Måske du husker det lille, svært uintelligente dovendyr, Sid, fra de kendte børnefilm Ice Age, som i den anden film flygter fra vandmasser og knagende isbjerge, fordi isen er ved at smelte?
Nu tager et nyt studie, bragt i det anerkendte tidsskrift Science, os med tilbage til slutningen af den sidste istid igen, hvor det tog 10.000-20.000 år for temperaturen at stige. Og da istiden endte, og Sid og hans venner flygtede for livet, ændrede Jordens natur sig drastisk.
Nu vil det samme formentligt ske igen, men indenfor de næste 100-150 år, medmindre vi reducerer udslippet af drivhusgasser, lyder konklusionen i det nye studie.
»Vi taler om, at den samme mængde ændringer som fandt sted på 10.000-20.000 år i slutningen af istiden, kommer til at blive proppet ind i et århundrede eller to,« siger Stephen T. Jackson i en pressemeddelelse. Han er dekan på School for Environment and Sustainability at the University of Michigan og en af forskerne bag studiet.
»Økosystemer kommer til at kæmpe for at følge med,« tilføjer han.
Det nye studie er specielt, fordi det er første gang, forskere har lavet et såkaldt ’metastudie’ på baggrund af palæøkologiske data. (Læs mere i boksen under artiklen)
Palæøkologi studerer fortidens økosystemer, og mere konkret har forskerne gennemset og vurderet allerede eksisterende studier af plante- og pollenfossiler.
\ Om istidens opvarmning
- Jordens omdrejning om Solen og vinklen på Jordens rotationsakse ændrer sig over tid. Klimaforandringerne i slutningen af istiden skyldtes derfor mest forandringer i disse astronomiske forhold.
- Det får mængden af sol, der rammer Jorden, til at variere. Nogle gange er mængden af sol kraftigere end andre gange. Under istiden var solstrålingen på den nordlige halvkugle lav i sommerhalvåret.
- Klimaet ændrer sig med forskellige hastigheder gennem historien. Fra istiden toppede, til den var slut, skete ændringerne langsomt.
- I dag ændrer klimaet sig kraftigt på kort tid, og drivhusgasser spiller den største rolle for klimaforandringerne.
Kilde: Marit-Solveig Seidenkrantz
Temperaturstigninger i den sidste istid minder om nu
For omkring 21.000 år siden toppede den sidste istid, og herefter begyndte det at blive varmere.
I løbet af 10.000-20.000 år steg temperaturen gennemsnitligt med 4-7 grader, og isen smeltede.
Der er mange ting, som er anderledes i dag, eksempelvis skete temperaturstigningen af naturlige årsager i istiden, modsat i dag. Der er dog især ét forhold fra fortiden, som minder om i dag:
Meget forskning peger på, at temperaturen globalt vil stige omkring 4-7 grader indenfor de næste 100-150 år, ligesom det var tilfældet, da istiden sluttede.
»Vi anvendte tidligere studier om fortiden til at se på fremtidens risiko for ændringer i økososystemer,« forklarer Connor Nolan, der er kandidatstuderende ved Department of Geoscience på University of Arizona og førsteforfatter til det nye studie, i en pressemeddelelse.
Connor Nolan og de øvrige 41 forskere bag det nye studie har indsamlet hele 594 tidligere undersøgelser af plante- og pollenfossiler.
Fossilerne stammer fra alle verdens kontinenter, undtaget Antarktis. Det betyder, at studiet dækker mange forskellige typer klima.
Øget temperatur vil ændre naturen drastisk
Forskerne fandt ud af, at vegetationen i slutningen af istiden ændrede sig mest i de områder, hvor temperaturen steg meget. (Vegetation betyder ’vækst’ og betegner et bestemt områdes samlede plantevækst.)
På den baggrund opstillede forskerne to fremtidsscenarier:
- Vi bliver ved med at leve, som vi gør nu, og reducerer ikke drivhusgasudslippet
- Vi reducerer udslippet af drivhusgas, sådan som det er aftalt i Parisaftalen ved COP21 i 2015.
\ Om Paris-aftalen
- Hvert år mødes landene bag FN's klimakonvention (UNFCCC) til 'Conference of the Parties', der til dagligt kaldes COP-møderne.
- Her forhandler FN's medlemslande om at fastlægge en fælles klimastrategi.
- I 2015 blev COP-mødet afholdt i Paris, og her blev Parisaftalen indgået.
- Det er en juridisk bindende aftale, hvor landene lover at leve op til nogle fælles mål, der skal sænke udslippet af drivhusgasser.
Kilde: Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet: Parisaftalen & COP-møderne.
Hvis vi fortsætter som nu, er risikoen for drastiske forandringer i naturen mere end 60 procent.
Følger vi i stedet Paris-aftalen, er risikoen under 45 procent, konkluderer forskerne.
»Hvis vi tillader, at klimaforandringerne fortsætter ukontrolleret, vil vegetationen på denne planet komme til at se fuldstændig anderledes ud, end den gør i dag. Det indebærer en kæmpe risiko for diversiteten på planeten,« siger Stephen T. Jackson i pressemeddelelsen.
I studiet peger forskerne på, at tidligere og igangværende forskning i klimaforandringers påvirkning af naturen har givet resultater, som ligner dem, de selv er kommet frem til.
Selvom resultaterne lægger sig i slipstrømmen af den øvrige forskning, stiller en uafhængig forsker sig dog alligevel forbeholden overfor det nye studie.
Kan vi virkelig sammenligne fortid og nutid?
Alexandra Rouillard er postdoc ved Statens Naturhistoriske Museum og har læst det nye studie for Videnskab.dk.
Hun er ikke en del af studiet, men arbejder selv med klimaforandringer og rekonstruktion af fortidens økosystemer (palæøkologi).
Alexandra Rouillard er kritisk overfor forskernes sammenligning af fortid og nutid.
»Istiden og nutiden er bare ikke det samme, både klimaet og de økologiske processer er forskellige. Når jeg læser studiet, får jeg lyst til at spørge mig selv, om man virkelig kan stole på sådan en sammenligning,« siger hun.
Trods den forbeholdne vurdering af studiet påpeger Alexandra Rouillard dog også, at forskerne er de første, der har lavet denne type metastudie med data fra plante- og pollenfossiler.
»Jeg har ikke tidligere set en metaanalyse, hvor man bruger paleoøkologiske data til at undersøge, hvordan naturen vil se ud i fremtiden, så det er godt, at de har gjort det. Det er interessant,« mener Alexandra Rouillard.
»Men det er et ’første forsøg’, og vi må lave flere lignende metanalyser, hvis vi skal have et pålideligt billede,« tilføjer hun.
Alexandra Rouillard foreslår, at man eksempelvis også ser på mængden af nedbør i slutningen af istiden, da det også spiller en stor rolle for vegetationen. I nogle dele af verden, betyder regnfaldet faktisk mere, påpeger hun.
Det er dog en noget mere kompliceret sag, der kunne være et studie i sig selv, anerkender hun.
Fortiden er det bedste værktøj, vi har
At se på fortidens årsager til og konsekvenser af klimaforandringer for at kunne sige noget om fremtiden er ikke nyt indenfor klimaforskning.
Videnskab.dk har også talt med Marit-Solveig Seidenkrantz, der er professor i geologi ved Institut for Geoscience, Aarhus Universitet.
Hun har også læst og vurderet det nye studie og har et lidt andet perspektiv.
»Det er et fint studie og er et led i en række af studier, der viser, at naturen kommer til at ændre sig meget, når temperaturen stiger,« siger hun.
»Når man laver denne slags gennemgang af al den eksisterende forskning på et område, så bliver det et groft overblik. Til gengæld betyder forskernes store materiale, at de får data med fra en masse forskellige dele af verden, lige fra troperne til norden,« forklarer Marit-Solveig Seidenkrantz.
At naturen bliver påvirket, når temperaturerne og klimaet ændrer sig, er ikke et bemærkelsesværdigt resultat i sig selv, mener Marit-Solveig Seidenkrantz.
Hun påpeger dog, at den her type studier, der handler om fremtiden, altid stiller spørgsmålstegn ved, hvor sandsynligt det er, at forudsigelsen holder stik. Men uanset sandsynligheden er fortiden stadig en vigtig brik til at forstå, hvordan klimaet udvikler sig.
»Vi kan ikke putte jordkloden ind i et laboratorie og teste på den. Det eneste, vi kan undersøge, er årsager til og konsekvenser af klimaforandringer i fortiden. Derfor er det vores bedste værktøj til at forstå fremtiden« understreger Marit-Solveig Seidenkrantz.
Det er udbredt at bruge computermodellering, når forskere vil undersøge, hvordan klimaet og Jorden kommer til at se ud i fremtiden.
Her understøtter det nye studie computermodellernes resultater, ifølge Marit-Solveig Seidenkrantz.
\ Læs mere
\ Sådan gjorde forskerne
Studiet kaldes et ’metastudie’, fordi forskerne har gennemgået og vurderet allerede eksisterende undersøgelser.
I alt har de har samlet, vurderet og struktureret 594 studier om plante- og pollenfossiler fra den seneste istids højdepunkt for 21.000 år siden til for 14.000 år siden, kort inden istiden sluttede.
»Forskerne har ikke siddet med fossilerne selv. De har i stedet set på allerede anerkendt og offentliggjort data, som de har brugt tid på at samle og strukturere. Det er ret normalt at gøre i dag, men det nye er, at studiet giver et globalt overblik, fordi dataen dækker så store dele af verden,« siger Marit-Solveig Seidenkrantz.
Fordi forskerne har anvendt så mange tidligere studier, har de med andre ord viden om mange forskellige steder på Jorden.
De i alt 42 forskere bag metastudiet indsamlede viden om samtlige kontinenter, undtaget Antarktis, og de har derfor en bred vifte af forskellige klimaer rundt på kloden.
For hvert geografisk område, som de havde undersøgelser af fossiler fra, så forskerne også på temperaturændringerne i samme tidsrum.
Den sammenligning viste, at landområder med de højeste temperaturstigninger, også var de områder, hvor vegetationen ændrede sig mest.
Sammenhængen mellem temperatur og vegetation fra slutningen af den sidste istid brugte forskerne efterfølgende til at opstille nogle scenarier for, hvordan vegetationen på landjorden formentlig vil ændre sig i fremtiden på grund af global opvarmning.
