Fra overlegen til fedladen og nu omsorgsfuld: Thors maskulinitet har udviklet sig enormt

SPOILER ALERT: Denne artikel indeholder spoilers for 'Thor: Love and Thunder'

Chris Hemsworths Thor omtaler ofte sig selv som den 'stærkeste Avenger' - en idealistisk manifestation af maskulinitet helt uden for almindelige dødelige mænds rækkevidde.

Selvfølgelig er det mest spil for galleriet, men hvis vi dykker lidt dybere, gemmer der sig et interessant budskab om, hvad det vil sige at være en mand i Thor-franchisen.

Det er et budskab, der har rykket og ændret sig i løbet af det seneste årti - og ikke altid i den rigtige retning.

I den seneste film, 'Thor: Love and Thunder', er der ikke én Thor, men to: Vi bliver nemlig introduceret til Thors gamle flamme, Jane Foster, spillet af Natalie Portman.

Fejring af hypermaskulin overlegenhed

Marvel Studios' enorme franchise, Marvel Cinematic Universe (MCU), forener en række superhelte fra Marvel Comics.

Chris Hemsworths 'space viking' dukkede først op på scenen i Kenneth Branaghs film 'Thor' fra 2011.

Selvom denne inkarnation af Thor var en pastiche af maskuline superhelte, var stereotype hypermaskuline træk stadig et kerneelement i filmen.

Publikum blev ganske vist opfordret til at grine af Thors arrogance og rulle med øjnene over hans ulidelige hybris, men i sidste ende var det hans overlegne styrke og aggression, kombineret med kærligheden til en 'god kvinde' (Jane Foster), der vandt i en fejring af hypermaskulin overlegenhed.

Leger med maskuliniteten

Det var alt sammen 'standard Hollywood action-helte', og sådan fortsatte i anden omgang i franchisen, Alan Taylors 'Thor: The Dark World' (2013), samt Joss Whedons kryds-franchise 'The Avengers' (2012) og 'Avengers: Age of Ultron' (2015).

Det var først, da den newzealandske skuespiller og instruktør Taika Waititi overtog roret med 'Thor: Ragnarok' (2017), at vi begyndte at se en reel ændring i repræsentationen af Thors maskulinitet.

Her fejres den for dens latterlighed, ikke dens effektivitet, hvilket planter kimen til en ny fortolkning af, hvordan hypermaskulinitet kan forstås i vores hverdag.

Problematisk drejning

I Russo-brødrenes 'Avengers: Endgame' (2019) tog genskabelsen af Thors maskulinitet en potentielt problematisk drejning.

Efter forsøget på at forhindre Josh Brolins Thanos – den ultimative skurk i MCU – i at udrydde halvdelen af livet i universet i 'Avengers: Infinity War' (2018) slår fejl, glider Thor længere og længere ind i en depression.

I sin depressive tilstand er han frataget sin maskuline overlegenhed.

Den deprimerede Thor, der for komisk effekt nu lever i en fed krop, er korreleret med dovenskab, manglende personlig hygiejne og følelsesmæssig ustabilitet.

I denne nye udgave er hans rolle som medlem af Avengers formindsket, og hans rolle som maskulin førerhan overtaget af Mark Ruffalos Hulk-karakter, som er blevet Professor Hulk - en kombination af Hulkens brutale styrke og Bruce Banners overlegne intellekt.

Den 'fede' Thor er en joke - hypermaskulinitetens modsætning.

Det nye ideal (spoiler alert!)

Men sådan forholder det sig ikke i Taika Waititis seneste 'Thor: Love and Thunder' (2022).

I starten af den nye film tvinger Thor kroppen tilbage til sin tidligere hypermaskuline form. Det er overdrevent og lidt grinagtigt - lige så grinagtigt som de gigantiske skrigende geder, der trækker hans rumbåd gennem universet.

Han er stadig overdreven og supermuskulært maskulin, på én og samme tid latterlig og storslået.

Han kan konsumeres eller hånes alt afhængigt af præference. Eller måske endda begge dele.

Jane Fosters transformation til Mighty Thor introducerer en ny kønsdynamik i franchisen. Mighty Thor er lige så magtfuld som Thor - eller måske endnu mere - og hun kommer ham til undsætning ved flere lejligheder.

Alligevel hverken krakelerer eller kriserammes Thors maskulinitet over for denne stærke femininitet.

Han ender med at arbejde jævnbyrdigt sammen med Mighty Thor for at redde alle.

Denne kvindelige Thor-inkarnations opdukken i historien forstærker det absurde i Thors maskuline hybris, men gør det på en måde, der stadig giver publikum mulighed for at nyde Thors grinagtige udskejelser.

Selvom det centrale forhold, der udforskes i filmen, er heteroseksuelt, er Thors maskulinitet ikke rigid heteroseksuel, som demonstreret i en underholdende scene, hvor han ser ind i øjnene på Chris Pratts Star Lord, da han bliver spurgt ind til de mennesker, han elsker.

Passer perfekt til vores foranderlige tider

I 'Love and Thunder' er Thors hypermaskulinitet kompleks: Arrogant og hubristisk, men også omsorgsfuld.

Hans overnaturlige styrke både forårsager og løser problemer. Den bliver præsenteret som håbefuld og barnlig, som når han nær slutningen af filmen deler sine kræfter (midlertidigt) med de børn, han har sat sig for at redde.

Han er både en frelser og har brug for selv at blive reddet. Taika Waititis to Thor-figurer lever i en gensidig dynamik.

I flashbacks bliver det afsløret, at det var Chris Hemsworths Thor, der utilsigtet skaber Mighty Thor, da han bad sin hammer Mjølner om at beskytte Jane.

Senere bliver det afsløret, at Janes fortsatte brug af Mjølner vil føre til hendes død, men hun vælger alligevel at ofre sig selv for at redde Thor.

Til sidst, da Thor indvilger i at tage sig af datteren af skurken og den galaktiske hævner Gorr Gudeslagter, spillet af Christian Bale, bliver han en ny og idealiseret version af maskulinitet, der ikke kun er fokuseret på krop, styrke og fysisk overlegenhed, men også på omsorg, pleje og hjemmeliv.

Det nye hypermaskuline ideal præsenteret af Chris Hemsworth i 'Thor: Love and Thunder' er flydende, selvmodsigende og genstand for forandring og fortolkning, hvilket synes at passe perfekt til vores foranderlige tider.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.

\ Læs mere

Thor: Hvorfor er det ikke lykkedes Marvel at skabe en kvindelig superhelt?

\ Læs mere

Forskere tjekker superheltes helbred og spår om deres alderdom

\ Læs mere

Hepper du på Thanos i Avengers eller Jokeren i Batman? Så har du måske en mørk personlighed