COP29: Drop ideen om billige, hurtige naturbaserede løsninger på klimakrisen

Der forhandles på højtryk i Baku i disse dage under COP29.

Mens vi primært hører om økonomiske armlægninger om klimabistand til de områder, der er hårdest ramt af klimakatastrofer, er der også en anden (og vigtig) dagsorden på færde i kulisserne:

20. november udsendte en sammenslutning af 70 NGO’er, virksomheder, organisationer og andre aktører en hastemeddelelse, der opfordrer COP-parterne til at »anerkende og finansiere naturens rolle i at håndtere klimakrisen«.

Natur kan både hjælpe os med at beskytte grundvand, modvirke oversvømmelser, øge biodiversiteten og suge CO₂ ud af luften.

Det giver derfor god mening, at mange aktører ser natur som et afgørende værktøj til at reducere og forebygge klimakatastrofer, og at natur fylder meget i debatten om klima.

Herhjemme er der netop fundet politisk flertal for 'Aftalen om et Grønt Danmark’, der bygger på den grønne trepartsaftale fra juni 2024. Også her fokuseres der på natur – eller rettere skov.

Men træer vokser dog som bekendt ikke ind i himlen.

Forskerkollegaer fra Oxford advarede for nylig i tidsskriftet ’Nature’ mod, at lande i deres nationale planer for grøn omstilling risikerer at have for høje forventninger til, hvad naturen kan levere i forhold til at mindske den globale opvarmning.

I forhold til både den internationale og den hjemlige debat er det væsentligt at forstå, at træer ikke er lig med natur, og at ikke alle typer natur bidrager til at reducere klimaforandringer og beskytte os mod krisens konsekvenser.

Skal naturtiltag reelt have betydning for biodiversiteten og klimatilpasning, skal vi turde sætte den fri.

Det er ikke ligegyldigt, hvad vi erstatter marken med

Der er med rette meget fokus på at tage landbrugsland ud af produktion og omlægge til natur for at lade det indgå i bekæmpelse af biodiversitets- og klimakriserne – den såkaldte tvillingekrise.

Det er i den forbindelse vigtigt, at vi kender forskel på natur- og kulturlandskaber, så vi ikke upåagtet kommer til at erstatte én type produktionslandskab med et andet og kalder det natur, uden at det nye landskab er nogen reel gevinst for biodiversiteten.

Den risiko er eksempelvis til stede, hvis vi omlægger landbrugsland udelukkende til produktionsskov, der – ligesom landbrug - er styret af menneskers behov for råmaterialer.

Man må derfor også forholde sig til, hvilken type ’ikke-landbrug’ der kommer i stedet - en pointe, der er blevet implementeret i den grønne trepart ved at opdele de nye skovarealer i produktionsskov og naturskov.

Træer er ikke det samme som natur

Med træers positive opmærksomhed som CO₂-støvsuger, og at de fleste danskere forbinder ranke bøgestammer med den skønneste natur, så synes det kun at kunne gå for langsomt med at få plantet nogle flere træer.

Der er masser af gode ting at sige om træer, men natur er meget mere end træer. Faktisk er træer ikke nødvendigvis natur.

Forleden understregede forskere i naturbaserede løsninger ved Oxford Universitet, at træ og anden biomasse til energiproduktion faktisk er en markant trussel mod biodiversiteten, primært fordi det kræver meget store arealer.

Det er særligt vigtigt i Danmark, hvor netop træ-biomasse fra træproduktion er en central del af strategien for, hvordan vi skal komme i mål med den grønne omstilling.

Som et andet eksempel viser et spritnyt dansk studie, at projekter, hvor man vådlægger områder for primært at fange næringsstoffer fra markernes afløbsvand, heller ikke nødvendigvis fremmer biodiversiteten og naturværdierne på arealet.

Hvad er natur så?

Definitionen på natur er ikke skåret i granit og revurderes konstant.

Konsensus går dog i retningen af, at velfungerende og bæredygtig natur kræver en betydelig grad af frihed til at reagere på og tilpasse sig frit til den verden, vi lever i.

Det kræver, at naturen har nogle redskaber i værktøjskassen, der sætter den i stand til at agere i forhold til ydre påvirkninger.

De værktøjer er udviklet over millioner af år i tæt sammenspil mellem dyr, planter og mikrober samt miljøet omkring dem.

Findes fri natur overhovedet?

Det kan måske hjælpe at tænke på det sådan, at vores landskab former sig mellem to poler: Bebyggede områder og intensiv landbrugsdrift i den ene ende, hvor naturlige processer typisk har de trangeste kår, og uspolerede naturområder i den anden.

Man kan sagtens argumentere for, at intet økosystem på jorden længere er totalt uberørt af mennesker.

Men der er stadig tilbageværende pletter, hvor påvirkningen endnu ikke er gået nævneværdigt ud over økosystemernes evne til at fungere som netop dét, de er:

Systemer, hvis processer og grundlæggende mekanismer og forbindelser mellem aktører fortsat er til stede.

’Værktøjskassen’ er med andre ord stadig nogenlunde intakt, så økosystemerne har en evne til at respondere på de ændringer og hændelser, der kommer.

Vi skal genopbygge naturens egen værktøjskasse

Genetablering – eller i hvert fald en markant udvidelse – af denne værktøjskasse er den grundlæggende tanke bag genforvildning (såkaldt ’rewilding’).

Målet er at gøre naturen i stand til selv at håndtere de stød, der kommer fra ekstreme vejrhændelser, insektudbrud, naturbrande og lignende, der hvor der er plads.

Alt sammen noget, der hænder oftere og voldsommere i en varmere verden, hvilket vi allerede ser nu.

Mens vi i Danmark kun har ganske få områder, hvor man kan tale om intakt natur, så har vi masser af potentiale for at genskabe naturlige processer og dynamikker i store dele af vores landskaber.

Fungerende økosystemer beskytter os mod klimakatastrofer

Men hvorfor skulle vi?

I perioder med stigende uforudsigelighed i miljøet omkring os, særligt på grund af klimaændringerne, så bliver denne dynamiske omstillingsevne af vores økosystemer særligt vigtig.

Ikke mindst for naturen selv, men også for os mennesker.

Nogle af de værste naturkatastrofer, vi har oplevet de senere år herhjemme og generelt i Europa – senest i Spanien – har eksempelvis at gøre med håndtering af store mængder vand med voldsomme oversvømmelser til følge.

Det bedste værn mod sådanne oversvømmelser er at lade vandet opholde sig længere i landskabet, inden det ledes frem til hovedløbet.

Sådan ville det naturlige system fungere, og derfor er der en betydelig biodiversitet knyttet til den slags periodiske oversvømmelser.

Derfor kalder vi den slags værn mod klimaet for en naturbaseret løsning.

FN har defineret, hvad naturbaserede løsninger er

Det lyder rart og trygt at bruge naturens egne gennemtestede løsninger til at løse de samfundsmæssige udfordringer, vi ofte selv har forårsaget.

Derfor er alt fra at ændre en smule i dyrkningspraksissen på hvedemarker, over rejsning af uendelige rækker af hurtigtvoksende nåletræer, til en fuld naturgenopretning blevet markedsført som naturbaserede løsninger.

Men bare fordi man udnytter en naturlig proces som eksempelvis fotosyntese til at fange kulstof, som jo både foregår på marker, i produktionsskov og urørt natur, så bliver det ikke automatisk til en naturbaseret løsning.

I et forsøg på at rydde lidt op i debatten kom verdenssamfundet via FN's biodiversitetsorgan (IPBES) for nylig frem til en definition af, hvad en naturbaseret løsning er.

Frit oversat: ’Tiltag til at beskytte, bæredygtigt administrere og gendanne naturlige eller modificerede økosystemer, håndtere samfundsmæssige udfordringer effektivt og adaptivt på samme tid og give fordele for mennesker og biodiversitet.’

Det handler altså først og fremmest om at skabe velfungerende økosystemer og reetablere naturlige processer, der hvor vi kan, så biodiversiteten sikres sammen med en bedre fremtid for os mennesker.

Skal man lade sig inspirere fra vores evindelige trendsættere på den anden side af Atlanten (USA), kan man kalde det ’Nature and People First’.

Naturlige klimaløsninger kræver fri og vild natur

Man skal ikke underdrive potentialet i vild natur, særligt for klimatilpasning af vores samfund.

Der er fortsat masser, vi ikke forstår godt nok, hvilket også er en af grundene til, at Center for Naturbaserede Løsninger for nyligt åbnede ved Aarhus Universitet.

Men vi ved, at kravet om positive effekter for biodiversitet betyder, at naturbaserede løsninger ikke kan hjælpe os hurtigere, end naturen kan følge med.

Vi må droppe ideen om, at naturbaserede løsninger per definition er billige, one-size-fits-all-, quickfix-løsninger på klimaudfordringerne, som kan erstatte en reduktion i udledningen i klimagasser. Reduktion i udledningerne er og bliver nummer ét.

Særligt i forhold til klima er tidsperspektivet og konteksten væsentlige. Eksempelvis kan skovrejsning have en kølende klimaeffekt i visse dele af verden, men en varmende klimaeffekt i andre.

Som vi fremhævede i et nyligt studie, kan man eksempelvis ikke træ-plante sig til et koldere klima på de nordligste breddegrader på grund af træers negative effekt på overfladens strålingsbalance og de underjordiske kulstoflagre.

Og dernæst ville eventuelle positive effekter fra CO₂-reduktionerne komme alt for sent til at bidrage i de næste par årtier, som er den kritiske periode i forhold til at reducere mængden af drivhusgasser i atmosfæren.

Natur kan være både hurtig og effektiv, men også langsom. Efter genetablering kan der endda være omstillingsperioder på år til årtier, hvor den 'nye' vilde natur vil have en uønsket effekt på klimaet. Men det er – ja – vildt naturligt.

Reelle, bæredygtige naturbaserede løsninger kræver, at den vilde, selvregulerende natur sættes fri og får førsteprioritet.