Fra telefonaflytning til mystery shopping: Kendte og ukendte sager, hvor danske regeringer har overvåget sit eget folk

Ytringerne var skarpe, da den konservative dommer Knud Thestrup indtog mikrofonen på talerstolen i Folketinget i 1954.

Landets folkevalgte politikere var ved at drøfte et lovforslag, som ville give politiet mulighed for at foretage telefonaflytninger, efter at Grundloven året før havde forbudt netop det.

Og Knud Thestrup var ikke begejstret.

Han beskrev statslig overvågning som et demokratisk grundproblem, som han forbandt med »den moderne stat, velfærdsstaten, der skulle være som en moder for sine børn, statsborgerne«.

Men staten havde desværre »tilbøjelighed til at blive en tyrannisk moder. Hun vil helst disponere over hver øre, som hendes børn tjener, og vil altid kontrollere alt, hvad de siger og tænker«.

Uden at vide det foregreb Thestrup en statsmetafor, som har vundet hævd i nyere overvågningsdiskussioner, nemlig: »Big Mother«.

I modsætning til George Orwells totalitære og dystopiske »Big Brother« fra romanen '1984' refererer det til, hvordan de moderne demokratier våger over befolkningerne for at beskytte dem.

I denne anden af to artikler dykker vi ned i nogle af de overvågningssager – kendte som ukendte – som danske regeringer har været involveret i de sidste godt 100 år.

Hvis du ikke har fået læst første del, kan du finde den her.

Med lov skal land bygges – og overvågning foretages

Det var ikke kun Knud Thestrup, som var kritisk, da forslaget om telefonaflytninger blev diskuteret i Folketinget i foråret 1954.

Besættelsestidens ulovlige masseovervågning havde skabt en folkelig modstand mod hemmelig overvågning.

Aflytningsforslaget blev da også kritiseret i pressen for at bringe »Gestapo-tiden« tilbage og bane vejen for »politistaten«.

For at imødekomme kritikken i pressen foreslog flere politikere, at hvis en person var blevet aflyttet, skulle vedkommende have det at vide efterfølgende. Det samme var ifølge loven tilfældet, hvis telegrammer og breve blev tilbageholdt.

Men det var den socialdemokratiske justitsminister Hans Erling Hækkerup meget skeptisk ved:

Han forklarede, »at telefonaflytning er et indgreb, som den pågældende ikke mærker, og den, der er genstand for det, er måske bedst tjent med ikke at vide noget om det«.

Og han fortsatte: »Man kunne måske også nævne den betragtning, at hvis man gav meddelelse om telefonaflytning, kunne man holde den utryghed i live overfor omfanget af telefonaflytningen, som fra forskellig side er blevet antydet«.

Hans Hækkerup havde ret i, at hemmeligholdelse af overvågningen kunne medføre mindre bekymring blandt befolkningen.

Det er velkendt i overvågningsforskningen, at synlig overvågning såsom videoovervågning, der burde øge sikkerheden og trygheden, kan have den utilsigtede konsekvens, at den i stedet øger usikkerheden, fordi folk konstant bliver påmindet om, at der er noget at frygte.

Dette paradoks er blevet kaldt for »sikkerhedens ironi«.

Men historien – som også denne artikels første del har vist – burde have bevist over for ministeren, at total hemmeligholdelse ikke var muligt i praksis, og at forsøgene på at hemmeligholde aflytningerne i stedet affødte mistro og overdrevne rygter.

Blikkenslagerbanden

Under Den Kolde Krig eksisterede der flere efterretningstjenester, som opererede sideløbende med hinanden.

Den største trussel i myndighedernes optik var – ligesom inden 2. verdenskrig – kommunisterne og den yderste venstrefløj.

En af de uofficielle efterretningstjenester var »Blikkenslagerbanden« også kendt som »Firmaet«, der i slutningen af 1940’erne og i 1950’erne udførte opgaver for både CIA og Forsvarets Efterretningstjeneste.

Målet med tjenesten var at føre »psykologisk krigsførelse« mod de danske kommunister og skabe splid i det danske kommunistparti, DKP, hvilket blandt andet indebar illegale aflytninger.

Eksempelvis fik kommunisten og folketingsmedlemmet Alfred Jensen aflyttet sin lejlighed af Blikkenslagerbanden gennem knap syv år i 1950’erne.

Som historiker Peer Henrik Hansen har vist i bogen 'Firmaets største bedrift', havde de socialdemokratiske statsministre Hans Hedtoft og H.C. Hansen kendskab til Blikkenslagerbanden og sanktionerede formentlig også dets lyssky aktiviteter.

Samarbejdet med amerikanerne

Hvis vi spoler tiden lidt frem, til 1990’erne, begyndte et nyt overvågningssamarbejde med amerikanerne og Forsvarets Efterretningstjeneste.

Da socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen var statsminister, underskrev han og Hans Hækkerup, der nu var forsvarsminister, en overvågningsaftale med den amerikanske efterretningstjeneste NSA.

Samarbejdet gav amerikanerne lov til at overvåge kabler i Danmark, hvor der gik international kommunikation igennem, såsom mails, sms’er og telefonsamtaler. Det afslørede Information i 2014.

Venstremanden og tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen bekræftede som bekendt også samarbejdet under flere opsigtsvækkende interviews. Senest har Højesteret bekræftet samarbejdet og konkluderet, at det allerede var offentligt kendt.

Krigen mod terror

Ingen enkeltstående begivenhed har medført så megen generel masseovervågning som terrorangrebene mod World Trade Center 11. september 2001 – og den efterfølgende krig mod terror.

Nogle overvågningsforskere har sågar argumenteret for, at de moderne overvågningssamfund opstod ud af asken fra tvillingetårnenes fald.

Som disse artikler har vist, er det dog ikke helt tilfældet. Konturerne til de moderne overvågningssamfund blev tegnet længe før 11. september 2001.

Men overvågningens steg drastisk i hele den vestlige verden efter 2001 – og megen af overvågningen fortsætter stadig.

Det er et generelt problem med overvågning, at den er meget svært at afvikle, når den først er etableret.

I 2002, da Anders Fogh Rasmussen-regeringen sad på regeringsmagten, vedtog Folketinget en »antiterrorlov«, som i 2006 blev fulgt op af en såkaldt »terrorpakke«, der begge skulle øge sikkerheden.

Flere af tiltagene mod terror var at give politiet og efterretningstjenesterne øget mulighed for telefonaflytninger og overvågning af offentlige steder.

Et andet tiltag mod terror var en generel masseovervågning og indsamling – »logning« – af danskernes teletrafik.

Danmarks logning af teledata er gentagne gange blev underkendt af EU-domstolen, som konkluderer, at overvågningen er ulovlig, fordi der indsamles alt for mange generelle informationer om danskerne.

Den første dom kom i 2014, da socialdemokraten Helle Thorning-Schmidt netop var blevet statsminister. Men hverken hun eller efterfølgeren, Lars Løkke Rasmussen fra Venstre, tog skridt til at få afviklet den ulovlige overvågning.

Efter mange års træden vande kom den tidligere Mette Frederiksen-regering med en ny lov i marts 2022.

Men allerede ugen efter blev denne lov også underkendt af EU-domstolen, og Justitsministeriet måtte erkende, at reglerne stadig var ulovlige.

Med friheden følger overvågningen

Som nævnt viste den tidligere socialdemokratiske Mette Frederiksen-regering mange gange en stor iver for øget overvågning.

Men truslen fra kommunisterne var for længst ovre, og frygten for terroristerne var trængt lidt i baggrunden, så i 2019 varslede den nyvalgte statsminister massiv øget overvågning i kampen mod kriminalitet.

Regeringen lancerede også hurtigt en »trygheds- og sikkerhedspakke«, som markant øgede videoovervågningen af danskerne.

Efterfølgende forsøgte regeringen at »effektivisere politiets arbejde« ved at foreslå, at politiet skulle have tilladelse til at overvåge danskernes færden via GPS – igen uden retskendelse.

Den nye regering under Mette Frederiksen, SVM-regeringen, har heller ikke holdt sig tilbage.

Det sidste skud på overvågningsstammen er at lade mindreårige agenter, såkaldte 'mystery shoppere', kontrollere, om supermarkederne overholder reglerne og ikke sælger alkohol og tobak til mindreårige.

Og kort forinden, i efteråret 2023, vedtog regeringen Bandepakke IV med bred opbakning fra mange af de andre partier.

Bandepakken giver blandt andet politiet mulighed for udvidet brug af civile agenter og af telefonaflytninger, ligesom afstandskravet for tv-overvågning udvides.

Fra velfærdsstat til sikkerhedsstat

Ifølge Tænketanken Prospekt er vi nu rykket fra »fra velfærdsstat til sikkerhedsstat«, med øget overvågning og statslig kontrol, og hvor nationale interesser i stigende grad overtrumfer etiske værdier.

Man kunne ellers have troet, at landets nyeste justitsminister, socialdemokraten Peter Hummelgaard, indvarslede nye tider.

Da formiddagsavisen B.T. i foråret 2023 hemmeligt filmede ministeren parkere sin bil ulovligt gentagne gange, rejste Hummelgaard nemlig en skarp kritik af hemmelig overvågning.

Han – og flere andre politikere – klandrede B.T. for at handle uetisk, da mediet overvågede justitsministeren, og mente, at overvågningshistorien var 'udansk'.

Overvågningen kan ses som uetisk, men udansk var den ikke. Som disse to artikler har vist, er der en lang tradition for hemmelig overvågning i Danmark. Og Hummelgaards eget parti har spillet en væsentlig rolle i overvågningen.

Overvågning er et magtværktøj

Fortalerne for den demokratiske velfærdsstat var – og er – også fortalere for at bruge overvågning som et middel mod statens indre og ydre fjender.

Samtidig er overvågningen blevet et middel til at skaffe og vedligeholde magtfulde alliancer med andre lande og efterretningstjenester.

I praksis er overvågningen således et magtværktøj, som politikere, efterretningstjenester og virksomheder bruger til at opnå deres mål.

Konsekvensen er, at borgerne reduceres til produkter i en global overvågningsøkonomi, hvor den ene overvågningsydelse er den anden værd, og hvor både de demokratiske frihedsrettigheder og borgernes privatliv udhules og sælges til højestbydende.