentlig lede til konklusionen, at succesen af disse løsninger afhænger af, i hvilket økosystem og hvor på jordkloden du befinder dig.
Der er formentlig få 'one size fits all'-naturbaserede løsninger, hvilket problemet med træplantning i Arktis er et forrygende eksempel på.
Træplantning skal derfor ligesom alle andre potentielle klimaløsninger vurderes i kontekst.
Dernæst må vi holde øjet på tidsperspektivet. Vi kan ikke acceptere, at de løsninger, vi implementerer, varmer vores klima de kommende par årtier, hvor vi virkelig har brug for den grønne transition, selvom de potentielt har en kølende effekt om 100 eller 200 år.
Og slutteligt må vi sørge for at holde os til den definition af naturbaserede løsninger, verdenssamfundet (IUCN) for nylig blev enige om: Man skal arbejde med naturen og lokale mennesker for at løse samfundsmæssige problemer. Og ikke ofre naturen og/eller menneskene i klimaforandringernes frontlinje på klimaets alter.
Hvad gør vi så?
I tilfældet Arktis kunne et eksempel på en mere holistisk naturbaseret løsning være at arbejde med de økosystemingeniører, der allerede findes i landskabet, såsom rensdyr og moskusokser.
Store planteædere begrænser tilgroning og hjælper dermed både med at holde albedoen høj, hvilket er godt for klimaet, men hjælper også med at bevare den unikke arktiske biodiversitet, som de jo også selv er en del af.
Derudover er de fortsat en vigtig fødekilde og indkomstgrundlag for lokalbefolkningen i mange områder af Arktis. Nogle steder vil det give mening at genetablere populationer, som man allerede gør mange steder på tværs af Arktis, ikke mindst i Grønland.
I andre områder vil det sågar give mening at overveje at indføre arter såsom bisoner og heste – begge arter, som var vigtige økosystemingeniører i Arktis under sidste istid.
Men centralt er det, at fokus er på etablering og opretholdelse af velfungerende naturlige økosystemer, som kan bidrage til at moderere klimaforandringerne – ikke den anden vej rundt.
Den erkendelse er central for, at vi kan være succesfulde i vores implementering af naturbaserede løsninger i hele verden.
