Fusker forskerne mere, end vi tror?

Ifølge en ny rapport, udgivet af Science Europe, er videnskabelig uredelighed måske et større problem, end mange forskere tror.

Det er muligt, at de officielle tal undervurderer det akademiske bedrags sande omfang, foreslår rapporten.

Og selvom det samlede antal uredelighedssager kun udgør en brøkdel af den samlede videnskabelige produktion, er det stadig et alvorligt problem, der kræver opmærksomhed, skriver Science Europe, som fortsætter:

»I løbet af de sidste 20 år er der kommet fokus på visse højt profilerede internationale sager om [videnskabelig] uredelighed, og de illustrerer den skade, som bedrageri og uredelig volder forskning, forskere, institutioner og samfund.«

Videnskabelig uredelighed tegner sig desuden for et andet alvorligt problem: Det er spild af de offentlige midler, der bliver investeret i forskningen.

Hvad er videnskabelig uredelighed?

Men hvad omfatter begrebet videnskabelig uredelighed egentlig?

Der findes ingen internationalt anerkendte definitioner af videnskabelig uredelighed, der ofte mere bredt bliver kaldt forsknings-uredelighed.

Det nærmeste, vi kommer en international definition, tager udgangspunkt i den amerikanske uredelighedsdefinition fra The Office of Research Integrity i USA og Global Science Forum of The Organisation for Economic Co-operation and Development (OECD).

Videnskabelig uredelighed er, når forskerne fabrikerer data, forfalsker resultater eller plagierer fra andre forskere (se faktaboks 2).

De tre aktiviteter (fabrikering, forfalskning og plagiering, red.) bliver ofte omtalt som FFP og er defineret som alvorlige eller groft uagtsomme fejl, der kan skade videnskabens og forskernes omdømme eller fordreje feltet som helhed.

Mange lande definerer i store træk uredelig på grundlag af FFP-principperne. Men kun få lande har vedtaget dem som en juridisk bindende definition.

Det har Danmark, og for nylig er definitionen blevet opdateret for at bringe den på linje med USA. Sverige har ingen fast definition, men det overvejer man nu som en del af en mere overordnet undersøgelse af forsknings-uredelighed, der blev bekendtgjort sidste år.

34 procent af forskerne indrømmer mindre forseelser

Opfattelsen blandt mange forskere er, at tilfælde af alvorlige uredelighedssager er relativt sjældne, når man sammenligner antallet med den enorme videnskabelige produktion.

Men beviser antyder, at det måske er et større problem, end mange forskere tror, skriver Science Europe, der henviser til en analyse af en række undersøgelser blandt forskere på flere forskellige områder.

I undersøgelsen indrømmede én procent af de adspurgte forskerne, at de havde opdigtet eller forfalsket egne data mindst én gang i løbet af deres karriere.

Men tallet steg til 34 procent, hvis det inkluderede andre, mindre alvorlige forseelser, som er omfattet af den såkaldte Questionable Research Practice (QRP), som betegner de tilfælde i international praksis, hvor man kan klandre en forsker for brud på god videnskabelig praksis, uden at man kan kritisere ham eller hende for at være decideret videnskabelig uredelig; altså mindre brud på god videnskabelig praksis.

QRP omfatter lovovertrædelser såsom dårligt forskningsdesign eller mangelfuld datahåndtering, bevidst udelukkelse af andre forskere fra de videnskabelige publikationers forfatterliste eller misbrug af forskningsmidler. Sådanne forseelser er absolut ildeset, men de bliver generelt ikke anset for fundamentalt at skade den enkelte forskers eller forskningsområdes omdømme.

»Vi skal ikke overdramatisere problemet«

Da forskerne i undersøgelsen blev bedt om at kommentere deres kollegaers videnskabelige praksis, steg tallene yderligere. Op til 14 procent rapporterede, at deres kolleger havde fabrikeret eller forfalsket data, og op til 72 procent at havde deltaget i QRP.

Umiddelbart lyder det som en stor andel, men undersøgelsens forfatter, Daniele Fanelli fra Meta Research Innovation Center ved Standford University i USA, opfordrer til forsigtighed, før vi lægger for meget i disse tal.

»Vi skal ikke overdramatisere problemet,« skriver Fanelli i en e-mail til ScienceNordic.

Undersøgelsen benytter anonyme besvarelser, så vi ikke kan sige med sikkerhed, at den afspejler forskernes reelle adfærd, understreger Fanelli, som tilføjer, at antallet af forskere (1 procent), der begår forsætlig eller groft uagtsom uredelighed, er blevet bekræftet af andre undersøgelser.

»Så det lader til at være et sandsynligt cirkatal af den gennemsnitlige mængde af forfalskede og plagierede undersøgelser,« fortæller Fanelli.

Er én procent en stor andel?

Så er én procent meget, når det gælder forsætlig eller groft uagtsom bedrageri?

»Det kræver i hvert fald handling,« skriver Fanelli, som tilføjer:

»Ikke desto mindre har jeg en mistanke om, at man sagtens kan sammenligne den ene procents bedrageri med de fleste menneskelige aktiviteter inden for eksempelvis finans, politik og endda religion.«

Professor og tidligere rektor på Syddansk Universitet, Jens Oddershede, der for nylig var formand for det ekspertudvalg, som blev nedsat af Uddannelses- og Forskningsministeriet, og som havde til formål at evaluerede videnskabelig uredelighed i Danmark, er stort set enig med Fanelli.

Han anerkender de seneste års famøse danske uredelighedssager, som hans rapport adresserer ved at anbefale en implementering af en ny uredelighedsdefinition og ekstra kontrol af den måde, universiteterne og forskningsinstitutionerne rapporterer tilbage om deres efterforskning.

Udvalget anbefaler en model, hvor de danske forskningsinstitutioner har ansvaret for at håndtere sager om QRP, og der skal i den forbindelse indføres en pligt for forskningsinstitutionerne til at behandle QRP-sager.

Bør ikke stå i vejen for forskernes arbejde

Men Jens Oddershede opfordrer alle akademikere til ikke at lade sig distrahere fra deres daglige arbejde af uredelighedssagerne og de nye regler.

»[Videnskabelig uredelighed] er ikke noget, vi bør frygte,« udtaler Jens Oddershede. Han tilføjer:

»Det er ikke noget, vi konstant bør holde for øje; det skal blot være i baggrunden. Det bør ikke stå i vejen for forskernes arbejde.«

Science Europe mener, at der er årsag til bekymring, også selvom størstedelen af beskyldningerne om videnskabelig uredelighed er mindre alvorlige QRP-sager.

Hvis antallet af QRP-sager er større end beregningerne, »kan de stadig skade forskernes og forskningsverdens omdømme og i sidste ende samfundets tillid til forskningen,« skriver Science Europe.

Mange uredelighedssager falder i et grænseområde mellem QRP og FFP

Når det kommer til efterforskningen af uredelighed, er universiteternes interne, etiske udvalg ofte den første forsvarslinje.

En rapport fra Styrelsen for Forskning og Innovation fandt i 2015, at 14 ud af de 15 adspurgte nationer krævede, at universiterne selv håndterer efterforskningen af nye beskyldninger om uredelighed. Luxembourg var den eneste undtagelse.

Alle de adspurgte lande, undtaget Irland, har et eller flere nationale udvalg, som er stort set uafhængige af universiteterne, og hvor universiteterne kan henvise til alvorlige uredelighedstilfælde.

Men kun i Danmark, Norge, Polen og USA arbejder udvalgene ud fra juridisk bindende uredelighedsdefinitioner. Og kun i Danmark, Polen, Kroatien og Norge kan udvalgene træde ind og efterforske en sag uden først at blive henvist af universitetet.

Jens Oddershede beskriver det danske system som 'kontrol og afvejning'.

»Vi lægger ansvaret hos universiteterne, men vi sørger også for, at vi er helt med på, hvad der foregår på de enkelte universiteter, så udvalgene også selv kan skride til handling,« siger Oddershede.

Mange uredelighedssager falder i et grænseområde mellem QRP og FFP; især når det kommer til plagiat.

Et spørgsmål om sund fornuft

Uredeligheden spænder vidt; fra forskere, som ikke i tilstrækkelig grad tilskriver indflydelse fra andres ideer eller tidligere arbejde og hele vejen op til plagiat af en hel afhandling eller speciale.

Når det gælder om at undgå uredelighed i begge ender af skalaen lyder Jens Oddershedes råd ganske enkelt :

»Det er bare sund fornuft«, udtaler han og fortsætter:

»Også i forskningens verden skal man jo bare opføre sig, som man gør blandt familie, venner og naboer. Stjæl ikke andres ideer eller værker, og kopier ikke noget uden deres tilladelse. Det er faktisk alt, der er at sige om det.«

Oddershede råder universiteterne til at sikre sig, at deres kandidater kan skelne mellem forsæt eller grov uagtsomhed og mindre brud på god videnskabelig praksis (QRP).

Og det er han ikke alene om. Mange lande verden over er enige om, at vi skal starte med at adressere uredelighed ved at uddanne forskerne på alle niveauer.

En talsperson for Norges Nationale Videnskabsetiske Komité fortalte ScienceNordic, at Norge til sommer vil forsøge at vedtage et nyt lovindgreb, der forpligter universiterne til at uddanne og træne både de ansatte og studerende i videnskabsetik.

Finland udstedte i 2012 retningslinier, der skal hjælpe med standardisere den undervisning af videnskabsetik, som de universitetsstuderende modtager i Finland.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos ScienceNordic.

Oversat af Stephanie Lammers-Clark