Er trodsalder noget, trætte forældre har opfundet?

Du forstår det slet ikke. I har været i Tivoli, fået slik, og ungen har sovet ok i nat.

Alligevel har dit treårige barn lige kastet en juledekoration på gulvet i vrede. Helt ud af det blå.

Det er nok bare trodsalder, tænker du måske.

Men er der overhovedet noget videnskabeligt, der bakker op om fænomenet trodsalder?

Det har vores læser Freja undret sig over.

»Overhovedet ikke,« udbryder fra Mads Thomsen, der er lektor i pædagogisk udviklingspsykologi på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole.

»Den klare konklusion fra studier om børns udvikling er, at der ikke eksisterer et fænomen som trodsalder, hvor barnet udvikler et indre behov for at trodse.«

Idéen om, at børn i en særlig alder fra omkring to år til fem år skulle være ekstra grænsesøgende og bevidst være trodsige, er helt forfejlet, siger Mads Thomsen.

»For børn i den alder har slet ikke den mentale kapacitet til at lægge en bevidst plan om at trodse deres forældre.«

Trodsalder er en social konstruktion og et levn fra for cirka hundrede år siden, hvor børn skulle ses, men ikke høres.

»Dengang var der kun én rigtig adfærd, og det var den, forældrene havde brug for på netop det tidspunkt. Hvis barnet ikke gjorde, som de sagde, var opfattelsen, at de gjorde det i trods og derfor skulle disciplineres«.

Sådan er det heldigvis ikke mere, ifølge udviklingspsykologen, og derfor håber han også, at vi snart får gjort op med den sociale konstruktion, der hedder ’trodsalder’.

»For vi risikerer at overse de rigtige årsager til, at barnet eksempelvis giver udtryk for stærke følelser og behov. Og dermed også løsningen på både barnets og forældrenes frustrationer,« siger han.

Nedsmeltning i Netto

Mads Thomsen har også arbejdet som familiekonsulent. Han giver et eksempel fra det virkelige liv:

»Jeg talte med et par frustrerede forældre for nylig. De oplevede, at det var umuligt at gennemføre en tur i Netto om eftermiddagen med deres barn på cirka tre år.«

Barnet ville ikke bevæge sig væk fra hylderne med legetøj, og det endte hver gang i stor konflikt med skrig og skrål.

»Mit råd til forældrene var at lægge en ny strategi. At møde barnet i, at det er svært at se legetøj hver dag, og aldrig måtte få noget med hjem,« siger Mads Thomsen.

Sammen blev de enige om, at barnet hver tredje indkøbstur i Netto måtte vælge et lille stykke legetøj og få med hjem.

»Nu kører det som smurt, og der er ingen problemer,« siger Mads Thomsen.

»Selvom man kan sige ’argh skal man virkelig give sit barn en belønning for at gøre noget så hverdagsagtigt’, må svaret være’ja’. Hvis turen skal ske ofte og gnidningsfrit, kan det være nødvendigt«.

Der er ofte en grund

Når et barn reagerer ved at begynde at græde, råbe eller nægte at gå videre, er der ofte en grund til det, mener Mads Thomsen.

»Ofte handler nedsmeltninger om noget helt reelt. Det kan være træthed, børnehavestart, en afvisning socialt eller overstimulering. Så forældre kan forsøge at være undersøgende i forhold til, hvorfor barnet reagerer og møde det med omsorg,« siger han.

Nogle gange står man dog som forældre og kan overhovedet ikke se, hvilke faktorer i barnets hverdag, der skal give grobund for så voldsomme reaktioner.

»Et barn kan også godt en gang imellem blive vred, hvor det for forældrene lader til at komme ud af det blå. Det er helt normalt. Det tager tid at lære at styre ens følelser og handlinger. Det er det, vi forældre, skal prøve at lære vores børn med tiden,« siger han.

»Når de er i alderen to til fem år, kan taktikker som afledning - ’skal vi prøve svævebanen’ eller anerkendelse ’jeg kan godt se, du er ked af det, kom her og få et kram’ - være brugbare«.

Forældre kan også prøve at skærme deres børn, hvis de fornemmer, at de er mætte af oplevelser efter en lang dag.

»Der kan det være, at man selv skal handle ind i Netto om aftenen, når barnet er puttet.«

Børnehjerner udvikler sig helt vildt

Dora Kampis, der er forsker i børns kognitive udvikling som hjerneforsker på Københavns Universitet, har det blandet med begrebet trodsalder.

Hun er enig med Mads Thomsen i, at børn ikke som udgangspunkt bevidst trodser deres forældre i en specifik periode af deres liv, der så stopper igen.

»Men nogle gange tror jeg også, at de reagerer og undersøger forældrenes reaktioner og grænser, og på den måde lærer af det,« siger hun.

Det, der dog især er på spil, i alderen to til cirka syv år, er at børn udvikler en fornemmelse af dem selv som individer.

»De prøver at handle selvstændigt baseret på deres følelser og oplevelser. Og så reagerer de, når de har svært ved at løse et problem selv eller ikke kan håndtere deres følelser,« forklarer Dora Kampis.

Hun forklarer, at hjernen udvikler sig særligt meget i perioden

»I alderen to til cirka syv år udvikler vi virkelig vores evne til at regulere vores egne følelser og at agere socialt sammen med andre.«

Helt fysiologisk er det barnets frontallapper og evnen til at huske, der især dannes i alderen to til fem år.

Derfor bør vi tage børns hjerner i betragtning, når vi oplever, at de har vredesudbrud eller lignende.

»Voksne er i stand til at føle vrede eller frustration og så reflektere over, hvilken måde, det er mest hensigtsmæssigt at handle. ’Bør jeg egentlig være sur over det her?’, ’hvad er den bedste måde at udtrykke min frustration på?’,« forklarer Dora Kampis.

»Men det kan børn ikke endnu. De er i fuld gang med at lære, hvem de selv er som selvstændige individer. Det må vi have forståelse for«.

Netop nu arbejder Dora Kampis og kolleger fra både KU og andre internationale universiteter på projektet Syncc-IN, hvor de undersøger forældres strategier i forhold til at hjælpe børn med at regulere deres følelser.

Mød det med kærlighed

Lektor i pædagogisk psykologi Mads Thomsen mener, at ’selvstændighedsalder’ er mere rammende, hvis man absolut skal sætte et begreb på barnets udvikling i de år.

Børn i alderen to til fem lærer, at de har behov og har ret til at få dem mødt, forklarer han.

»Det kan måske godt overraske nogle forældre, at børn har en mening og nogle tydelige behov, som de pludselig udtrykker meget kraftigt. Men det er helt naturligt,« siger Mads Thomsen.

Han har en række råd til, hvad man som forældre kan gøre, når ens barn oplever nedsmeltninger– og hvad man skal forsøge at undgå.

Her kommer Mads Thomsens bud på, hvad man kan gøre, og hvad man skal prøve at undgå - do’s and dont’s.

Do’s

• Ros barnet: Når du roser barnet for den adfærd, du ønsker, får du mere af den adfærd. Hvis barnet eksempelvis tager tøj på helt uden brok, fortjener det ros, selvom det kan virke som ingenting.
• Vis forståelse og omsorg: Barnet har brug for at føle sig trygt – også når det reagerer på en uhensigtsmæssig måde. Derfor er det bedst at vise forståelse for barnet og prøve at lave nogle rammer, det kan trives i. Hvis indkøbsturen i Netto altid går galt, kan det være, at du skal gøre det selv om aftenen, når barnet sover. Eller giv barnet en lille belønning for at tage med – eksempelvis en pakke rosiner.
• Brug tid med dit barn: Fundamentet for at få en god relation til sit barn handler om at bruge tid sammen, og at den tid indeholder flere positive momenter end negative.
• Brandslukning er OK: Når nedsmeltningen står på, er det en form for brandslukning, der skal til for at få barnet til ro. Det kan være afledning – skal vi købe en bolle hos bageren på vejen hjem? Eller bare at sidde roligt med barnet til reaktionen er ’overstået’. Det er også okay at sige nej til barnet, hvis det er udadreagerende mod en eller opfører sig voldsomt. Ro og tydelighed virker godt.

Dont’s

• Drop idéen om trodsalder: Trodsalder er en social konstruktion. Barnet reagerer ud fra dets omgivelser og kan blive overvældet. Og det er ikke for at irritere dig.
• Undgå at skælde ud og blive vred: Det gør barnet utrygt og bliver et slags lederskab baseret på frygt hos barnet
• Ingen moralprædiken: At appellere til barnets moral er at kræve for meget af det i forhold til alderen. ‘Burde’ og ‘skulle’ er for voksne, og ikke noget som børn kan forholde sig til. Prøv i stedet at forstå, at barnet stadig har brug for dig til at lære, hvordan man er i verden.

Der er altså flere værktøjer man som forældre kan overveje at tage i brug, når ens barn har nedsmeltninger.

Og så er det ifølge Mads Thomsen vigtigt at huske på, at nedsmeltninger er mere end problematiske.

»De er et udtryk for, at dit barn øver sig i at være selvstændigt. Og at det er trygt nok til at reagere,« siger han.

Tak til Freja for spørgsmålet, som vi belønner med en t-shirt. Også tak til Mads Thomsen for de gode forklaringer og råd. Hvis du sidder derude med et godt spørgsmål til videnskaben, så må du endelig tippe os hos Spørg Videnskaben på sv@videnskab.dk eller via formularen videnskab.dk/sv.